Våben – luksus eller investering?

Våben – luksus eller investering?

Smager det, så koster det – også når det gælder jagtvåben. Men er dyre våben rent luksusforbrug, en inflationssikring eller ligefrem en lønsom investering?

Af Jens Erik Perto

Som alle interesserede jægere ved, så er klassiske våben af høj kvalitet kostbare at anskaffe, selv når de er brugte. Begrebet ”klassisk” dækker i denne sammenhæng over våben, som er produceret gennem en lang årrække og i en højere kvalitet og mindre antal end det store flertal af jagtvåben på markedet.

Mange jægere og våbensamlere hævder dog, at ud over glæden ved at eje og anvende våben af meget høj kvalitet, så kan man betragte købet af disse våben som en god investering. Hvorvidt det rent faktisk er tilfældet, afhænger dog meget af omstændighederne.

Når man drøfter investering, skal man alene se på og sammenligne markedspriser. Det giver sig selv, at jo billigere man kan købe et brugt våben i forhold til markedsprisen, desto lettere er det at opnå en investeringsgevinst ud over inflationssikringen. Men der er i så fald tale om våbenhandel og ikke om investering i gængs forstand.

Jeg har gennem 40 år selv købt og solgt en lang række våben i takt med udviklingen af min viden om og interesse for klassiske jagtvåben og tillige fungeret som vurderingsmand for forskellige auktionshuse og vurderingsfirmaer. Mine erfaringer herfra er baggrunden for de følgende betragtninger.

Nyt kan sammenlignes

For klarhedens skyld er det vigtigt at definere, hvad jeg mener med begreberne. Som udgangspunkt skelner jeg mellem en pengeanbringelse og en investering. Ved en pengeanbringelse kan man regne med at våbnets gensalgspris stiger ligeså meget som inflationen gør pengene mindre værd. For at man kan tale om en investering, skal våbnet pris overstige inflationen, når man sælger det igen – og ideelt set mindst ligeså meget som det beløb, man kunne få ved at investere i eksempelvis obligationer.

Klassiske jagtvåben adskiller sig fra de fleste andre produkter ved at have været fremstillet i uændret form gennem en endog meget lang årrække. Eksempelvis har James Purdey & Sons i London fremstillet deres sidelåsbøsser i praktisk taget uændret form siden 1880 – altså i 135 år. Bortset fra nogle få år gælder det samme for andre berømte producenter som Holland & Holland og Thomas Boss & Co.

Kombinerer man den lange produktionsperiode med de statistiske oplysninger om inflationen, kan man sammenligne udviklingen i nyprisen op gennem historien, som det fremgår af boksen.

Heraf fremgår det, at prisen på nye ”bespoke guns” langt overstiger prisudviklingen og at der derfor tilsyneladende er plads til et pænt afkast på investeringen efter en årrække.

Man kan også påvise, at prisudviklingen på klassiske våben har oversteget størrelsen af renteafkastet i en given periode. I 1994 kostede en Holland & Holland sidelåsbøsse eksempelvis 28.750 £. I dag – 20 år senere – er prisen 50.000 £ – plus moms. Havde man i 1994 indsat 28.750 £ i banken, skulle renten have været over 2,8 % per år for at opnå det samme beløb. Da man oveni købet skal betale skat af denne rente, men ikke af gevinsten ved salget af privat ejendom, skulle renten reelt have været omtrent dobbelt så høj for at sikre samme slutbeløb.

Det burde derfor alt andet lige være et spørgsmål om (lang) tid, før der er en gevinst ved at købe sig et nybygget jagtvåben som en investering. Men der er en slange i paradiset.

Man kan følge prisudviklingen på fornemme våben via det historiske materiale fra de mest berømte producenter af jagtvåben i verden.

Tab på nyt

Prisudviklingen i et givet land måles normalt via et såkaldt forbrugerprisindeks, som er baseret på en husholdnings omkostninger til at købe en række veldefinerede varer og tjenesteydelser i et givent år. Men forbrugerindekset er imidlertid ikke særlig anvendeligt til at afgøre, om det på sigt er en god ide at købe våben som investering, da prisudviklingen på markedets dyreste (og forhåbentlig bedste) jagtvåben langt overstiger den generelle prisudvikling i samfundet.

Ud over en mulig værdisikring af de penge, man giver for et klassisk jagtvåben af høj kvalitet, må man ikke glemme fornøjelsen af at kunne anvende sit ”investeringsobjekt” på praktisk jagt.

En sidelåsbøsse fra en af de tre ovennævnte bøssemagere kostede ved forrige århundredeskifte omkring 60 £. Afhængigt af de varer og tjenesteydelser man inddrager i forbrugerprisindekset modsvarer 60 £ i år 1900 et sted mellem 5.500 og 6.600 £ i dag. Men en sidelåsbøsse fra en af de ovennævnte bøssemagere koster i dag omtrent ti gange så meget – før moms! Det skyldes en lang række faktorer. En af de væsentligste er, at omkostningerne til at fremstille de fleste forbrugsvarer er faldet som følge af effektivisering. Derimod er timelønningerne steget voldsomt, og det kræver ofte flere tusinde timers højt specialiseret håndarbejde at fremstille disse klassiske våben.

Problemet er, at når man køber et nyt våben, vil der ligesom for de fleste andre nye varer være et stort tab forbundet med at sælge det igen på et senere tidspunkt. Størrelsesordenen af tabet varierer naturligvis med brug og varighed af det første ejerskab, men ligger for de fleste våben typisk et sted mellem 30 % og 50 % af nyprisen.

Det forklarer, hvorfor professionelle investorer ikke køber nye Purdeybøsser og lægger dem på lager i en årrække for at sælge dem igen, når prisudviklingen gør dette rentabelt. Konklusionen er, at hvis man ønsker at købe våben som pengeanbringelse eller investering, er det kun brugte våben, som kan komme på tale.

Brugtpriser

Det ville være ideelt, hvis man på samme vis som for nye våben kunne fastslå udviklingen i priserne på brugte våben fra de berømte producenter. Her forekommer det oplagt at lede i auktionshusenes arkiver, men min research til denne artikel har overbevist mig om, at det desværre ikke er en farbar vej at gå. Der er simpelt hen for mange faktorer, som påvirker brugtprisen på et våben til at man kan foretage en brugbar sammenligning over en lang investeringshorisont.

Da jeg ikke konkret kan dokumentere prisudviklingen for det enkelte brugte våben, må jeg læne mig op ad de generelle erfaringer fra de professionelle handlere for at få en vurdering af klassiske våbens potentiale som investeringsobjekter.

Jeg har her spurgt en række handlere i ind- og udland om, hvordan de har oplevet udviklingen i priser kontra inflationen. Deres erfaringer stemmer ikke overraskende overens med mine egne. Markedet for klassiske våben er faktisk ganske internationalt, selvom der kan være lokale forskelle i popularitet og mode.

Problemet med køb af brugte våben med henblik på investering er, at mens priserne på nye våben er umiddelbart sammenlignelige, er det straks langt vanskeligere at definere den rigtige pris på et brugt våben. Det kræver desværre både teknisk indsigt og markedskendskab for at kunne fastslå, om købet af en given brugt bøsse har potentiale til at udgøre investering med et afkast, som er større end eksempelvis købet af obligationer for det samme beløb.

Handelspriserne for brugte bøsser af høj kvalitet kan oftest godt bære, at våbenet renoveres til igen at være i tip-top stand.

Køb af brugt

Den tekniske del af sagen er den letteste at gå til. Den forudsætter blot, at våbnet er i god stand og ikke har skjulte fejl, som gør prisen for høj. Om nødvendigt kan man lade købet afhænge af en sagkyndig persons godkendelse. 

Markedsprisen kan derimod variere voldsomt over tid og er afhængig af en lang række forskellige faktorer. Blandt disse faktorer er modefænomener som eksempelvis pibelængden. I 1960’erne var det moderne med korte bøssepiber helt ned til 62,5 cm, mens det de sidste 20 år har været vanskeligt at sælge bøsser med en pibelængde under 71 cm. Det forholder sig stadig sådan, at en bøsse med 76 cm piber alt andet lige er nemmere at sælge og/eller få en højere pris for. På samme måde er side-by-sidebøsser mindre populære i dag, mens bockbøsser er langt mere populære.

Hertil kommer en lang række andre faktorer som skæftets længde, træets åretegninger, våbenets alder, pibernes godstykkelse og eventuelle skader, som kan være reparerede eller ej.

Endelig er der den politisk/juridiske faktor. Det påvirker naturligvis markedet, når man indfører en regel om, at man som hovedregel kun må eje seks våben. Det samme gælder naturligvis, hvis en bestemt type af våben bliver forbudt, eller en bestemt jagtform, som kræver en bestemt type af våben. For at køb af klassiske jagtvåben kan blive en investering forudsætter det en positiv udvikling af efterspørgslen – i lighed med alle andre investeringer uden løbende afkast.

Som den første ejer af et våben, som er bygget til ejerens specifikationer, må man regne med et markant tab, når bøssen videresælges. Men nypriserne er alligevel interessante da prisudviklingen på brugte våben i nogen grad følger nyprisen forholdsmæssigt.

Brugtpris følger nypris

Selvom den første køber af et klassisk jagtvåben må påregne et stort tab ved salg indenfor en kortere årrække, så er nypriserne interessante. Dels dokumenterer de prisudviklingen for den pågældende type af våben over meget lang tid, dels viser erfaringen, at priserne på brugte våben af høj kvalitet over tid stiger forholdsmæssigt med nogenlunde samme takt som tilsvarende nye våben. De historisk set voldsomme stigninger i produktionsomkostningerne på nye specialbyggede våben er simpelt hen med til at øge efterspørgslen og dermed prisen på de tilsvarende brugte våben. Denne effekt understøttes af, at klassiske våben er af så høj kvalitet, at deres brugsværdi kun mindskes i meget ringe grad som følge af slitage.

Erfaringsmæssigt ved vi også, at prisen på mest kostbare brugte våben stiger forholdsmæssigt mere end brugte våben i de lavere prisklasser. Det skyldes primært, at der er langt færre våben i de allerbedste kvaliteter på markedet.

Det er også interessant, at markedet tilsyneladende er temmelig ufølsomt overfor konjunkturudsving. Priserne på klassiske jagtvåben af allerhøjeste kvalitet er således ikke faldet – men tvært imod steget lidt mere end inflationen fra starten af den økonomiske verdenskrise i 2008 og frem til i dag.

Prisen på mange masseproducerede våben kan man ikke engang forvente holder trit med inflationen på længere sigt, blandt andet fordi tilsvarende nye våben er tilbøjelige til at falde i pris. Høj kvalitet er ikke nok i sig selv. En Husqvarna 1640 blev i 1967 anset for at være noget af det bedste, man som almindelig jæger kunne få indenfor jagtrifler. Prisen var dengang ca. 750 kr., hvilket i dag svarer til ca. 6.372 kr. Men brugtprisen er i dag ofte en tredjedel dette beløb.

Konklusion af alt dette bliver, at man som almindelig jæger ikke skal regne med, at købet af et brugsvåben kan anses for en investering. Masseproducerede våben skal man i betragte som værktøj, der slides, og derfor taber værdi.

Gode råd

Når man køber gamle klassiske våben skal man i særlig høj grad holde sig det gamle romerske mundheld for øje: Caveat emptor – køber tag dig i agt! Gamle bøsser med berømte navne bliver på grund af snobeffekten ofte solgt af skruppelløse sælgere til langt over markedsprisen. Selvom Purdeys bøsser kan holde til flere hundrede tusinde skud, så en hundrede år gammel Purdey til en tilsyneladende billig pris ikke ny, og man må forvente vedligeholdelsesomkostninger i overensstemmelse med alder og især hidtidig brug og (mangel på) vedligeholdelse. En ny slagfjeder til en Purdey er vanskelig og dyr at lave, og kan nemt udgøre forskellen på at gøre en god eller en dårlig investering. Ud over selv at opnå et vist kendskab til våben er det før købet klogt at alliere sig med en sagkyndig person, som kan give sin vurdering af, om kvaliteten står mål med prisen. Har man valget, er det oftest bedre at købe en bøsse, som er (mere) kostbar og helt i orden end en bøsse, som er billig og ved at være udtjent.

Selvom man kan opnå en eventuel investerings/inflationsgevinst ved salg af et våben skal man også huske, at de som varer betragtet er vanskeligt omsættelige og kræver meget papirarbejde at flytte over grænser – selv indenfor EU.

Konklusion

Summa summarum må man sige, at køber man et klassisk og brugt våben i høj kvalitet til en pris, der ikke afviger alt for meget fra markedsprisen, kan man som regel tillige regne med samtidig at inflationssikre det beløb, man har betalt for det. Årsagen er netop de faktorer, som har gjort dem til klassiske våben: deres høje kvalitet, relative sjældenhed og høje pris fra ny.

Hvis man vil gøre sig håb om at tjene penge på at købe våben, er man desværre henvist til at købe våben fra de allerbedste kvaliteter, som ofte er meget kostbare. Det er med andre ord dyrt at være fattig.

For os almindeligt dødelige er det bedste udgangspunkt for at retfærdiggøre købet af et gammelt, velholdt og klassisk jagtvåben, at det er en fryd for øjet og en fornøjelse at eje og anvende. Kan man så tillige inflationssikre de penge, man binder i købet, så vil jeg personligt være helt tilfreds.

 

Th. Boss & Co.

Holland & Holland Ltd.

James Purdey & Sons

År

Pris i £

Nutidsværdi i £

Pris i £

Nutidsværdi i £

Pris i £

Nutidsværdi i £

1890

63

6.900

50

5.900

70

7.700

1900

66

7.300

68

7.500

89

9.800

1910

70

7.000

74

7.400

90

9.000

1920

135

5.900

 

 

126

5.500

1930

137

7.400

126

6.800

137

7.400

1940

250

14.000

 

 

137

7.500

1950

 

 

280

8.400

420

13.000

1960

500

10.000

550

11.000

750

15.000

1970

2.500

35.000

1.550

22.000

1.600

22.000

1980

7.500

32.000

9.120

39.000

9.500

41.000

1990

26.000

55.000

24.500

51.000

23.000

48.000

2000

40.000

60.000

36.250

54.000

36.250

54.000

2014

55.000

 

50.000

 

57.000

 

Tabel over udviklingen af cirkapriser for s/s sidelåsbøsser fra Londons tre førende bøssemagere. Nutidsværdien er beregnet efter den procentvise forøgelse af forbrugerprisindekset til og med 2013, som er det seneste årstal, hvor der foreligger inflationstal. Bemærk de store spring i de enkelte firmaers prisudvikling gennem årene.