Kejserens nye våben

På grund af en medfødt lidelse måtte den tyske kejser Wilhelm II skyde med kun en arm. Alligevel nedlagde han enorme mængder vildt med meget specielle våben.

Af Jens E. Perto

Det hele begyndte den 27. januar 1859 i Berlin. Den senere kronprins Frederik og hans hustru Victoria fik deres første søn. Fødslen gik desværre ikke helt som normalt. Barnets venstre arm lå rundt om halsen, og de øverste nerver i barnets venstre arm blev beskadigede, da fødslen skete ved hjælp at en tang. Sønnen blev døbt Wilhelm efter sin farfar, og blev senere konge af Preussen og kejser af Tyskland.

I løbet af den tidlige barndom blev det klart, at armen ikke voksede normalt. Hånden var kloformet, armen skrumpet ind. Lidelsen kaldes Duchenne-Erbs parese efter de to læger, som første gang beskrev den videnskabeligt. Dengang kunne man hverken behandle eller kurere en sådan skade. Armen voksede ikke ud til fuld længde, og patienten opnåede aldrig fuld førlighed i den.

Hvis ikke han havde været af kongelig afstamning, ville han næppe nogen sinde være blevet hverken en skytte eller jæger. Men da jagt og skydning dengang indgik som et helt naturligt led i opdragelsen af unge mænd fra overklassen, måtte den unge Wilhelm blandt andet lære at svømme, ride og skyde med kun én hånd. Det lykkedes i høj grad – især med hensyn til skydningen, og jagt blev en af Wilhelms største passioner.

Omkring år 1900 blev der nedlagt absurde mængder af vildt på elitens jagter – og det gjaldt især på kejserjagterne.

Kejserens våben

Helt i overensstemmelse med traditionerne for kongelige familier, opbyggede Wilhelm II med årene en samling af jagtvåben. Desværre er meget få af disse blevet bevarede – formentlig primært af historiske årsager. Ved afslutningen af 1. verdenskrig blev Wilhelm tvunget i eksil i Holland, og hans karriere som jæger og skytte var stort set forbi.

Det er uvist, hvor mange og hvilke af sine våben, der blev medbragt i eksilet, men man må formode at de fleste blev efterladt på Wilhelms tidligere besiddelser i Tyskland. Wilhelm døde i sommeren 1940, og uanset hans våbens skæbne indtil da, var følgerne af den næste verdenskrig fatal for mange tyske jagtvåben.

Under og især efter 2. verdenskrig blev mange våben – også i privateje – ”befriede” af de allierede soldater. De fleste jagtvåbenproducenter lå i den østlige del af Tyskland, og de sovjetiske tropper destruerede eller konfiskerede de fleste af de få jagtvåben, som stadig var i privat eje efter nazisternes herredømme.

Om det samme overgik kejserens jagtvåben ved man ikke, men kun få er bevarede, og de fleste af disse befinder sig i det tyske jagtmuseum i München.

Selvom han kun havde førlighed i højre arm, nedlagde den tyske kejser Wilhelm II store mængder fugle på klapjagter.

Haglbøsserne

I en artikel i det tyske tidsskrift Wild und Hund i 1913 findes der dog en summarisk artikel om kejserens våben. Samlingen bestod af 24 haglbøsser og 32 rifler, og beskrives som ”relativt lille, men af høj kvalitet”. I modsætning til mange tyske jægeres hang til dybe graveringer og megen udsmykning, var kejserens våben udført i god kvalitet, men aldrig et udstyrsstykke, som man ellers ofte ser blandt de våben, som kongelige har fået foræret. I sine unge år brugte Wilhelm arvestykker, men eftersom hans voksne liv begyndte netop i den periode, udviklingen af moderne jagtvåben tog fart, blev han snart bedre udstyret.

Da han blev forlovet med den senere kejserinde i 1880, fik han af det engelske kongehus foræret et par dobbeltløbede bøsser fremstillet af Paton & Walsh i Skotland. Som mange andre bøssemagere i provinsen havde Paton & Walsh en butik i London, da der var langt mere prestige forbundet med bøsser fra landets hovedstad. Bøsserne var baseret på Lefaucheux’s lukkesystem og i kaliber 16.

Disse bøsser var dog ikke skæftet hensigtsmæssigt til at tage højde for indehaverens handicap, og Wilhelms far gav ham derfor året efter et tilsvarende par fra den tyske bøssemager Leue und Timpe i Berlin. Disse bøsser havde de samme kraftige aftrækkerbøjler af horn, som den senere kejser foretrak på alle sine dobbeltløbede våben. Aftrækkerbøjlen afsluttes bagtil af en krog, som utvivlsomt har hjulpet Wilhelm til at betjene dem udelukkende med sin højre arm.

Wilhelm II med en 44-ender hjort – en af de mere end 2000 kapitale kronhjorte, som kejseren nedlagde.

I bryllupsgave fra fætteren, Prinsen af Wales, fik Wilhelm i 1881 sine første hammerlessbøsser. Det var et sæt parbøsser fra Charles Lancaster i London, men desværre var de i kaliber 12 og for tunge til at være hensigtsmæssige for den handicappede bruger. I 1888 fik kejserinden et sæt parbøsser fremstillet af bøssemager W. Foerster i Berlin. Det var et fornemt forarbejdet sæt hanebøsser i kaliber 20. Fra da foretrak Wilhelm denne bøssemager til sine haglvåben, og samlingen indeholdt hele 8 par.

Riflerne

I takt med den hastige udvikling af våben og ammunition i slutningen af 1800-tallet blev Wilhelms jagrifler løbende udskiftet. I bryllupsgave fra fyrst Pless fik tronarvingen et par dobbeltrifler fra J.P. Sauer i kaliber 11 mm. Af ukendte årsager købte Wilhelm selv to identiske rifler til sin bjørnejagt i Rusland.

Senere fulgte tidlige 9-mm hammerless-rifler med underlukke og sigtekikkert fra Leue und Tiempe i Berlin. Herefter dukkede de tidlige repeterrifler op, som var baseret på en kort udgave af Mausers system 71/84 og havde rørmagasin. Disse rifler var i kaliber 11,15x37R, og kejseren var glad for at bruge dem. Han nedlagde store mængder vildt med dem på trods af den noget anæmiske patron.

Næste trin i udviklingen var nogle prototyper i kaliber 8×57 fra Spandau-fabrikken, som byggede på et design af den tyske bøssemager Schlegelmilch. De første rifler til patroner med røgsvagt krudt var repeterrifler fra Mauser. Indtil 1895 brugte Wilhelm rifler i kaliber 8×57, men herefter gik han i en årrække overraskende nok over til rifler i kaliber 6 mm – selv til større vildtarter som kronhjorte. Senere vendte han dog tilbage til kraftigere rifler især i 7 og 8 mm.

Wilhelm fotograferet under en drivjagt på vildsvin.

Det er uklart, præcis hvilken patron, 6 mm-riflen brugte, men den var langløbet og udviklet til skiveskydning. Da den anvendte samme mængde krudt som den senere .243 Winchester, var der formentlig tale om en 6×57, som antages at være udviklet netop omkring 1895. Som noget nyt blev kejserens 6 mm-rifler forsynet med en sigtekikkert fra firmaet Görz – ligesom de senere 7 og 8 mm repeterrifler.
I den kuriøse ende af kejserens jagtvåbenarsenal var en Luger i kaliber 7,65 mm. Der var tale om den såkaldte schweizermodel 1900 i civil udgave, som havde 305 mm lang pibe, skulderskæfte og forskæfte af træ.

Skydeteknik

Der er ingen tvivl om, at den unge prins Wilhelm har måttet lægge en enorm indsat i at lære at skyde. På trods af sit handicap var han en habil skytte, der kun i nogen grad blev hjulpet frem af specielle våben og teknikker.

Ligesom det var tilfældet for de fleste andre af datidens højtstående personer, havde Wilhelm personer med på jagt til at bistå ham med at bære og lade våbnene. Med kun en arm var Wilhelm naturligvis helt afhængig af hjælp til at lade våbnene. Når han var på jagt med riffel, kunne han klare sig uden særlig hjælp ved skud til stillestående vildt. Her tog han fast anlæg på en skydestok eller skjulets kant. I nødstilfælde benyttede han sin laders skulder til den slags skud.

I de senere år kom der små hjælpemidler til. Eksempelvis havde nogle af riflerne en krog monteret foran på skæftet, så det var lettere at udnytte det faste anlæg med brug af kun en arm. Senere blev der på andre rifler monteret en tynd stok i et lille hængsel på forskæftet. Stokkens anden ende blev fastgjort til en løkke i bæltet, hvorved skytten opnåede et højst mobilt fast anlæg.

Kejseren brugte også en Luger model 1900 som denne til fangstskud og drivjagt på korte skudafstande.

Wilhelm II fotograferet under en jagt i 1912. Bemærk riflen, som hans lader bærer. Den er forsynet med en tynd stok, som blev fastgjort i kejserens bælte, hvorved han fik støtte under forskæftet, selvom han ikke kunne bruge venstre arm.

Bevægelige mål

Ved jagt på løbende vildt var der dog ingen anden mulighed end at bruge riflen med kun en arm. Alligevel var der grænser for, hvilke hjælpemidler den ellers så resultatorienterede kejser ønskede at bruge. På en drivjagt den 14. og 15. december 1898 afprøvede kejseren en specielt udviklet og kortløbet halvautomatisk riffel fra Mauser i Oberndorf. Riflen var rekylopereret, og herved kunne kejseren med meget ringe rekyl og i løbet af meget kort tid afgive ti skud uden at fjerne riflen fra sin skulder.

Her nedlagde Wilhelm ”92 store vildsvin”, men erklærede bagefter, at han anså brugen af et sådant våben for ujægermæssig. Ved klapjagt på fugle benyttede kejseren sine haglbøsser i kaliber 20 fra W. Foerster. Sædvanligvis brugte han på disse stort anlagte klapjagter fire eller fem bøsser og lige så mange ladere.

Store udbytter

På trods af sit handikap nedlagde Wilhelm II enorme mængder af vildt. Det begyndte småt. På hans første jagtdag som 13-årig i 1872, nedlagde han bare en fasanhøne, og årets samlede resultatet blev beskedne 6 fasaner og 3 harer. Men det blev snart meget anderledes. Indtil 1. verdenskrig var den europæiske overklasses selskabsjagter det rene slagteri – præcis som det havde været tilfældet siden renæssancen.

Wilhelm II på pürschjagt efter brunstende kronhjorte.

Kejseren ejede selv ikke mindre end otte jagtslotte omgivet af tusindvis af hektar jagterræner, som ikke blev dyrkede og hvor vildtet blev fodret, så man sikrede tætte bestande. Ofte var hele eller store dele af ejendommene indhegnede, så man kunne sikre enorme afskydninger, når kejseren og hans gæster kom på jagt. Hans gæster var næsten alle selv betitlede jordejere, som på samme vis avlede store mængder vildt til afskydning på selskabsjagterne. Her var det naturligvis også en stor ære, når kejseren accepterede en invitation, og han fik altid de bedste poster.

Afskydningstallene var enorme og metoderne til at opnå dem ofte tvivlsomme. På en drivjagt i 1905, hvor også den spanske kong Alfonso VII deltog, blev der således nedlagt 599 stykker klovbærende vildt, hovedsagelig vildsvin.

Selv sjældne arter som visent blev nedlagt på kejserens jagter i det daværende Østpreussen.

I lighed med mange af datidens statsoverhoveder, havde Wilhelm den opfattelse, at han altid skulle være den jæger i selskabet, som skulle skyde allermest, da hans jagtlige anseelse afhang af størrelsen af hans udbytte. ”Næst efter glæden over sine egne træffere kommer glæden over andres forbiskud”. Det var kejser Wilhelms tilgang til jagtens glæder, hvis man da kan kalde datidens masseskydning for jagt.

På trods af sine mange andre pligter som statsoverhoved fandt Wilhelm derfor tid til mange selskabsjagter med store afskydninger. Fra 1895 og til 1913 var han på jagt i gennemsnit på 39 dage om året. Det dårligste år var 1898 med 22 jagtdage, mens han året før var nået helt op på 60.

Det må ofte have været anstrengende dage for en mand med kejserens handikap. På fuglejagter var det ikke usædvanligt for Wilhelm at affyre over 1.000 skud på en dag. At han også var en god skytte, bevises af, at han nedlagde 95 grouse og 5 skovsnepper, der som bekendt sjældent byder på lette skud.

I alt nåede Wilhelm op på at nedlægge 78.330 stykker vildt. Herunder 8 visenter, 3 bjørne, 12 skovltyre af elg, 2.133 kapitale kronhjorte og 44.806 fasaner. Hans samtidige slægtning, ærkehertug Franz-Ferdinand af Østrig-Ungarn havde førligheden i begge arme, og opnåede et endnu mere absurd afskydningstal – 277.769 stykker vildt.

Aftrækkerne på systemet med ”Knopfabzug” er flytter fra undersiden op på oversiden af kolbehalsen. Sikringen består af et dæksel, som kan skubbes ind under toplukkenøglen.

Knopfabzug

Kejserens handikap har givet anledning til, at et meget specielt aftrækkersystem siges at være udviklet for at afhjælpe hans problem. Designet kaldes på tysk ”Knopabzug” – frit oversat til knapaftræk. Der er nogen tvivl om, hvem der egentlig stod bag designet, men det stammer fra det tyske bøssemagerfirma Reeb i Bonn. Firmaet blev grundlagt i 1870 af Johan Jakob Reeb. Han blev i 1903 leverandør til den regerende kejser Wilhelms søn, prins Wilhelm, med titlen ”Hofbüchsenmacher”.

Reebs ene søn, Philip, overtog forretningen i 1909, mens hans bror Hans overtog en anden bøssemagerforretning i Bonn under navnet J.J. Reeb Junior. I lighed med andre tyske familiefirmaer som Merkel, Funk og Heym, var familien derefter splittet op og drev samtidig forskellige forretninger, som konkurrerede indbyrdes. Der er dog meget, som taler for at opfinderen af Knopfabzug-systemet var Emil Martin, som var udlært hos Sauer & Sohn i Suhl. Han var fra 1893 ansat hos Reeb i Bonn, indtil han overtog etablerede egen forretning to år senere – med hjælp fra J.J. Reeb.

Begge bøssemagere har udtaget patenter på Knopfabzug. Emil Martin i 1900, men det var udløbet, da Hans Reeb patenterede et tilsvarende system i 1905. Systemet er derfor formentlig udviklet af Emil Martin, men sandsynligvis i samarbejde med Reeb.

En smukt graveret sikringsplade på en o/u med Knopfabzug.

Systemet udmærker sig ved at bestå i to ”knapper”, som sidder bagved toplukkenøglen på kolbehalsens overside. For at undgå en utilsigtet affyring af bøssen, kan et metaldæksel trækkes hen over kapperne. En automatisk sikring forhindrer begge skud i at blive affyret samtidig.

Der findes stadig adskillige våben baseret på systemet, både i side-by-sideudgave og som over and under.Den sidstnævnte er forsynet med en lille ”krog” af horn, som kan støtte hånden, når den holder om kolbehalsen.

Myter

Selvom talrige kilder hævder, at systemet blev udviklet til kejser Wilhelm, tror jeg ikke, at det er tilfældet. Det er et velkendt fænomen, at visse våben hævdes at have tilhørt berømte jægere.

Selv er jeg for eksempel mindst 5-6 gange blevet præsenteret for forskellige våben, som indehaveren hævdede havde tilhørt Bror Blixen. I sin tid som professionel jæger i Afrika ejede baronen ganske vist adskillige kostbare jagtrifler, men nogen sparsommelig type var han jo ikke. Faktisk måtte han sælge alt, hvad han ejede dernede. Til sidst måtte han låne penge af sine venner til skibsrejsen hjem til Sverige.

Og hvad er så sandsynligheden for, at hans våben vendte tilbage til Skandinavien, hvor hverken kaliber .450 H&H, .505 Gibbs eller .600 Nitro Express er særligt anvendelige? Eller at han siden hen ejede et sæt parbøsser fra Purdey? I intet tilfælde har der foreligget hverken beviser eller noget, som sandsynliggjorde et ejerskab i form af kvitteringer eller ordrer på nye våben hos de berømte producenter.

 

Det samme gør sig gældende for designet med Knopfabzug. Det tætteste, man kommer på et bevis, er en mærkat på en geværkuffert som viser, at denne på et tidspunkt er fragtet fra det kongelige hofs våbenkammer til en af familiens 6 prinser. Min tvivl skyldes især, at disse meget særegne bøsser ikke er omtalt i Wild und Hunds artikel om kejserens våbensamling i 1913. Så særegne våben ville givetvis have været omtalt, hvis de havde befundet sig i samlingen.

Desuden er designet ikke specielt velegnet til en mand, som kun kan bruge sin højre hånd, og derfor må gribe hårdt om kolbehalsen med alle andre fingre end pegefingeren. Men mest af alt skyldes min tvivl, at der ikke var noget problem at løse. Igennem næsten 40 år havde kejseren nedlagt tusindvis af stykker vildt med både rifler og haglbøsser, der havde ganske almindelige aftrækkere. Hvorfor skulle han så pludselig skifte til et helt nyt system, som efter alt at dømme ville gøre det vanskeligere at holde våbenet med kun en hånd?

Knopfabzug er sikkert en glimrende opfindelse, men jeg tror ikke på, at det er udviklet til kejseren. Jeg kan kun forestille mig ét punkt, hvor et knopfabzug er en fordel frem for almindelige aftrækkere. Det er til brug i meget koldt vejr, hvor man skal betjene en haglbøsse, mens man er iført tykke vanter.