Fakta om haglvåben

Udviklingen af den moderne haglbøsse rummer mange forbløffende fakta. Vi har set nærmere på nogle af dem.

Den første haglbøsse af moderne tilsnit blev fremstillet af Casismir Lefaucheux i 1840. 

Ikke meget nyt

Selvom bagladerbøsser havde eksisteret i flere hundrede år, så var det først ved fremkomsten af patroner, at denne opfindelse fik betydning i jagtmæssig henseende. Den første af disse bagladebøsser blev konstrueret af franskmanden Samuel Parly i 1812, og anvendte en primitiv patron med metalhylster med en tændsats indeni. Via forskellige kortlivede patronsystemer nåede udviklingen til et afgørende punkt, hvor en anden franskmand, Casimir Lefaucheux (1802-1852), i 1840 lancerede den første moderne bagladerbøsse til jagtbrug. Når jeg tillader mig at kalde denne konstruktion moderne, skyldes det, at en blot nogenlunde kyndig jæger i dag straks ville forstå dens funktion, hvis han fik den overrakt. Når man åbnede låsen, faldt de to piber forover, så man kunne indsætte to stiftpatroner, der bortset fra tændingsanordningen ligner dem, vi stadig bruger. I det næste halve århundrede fulgte forbedringerne med stormskridt frem mod de haglbøsser, vi anvender til jagt i dag.

Stort set al udvikling frem mod nutidens jagtbøsser foregik i anden halvdel af 1800-tallet. Ser man bort fra bedre materialer og ændrede design, er der ikke sket ret meget nyt på jagtvåbenfronten de sidste mere end 100 år.

En singletrigger er langt fra nogen ny opfindelse. Her er et eksempel på en hanebøsse med sigle-trigger fra firmaet  W.W. Greener. Den blev lanceret i 1879. 

I 1861 patenterer tyskeren Francois Eugéne Schneider en haglbøsse med snaplås og udtrækker – samt til centraltændte patroner, som vi kender dem i dag. I 1863 opfinder James Purdey den dobbelte underliggende låsebolt, som stadig anvendes på de fleste knæklåsvåben, der fremstilles i dag. To år senere udvikler William M. Scott toplukkenøglen, som også er næsten enerådende i dag.

I 1866 lancerer William Pape i Newcastle de første bøsser med trangboring i løbene – og allerede året efter laver amerikaneren Sylvester Roper de første udskiftelige chokes. I 1871 lancerer Theophilus Murcott den første sidelåsbøsse med indvendige haner, og i 1874 konstruerede Joseph Needham den første ejektor. Året efter lancerede Anson & Deeley fra firmaet Westley Richards den første kasselåsbøsse – et system, som langt størstedelen af alle haglbøsser siden blev bygget over.

Det er ofte forbløffende, hvor tidligt de første delkonstruktioner til våben er fremstillede første gang. Det første patent på en singletrigger blev således udtaget allerede i 1789 af en James Templeman i Salisbury, England. Det var dog først i 1894 at det lykkedes John Robertson, indehaveren af Th. Boss & Co., at fremstille den første velfungerende single trigger. Bortset fra små variationer skete de resterende nyskabelser i form af enkeltløbede haglbøsser med magasin og enten manuel eller automatisk repetering.

Den første haglbøsse med manuel repetering (pumpgun), som kom i produktion, blev opfundet i 1882 af Christopher Miner Spencer (1833-1922).

16 år senere designede John Moses Browning (1855-1926) den første succesfulde halvautomatiske haglbøsse, kaldet Auto 5.

I modsætning til Spencers pumpgun blev Browning Auto 5 en stor succes og den første haglbøsse, som blev fremstillet i mere end en million eksemplarer. Produktionen fortsatte indtil 1998 – altså præcis hundrede år efter den blev lanceret.

John Moses Browning med er eksemplar af sin Auto 5. 

Første hammerless

De fleste designs bliver gradvist udviklet over et stykke tid, men en undtagelse fra denne regel er den mest succesfulde låsekonstruktion til haglvåben nogensinde – kasselåsen.

Den er uden sammenligning det mest anvendte design til haglbøsser, og blev opfundet af William Anson (1840-1895) og John Deeley (1825-1913), der begge var ansat hos firmaet Westley Richards i Birmingham. Eftersom Westley Richards første kasselåsbøsse både har indvendige haner og kolbehalssikring, vil enhver jæger i dag – 137 år senere – umiddelbart kunne identificere bøssen og anvende den uden instruktion.

Eftersom kasselåsen decideret blev designet til maskinel produktion og derfor er langt billigere at fremstille end sidelåsbøsser, er mere end 90 % af alle haglbøsser af knæklåstype i verden siden 1875 blevet bygget på dette princip. Mængden af producerede kasselåsbøsser er ukendt, men der er tale om et trecifret antal millioner våben. 

Den første kasselåsbøsse er fra 1875.

Westley Richards var så sikre på succes med deres nye ”haneløse” bøsse, at de lod den gravere med ordene: ”Den Første Anson & Deeley Haneløse Bøsse, Patenteret den 11. Maj 1875”. 

Brownings B25 var den første O/U, som opnåede en nævneværdig popularitet.

Sen popularitet

Det var først i begyndelsen af 1600-tallet, at bøsserne var tilstrækkeligt lette og elegante til at man med bare nogenlunde held kunne forsøge sig med at skyde til flyvende vildt. Man skal i denne forbindelse huske, at der med disse flintelåsbøsser gik ganske lang tid fra man trykkede på aftrækkeren, til gnisterne fra hanens flint antændte krudtet på fængpanden, der igen skulle antænde krudtladningen i kammeret, hvis eksplosion sendte haglene af sted mod målet. Fra hanen faldt (ikke fra man trykkede på aftrækkeren), og til haglene var i luften, gik der således ca. 15 gange så lang tid som med en moderne bøsse. Samtidig blev man dengang rådet til at holde venstre hånd så tæt på aftrækkerbøjlen som muligt under skydningen, da løbssprængninger ikke var usædvanlige.

 Denne krampagtige skydestilling, og det lange tidsrum før haglene var i luften, gjorde det rette foranhold meget vanskeligere at opnå end med de våben, vi kender i dag. Alle disse vanskeligheder ved skydningen gjorde det oplagt at lave en bøsse med to piber, så man øgede sine chancer for at få noget på tasken, og de første dobbeltløbede jagtbøsser så dagens lys i slutningen af 1600-tallet. Det vil dog nok komme som en overraskelse for mange jægere, at disse tidlige dobbeltløbere ikke havde piberne liggende side ved side, men ovenpå hinanden. Denne form for jagtbøsse var dog længe om at blive populær. Fra den første side-by-sidebøsse med sammenloddede piber dukkede op i 1750, var denne type jagtbøsse dominerende i mere end to hundrede år. Først da John Moses Browning (1855-1926) designede sin legendariske over/under i 1925, begyndte denne type haglbøsse for alvor at blive populære – først til flugtskydning og siden til jagt.

Mest solgte model

Selvom kasselåsbøsser samlet set er de mest talrige, er det en pumpgun, som løber af med sejren som den mest populære enkeltmodel af haglbøsser nogensinde. Den amerikanske våbenproducent Remington lancerede deres model 870 Wingmaster i 1950 og den er siden blevet lavet i et utal af forskellige udgaver og i alle kalibre fra .410 til 12. Produktionen af model 870 nåede allerede den 13. april 2009 over 10 millioner enheder, hvilket gør denne haglbøsse til den suverænt mest solgte nogensinde.

Holdbarhed

Det er ikke muligt at fastslå, hvor mange skud en almindelig haglbøsse kan holde til. Emnet er heller ikke relevant for ret mange jægere, eftersom selv de billigste modeller på markedet vil holde til langt flere skud end man som jæger nogensinde kan komme til at affyre.

I de første 75 år efter opfindelsen af haglpatronen havde fænghætterne et indhold af kaliumklorid, som ud over at forsyne forbrændingsprocessen med ilt, desværre tillige var stærkt rustfremkaldende i våbnenes løb. Almindelig solvent eller våbenolie opløste desværre ikke saltforbindelsen kaliumklorid, hvorfor man først måtte hælde kogende vand igennem løbet for at beskytte det mod oxidation. Selvom dette problem i dag er løst, er det stadig manglende vedligehold, som ”slider” en haglbøsse op. En anden kassationsfaktor er pibernes godstykkelse. I Storbritannien udviklede man i anden halvdel af 1800-tallet haglbøsser, som var lettere og mere elegante end de, som blev fremstillet andre steder. En af de vigtigste grunde hertil var, at de britiske bøssemagere lærte sig at lave piber med mindre godstykkelse, og dette mål er derfor genstand for en (uforholdsmæssig) stor interesse blandt brugerne af disse ædle haglbøsser.

Den britiske bøssemager W.W. Greener fremstille på forsøgsbasis en fungerende haglbøssepibe, hvor godstykkelsen på det tyndeste sted kun var 1/10 mm – omtrent som tykkelsen af stregen under tegningen. 

I dag laver de fleste engelske bøssemagere haglvåben, hvis piber har en mindste godstykkelse på ca. 0,7 mm (0,028”), og branchen har vedtaget en anbefalet mindste godstykkelse på 0,5 mm (0,02”). Men faktisk har pibernes mindste godstykkelse ingen nævneværdig sikkerhedsmæssig betydning, blot man anvender de patroner, som bøssen er designet til. Piberne er sædvanligvis tyndest i godset omkring 50 cm fra kammerenden, og her kræves der ikke megen styrke af materialet. Den berømte engelske bøssemager Boss & Co. fremstillede således letvægtsbøsser, hvor piberne fra nye havde en godstykkelse på kun 0,4 mm (0,016”).

Den kendte engelske bøssemager W.W. Greener demonstrerede faktisk, at en haglpibe, som kun var ca. 0,25 mm (0,01”) i godset fra 40 til 60 cm fra kammerenden, ikke blev hverken blev bulet eller beskadiget ved gentagne affyringer med normale jagtpatroner. Efter testen rev han pibevæggen op med en almindelig lommekniv!

Det er heller ikke mange skud, som er årsagen til, at en bøssepibes godstykkelse bliver reduceret. Når piberne bliver tyndere i godset, skyldes det, at de bliver slebet ned, inden de bliver brunerede, eller at løbene bliver honede op indvendigt. Kun anvendelse af kraftigere og større ladninger end en bøsse er designet til, kan risikere at skyde en bøsse i stykker. Det er muligt, at meget aktive flugtskytter kan risikere at skyde en bøsse ud – men med fornuftig vedligeholdelse er selv dette usandsynligt.

Som eksempel herpå kan angives, at en af Winchester Repeating Arms Companys ansatte under 2. verdenskrig affyrede over en million patroner i en Winchester Model 1897, der var udviklet til militært brug. Det var dog nødvendigt at udskifte slagstiften tre gange under forløbet.

Winchester model 1897.

Længst produktion

Den model af haglbøsse, som har været i længst uafbrudt produktion er James Purdey & Sons side-by-sidebøsse. Designet blev udviklet af den fremragende engelske bøssemager Frederick Beesley i 1880. Han solgte patentet til sin tidligere læremester, James Purdey den yngre, som straks så mulighederne i konstruktionen og firmaet har bygget deres side-by-sidebøsser over denne konstruktion i næsten uændret form i foreløbig 132 år.

Det særlige ved konstruktionen er, at slagfjedrene efter at have drevet hanerne frem, ved låsens åbning tillige tvinger piberne til at falde helt forover – en såkaldt selvåbner.

Når man aktiverer toplukkenøglen springer bøssen op, og ejektorerne kaster de tomme patronhylstre ud, hvilket øger skudkadencen – en meget vigtig faktor for datidens jagtelite og dens fokus på store udbytter og brug af flere ladere.

Både den dobbeltvirkende slagfjeder og ejektorfjedrene skal imidlertid spændes ved lukningen, og det gav en samtidig våbenskribent anledning til at spørge James Purdey, om ikke det gjorde bøssen svær at lukke? Svaret lød angiveligt: – Vores kunder lukker aldrig selv deres bøsser!

James Purdey & Sons sidelåsbøsse har været fremstilet i uændret form siden 1889.

Letteste haglbøsse

Haglbøssers pibelængde og vægt er et modefænomen.

I slutningen af forrige århundrede, hvor side-by-sidebøsserne blev færdigudviklede, nåede man frem til, at en haglbøsse burde være i kaliber 12, og at bøssen burde have 76 cm piber, mens den samlede vægt burde være omkring 3.200 gram.

Men moden skiftede snart, og til jagt, og det steder, hvor man ikke lader fuglene drive imod sig, men i stedet vandrer rundt til vildtet, blev letvægtsbøsser i årene derefter meget populære. Fra år 1900 og frem, hvor britiske våben stadig var de førende på markedet, fremstillede talrige bøssemagere derfor letvægtsudgaver – ofte til de korte 50 mm-patroner i kaliber 12, som havde en mere moderat ladning, og dermed modvirkede den ellers større rekyl fra letvægtsbøsserne.

Det hører med til historien, at helt indtil 2. Verdenskrig var den generelle opfattelse, at en haglbøsse til jagtbrug naturligvis var i kaliber 12 – eller til nød 16, hvis man var svagelig. Bøsser i kaliber 20 og mindre, som i sagens natur kunne fremstilles lettere end tilsvarende bøsser i kaliber 12, blev groft sagt betragtet som våben til kvinder og børn.

Mest berømt af letvægtsbøsserne er nok Charles Lancasters 12-20. Som navnet antyder, var det en haglbøsse i kaliber 12, der vejede det samme som en 20’er – ca. 2.700 gram. Andre producenter kortede piberne ned for at lave mindre og lettere våben – såsom Churchills berømte model XXV med 63,5 cm piber, eller Holland & Hollands model Brevis med 67,5 cm piber. Disse lette bøsser (og talrige kopier heraf) var meget populære i 1970’erne, men i dag er moden den samme norm, som var gældende for bøsser i 1890’erne: 76 cm piber og 3.200 gram.

Den mest ekstreme producent af letvægtsbøsser var dog Thomas Turner i London, som specialiserede sig i dette felt. Han reducerede stort set alt andet end godstykkelsen i piberne for at spare vægt. Således var basculen kortere og skæftet udhulet på begge sider.

I dag vil de fleste jægere nok betragte en Beretta model 687 Silver Pigeon i kaliber 20 for en letvægtsbøsse, da den vejer omkring 2.800 gram, mens en 12’er er ca. 500 gram tungere.

Til sammenligning byggede Turner allerede i 1880’erne to letvægtsmodeller i kaliber 12 med forskellige pibelængder.Model Featherweight havde 28” eller 71 cm lange piber og vejede 2.600 gram.

Nu er pibelængden naturligvis afgørende for vægten, og model Levissimus kunne derfor fås med enten 27” (68,5 cm) eller kun 24” (61 cm) lange piber. Herved kunne vægten nedbringes til henholdsvis 2.270 og 2.160 gram.

 

Den britiske bøssemager Thomas Turner specialiserede sig i letvægtsbøsser, og gik til yderligheder for at holde bøssernes vægte nede, som skæftet på denne bøsse viser. 

Korteste piber

Fra den moderne haglbøsses barndom blev standardlængden for piberne 30” – svarende til 76 cm. Det skyldtes dels, at man til sortkrudt ville have længere piber af hensyn til en fuldstændig forbrænding, dels hensynet til balance og vægtfordelingen.

Senere blev 28” (71 cm) gradvist standard, men så sent som i 1925, da Churchill lancerede sin berømte Model XXV med kun 25” (63,5 cm) piber, vakte det stor furore blandt datidens jægere og våbenskribenter. Churchill hævdede, at man kunne bygge en ligeså velbalanceret bøsse med denne pibelængde, og at man ved brug af moderne krudt ikke ville have en nævneværdig forskel i haglenes udgangshastighed.

En af tilhængerne af korte piber var Arthur Guinness (1876-1949), bror til den berømte Lord Iveagh Guinness, som ejede godset Elveden. Arthur Guinness blev en kendt person i Storbritannien, da han under 1. verdenskrig i Frankrig arresterede en cyklist i britisk uniform for at være en mulig spion. Så ung en person kunne efter Guinness’ mening umuligt have gjort sig fortjent til så mange medaljer, som prydede cyklistens bryst. Det viste sig dog, at cyklisten var Prinsen af Wales!

Efter krigen kastede Arthur Guinness sig med stigende interesse over jagtens glæder, ikke mindst på broderens gods. Han var imidlertid ikke tilfreds med sin skydning, og fandt sine bøssepiber for lange. Følgelig fik han hvert år skåret af piberne på sine parbøsser i kaliber 20, så han fra at have skudt med 28” piber gik ned til 26, 24, og 20 tommer – for til sidst at ende på kun 17 tommer – eller 43 cm. Godsets skytte beskriver, hvordan han personligt ville have været bekymret for at venstre hånd skulle glide ud over mundingen under skydningen, og at våbnene mere mindede om pistoler end om haglbøsser.

Ikke desto mindre var de meget effektive i hænderne på Ernest Guinness – som utroligt nok nedlagde mange meget høje og lange skud med de særegne våben. At han ikke var alene om dette synspunkt bevises af, at Boss & Co. har fremstillet mindst ét sæt 17” piber. Begge løb har trangboring, hvorfor de ikke kan stamme fra en af Arthur Guinness’ bøsser.

Besynderlig kaliber

Som bekendt stammer betegnelserne for haglbøssers kaliber fra tiden, hvor man skød med runde blykugler i glatløbede bøsser. I stedet for som i dag at angive projektilets diameter som mål, inddelte man dengang kalibrene efter det hele antal rundkugler, der kunne støbes af et engelsk pund bly (454 gram). Jo mindre kaliberen er, desto flere kugler kan man naturligvis støbe af de 454 gram bly. Derfor er den indvendige diameter af løbet på en haglbøsse i kaliber 20 (15,6 mm) mindre end på en bøsse i kaliber 12 (18,5 mm)

Ser man bort fra de mange småpatroner til rottebekæmpelse og lignende, så er den mindste haglpatron til egentlig jagt en kaliber .410 (10,5 mm). Patronen er meget populær især i USA og benyttes primært til oplæring af unge mennesker, samt til due- og vagteljagt. Større haglpatroner er i dag stort set begrænset til kaliber 28, 20, 16 og 12. Der findes haglbøsser helt op til kaliber 4 (26,7 mm) – foruden endnu større patroner til de såkaldte puntguns, som var en slags jagtkanoner monteret i en pram – men selv en kaliber 10 er i dag ganske usædvanlig.

I tidens løb er en del løbsdiametre gået ud af produktion, herunder kaliber 11, 14, 15, 18, 24 og 32.

Den mest bizarre konstruktion (eller mislykkede reklameforsøg?) var formentlig det engelske bøssemagerfirma Cogswell & Harrisons konstruktion fra så sent som starten af 1900-tallet. Omkring forrige århundredskifte anså man bøsser i kaliber 20 for kun at være egnet til damer eller drenge, hvorfor der kom forskellige løsninger på lette udgaver af en kaliber 12 – hvor det mest berømte eksempel nok er Lancaster 12/20 – en haglbøsse i kaliber 12, som vejede det samme som en i kaliber 20.

Cogswell & Harrisons bud på løsningen af dette problem var noget så bizart som en kaliber 14¾. Producenter påstod, at denne nye kaliber var ideel for en haglladning på 28-30 gram, og derfor lavede skudbilleder, som var ligeså gode eller bedre end de tilsvarende fra en gængs patron i kaliber 12. Hertil kom, at haglene havde større hastighed, større gennemtrængningsevne og dermed længere rækkevidde. Desuden vejede bøssen 150 gram (ca. 5 %) mindre end en tilsvarende bøsse i kaliber 12.  En del af tanken bag den nye konstruktion har givetvis også været at sikre kundeloyaliteten, eftersom patronerne alene kunne købes gennem Cogswell & Harrison.

Desværre var disse vidunderbøsser næsten 10 % dyrere end det samme firmas bøsser i kaliber 12, hvorfor der blev produceret ganske få eksemplarer, og både bøsser og patroner i kaliber 14¾ er i dag uhyre sjældne.

Uheldigt design

I midten af 1890’erne lancerede det engelske bøssemagerfirma Charles Lancaster  patroner, der angiveligt var 2” (50 mm) lange og døbt Pygmies.

På trods af sin kortere længde havde patronen en normal ladning på 30 gram hagl, og var designet til at blive affyret i bøsser med normal kammerlængde – 2½” (65 mm) eller længere. Ideen var at sætte en skytte i stand til at medbringe flere patroner i sin lomme eller taske under eksempelvis en klapjagt. Der var i et vist omfang tale om en marketingsøvelse, eftersom patronen reelt var 2 1/4” (57 mm).

Hvad værre var, så viste det sig desværre, at konstruktionen ikke helt sjældent fik patronernes haglladning til at klumpe sammen, og følgelig virkede den næsten som et kugleskud.

Det gjorde naturligvis patronen temmelig farlig – og faktisk blev der herved angiveligt dræbt klappere, som under normale omstændigheder ville have været udenfor fare. Ikke overraskende patronen faldt patronen i unåde hos jagtpressen. Inden længe forsvandt den naturligt nok også fra markedet. En Mr. Cumberland Bentley udtrykte sin kritik i et brev til The Field: ”Klapperen er rigeligt sin hyre værd, så hvorfor drive et hul igennem ham, som ville stoppe et næsehorn?”

Største haglkaliber

De største haglbøsser til brug i våben, som affyres fra skulderen, er i praksis i kaliber 8 – svarende til en løbsdiameter på 21.2 mm – mod 18.5 mm i en kaliber 12.

Om end der er eksempler på kalibre fra 4 og helt op til 1, var våbnene hertil ikke anvendelige til sædvanlig jagt på vildt i bevægelse, men oprindeligt glatløbede storvildt”rifler” til brug med rundkugler eller koniske projektiler af bly.

Der er en yderligere forvirrende omstændighed ved disse store kalibre, nemlig at deres navn og størrelse sjældent stemte overens. Patroner med kaliber 2 stemplet i bunden er således oftest reelt i kaliber 4, og patroner med kaliber 4 stemplet i bunden har oftest reelt kaliber 5 eller 6.

Vægten af en dobbeltløbet haglbøsse i kaliber 8 lå typisk mellem 5,5 og 7 kg. Desuden havde en patron i kaliber 8 en standardladning på ”kun” 57 gram hagl, hvilket svarer til en haglpatron i kaliber 12 med 76 mm lange hylstre. Begge disse forhold har givetvis været årsag til at denne kaliber ikke længere er gængs nogen steder i verden.

Haglbøsser i kaliber 8 er de største, som man i praksis kan anvende til vildt i bevægelse. 

Mindste haglbøsser

De mindste, funktionsduelige haglbøsser i verden er den trio, som bøssemagerne fra firmaet James Purdey and Sons færdiggjorde i 1935 som en gave til Kong George V i anledning af dennes 25-års jubilæum som regent. De var eksakte kopier af kongens par af hanebøsser fra Purdey’s – men i 1/6 størrelse.

Under ledelse af værkføreren, Harry Lawrence, tog det bøssemagerne tre år at færdiggøre kongens bøsser – der blev nummererede 25.000 – 25.001. Den tredje bøsse er stadig i firmaets eje, og blev lavet i tilfælde af at der skulle ske et uheld under fremstillingen af parret til kongen.

Bøsserne har hver 69 dele, og var i alt 178 mm lange med 119 mm piber, som havde 10,5 mm lange patronkamre. Piberne var – ikke overraskende cylinderborede – ligesom kongens 12’ere.

Bøssernes vægt var 23 gram. Patronerne havde en diameter på 3,1 mm – svarende til kaliber 2600 med den gængse betegnelse for haglpatroner.

For at bøsserne skulle være funktionsduelige, måtte der naturligvis også laves brugbare patroner til dem. De blev specialfremstillet af Imperial Chemical Industries, og havde en ladning på 2,02 grains hagl (0,13 gram) og en krudtladning på 0,162 grains (0,01 gram).

Haglstørrelsen var den såkaldte ”dust shot” svarende til hagl nummer 12 i danske numre – med en diameter på ca. 1,02 mm. Der var derfor ca. 21 hagl i hver patron. Bøsserne blev overrakt kongen i en ”kuffert” af sølv med guldindlæg, fremstillet af juvelerfirmaet Gerrard & Co. i London.

Hvorvidt kongen nogensinde har affyret bøsserne, melder historien ikke noget om.

Puntguns er, som navnet antyder, haglbøsser af enstørrelse som gør, at de må monteres i en pram. 

Patroner til en puntgun sammen med en almindelig haglpatron i kaliber 12.

Puntguns

De største haglbøsser, som er blevet anvendt til jagt, kan ikke løftes af én mand, og derfor ikke affyres fra skulderen. De blev i stedet monteret i en lille pram – på engelsk ”punt” – hvormed man langsomt kunne nærme sig store flokke af vandfugle og skyde dem på vandet.

Kalibrene af disse bøsser var i starten ofte individuelt ”designede”, men blev siden standardiserede. Oftest var kaliberen 1½” (38 mm), men alle størrelser mellem 2” (51 mm) og 1¼” (32 mm) forekom. Hele våbenet var normalt op mod tre meter langt og vejede omkring 45 kg. Patronhylstrene var normalt 20 – 25 cm lange og ladningerne typisk mellem 450 og 650 gram. Effektiviteten af disse puntguns stod imidlertid ikke mål med deres størrelse. Den maksimale effektive skudafstand er reelt kun 70-80 meter. Den største puntgun, jeg har kunnet finde data på er ”Irish Tom”. Den har en kaliber på 2 1/16 tomme – svarende til 52,4 mm. Piben var 431 cm lang og bøssen vejede 136 kg. Dens ladning bestod af 1,4 kg hagl, som blev affyret af 283 gram sortkrudt.

Flere af de berømte engelske bøssemagere fremstillede puntguns, og især Holland & Holland, Th. Bland, Moore & Grey, W.W. Greener og J&W Tolley var kendte for at fremstille disse specielle våben. Puntgunning fik desværre et dårligt rygte blandt jagtmodstandere, som i deres uvidenhed fordømte tanken om ”massemord” ved hjælp af en ”flydende kanon”. Sandheden ligger dog langt fra denne fordom. Ganske vist lykkedes det lejlighedsvis for over 100 år siden enkelte puntgunners at præstere nogle imponerende udbytter med et eneste skud, men små udbytter og store frustrationer har været det mest almindelige udbytte for en puntgunner. I nogle få tilfælde er store udbytter på 50-100 eller flere fugle i ét skud forekommet, men disse situationer var temmelig sjældne og afgjort undtagelsen, idet gennemsnittet af skud fra en puntgun kun resulterede i 6-12 fugle.

 

I Storbritannien er det stadig lovligt at bruge puntguns – dog må kaliberen maksimalt være 1¾ tomme – eller små 45 mm. Antallet af aktive puntgunners og pramme er dog faldet støt de sidste 100 år – fra adskillige tusinde til et tocifret antal. En undersøgelse kort før 2. verdenskrig viste, at der stadig var 186 punts i aktiv tjeneste, mens tallet var faldet til 100, da Wildfowler’s Association of Great Britain and Ireland (WAGBI) igen foretog en optælling i 1967. Allerede i 1979 var der færre end 50 punts i regelmæssig brug, og tallet menes i dag at være under det halve.

En undersøgelse, foretaget i 1995 af British Association for Shooting and Conversation (BASC), viste, at den gennemsnitlige puntgunner var ude at sejle syv gange hver sæson, og afgav fire skud med et samlet resultat på 16 fugle. Rekorden for et enkelt skud har de sidste 50 år været 23 fugle i alt. Det største udbytte med puntguns stammer fra en jagt i 1860, hvor mindst 32 strandjægere satte ud med en flåde af puntguns en nat med fuldmåne. Målet var en flok knortegæs, der fouragerede på mudderbankerne. Da bådene var på skudhold lød et fløjtesignal, og alle skød samtidig. Da det langtrukne drøn fra de mange våben havde lagt sig, lå der 705 døde gæs på vandet. Om morgenen blev yderligere 250 affanget og/eller samlet op af jægere, der gik langs kystlinjen.

Forbløffende nok var der adskillige notabiliteter, som blev fascineret af denne særegne jagtform. Således bestilte kongen af Portugal i 1896 en puntgun hos Holland & Holland. Mens denne bøsse efter sigende blev ivrigt anvendt, gjaldt det samme ikke for en puntgun leveret til Maharajaen af Kolhapur (1874-1922). Da han var i London til Edward VII’s kroning, købte han en puntgun hos Holland & Holland, og tog den med hjem til Indien.

Her blev bøssen monteret i en lille båd, og med en udkommanderet lokal shikari (jagtguide) som skipper, blev båden forsigtigt skubbet ud i søen foran paladset, hvor et stort antal ænder lå og afventede deres skæbne. Da Maharajaen mente, at øjeblikket var det rigtige, løftede han hånden, hvorefter skipperen affyrede haglkanonen. Båd, bøsse og den stakkels shikari, der ikke kunne svømme, sank alle mod bunden af søen. Manden blev dog reddet med det samme – bøssen først dagen efter. Den har ikke været i brug siden.

Holland & Holland fremstilede som det eneste firma en dobbeltløbet puntgun, som her testes på firmaets skydebane. 

Hanebøsseudbytter

Allerede i 1880 lancerede Purdey deres hammerlessbøsser. Selvom jægere erfaringsmæssigt er temmelig konservative mennesker, så havde de nye bøsser den klare fordel, at de indvendige haner automatisk blev spændt ved åbningen af låsen, hvilket gjorde det meget hurtigere at genlade bøssen end tilfældet var med en hanebøsse. Af samme grund gik der kun seks år før antallet af ordrer på hammerlessbøsser oversteg antallet af ordrer på hanebøsser, og produktionen af hanebøsser ophørte praktisk taget omkring århundredskiftet. Ikke desto mindre var der en række klapjagtskoryfæer, som livet ud blev ved med at bruge hanebøssser – selvom de hurtigt tog andre nyskabelser såsom ejektorer til sig. Forklaringen er den såre prosaiske, at disse koryfæer alle havde folk til at genlade deres par eller trio af bøsser for sig.

Kong Georg V foretrak gennem hele livet at anvende hanebøsser, selvom moderne hammerlessbøsser for længst var blevet alt dominerende på tidens klapjagter.

Siden 1970’erne er der dog kommet en stigende skare af entusiaster verden over, der er begejstrede for det fornemme håndværk, som hanebøsser af høj kvalitet er udtryk for. Specielt de, som er fremstillet i Storbritannien, er kendetegnede ved deres udsøgte balance og fornemme håndværksmæssige kvalitet – ikke mindst i fremstillingen af de damascerede piber.

I USA har man ligefrem det såkaldte Society of Edwardian Gunners, som er en meget officiel og prestigefyldt forening for hanebøsseentusiaster. Herhjemme samles nogle af hanebøsseentusiasterne et par gange årligt i det meget løst sammenknyttede Dansk Hanebøsse Societet, hvis formål det er at afholde jagter, hvor der udelukkende anvendes hanebøsser.

Til højre ses formanden for societetet, bøssemager Per Langvad, som meget ofte går på jagt med sin trofaste hanebøsse lavet af bøssemager John Patstone i Southampton i ca. 1897. Per Langvad er formentlig den mest succesfulde nulevende hanebøssejæger i Danmark – og muligvis i hele verden – eftersom han med sin trofaste Patstone har nedlagt tæt på 10.000 stykker vildt – hovedsagelig duer, fasaner og ænder.

I modsætning til sin far, Edward VII, der hurtigt tog hammerlessbøsserne til sig, så hævdede hans søn, Kong George V, at en bøsse uden haner så ud ”som en spaniel uden ører!” Både kongen og de to mest berømte skytter i England, Lord Walsingham og Lord Ripon fortsatte livet ud med at anvende hanebøsser – alle fra James Purdey & Sons. Ripons samlede jagtudbytte på mere end en halv million stykker vildt er således opnået i årene 1865-1923 – udelukkende med brug af hanebøsser. Det samme gælder Kong George V’s næsten 300.000 nedlagte stykker vildt. Selvom svenske Hus-qvarna fremstillede hanebøsser helt indtil efter 2. verdenskrig, er en hanebøsse i dag et sjældent syn på en jagt.