Gammel kærlighed ruster ikke

Selvom dobbeltrifler har mange ulemper, rummer de en charme, som gør det til en særlig fornøjelse at jage med dem. Efter mange års troløshed er forfatteren vendt tilbage til sit udgangspunkt.

Af Jens Perto

Når det gælder fine gamle våben, hører jeg til den type mennesker, som kan modstå alt, undtagen fristelser. For mig rummer dobbeltrifler en særlig fristelse – selvom jeg på den hårde måde har lært mig, at der kun er få fordele og ofte mange problemer og ulemper ved at vælge en dobbeltriffel frem for en repeterriffel.

For nyligt gik det galt igen. Som en forbryder, der efter sigende altid vender tilbage til gerningsstedet, lod jeg mig friste over evne af en gammel britisk dobbeltriffel fra firmaet Watson Bros. Riflens kaliber hedder officielt .450-400 NE 3” – men den håbløst lange betegnelse blev i folkemunde hurtigt afløst af navnet .400 Jeffery.

En af årsagerne til, at jeg faldt for den gamle Watson var, at den i sin udførelse er en meget tidstypisk engelsk dobbeltriffel, og at dens kaliber gør den velegnet til allroundbrug. Jeg fik min første dobbeltriffel for næsten tredive år siden, og det var en Jeffery i kaliber .400 NE. I de følgende år havde jeg kun gode oplevelser og erfaringer med kaliberen fra praktisk jagt. Desværre var jeg ung og letbevægelig i kærlighedsforhold, og jeg lod mig friste af ussel mammon og lod mig skille fra Jeffery’en. Men siden fortrød jeg, for der eraltså en særlig aura omkring en dobbeltløbet storvildtriffel, og derfor var fristelsen ekstra stor for igen at have en dobbeltriffel stående i våbenskabet. Ejeren gik ind på at lade en engelsk haglbøsse, et antal geværkufferter og min lille samling af klikpatroner og olieflasker gå ind i handelen. Herved kom bytteprisen så langt ned, at riflen blev rørende billig – selvom min hustru måske har en anden opfattelse!

Watson Bros. eksisterede som selvstændigt bøssemagerfirma fra 1875 til 1935. I 1989 blev navnet købt af Michael Louca, som i dag laver jagtvåben af allerhøjeste kvalitet.

Watson Bros.

I 1875 åbnede Thomas William Watson (1848-1933) egen bøssemagervirksomhed i London. Tre år senere overtog han lokaler og maskiner fra det velrenommerede firma Durs Egg på den fornemme adresse 4 Pall Mall i det centrale London. Thomas Watsons uddannelsesmæssige baggrund er ikke bevaret, men det er troligt, at han blev udlært hos sin svigerfar, som var den meget succesfulde Birmingham-bøssemager William Tranter.

I 1884 gjorde Thomas William sin broder, Arthur Henry, til partner i firmaet, som derfor blev omdøbt til Watson Bros. Selvom Watson Bros. fra deres forretning solgte alle former for jagtvåben, revolvere og fiskeudstyr, opbyggede firmaet i de følgende år hurtigt et godt omdømme som en af branchens førende leverandører af lette haglbøsser i små kalibre (læs: mindre end kaliber 12). Som en afart heraf blev man specielt kendt for at bygge jagtbøsser til kvinder og drenge.

 

Sidst i 1880’erne blev Watson Bros. udnævnt til at være bøssemagere for Sultanen af Tyrkiet og siden til Shahen af Persien. Det faktum benyttede Watson Bros. naturligvis i sin markedsføring – ikke mindst fremgik det af de labels, som geværkufferterne blev forsynet med indvendigt. Denne praksis viste sig ikke kun at være en velsignelse. Efter 1914, hvor det Ottomaniske Rige allierede sig med Tyskland, fandt man det nødvendigt at overstrege udmærkelsen som leverandør til sultanen på firmaets labels. I 1894 flyttede firmaet fra Pall Mall til adressen 29 Old Bond Street, hvor forretningen blomstrede og man udvidede sortimentet til ikke bare at omfatte våben, men også alle former for udstyr til ”sport i alle verdensdele”.

I 1923 gik T.W. Watson på pension, og da han ingen sønner havde, overtog broderen Arthur Henry og dennes søn, Arthur Dudley i fællesskab virksomheden.

 

Efter 1. verdenskrig blev det gradvist vanskelige tider for våbenbranchen, og helt galt gik det efter børskrakket i 1929. I 1930, hvor tiderne var blevet så svære for branchen, at man måtte reducere omkostningerne. Det gjorde man bl.a. andet ved at flytte til adressen 13A Pall Mall. Her fortsatte virksomheden indtil 1935, hvor Arthur Henry trak sig tilbage i en alder af 78 år. Firmaet gik her i frivillig likvidation og blev overtaget af firmaet Grant & Lang for 500 £. Arthur Dudley Watson fortsatte som et medlem af staben i Grant & Langs butik på 7 Bury St. Selvom Grant & Lang tilføjede navnet Watson på deres brevpapir og patroner, blev der ikke fremstillet Watson-bøsser de næste 54 år. I 1989 blev navnet Watson Bros. købt af Michael Louca, som her begyndte egen bøssemagervirksomhed efter at have været ansat hos James Purdey. I dag fremstilles der således igen jagtvåben af allerhøjeste kvalitet under navnet Watson Bros.

 

Egentlig producent

Selvom min dobbeltriffel bærer navnet Watson Bros., er den næppe fremstillet af firmaets ansatte. Denne antagelse underbygges af, at riflen er trykprøvet i Birmingham og ikke i London. Som de fleste andre London-bøssemagere, fremstillede Watson Bros. kun delvist deres våben selv – typisk deres ”best guns”, altså fuldgraverede topmodeller af højeste kvalitet.

Riflen er det, britiske bøssemagere kalder for en ”Hunters Rifle”, altså en funktionel riffel uden luksus som ejektor og sidelåse, men stadig af god og meget pålidelig kvalitet.

I de lavere kvaliteter blev et stort antal våben fremstillet helt eller delvist af såkaldte outworkers. Det var små selvstændige bøssemagere, som specialiserede sig og på bestilling lavede dele af et våben som eksempelvis låsen, skæftet eller et sæt piber. I løbet af Watson Bros. 60-årige levetid anvendte man omkring 80 outworkers, næsten alle fra Birmingham. Hvem der lavede min riffel for Watson Bros. er ikke bevaret. Et godt bud er John Saunders eller Daniel Leonard, der begge var kendt for at bygge dobbeltrifler – og specielt da riflen er trykprøvet i Birmingham. 

Det er heller ikke muligt at afgøre præcist, hvornår riflen er lavet. Desværre uddelte Watson Bros. et stort antal nummerserier til deres outworkers, hvorfor man ofte altid kan benytte et våbens nummer til at fastslå, hvornår et Watson-våben er lavet. Stemplerne i piber og bascule blev benyttet fra 1904 og til 1925, og langt de fleste dobbeltrifler i kaliber .400 NE blev lavet før 1. verdenskrig. Bedømt ud fra riflens konfiguration og linjer er den lavet i årene omkring 1910.

På klassisk britisk vis er riflen forsynet med to øjer, hvori bæreremmen fastgøres med to karabinhager.

Kasselås

Min Watson-riffel er af en kvalitet og type som britiske bøssemagere ofte kaldte en ”Hunter’s Rifle”. Udtrykket dækker over, at der ikke er tale om et udstyrsstykke med sidelåse og ejektorer, men en riffel af god kvalitet til en overkommelig pris, designet til praktisk allroundbrug i kolonierne.

Watson’en er en stærk arbejdshest lavet til brug i felten, men trods alt med scrollgraveringer på basculen.

Riflen er bygget på en Anson & Deeley kasselås, som formodentlig er fremstillet hos en af de store producenter, såsom Webley & Scott, Bonehill, Osborne eller Midland Gun Company. Bøssemageren har typisk fået låsen leveret sammen med de indre komponenter (såkaldt ”furniture”), og har derefter samlet et sæt piber og forsynet dem med lukkeknaster, som er blevet tilpasset låsen.

Omkring forrige århundredskifte udviklede bøssemagerne forskellige alternativer til såkaldte chopper lump barrels, hvor hver pibe og lukkeknaster er lavet af et enkelt stykke stål. På Watson-riflen er piber og lukkeknaster fremstillet separat. De 66 cm lange piber på Watson-riflen er i kammerenden slagloddede (hårdloddede) til et separat metalstykke, hvoraf lukkeknasterne udgør den nederste del. Dette system kaldes for enten platform lumps eller shoe lumps. Slaglodningen giver en meget stærk sammenføjning, og er meget udbredt på især dobbeltrifler, hvor påvirkningen fra gastrykket er meget større end tilfældet er for en haglbøsse. Den øverste skinne på riflen er forlænget og ligeledes slagloddet til piberne for at kunne passes ind i det greenerlukke, som er indbygget i låsen.

Riflens piber er slagloddet sammen med lukkeknasterne. Teknikken kaldes for ”platform lumps” eller ”shoe lumps”.

På grund af styrken og de langt mindre produktionsomkostninger er platform lumps blevet anvendt af en lang række producenter, inklusive så kendte navne som Rigby, Bland og Westley Richards. Der kan være stor forskel på, hvor bred riflernes ”sko” med lukkeknaster er – altså hvor højt op på siden af piberne platformen når. Da skoen på Watsonriflen er ganske bred, har man altså valgt at maksimere styrken, selvom dette i nogens øjne påvirker renheden i riflens linjer.

Vægt

På samme vis er selve låsekassens bredde noget større og mere massiv end for en tilsvarende haglbøsse. Min haglbøsse fra Westley Richards har eksempelvis en låsekasse, der måle 43 mm i bredden, mens Watson’en låsekasse er næsten 49 mm bred. Det gør naturligvis låsekassen langt stærkere og dermed i stand til at modstå det ca. fem gange så store gastryk fra riffelpatronerne.

Låsen er noget bredere (og tungere) end en tilsvarende kasselås til en haglbøsse. Klikpatronerne er hjemmelavede for at man kan vænne sig til riflens aftræk.

I overensstemmelse med britisk tradition er piberne relativt tynde ved mundingen og ganske kraftige ved kammerenden. Formålet er at koncentrere størstedelen af riflens vægt mellem skyttens hænder, så våbnet får bedst mulig balance og ”pointability”. Samtidig vidste de britiske bøssemagere, det er lettere at få kraftige piber i kalibre med moderat gastryk til at samskyde.

Prisen for den store styrke af låsen og de kraftige piber er, at vægten af min Watson er ganske høj – ca. 4.750 gram. Men høj vægt er normalt for britiske dobbeltrifler, især i storvildtkalibre. Bøssemagerne var også helt klar over, at det var fordelagtigt at reducere rekylen fra de kraftige patroner, og her fik de hjælp af den høje vægt.

Briterne lavede deres dobbeltrifler meget velbalancerede, men ganske tunge for at holde rekylen nede. Til gengæld brugte de bøssebærere under safarien. Som man kan se fastholdt forfatteren denne tradition på sine seneste safari, hvor hustruen var med.

Endelig skal man huske, at briterne ikke særligt fokuserede på dobbeltriflernes vægt, eftersom man i kolonierne altid havde en indfødt hjælper, der bar de tunge våben, indtil de skulle anvendes. Og det er et ganske velkendt faktum, at en riffel vejer meget mindre, når en anden bærer den.

Som det fremgår af tabellen, rekylen for Watsonriflen forholdsvis moderat – netop på grund af dens vægt. De lettere rifler i samme kaliber har en langt kraftigere rekyl.

Ammunition

Da riflen ankom fra England, gik turen straks til skydebanen for at afprøve den. Jeg havde et lille lager af gammel ammunition fra Kynoch, men det viste sig hurtigt at være for gammelt med ”hangfires” og stærkt varierende udgangshastighed. Jeg måtte derfor anskaffe mig nogle moderne patroner. Desværre er de gamle Kynochpatroner ikke designede til genladning – de holder erfaringsmæssigt kun til to eller tre affyringer. Desuden er de besværlige at arbejde med, da de bruger Berdanfænghætter af en anden størrelse end de Boxerfænghætter, vi anvender i dag.

Heldigvis fremstiller Hornady hylstre i kaliber .450-.400 NE 3”, så opgaven med at håndlade ammunition bestod primært i at finde ladedata for krudttyper, der er tilgængelige herhjemme, og i at få fastslået, hvilken kuglediameter man bør benytte.

I starten af forrige århundrede var der endnu ikke fastlagt standarder for dimensionering af kammer og løbsdiameter, hvorfor det er tilrådeligt at lave en afstøbning og fastslå, hvilken projektildiameter, man bør anvende. Til afstøbningen bruger man en særlig metallegering, som smelter ved ca. 90 grader.

 

I de gamle engelske rifler var der endnu ikke fastlagt standarder for kammer- og løbsdimensioner, hvorfor der kan være betydelig variation især i de ældste røgsvage storvildtpatroner, nemlig dem i kaliber .450 og .400, som er baseret på gamle sortkrudtspatroner. Af samme grund fremstiller Woodleigh kugler til .400 Jeffery i to størrelser – .408” og .411”. Hornady har valgt at placere sig midt i feltet med kugler, der har en diameter på .410”.

I gamle dage løste Kynoch problemet med varierende løbsdiametre ved at lave deres projektiler koniske, så der kun var en meget kort føringsdel. Desuden var kappen dengang meget tyndere, og hele projektilet kunne derfor uden større problemer klemmes sammen under passagen af løbet. Det samme gælder imidlertid ikke for moderne kuglekonstruktioner, der har langt tykkere kapper, som i helmantlede udgaver endda er af stål og ikke kobber. Af samme grund er der eksempler på, at brugen af disse projektiler har beskadiget rifler med løb som er snævrere end kuglediameteren.

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetuer adipiscing elit, sed diam nonummy nibh euismod tincidunt ut laoreet dolore magna aliquam erat volutpat.

Projektiler med blyspids kan komprimeres under passagen af løbet, hvilket kan kompensere for variationer i løbsdiameteren. Derimod har moderne helmantlede kugler har meget tykkere kapper end Kynochs gamle helmantlede projektiler, som tillige havde en meget kort føringsdel.

Ved dobbeltrifler ser man ofte forskel i træfpunktet afhængigt af, om man anvender blødnæsede eller helmantlede kugler – også selvom kuglevægt og udgangshastighed er ens. De to fuldkappede kugler fra hver af Watsonriflens piber sidder ved siden af hinanden, mens kontrolskuddet med den blødnæsede patron sidder ca. 5 cm højere. Skudfastanden er 50 m. Årsagen er blandt andet, at de helmantlede kugler med deres tykkere stålkappe er længere end de blødnæsede af samme vægt

To løbsdiametre

Afstøbningen af Watsonriflens løb og kamre viste, at det højre løb har en diameter på .409” mens det venstre måler .411”. Med andre ord var Hornadys kugler ikke noget helt dårligt valg, eftersom en afvigelse på en tusindedel tomme normalt ikke giver problemer.

Problemet med de gamle storvildtkalibre er, at patronerne er designede til brug med Cordite, som bestod af spaghetti-lignende strå, der blev holdt på plads af papskiver inde i hylstrene. I de større kalibre er det nødvendigt at bruge en eller anden form for filler, da man her skal bruge relativt hurtigbrændende krudt, som langtfra fylder hylsteret op. Heldigvis er det ikke tilfældet for kaliber .400 Jeffery. Efter en del eksperimenter med forskellige krudtsorter prøvede jeg min gamle favorit, Normas MRP. Med 84 grains MRP-krudt bag en blødnæset Kynochkugle, er hylsteret næsten fyldt helt op, og udgangshastigheden 655 m/s – meget tæt på de 647 m/s som riflen oprindelig blev reguleret til. Denne ladning gav rigtig tætte skudgrupper.

Til illustration af, hvor meget større belastning riflen udsættes for med moderne helmantlede kugler med tyk stålkappe, så måtte ladningen reduceres med 4 grains krudt for at give samme udgangshastighed som de blødnæsede kugler.

Sigtemidler

Eftersom min Watson blev betragtet som en allroundriffel, da den blev bygget, er den forsynet med et traditionel britisk og meget åben V-kærv, samt et meget fint perlekorn til skud på små mål og/eller lange hold. For 30 år siden ville jeg have været begejstret, for riflen falder som en haglbøsse, og det fine korn ligger lige midt i bunden af kærven, når jeg bringer riflen i anslag.

Men i dag har alderen reduceret min evne til hurtigt at skifte fokus mellem kærven, kornet og målet.

Derfor stod jeg nu overfor et ubehageligt valg. Som udgangspunkt synes jeg, at det er en uskik at forsyne en dobbeltriffel med en sigtekikkert. Det svarer i min verden groft sagt til at montere en tagbagagebærer på en Ferrari. Den gør muligvis riflen mere anvendelig, men ændrer hele fremtoningen og formålet med våbnet. Formålet med en dobbeltriffel er ikke at kunne levere præcisionsskydning på lange hold, men at sætte skytten i stand til at afgive to skud meget hurtigt efter hinanden – præcis som med en dobbeltløbet haglbøsse. Til vildt i bevægelse er det vigtigt at have maksimalt synsfelt, og da skudholdene på drivjagter sjældent er særligt lange, er gevinsten ved en sigtekikkert ikke særlig stor. En undtagelse kan dog være, at man med en sigtekikkert i nogle situationer lettere kan identificere de skudbare dyr i en flok.

Kan man ikke nøjes med at anvende korn og kærv på sin dobbeltriffel, er et lille og let rødpunktssigte en god og nogenlunde elegant løsning.

Min løsning på problemet blev det mindst smertefulde kompromis, derfor at forsyne riflen med det mindste rødpunktssigte på markedet, som jeg kunne finde – et Docter Holosight. I tilfælde af, at rødpunktssigtet blev beskadiget under jagt – for eksempel ved at riflen bliver tabt eller vælter – monterede jeg et stort fiberoptisk stolpekorn. Så var jeg klar til at tage på jagt.

I felten

Længe før jeg fandt riflen i England, havde jeg planlagt en storvildtjagt i det nordlige Namibia. Egentlig var det min plan at bruge min repeterriffel i kaliber .404, men da jeg pludselig havde et helt nyt barn i våbenskabet, skulle dobbeltriflen naturligvis prøves til det formål, den er designet og bygget til.

Watsonriflen et godt valg til jagt på farligt vildt – specielt når man er ledsaget af en professionel jæger, som tilfældet var på forfatterens seneste safari. Her er det min PH Anton Esterhuizen til venstre og en kollega som kom forbi, da elefanten skulle skæres op og fordeles til de lokale landsbyer.

Selv i åbent terræn går det an at anvende Watsonriflen til mellemstore arter som denne zebra – men man bliver nemt beskidt på maven, når man skal pürsche sig ind på skudhold.

Der er mange storvildtjægere, som anser kaliber .450 som minimum til storvildtjagter, der også inkluderer elefant. Det er korrekt, at ”bigger is better”, hvis man skal afværge et angreb fra farligt vildt, men her skal man huske to ting. Dels er en kraftigere patron kun en fordel, hvis man træffer dyret korrekt, og det bliver sværere, desto kraftigere patronen og dermed rekylen er.  Dernæst er de tider, hvor man kunne jage farligt storvildt på egen hånd (næsten) ovre. I dag er der derfor stort set altid en professionel jæger, som kan hjælpe til i de sjældne tilfælde af et angreb.

I praksis er en .400 Jeffery efter min mening derfor fuldt tilstrækkelig til alle former for storvildtjagt i Afrika – og tillige om ikke ideel, så i hvert tilfælde mere end brugbar til drivjagt i Europa. Selv har jeg kun gode erfaringer med kaliber .400 Jeffery – også under jagt på egen hånd, som beskrevet i artiklen Den mindste af de store. Men den håndfuld elefanter, jeg har nedlagt, er naturligvis statisk set irrelevant for en samlet vurdering af riflens ”stoppekraft”.

Til elefant er min Watson bevisligt fuldt brugbar, og særdeles effektiv med sine lange kugle og deres høje tværsnitsbelastning. Til bøffeljagt i tæt terræn er min Watson efter min mening det ideelle våben, og selv i åbent terræn er kuglebanen ikke for krum, som en zebra måtte sande under min seneste safari. Det er derfor et åbent spørgsmål, om jeg igen vil være utro og sælge min Watson – det skulle da være fordi jeg snart når en alder, hvor jeg ikke kommer på flere safarier efter farligt vildt.  

Riffel

Riffelvægt i gram

Kaliber

Kuglevægt i gram

Krudtvægt

i grains

V0 i

m/s.

E0

Joule

Rekylenergi

i joule.

Mauser

3.600

.30-06

11,6

55

823

3930

31

Tikka Battue

3.100

9,3×62

18,5

58

731

4940

54

Watson

4.750

.450-400

26

80

655

5580

65

Zoli

4.100

.450-400

26

80

655

5580

76

Ruger #1

3.500

.450-400

26

80

655

5580

85

J. Lang

5.000

.470 NE

32,4

103

647

6640

114

Rekylenergier for forskellige kombinationer af patroner og våben. Bemærk, at Watsonriflen pga. sin vægt kun giver 20 % større rekylenergi end 9,3×62, mens de lettere våben i samme kaliber har meget større rekyl.