Dobbeltrifler – dobbelt glæde

Dobbeltrifler har en særlig attraktion for mange jægere, selvom der er mange ulemper og begrænsninger i deres praktiske anvendelse. Vi går nærmere på det mest specialiserede af alle jagtvåben.

Af Jens E. Perto

Dobbeltrifler har altid haft en særlig aura omkring sig. Hvem har ikke læst de drabelige historier, hvor den barske storvildtjæger lynsnart kaster sin dobbeltriffel til kinden og stopper den angribende bøffel med en kugle mellem øjnene? Og når man får en dobbeltriffel af mere moderat kaliber i hænderne og prøver at lægge den an, hvem fantaserer så ikke om en rotte drevne vildsvin, hvor to af dem triller som en hare i bagskud?

Fordele og ulemper

Gennem årene har jeg selv haft adskillige dobbeltrifler, og nedlagt en del stykker vildt med dem – fra storvildt og antiloper i Afrika til klovbærende vildt i Europa.

Det er ofte meget lækre våben med en fantastisk fin balance. Er skæftet korrekt tilpasset, kan man næsten skyde med dem som var det en haglbøsse – blot skudholdet ikke er længere end ved haglskydning. Præcis som med en klassisk haglbøsse har man også fordelen ved at kunne afgive to skud med kortest muligt mellemrum.

Men dobbeltriflerne har også en række ulemper, som man ikke kan komme udenom. Først og fremmest er det er kostbart at montere en sigtekikkert på dem, og man risikerer, at pibernes samskydning forringes i processen. Dernæst kan aftrækket på en dobbeltriffel aldrig blive helt så godt som på en repeterriffel. Hertil kommer, at piberne kun har samme træfpunkt på én afstand. Herefter vil samskydningen forringes i stadig stigende grad, hvorfor dobbeltrifler sjældent kan bruge begge piber til skud på lange hold. Man kan heller ikke regne med, at riflen har god samskydning for begge piber med en anden kuglevægt end riflen er reguleret til at anvende. Endelig er dobbeltrifler i sagens natur langt mere kostbare end repeterrifler. Af disse grunde har jeg altid haft et meget ambivalent forhold til dobbeltrifler. For uanset hvor lækre våben, der er tale om, så indebærer de i praksis flere begrænsninger end fordele.

I min værste perioder har jeg derfor ladet fornuften råde. Jeg ejede ikke nogen dobbeltriffel, men anvendte udelukkende mine repeter- og enkeltskudsrifler på praktisk jagt. Og når jeg blev spurgt til råds om dobbeltrifler svarede jeg ofte kækt, at deres største kvalitet var at fungere som en ”drømmegenerator”, når man tog dem ud af våbenskabet. Og helt forkert er det ikke. Men alligevel har dobbeltriflerne en tiltrækningsevne, som jeg ikke altid kan modstå. Måske fordi glæden ved våben og især ved jagten i så høj grad næres af drømme?

På 60 meters afstand bør de to piber helst kunne sætte to kugler i skiven med en afstand på 7,5 cm eller derunder. Mange dobbeltrifler kan dog levere langt mindre skudgrupper.

Den første

Jeg begyndte fra toppen. Igennem en lang årrække var jeg så heldig at have adgang til at jage storvildt på egen hånd i Cameroun til forholdsvist små omkostninger. Jagten foregik udelukkende til fods, da der ikke var veje i de jagtzoner jeg lejede. Da jeg heller ikke kendte området, var jagten langt fra så effektiv som når man køber en safari med en professionel guide, men ikke desto mindre lykkedes det mig at nedlægge både elefanter og bøfler på disse forholdsmæssigt billige jagtrejser.  Efter at have læst hundredvis af bøger om storvildtjagt overbeviste jeg også mig selv om, at jeg ikke længere kunne undvære en dobbeltriffel til dette formål.

Min første dobbeltriffel var en W.W. Jeffery i kaliber .450-400 Nitro Express 3” – oftest blot kaldet .400 Jeffery. Jeg købte riflen af et dødsbo og det var et lidt dristigt eksperiment, for dengang kunne man hverken købe hylstre eller færdiglavet ammunition i denne kaliber. Men ad omveje lykkedes det mig at fremskaffe nogle gamle hylstre fra Kynoch og nye kugler fra australske Woodleigh. Ved at presse de gamle berdanfænghætter ud og erstatte dem med nye fra RWS, fik jeg meget heldigt riflen til at samskyde rigtig godt med brug af Norma 204-krudt.

I dag er livet meget lettere, da Kynoch er genopstået og man kan få ammunition til praktisk taget alle storvildtpatroner. En række andre producenter som Norma og Hornady laver tillige fanbriksammunition i de mest populære kalibre.

Det giver jagten en ekstra dimension og grad af vanskelighed at anvende en klassisk dobbeltriffel med åbne sigtmidler.  Her er det forfatterens kaliber .400 Jeffery og en kafferbøffel i Zimbabwe.

Fordele og ulemper

Nu skulle jeg for alvor på rigtig storvildtjagt. Og her fik jeg hurtigt konstateret, at en grovkalibret dobbeltriffel giver jagten en ekstra dimension, når man er begejstret for klassiske våben. Men den giver også en række begrænsninger i jagtudøvelsen. Man må simpelt hen påregne at gå glip af en del skudchancer, fordi man ikke kan komme tilstrækkelig tæt på. Uden kikkert kan det også være svært at placere kuglen helt korrekt, hvis dyret er delvist skjult af vegetationen. Hertil kommer, at den 4.800 gram tunge riffel heller ikke kun var en fornøjelse at bære dagen lang i 45 graders varme. Jeg fik stor fornøjelse ud af at eje og bruge dette klassiske og romantikombruste jagtvåben. Men jeg måtte også erkende, at mit valg af våben kun havde ulemper ved praktisk jagt, bortset fra dobbeltriflens unikke evne til at afgive to skud meget hurtigt efter hinanden. Når man går på storvildtjagt på egen hånd og ikke har en professionel jæger til at bakke en op, hvis man får problemer, er det ganske betryggende. På de jagter, hvor jeg havde min dobbeltriffel med, blev jeg heldigvis aldrig angrebet. Men i to situationen fik jeg glæde af at kunne afgive to skud hurtigt. Den ene var på en elefantjagt i Cameroun. Her afgav jeg et hovedskud til en elefant. Da dyret ikke foldede benene sammen og faldt, vidste jeg straks, at kuglen ikke have ramt korrekt. Jeg kunne derfor straks give elefanttyren en hjertekugle, så den forendte efter en kort spurt. Jeg er overbevist om, at jeg ikke ville kunne have nået at gøre det samme med en repeterriffel. Den anden situation var under en bøffeljagt i Zimbabwe, som foregik i et terræn med ganske tæt bevoksning af Mopanitræer. Vegetationen gav en naturlig begrænsning af skudholdene, og gjorde det langtfra ønskværdigt at skulle foretage en eftersøgning af en anskudt bøffeltyr. Da jeg fik chancen til en fin tyr, var det derfor en ekstra fornøjelse at kunne sætte endnu en kugle i bøflen sekundet efter den tegnede for den første kugle. Det fik den til at blive på pletten til både min og guidens store lettelse.

Dobbeltrifler er ideelle våben til drivjagt på klovbærende vildt. Her er det forfatterens Thomas Bland i 9,3×62 med original Zeiss-kikkert fra begyndelsen af forrige århundrede.

Dobbeltrifler herhjemme

Nogle år senere var der en professionel jæger, som ikke kunne leve uden at eje min Jeffery. Han gav mig et tilbud om at købe den, som jeg ikke kunne afslå, og fornuften vandt over følelserne. Min glimrende repeterriffel i kaliber .404 måtte herefter være tilstrækkeligt til at dække mine behov for våben til storvildt fremover. Denne grad af snusfornuft sejrede i mere end tyve år.

Men én ting er dobbeltrifler til storvildtjagt i Afrika, som trods alt er et meget snævert anvendelsesområde. Noget helt andet er at have en dobbeltriffel til drivjagt på klovbærende vildt i Europa. Drivjagt bliver stadig mere udbredt – ikke mindst på grund af den voldsomme vækst i vildsvinebestandene mange steder i hele Europa.

Dobbeltrifler i mellemkalibrene er specielt designede til jagt på løbende vildt. Og ofrer man den nødvendige træning på sagen, kan man som sagt anvende en dobbeltriffel næsten som en haglbøsse, såfremt skæftet er tilpasset skytten.

I de følgende år var jeg den lykkelige indehaver af tre dobbeltrifler. Først en Thomas Bland i 9,3×62, siden en mere jævn udgave fra samme producent, men i kaliber 9,3x74R, som er en bedre patron til knæklåsrifler. Den blev siden afløst af dobbeltriffel i kaliber 8x57RS fra Berlin Suhler Waffen (BSW), der var efterfølgeren til den tyske våbenproducent Simson.

Alle disse tre rifler fungerede perfekt til deres egentlige formål, drivjagt. Men da jeg i en længere årrække fik uanede muligheder for at dyrke forskellige former for fuglejagt, blev rifler solgt til jægere, som havde større behov for dem. På de få drivjagter med riffel, jeg siden deltog i, måtte jeg klare mig med en af mine repeterrifler. Men i år blev trangen til atter at eje et eksemplar af det perfekte drivjagtsvåben for stor, til at jeg kunne modstå den, som jeg senere skal vende tilbage til.

Alle de gængse randpatroner i mellemgruppen såsom 7x65R og 8x57JRS er velegnede til dobbeltrifler og drivjagt, men i de senere år har 9,3x74R opnået en stor popularitet overalt i Europa.

Kalibervalg

Det er en krævende opgave at få en dobbeltriffels to piber til at have samme træfpunkt på en ønsket afstand. Processen kræver meget håndarbejde, og derfor er dobbeltrifler kostbare våben. Men i de senere år er der kommet en lang række forholdsvis prisbillige dobbeltrifler på markedet, især over/underrifler. Denne udvikling er smittet af på brugtmarkedet, så hvis man ser sig omkring, kan man godt finde brugte dobbeltrifler til overkommelige priser.

Der er en række forhold, man skal være opmærksom på, når man køber en brugt dobbeltriffel. Det er absolut en fordel at riflen er lavet til en randpatron, da det giver maksimal sikkerhed for, at udtrækkeren/ejektoren fungerer efter hensigten. Ved rillepatroner skal en lille fjerbelastet pal glide ind sidelæns ind i patronrillen, og denne pal er langt svagere end en normal udtrækker, og giver derfor større risiko for funktionsfejl.

Dernæst skal dobbeltriflen have en fornuftig grad af samskydning fra de to piber. Selvom piberne i en dobbeltriffel hver for sig ofte kan lave meget små skudgrupper, så må man ikke forvente mirakler, når det gælder samskydningen. På 100 meters skudafstand anser jeg en spredning mellem de to pibers træfpunkt på 7,5 cm for acceptabel. Det vil de fleste dobbeltrifler af god kvalitet kunne leve op til, om mange har noget mindre spredning. Man skal her huske, at en dobbeltriffel er specielt designet til drivjagt, hvor skudholdene sjældent er meget over 60 meter. 

Det spiller ikke nogen særlig stor rolle, hvilken af de gængse kalibre i mellemgruppen, dobbeltriflen er lavet til. 7x65R og 8x57RS er glimrende valg, men i de senere år er 9,3x74R blevet meget populær – sikkert på grund af væksten i vildsvinebestandene overalt i Europa. Der findes også magnumpatroner med rand, som eksempelvis kaliber 30 R Blaser.

Vægt og balance

Producenterne har altid haft forskellige filosofier, når det gælder den ideelle vægt af en dobbeltriffel. Briterne har altid lavet deres rifler mere tunge end traditionen har været på kontinentet. Det gælder også de relativt få, som man finder i mindre kalibre som eksempelvis .303 British. I deciderede storvildtrifler er en høj vægt ligefrem ønskværdig for at holde rekylen nede. Måske var en anden grund, at briternes riffeljagt historisk set hovedsagelig foregik i kolonierne. Her havde man hjælpere til at bære sin riffel, indtil der skulle skydes. Men en medvirkende årsag har givetvis været, at det generelt er lettere at opnå god samskydning fra patroner med moderat gastryk. Det samme gælder for pibetykkelsen. Er riflerne lette, vil piberne være tynde, og de er ofte sværere at få til at skyde sammen.

På kontinentet blev de fleste dobbeltrifler lavet til drivjagt på klovbærende vildt, og her finder man ofte dobbeltrifler, som er meget elegante med slanke linjer og tyndere piber. Uanset riflens vægt, er det dog afgørende med en god balance. Helt bevidst laver de fleste producenter dog riflerne lidt ”snudetunge”, da det gør det nemmere at fastholde svinget ved skud til bevægelige mål

Om man foretrækker en dobbeltriffel med piberne liggende ved siden af eller ovenpå hinanden er en smagssag

Øvrige faktorer

Om man vælger en dobbeltriffel med piber, der ligger ved siden af eller ovenpå hinanden, er en smagssag. Ligger piberne side-by-side, er riflens åbningsvinklen mindre end ved en tilsvarende over/under. Det giver en lille fordel ved hurtig genladning, men i praksis er den uden nævneværdig betydning. Mange nyere over/under-dobbeltrifler fra de europæiske producenter fås med et sæt haglpiber i kaliber 20, så man får to våben i et, mens denne mulighed sjældent forekommer hos side-by-siderifler.

Om riflen bør have ejektor, er også en smagssag, men den har ofte størst betydning for prisen. I praksis kommer der sjældent så meget vildt for, at man ikke har rigelig tid til at genlade en dobbeltriffel med udtrækker. Hvis man holder riflen på skrå og åbner låsen, falder de tomme hylstre ud af sig selv, og man kan derfor med lidt træning genlade sin dobbeltriffel ganske hurtigt, selv uden ejektor.  

Uanset hvilken dobbeltriffel man vælger, er det vigtigt at få skæftet tilpasset – præcis som det er tilfældet for en haglbøsse. Dobbeltriflens styrke er at kunne afgive to skud meget hurtigt efter hinanden, og derfor skal den pege på målet i samme øjeblik man lægger den til skulderen.

Sigtemidler er en vanskelig afgørelse. At skyde med korn og kærv kræver gode (unge) øjne, og en sigtekikkert er kostbar at montere på en dobbeltriffel, som ikke er forberedt til det fra starten. Den bedste løsning er ofte et rødpunktsigte, som kan monteres direkte i eller på sigteskinnen, afhængigt af den pågældende riffel.

Det er ganske kostbart at montere sigtekikkert på en dobbeltriffel, som ikke er forberedt til det. Her er et rødpunktsigte et godt alternativ.

Små penge

Billige dobbeltrifler er uvægerligt bygget på en kasselås, nye som gamle. Kasselåsen er ligeså stærk som en sidelås, men på grund af den længere aftrækkerstang i sidelåsen, er det muligt at lave et bedre aftræk på sidelåsriflerne. Det er dog i høj grad en træningssag at bruge et lidt hårdere aftræk end det, man er vant til fra sin repeterriffel. Og uanset hvilken dobbeltriffel man køber, bør man afgive mange træningsskud med den. Forsømmer man denne træning, bliver man sjældent i stand til at afgive to træffere med kort mellemrum.

Hvis man er på jagt efter en dobbeltriffel til overkommelige penge, er det en god ide at lede efter våben, som afviger lidt fra normen. Man kan ofte købe glimrende dobbeltrifler i skæve kalibre til meget moderate priser, og derefter anvende håndladet ammunition. I dag er det meget få kalibre, som man ikke selv kan lave ammunition til ved at omforme hylstre i andre kalibre.

Næsten alle afvigelser fra normen betyder, at man får meget riffel for pengene. På en auktion i England denne sommer, blev der således solgt en W.W. Greener med ejektor og sigtekikkert i EAW-montage for 2.500 £ plus salær. Denne overkommelige pris for en engelsk dobbeltriffel skyldtes utvivlsomt, at piberne var boret op fra .303 til 8×57 og at riflen (ikke overraskende) har greenersikring. Men mange andre dobbeltrifler er de senere år solgt til priser under 3000 £, hvilket er historisk lavt.

Tidens moderate priser på nogle dobbeltrifler har genopvækket mine følelser for dem. Det er nu engang lettere at forsvare sine følelsers sejr over fornuften, hvis det ikke er alt for kostbart at følge sit hjerte. Denne sommer er jeg kommet til at købe to, hvilket nok siger mere om min glæde ved klassiske jagtvåben end min evne til at lade fornuften råde.

Jeg har uventet fået mulighed for at komme på storvildtjagt i Namibia. Det bliver måske min sidste jagt efter farligt storvildt, så jeg synes, at det skulle foregå standsmæssigt. Det betød i praksis, at jeg byttede en bøsse og en del andre ting ind i en klassisk engelsk dobbeltriffel i kaliber .450-400. Denne kaliber er den mindste af de deciderede storvildtkalibre, og jeg har som allerede nævnt gode erfaringer med den.

Denne belgiske dobbeltriffel i .405 Winchester bruger samme kuglevægt og udgangshastighed som en 9,3x74R, og må derfor have samme ydeevne til drivjagt. Men riflen var langt billigere på grund af sin usædvanlige kaliber.

Kort efter dukkede en anden fristelse op. Jeg anser en dobbeltriffel i kaliber 9,3x74R for det ideelle våben til drivjagt på klovbærende vildt. Men på en auktion i sommer blev en lækker belgisk riffel sat til salg. Kaliberen var .405 Winchester, og den anvender en kugle med præcis samme vægt og hastighed som 9,3x74R. Men på grund af den skæve kaliber blev den lille riffel min for 1.900 £ plus salær. Det skal blive spændende at se, hvordan de to rifler klarer sig i praksis, men det er jo en helt anden historie, som Kipling sagde.