Samme våben til alle typer jagt!

At bruge samme våben til al jagt er en gammel drøm for både jægere og bøssemagere. Holland & Hollands model Paradox var nok det tætteste, man kom på at realisere denne drøm.

Af Jens E. Perto

Paradoxbøssen har næsten samme balance som en klassisk engelsk haglbøsse, men er en anelse snudetung på grund af de lidt kraftigere piber.

Amerikanerne har et gammelt udtryk: Beware of the man with only one gun! Underforstået: Han ved nok, hvordan den skal bruges. Og man skal da heller ikke have megen jagtlig erfaring, før man indser, at det ville være enormt praktisk med et enkelt våben, som kan bruges til alle former for vildt – fra egern til elefanter.

At lave et universalvåben er derfor ikke nogen ny tanke. Tanken om ét våben til al jagt opstod faktisk så snart det gav mening at skyde til fuglevildt i flugten, hvilket vil sige i starten af 1700-tallet. Men det var først efter udbredelsen af riflede piber i anden halvdel af 1800-tallet, at man for alvor havde held til at lave våben, som var velegnede til en meget bred en vifte af jagtformer. Her fremkom de første kombivåben, som havde både glatte og riflede løb. Siden er der gjort talløse forsøg på at kombinere egenskaberne ved kugle- og haglvåben.

Den grundlæggende problemstilling er, hvorvidt man som udgangspunkt betragter sit kombivåben som en riffel, der også skal kunne skyde med hagl – eller en haglbøsse, som også kan skyde med kugle. Af mange årsager blev det mest udbredte kombivåben en drilling med to haglpiber og én riflet pibe.

På grund af de mange kompromisser vedrørende især vægt og balance, er de fleste kombinationsvåben dog mere brugbare end fremragende til hagljagt – på trods af, at de fleste jægere har langt flere skudchancer til småvildt i løbet af en jagtsæson. Kort sagt er en drilling i højere grad en riffel, som kan skyde med hagl, end en haglbøsse, som kan skyde med kugle.

Nye jagtformer

Et allround ”kombivåben”, som i højest muligt grad imødekommer kravene til haglskydning, har af vægt- og balancemæssige årsager kun to piber – som begge kan skyde med både hagl og kugle. Et afgørende skridt i denne retning kom, da den pensionerede oberstløjtnant George Vincent Fosbery i 1885 udtog et patent, der egentlig var beregnet på militært brug – nemlig til både nærkamp og skydning på lidt længere hold. Patentet fik imidlertid langt større betydning for især de mange britiske jægere i kolonierne, hvis jagtmuligheder i sidste halvdel af 1800-tallet havde ændret sig drastisk.

Med den hastige udbredelse af det britiske imperium fik udsendte embedsmænd og soldater gradvist større muligheder for at gå på jagt – og på arter, som varierede meget mere i størrelse, end tilfældet var hjemme i Storbritannien.

En jæger i Afrika eller Indien kunne gå ud for at skyde fuglevildt og afhængigt af det pågældende kontinentet møde en løve, en tiger, en bøffel eller en af de mange andre klovbærende arter. Herved opstod behovet for et langt mere alsidigt våben end nogensinde før – og eftersom personlig sikkerhed endda tillige indgik i overvejelserne bag våbengarderoben, måtte mange jægere både købe og medbringe såvel haglbøsse som mellem- og grovkalibrede rifler på deres jagter.

Den nærliggende løsning var derfor at lave en haglbøsse, som tillige kunne affyre et massivt blyprojektil – i lighed med datidens grokalibrede sortkrudtsrifler, de såkaldte ”bore rifles”, der også kun var egnet til jagt med moderate skudhold. Kuglepatroner til glatløbede våben havde man ganske kendt i mange år, men da de fleste af dem var meget upræcise, og derfor ikke særligt velegnede til formålet. Det ændrede Fosberys patent fuldstændig på fra 1885.

Paradoxbøssens opfinder, G.V. Fosbery.

Konstruktør og krigshelt

Oberstløjtnant Fosbery var en vaskeægte krigshelt, som under The Umbeyla Campaign i det nordvestlige Indien i 1863 førte an i erobringen af Fort Crag Piquet. Efterfølgende modtog han den højeste britiske udmærkelse for udvist mod – Victoriakorset. Hertil kom, at Fosbery også var en flittig designer af våben og ammunition.

Eksempelvis var de soldater, som Fosbery ledte under erobringen af Fort Crag Piquet i 1863, udstyret med eksplosive projektiler af eget design. Disse fik dog en kort levetid, eftersom de blev forbudt ved St. Petersborg-deklarationen af 1868. Fosbery var også hovedkraften bag en række andre militære våbenkonstruktioner, herunder The Webley-Fosbery Revolver, samt en række patenter for især Winchester Repeating Arms Company omkring år 1900.

Hans ide med at udvikle et våben, som kunne bruge både hagl og kugle med en tilfredsstillende kombination af glatte og riflede løb var ikke ny. Allerede i 1870 havde James Purdey den Yngre udtaget et patent på en riffelpibe, hvor de sidste seks tommer af løbet var riflet. Formålet her var dog et helt andet end Fosberys, nemlig at lave en riffel med øget udgangshastighed som følge af, at størstedelen af piben var glatløbet.

Paradoxbøssens piber har riffelgange på de sidste 7,5 cm af løbet, hvilket er tilstrækkeligt til at stabilisere en kugle.

Fosberys mange forsøg viste, at riffelgangene skal være skråtstillede i både længde- og tværretningen.

En vigtigere forudsætning for Fosberys patent var udviklingen af trangboringen, som påbegyndtes allerede i starten af 1800-tallet og for første gang blev patenteret af W.R. Pape i Newcastle i 1866. På grund af de indlysende fordele blev trangboring af løbene blev standard i næsten alle nye haglbøsser fra slutningen af 1870’erne.

Fosberys opfindelse bestod i at lave riffelgange udelukkende i den del af løbene, som var trangborede. Som så mane andre gode ideer, var den enkel, men udformningen krævende meget omfattende ingeniørmæssige eksperimenter med udformningen og antallet af riffelgange, kuglevægt og ladning.

Slutresultatet blev en haglbøsse, som kunne præstere både et særdeles pænt skudbillede med hagl, og tillige skudgrupper med kugle, som helt modsvarede datidens forventninger til en dobbeltløbet riffel.

Holland & Holland

Fosbery tilbød resultaterne af sit arbejde til Holland & Holland. Firmaet var i 1885 anerkendt som en af landets førende riffelproducenter efter i 1883 at have vundet samtlige kategorier i en stor præcisionskonkurrence udskrevet af tidsskriftet The Field.

Holland & Holland indså straks de store markedsmæssige muligheder med det nye våben. Der blev indgået en aftale, at for hvert våben H&H fremstillede efter Fosberys patent, skulle denne modtage én guinea (1£.1s.) per pibe. En guinea svarede dengang omtrent til ugelønnen for en faglært arbejder. På dette tidspunkt havde Fosbery allerede affyret 7.000 skud med sin enkeltpibede bøsse under de indledende tests.

Selvom H&H var blandt de førende eksperter i at få dobbeltløbede rifler til at samskyde, manglede der stadig en stor mængde tests, før det færdige resultat forelå. De to første H&H Paradox-bøsser til testbrug – en i kaliber 12 og en i kaliber 16 – var færdige i december måned 1885. Efter omfattende tests, blev det nye våben præsenteret for offentligheden, da den første Paradoxbøsse var færdig til levering den 1. maj 1886.

Det nye ”kombivåben” blev naturligvis underkastet en lang række forskellige tests af datidens våbenskribenter. De var alle positive, og en af de mest succesfulde blev udført af Badminton Library’s Shooting den 20. maj 1886.

Dengang brugte man rektangler til at beskrive en skudgruppe, og bøssen holdt på 100 yards afstand (91,5 m) alle seks koniske projektiler fra henholdsvis højre og venstre løb indenfor et ramme på mindre end 4×12 cm. Med en ladning på 32 gram hagl nr. 6 præsterede bøssen på 40 yards ”gode og jævne skudbilleder” med et gennemsnit af 144 hagl i en 30” cirkel for højre løb og 165 hagl for venstre.

Konklusionerne på de mange tests var næsten samstemmende, at det var lykkedes at lave et våben, som udelukkende med valg af ammunition kunne bruges til næsten alle vildtarter fra bekkasiner til bøfler, og som skød tilstrækkeligt præcist til at kunne anvendes på skudhold op til 100 meter, hvilket reelt var en fordobling i forhold til de hidtidige ”ball and shot guns”.

Præcisionen for en Paradox-bøsse er rigeligt god til at man kan bruge den som en ”dobbeltriffel” på drivjagt.

Paradox

Som et led i markedsføringen var der blandt bøssemagerne dengang tradition for at give nye produkter spektakulære handelsnavne. Til deres nye våbentype kom H&H op med navnet Paradox, som firmaet fik beskyttet som varemærke i april 1886.

Eftersom det græske ord lidt frit kan oversættes med ”besynderligt, men sandt”, må navnet siges at være yderst velvalgt til et våben, som kunne skyde med både hagl og kugle. Effekten af den megen omtale udeblev heller ikke. Allerede den 1. maj samme år bestilte en Hr.  J. Turner-Turner den første Paradox i kaliber 12.  

En Paradox-bøsse fremstod i al væsentlighed som en almindelig haglbøsse, men havde naturligvis åbne sigtemidler og var lidt kraftigere dimensionerede piber af hensyn til riflingen ved mundingen.

Holland & Hollands nye ”kombivåben” var ikke mindst populært blandt de indiske fyrster. Sir Vicar-ul-Umwa, premierminister af Hyderabad, nedlagde i 1898 disse tre tigre med sin H&H Paradox på mindre end 15 minutter.

På trods af deres høje pris (25£ – 175£ afhængig af tidspunkt, model og udførelse) var nytteværdien af Paradoxbøssernes alsidighed så åbenbar, at de hurtigt blev bragt i anvendelse ude i verden, hvor man bedst kunne udnytte deres store alsidighed.

En af firmaets gode kunder, Nawab’en af Bawalpur bestilte således allerede den 9. juni 1886 – kun en måned efter introduktionen – et par Paradoxbøsser i model Royal Hammerless. Helt indtil 2. verdenskrig var det almindeligt for våbenproducenterne at citere forskellige kunder for deres – pudsigt nok altid positive – vurderinger af produkterne.

Af Holland & Hollands 1895-katalog fremgik det, at en lang række kunder var godt tilfredse med deres brug af Paradoxbøsser i imperiets kolonier. En enkelt bruger anså også våbnet for velegnet til elgjagt i Sverige: ”Mr. B fandt, at den (en Paradox i kal. 16) fuldstændig levede op til sit formål i Sverige, og nedlagde to store elge med den. Han har nu lånt den til sin broder, som tager den med sig til Indien.”

Den berømte norske polarforsker Fridtjof Nansen kunne også sagtens få øje på det praktiske i et allroundvåben, når han under sine ekspeditioner både risikerede at skulle skyde ryper, ren, sæl, hvalros og isbjørn.

I starten af 1890’erne bestilte han derfor hos Holland & Holland ikke bare en, men et par Paradoxbøsser med udvendige haner og Jones-underlukke. Disse blev en erstatning for den H&H dobbeltriffel i kaliber .577 BPE, som Nansen ulykkeligvis tabte i havet under en sæljagt i 1893.

 

Også i Skandinavien var der velhavende jægere, som udnyttede Paradox-bøssernes alsidighed. Den berømte polarforsker Fritjof Nansen brugte sine til mange forskellige vildtarter fra rype til elg.

Den mest usædvanlige brug af en Paradox, jeg er stødt på, skyldes dog en amerikaner.

Frederick R. Wulsin var en eventyrer og zoolog, som godt kunne have været rollemodel for Indiana Jones. Han medbragte sin Paradox på National Geographics centralkinesiske ekspedition.

Her skød han uroligt nok bl.a. et Marco-Polovædder – en vildtart, som normalt kun bliver nedlagt fra flere hundrede meters afstand.

Den amerikanske eventyrer og zoolog Frederick R. Wulsin brugte i 1923 sin Paradox til at nedlægge denne Marco Polovædder i Kina.

Produktion

På grund af deres store alsidighed blev Paradoxbøsserne hurtig relativt populære blandt de jægere, som havde råd til en bøsse i den dyre ende af markedet. Holland & Holland fremstillede fra 1886 til i starten af 1930’erne i alt næsten 1.500 Paradoxbøsser i en bred vifte af modeller og kalibre fra 8 til 28.

Ikke overraskende var langt de fleste Paradoxbøsser i kaliber 12, idet mindst 1164 af den samlede produktion blev lavet i denne kaliber. Når det præcise antal ikke kan opgøres, skyldes det, at 88 Paradoxbøsser i H&H’s arkiver af ukendte årsager ikke angiver våbenets kaliber.

Af arkiverne og andre data fremgår det, at man i alt lavede man 70 storvildtrifler i kaliber 8 og 103 i kaliber 10. I den anden ende af skalaen fremstillede man kun 8 i kaliber 28, samt 27 bøsser i kaliber 20 og 94 i kaliber 16.

I dag sælger H&H atter kuglepatroner til Paradoxbøsserne – med 65-mm hylstre, så de også kan anvendes i firmaets gamle våben.

De oprindelige Paradox-patroner havde en messingkappe for at gøre dem modstandsdygtige overfor fugt. 

Uanset kaliberen, så var Paradox-bøsserne trods alt kun velegnede til brug på moderate skudhold. Men eftersom langt størstedelen af både datidens (og nutidens) vildt blev nedlagt på disse afstande, var problemet i starten til at overse.

Paradoxbøsser blev også hurtig blev fremstillet til at anvende patroner med røgsvagt krudt og blev derfor mere effektive. I et forsøg på at imødegå den stigende konkurrence, videreudviklede H&H med noget held både bøsserne og især ammunitionen til også at kunne anvendes på lidt længere hold – bl.a. med magnumudgaver, som brugte lettere blyprojektiler forsynet med aluminiumsnæser.

I en test, der blev bevidnet af redaktøren for ”The Field” i 1905, kunne firmaets ”Long Range Nitro Paradox” således placere otte skud indenfor et kvadrat på mindre end 17×13 cm – på 200 yards afstand.

Fugl Fønix

Paradoxbøsserne kunne imidlertid ikke i længden stå sig i konkurrencen med de nye Nitro Express-rifler, der hurtigt vandt stor udbredelse efter deres introduktion i 1896.

På trods af alle H&H’s anstrengelser, så svandt efterspørgslen efter Paradoxbøsser ind, og i starten af 1930’erne forlod de sidste af de oprindelige Paradoxbøsser fabrikken på Harrow Road i London.

Der var mange årsager til, at Paradoxbøsserne mistede popularitet. Efter udløbet af Fosberys patent i 1899 var der en række andre producenter, som fremstillede tilsvarende våben og/eller ammunition – ofte til langt lavere priser.

I den bedre ende af markedet var det især Westley Richards vellykkede model Explora, som øgede konkurrencen, men større betydning havde nok fremkomsten af en lang række kuglepatroner til brug i glatløbede våben – såsom Brennekekuglen.

Først og fremmest var Paradoxbøssernes banemand dog fremkomsten af velfungerende rifler, hvis røgsvage patroner var langt mere effektive og træfsikre end de grovkalibrede, men relativt langsomme Paradox-projektiler. Endnu værre blev det, da de langt billigere repeterrifler også blev tilgængelige i storvildtkalibre. Effektivitet blev kort sagt prioriteret over alsidighed.

Efter omkring 70 års pause genoptog Holland & Holland produktionen af deres berømte Paradoxbøsser.

Men som en våbenmæssig fugl Fønix genopstod Holland & Hollands Paradoxbøsser alligevel af asken efter næsten 70 års pause – selvom det britiske imperium ikke længere eksisterer, og storvildtjagten i dag har en helt anden karakter end for hundrede år siden.

Firmaet har set et marked blandt velhavende kunder, som jager i områder, hvor der på samme dag forekommer både småvildt og større arter, samt i de mange amerikanske stater, hvor hjortejagt ikke ikke er tilladt med højhastighedsrifler.

Hertil kommer den stigende udbredelse af drivjagt på vildsvin, hvor paradoxbøssens balance og ”førbarhed” gør den ideel til hurtige skud i skov eller tæt bevoksning. Rejser man på jagt i andre lande er det også en fordel kun at behøve at medbringe ét meget alsidigt våben uanset jagtens karakter.

Gamle Paradox-bøsser opnår stadig høje priser hos auktionshusene, men er dog indenfor økonomisk rækkevidde af de fleste entusiaster.

Afprøvning

Under et besøg fra Holland & Holland fik jeg lejlighed til at prøve (men ikke egentlig ”teste”) Paradoxbøssen på lerduer – men desværre ikke med kuglepatroner, da der ikke var adgang til ammunition her i landet. Men eftersom skydeegenskaber såsom balance og førbarhed” langt tydeligere kommer frem under skydning med hagl, har det ikke spillet en afgørende rolle.

Den nyopstandne Paradox-bøsse fra H&H er bygget på deres relativt nyudviklede “Round Action” model, som er en såkaldt “back action”, hvor slagfjedrene ikke er indlagt i basculen, men ligger bagved hanerne. Bøsserne leveres med pistolgreb eller engelsk skæfte efter ønske.

Standardudgaven har ”border and scroll”-graveringer, flammehærdede eller blanke overflader, samt producentens navn indlagt i guld. Bøsserne fås kun i kaliber 12/70 – men i både standard- og magnumudgave. Sidstnævnte er ca. 400 gram tungere for at mindske rekylen.

 

På trods af tidens trend fås paradoxen kun med 71 cm piber – primært af hensyn til balance og vægt, da godstykkelsen nødvendigvis må være lidt større end ved en ordinær haglbøsse.

Af indlysende årsager er der ikke udskiftelige chokes i piberne, og skudbilledet svarer til forbedret cylinder. Til skud med kugle er våbnet forsynet med to fældbare kærve reguleret til brug på henholdsvis 50 og 100 yards (ca. 45 og 90 meter) med den valgte ammunition.

Mest spændt var jeg på, hvor meget pibernes større vægt ville påvirke skydeegenskaberne. Og her blev jeg positivt overrasket. Selvom et standardskæfte er lidt for langt til mig, så lavede jeg på sportingbanen en lang række træffere på lerduer i meget forskellige vinkler og ditto hastigheder. Faktisk var jeg nået ned i bunden af patronæsken, før jeg i mit overmod bommede begge skud i en ikke særlig vanskelig double.

Efter yderligere et pænt antal skud måtte jeg sande, at jeg med den pågældende bøsse ikke ville være ringere stillet på en (klap)jagt end med mine egne haglbøsser. Min konklusion er, at de lidt tungere piber gør det lidt lettere at fastholde svinget – præcis som det ofte er tilfældet for bøsser med længere piber.

Med en vægt på ca. 3.300 gram er en standard round-action paradoxbøsse da heller ikke nævneværdigt tungere end mange andre haglbøsser på markedet.

Faktisk blev jeg efter den vellykkede afprøvning ganske sulten efter at eje en Paradox – specielt, hvis man på en elegant måde kunne montere et lille rødpunktssigte til brug på drivjagter.

Om denne sult bliver stillet, afhænger dog i høj grad af, om det lykkes mig at finde en gammel Paradox-bøsse (evt. med haner), eftersom prisen på en ny er på den forkerte side af en halv million kroner-plus moms!

Faktabox

Kuglepatroner til Paradoxbøsser:

Projektildiameter i kaliber 12: .735″ / 18,7 mm

Projektilvægt: 740 grains / 48 gram
Projektiltype: Fosbery-type, massivt bly

Arbejdstryk: 3 ¼ tons per kvadrattomme / 850 bar
Hylsterlængde: 2 ½” / 65mm
Mundinghastighed: 320 m/s.
Mundingsenergi, E0: 2.500 joule.

E100: 2.125 Joule – hvorfor en Pardox-bøsse i kaliber 12 er et klasse 1-våben, men naturligvis mest velegnet til skud på kortere hold end 100 meter – som standarden er under de fleste drivjagter.