Den tyske 6,5’er

Meget få patroner er så tæt på at være identiske i ydeevne som 6,5×55 og 6,5×57. Men i deres hjemlande har der været stor forskel på, hvad man anså de to patroner for velegnede til.

 

Af Jens E. Perto

For nyligt besøgte jeg min gamle ven og jagtkammerat, hvis erfaring og etiske tilgang til jagt, jeg nærer den dybeste respekt for. Han er i kraft af sin alder af den gamle skole, hvor jagt og våbnene havde sin rod i det tyske, snarere end i det amerikanske.

Min ven er fra en tid, hvor det hotteste, man kunne have indenfor jagtrifler, var en fuldskæftet Mannlicher-Schönauer. Han købte sin i 1958. Riflen er fra en epoke, hvor man selv på serieproducerede rifler gav sig tid til at kæle for detaljerne. Mannlichernes forfædre var til militær brug, og de bedste egenskaber herfra blev videreført til jagtriflerne. Derfor kan bundstykket skilles ad i alle bestanddele uden brug af værktøj, og derved nemt rengøres. Det samme gælder for riflens magasin med den geniale rotor, som garanterer mod problemer med patronfødningen. Hele magasinenheden frigøres let fra riflen. Man bruger en patron til gennem et hul i bundpladen at presse en indvendig pal ned. Herefter kan bundpladen drejes vinkelret ud, og magasinet fjernes.

Mannlicheren er også fra en tid hvor man stadig ikke havde fuld tillid til sigtekikkerterne. Der er derfor en åbning gennem pivotmontagen, så man stadig kan bruge korn og kærv, selvom sigtekikkerten er monteret. Modellen hedder NO, og er tillige forsynet med en kolbehalssikring, hvilket kun er lykkedes at lave for meget få producenter siden da. Alt sammen udført elegant og meget funktionelt. Men på trods af de gamle Mannlicher-riflers herligheder, er det ikke emnet for denne artikel. I kraft af min vens jagtlige opdragelse, er hans Mannlicher i kaliber 6,5×57 – det tyske svar på 6,5×55. Og min ven har i 60 år anvendt sin riffel til det formål, den er designet til – råvildtjagt, samt større arter, når chancen bød sig.

I patronernes barndom anvendte man blødnæsede udgaver af militærprojektiler i alle 6,5’ere. Fra venstre er det 6,5×54 Mannlicher, 6,5×55 og 6,5×57.

Kaliber 6,5 har et stort spektrum af kuglevægte til rådighed fra 5-gramskuglen t.v. og til den 10,4 gram tunge kugle til højre. Den mest anvendte af de lette kugler er dog en blødnæset 6-gramskugle til råvildtjagt.

I Centraleuropa anser mange jægere 6,5×57 for at være marginal til større arter som vildsvin og kronvildt, men med en velplaceret kugle er den helt tilstrækkelig.

Ikke militærpatron>

Da Frankrig introducerede den første militærpatron med røgsvagt krudt i 1886, udløste det hektisk aktivitet blandt verdens militære patrondesignere. Mens Frankrig og en række andre lande valgte en kuglediameter på 8 mm, valgte en lang række lande fra Japan i øst til Portugal i vest at gøre en patron i kaliber 6,5 mm til deres nye militære standardpatron.

Militærpatroner i kaliber 6,5 mm har en lang række fordele. De kan opnå en flad kuglebane med et hylster af moderat størrelse, og har lav rekyl selv med projektiler, som er tunge for den pågældende diameter. De tunge projektiler i kaliber 6,5 er lange og sammen med det lille frontareal giver det en stor gennemtrængningsevne.
I fællesskab udviklede Sverige og Norges forsvar som bekendt kaliber 6,5×55, mens danskerne faldt fra og valgte kaliber 8x58R til deres Krag-Jørgensenrifler. Dog valgte skytteforeningerne i hele Skandinavien 6,5×55 som standardkaliber, og det førte til en stor udbredelse af denne patron også i Danmark.

I Tyskland havde man allerede i 1888 udviklet 8×57 som standardpatron. Landets dengang førende designer af våben og patroner var Peter Paul Mauser. Med 8×57-hylsteret som basis udviklede han en række andre patroner, hvoraf 7×57 og den parallelt udviklede lillebror, 6,5×57, er de mest kendte. Mange kilder angiver, at 6,5×57 er en nedkalibreret 7×57, men det er ikke tilfældet. Flere af de to patroners dimensioner er forskellige, specielt omkring skulderpartiet.
6,5×57 blev utvivlsomt designet med tanke på militært brug ligesom alle Mausers andre patrondesigns. Men af en eller anden årsag blev den aldrig anvendt til dette formål. Derimod blev 7×57 militær standardpatron i store dele af den spansktalende verden. Alligevel blev 6,5×57 hurtigt en af de mest populære jagtpatroner i Centraleuropa.

I modsætning til 6,5×55 findes 6,5×57 også i en randudgave til brug i knæklåsvåben.

Mange jægere bruger 6,5×57 til rådyrjagt, fordi den også er lovlig til større arter, såfremt chancen opstår.

Historie

Det er ikke mange detaljer omkring udviklingen af kaliber 6,5×57, som er bevaret for eftertiden. Det ligger fast, at patronen blev introduceret til jagtbrug mellem 1890 og 1894. Visse kilder angiver 1893 som det rette fødselsår. Det baseres på en antagelse om, at 6,5×57 blot er en nedkalibreret 7×57, og derfor blev født samme år. Men sandheden er, at der er en række forskelle på de to hylstres dimensioner, specielt omkring skulderens placering, hvilket dokumenterer, at 6,5×57 er et selvstændigt design.

Uanset det sande introduktionsår, så lancerede Mauser hurtigt rifler i kaliber 6,5×57 til jagtbrug. Den lave rekyl og dengang meget flade kuglebane var indlysende fordele, som hurtigt gjorde patronen til en af de mest populære ikke bare i den tysktalende del af verden, men i hele den centrale del af Europa.
Patronen blev hjulpet godt på vej af jagtlovgivningen i Tyskland, hvor 6,5×57 blev den mindste allroundpatron – præcis som 6,5×55 i Skandinavien.

Den tyske jagtlov specificerer kaliber 6,5 mm som den mindste, der må anvendes til vildtarter større end råvildt. Hertil kom, at 6,5×57 i modsætning til nogle af datidens øvrige populære riffelkalibre gav minimal kødødelæggelse på råvildt, selvom den stadig er en brugbar patron til de lidt større vildtarter. Der var kort sagt tale om en ideel patron til råvildtjægeren, som lejlighedsvist havde chance for større vildt.

Med den udbredte brug af kombinationsvåben i Centraleuropa var der fra starten også efterspørgsel på denne type våben i kaliber 6,5×57. Da knæklåsvåben fungerer bedst med randpatroner, varede det ikke længe, før der blev lanceret en 6,5x57R. Denne patron er, bortset fra randen, praktisk taget identisk med rilleudgaven. Da den er designet til brug i knæklåsvåben, som ikke har samme styrke som rifler med cylinderlås, er det randudgavens maksimale arbejdstryk 2900 bar, mens 6,5×57 har et arbejdstryk på 3400 bar. Af samme grund er udgangshastigheden i randpatronerne typisk 30-40 meter per sekund lavere.

Mannlicherens militære baggrund afsløres af, at både magasin og bundstykke kan skilles ad uden brug af værktøj.

Eftersom Mannlicherens roterende magasin var tilpasset den kaliber, riflen blev bygget med, fremgik dette af låsestolen sammen med modelbetegnelsen.

Riflens sigtekikkert og den avancerede pivotmontage. Selv når kikkerten var monteret, kunne man se korn og kærv gennem en åbning i montagen. Man kan aldrig vide sig helt sikker, var filosofien.

Ammunition

Omkring forrige århundredskifte var jagtammunition groft sagt identisk med militærammunitionen, blot anvendte man blødnæsede kugler. De første patroner i kaliber 6,5×57 var følgelig ladet med rundnæsede 10 grams kugler, og havde tilsvarende lang friflugt i overgangen mellem kammer og rifling. Det samme gør sig i øvrigt gældende for kaliber 6,5×55 og den lange friflugt er specificeret i CIP- standarden for begge disse patroner. Det vender jeg tilbage til.

Det interessante ved 6,5×57 er, at det ikke var de tunge kugler, som gjorde denne kaliber til en af den tysktalende verdens mest populære patroner – specielt før 2. verdenskrig. Det var tvært imod den lette 6 grams teilmantel-kugle, som kom til nogle år efter patronens introduktion, og som i mange år var standardvalget til råvildtjagt. Den lette kugle havde en høj udgangshastighed og en flad kuglebane, og da den tillige blev fremstillet i en fuldskarp udgave, var den også velegnet til jagt på pels- og fuglevildt. Blandt bjergjægerne i Sydtyskland og andre af Europas bjergegne, blev patronen nærmest standard til gemsejagt.

I modsætning til 6,5×55, der har oplevet en renæssance i USA, er 6,5×57 en ren europæisk affære, og fabriksammunition fremstilles kun her. Tidligere var der flere producenter af jagtammunition i Centraleuropa, som lavede jagtammunition i kaliber 6,5×57, eksempelvis Hirtenberger og DWM. I dag er der mig bekendt kun tre tilbage: RWS, Sellier & Bellot og PPU i Serbien. Til mange 6,5×57-ejeres store fortrydelse fremstiller RWS ikke længere deres 10 grams H-mantelkugle i kaliber 6,5 mm.

H-mantelkuglen minder om Nosler Partition i sin opbygning, og var i mange årtier standardpatronen til jagt på større arter med 6,5×57. H-mantelkuglen var en ganske kompleks sag med to blykerner af forskellig hårdhed og en kappe, der adskilte dem. Det sikrede både god en kontrolleret ekspansion og sikker dybvirkning. Herved blev kødødelæggelsen minimal, hvilket havde stor betydning for mange vildtforvaltere, som skulle sælge kødet fra de nedlagte dyr.

Det var derfor denne kugle, som skytten ved Jægersborg Dyrehave nord for København, Ove Henschel Eriksen, anvendte i sin 6,5×57. I løbet af sin karriere nedlagde han 17.561 stykker dåvildt med sin 6,5×57’er, som stadig er standardkaliber for de ansatte i Dyrhaven. Sellier & Bellots fabriksammunition har generelt moderate hastigheder. Med en 9,1 grams Nosler Partition-kugle opgives udgangshastigheden til 770 m/s.

Min gamle ven og jagtkammerat med sin 6,5×57 – og en stærk dåhjort nedlagt på fri vildtbane.

Håndladning

Selvom der kun er få producenter af fabriksammunition i kaliber 6,5×57, er der stadig rigelig adgang til hylstre for den, som vil lave håndladet ammunition. Ladedata er heller ikke noget problem, selvom de fleste er til krudtsorter, som ikke er bredt tilgængelige i Skandinavien. Da 6,5×57 kun har ca. 1 grain større hylstervolumen end 6,5×55, kan man roligt benytte ladedata for sidstnævnte.

Det gælder for 6,5×57 såvel som for 6,5×55, at CIP-standarden for maksimalt arbejdstryk er sat temmelig lavt – 3400 bar. Moderne rifler og hylstre kan tåle et højere arbejdstryk, og som håndlader kan man derfor ofte opnå højere udgangshastigheder end med fabriksammunition. Det er dog sjældent hensigtsmæssigt, hvis patronen benyttes til sit oprindelige formål som småvildtriffel med allroundkapacitet.

Til råvildt var klassikeren som nævnt i mange år en 6 grams blødnæset kugle fra RWS, som i dag er afløst af firmaets nye blyfrie Evolution Green-kugle med samme vægt. Kuglen har kerner af tin og har i sin opbygning en del træk med sig fra firmaets H-mantelkonstruktion. Samme kugle er også et godt valg til gemsejagt, hvis man da ikke foretrækker en tungere og lidt mere vindstabil kugle.

Til råvildtjagt kan man med fordel reducere udgangshastigheden med denne kugle fra de 950 m/s, som fabriksammunitionen lades til af hensyn til at opnå en flad kuglebane. Til de større arter kan man som håndlader føje omkring 100 m/s til udgangshastigheden for den 10,4-grams kugle, som gjorde den samtidige kaliber 6,5 Mannlicher-Schönauer berømt verden over. Det gør 6,6×57 brugbar til selv de største europæiske vildtarter, herunder elg. Det samme gælder naturligvis også for de mere udbredte 9-gramskugler.

Friflugt

Har man eksperimenteret med at bruge lette kugler i 6,5×55 ved man, at det ikke altid er lige let at opnå god præcision med dem. Den samme kritik er ofte fremført i forbindelse med 6,5×57, eftersom 6-gramskugler var de mest anvendte. Som nævnt kræver CIP-standarderne for begge patroner af historiske årsager, at kammeret laves med en lang friflugt. Det er ofte fremført, at den lange friflugt er skyld i den større egenspredning med lette kugler, men det er næppe tilfældet.

Mange andre patroner er designede til et kammer med lang friflugt, hvor Weatherbys nok er de mest kendte. Årsagen til den dårligere præcision skal søges i andre ”indreballistiske” fænomener. Det er velkendt, at nogle rifler skyder bedre med visse ladninger en andre, og oftest kan man opnå helt tilfredsstillende resultater ved at eksperimentere med forskellige krudttyper og ladningsstørrelser.

6,5×57 er den mindste standardpatron, som opfylder de tyske lovkrav til jagt på gemser.

Som udgangspunkt opnår man i både kaliber 6,5×57 og 6,5×55 den bedste præcision ved at bruge langsomtbrændede krudttyper i lange piber og lidt hurtigere typer i korte piber. Men nogle våben følger ikke denne lovmæssighed, og derfor må man prøve sig frem. Selvom jeg måske risikerer en anklage for landsforræderi, så er det min opfattelse, at Mausers design i to henseender er en bedre patronkonstruktion end nationalklenodiet 6,5×55.

Først og fremmest fordi Mauser straks lavede en randudgave af patronen, som gør konstruktionen af udtrækkeren i knæklåsvåben langt mindre kompliceret og mere driftssikker end en udtrækker til rillepatroner. Dernæst er 6,5×57 baseret på en hylsterbund af standardmål, hvilket gør det muligt at omforme andre hylstre til brug i ens riffel. Denne mulighed har man ikke i 6,5×55.

Nu er der som bekendt ikke megen retfærdighed til her i verden. Mens det ifølge alle rationelle betragtninger burde være 6,5×57, som nød stigende popularitet, så har 6,5×55 vundet denne konkurrence – selvom de to patroner er helt identiske i ydeevne. Det afspejles af, at tyske RWS i en årrække har fremstillet ammunition i kaliber 6,5×55, mens svenske Norma næppe får 6,5×57 på programmet indenfor en overskuelig fremtid.

Konklusion

Selv har jeg kun nedlagt en gemse med kaliber 6,5×57, men har til gengæld en hæderlige stor erfaring med 6,5×55. Som tidligere nævnt er de to patroners ydeevne i praksis identiske, og de har derfor samme fordele og ulemper, hvorfor jeg alligevel vover at fremkomme med min personlige opfattelse af deres anvendelighed.

Til jagt på små og mellemstore arter på lange hold er begge patroner særdeles velegnede med deres ringe rekyl og flade kuglebaner. Der er dog stor forskel på, hvordan man ser på de to kalibre i deres respektive hjemlande. I Tyskland anses 6,5×57 for en småvildtpatron, som er stor nok til lejlighedsvist at nedlægge mellemstore vildtarter. Mange tyske jægere anser den for marginal til større arter som vildsvin og kronvildt.

I Sverige har man af historiske årsager betragtet 6,5×55 som en fuldgod allroundpatron, selvom et stigende antal jægere anser den for marginal til elgjagt. Men ikke desto mindre nedlægges der årligt tusindvis af elge med kugler fra en 6,5’er.