Enkle skud

Enkeltskudsrifler findes med låse i mange afskygninger. En af de mest usædvanlige blev udviklet af kosmopolitisk tysk ingeniør og greve.

Af Jens E. Perto

På grund af deres lave vægt blev enkeltskudsrifler sidst i 1800-tallet moderne til jagt på bjergvildt som denne Markhorged.

I kraft af en række skelsættende opfindelser som patroner og røgsvagt krudt, opstod der i sidste halvdel af 1800-tallet en række nye låsetyper til forskellige former for kuglevåben. Repeterrifler blev først i 1890’erne standard overalt i Europa.

Indtil da var man henvist til at bruge en dobbeltriffel, hvis man ønskede hurtigt at kunne afgive mere end ét skud umiddelbart efter det første. På grund af dobbeltriflernes vægt og pris havde enkeltskudsrifler derfor i hundredvis af år været standarden for jægere. Ville man have et let og elegant våben til jagt på klovbærende vildt, var der kun én løsning – en enkeltskudsriffel.

I takt med at de gamle forladere blev afløst af rifler til enhedspatroner i de sidste 30 år af 1800-tallet, så man derfor et væld af forskellige nye låsetyper til disse våben.

Men de moderne enkeltskudsriflers velmagtsdage varede ikke længe. I løbet af blot et par årtier blev de næsten helt udkonkurrerede af de forskellige repeterrifler på grund af disses lave pris og overlegne ildkraft. Derimod bevarede dobbeltriflerne bevarede deres position på grund af deres specielle kvaliteter til jagt på løbende – og sommetider farligt vildt.

Entusiaster

I dag er der noget specielt og næsten romantisk over at gå på jagt med en enkeltskudsriffel. Lidt – men også kun lidt – som det er tilfældet med buejagt. Man kommer heller ikke uden om det faktum, at der er en vis psykologisk effekt af have ét (og kun ét) skud til at udnytte en chance under en jagt.

Jeg har selv i mange år brugt enkeltskudsrifler til bukkejagt og synes, at det rummer en særlig charme. Det virker lidt mere ”gentlemanagtigt” at jage med disse rifler, som måske har den effekt, at skytten fokusere lidt mere på skuddet end ved brug af andre riffeltyper. Denne antagelse bygger jeg på erfaringerne fra forsøg med haglskydning, hvor træfprocenten bevisligt bliver højere, hvis man kun lader en dobbeltløbet bøsse med en patron, og derfor ikke har et skud i reserve.

Men uanset om enkeltskudsrifler giver bedre træfprocenter eller ej, er der i dag stadig et antal entusiastiske jægere, som foretrækker enkeltskudsrifler – ikke mindst til jagtformer, hvor man går meget og skyder lidt. Med andre ord pürschjagt – især i krævende terræn, hvor riflens størrelse og vægt har en stor praktisk betydning.

Og selvom antallet af kunder til enkeltskudsrifler ikke er stort, giver de stadig anledning til fremstillingen af et antal prægtige jagtvåben af meget høj håndværksmæssig kvalitet.

Der er noget specielt og lidt romantisk over at gå på jagt med en enkeltskudsriffel. 

Christian de Heeren y Massa fotograferet som 61-årig i 1905.

Mange typer

Listen over forskellige enkeltskudsrifler er lang, men riflerne kan groft sagt opdeles i tre typer efter den lås, de er bygget på.

De mest primitive rifler har et bundstykke, der roterer om en aksel, som f.eks. Remingtons rolling block. Den anden type er traditionelle knæklåse som Anson & Deeleys kasselås. Den sidste type kaldes faldbloklåse, da bundstykket flyttes op og ned bag kammeret ved hjælp af en hævearm.

Blandt alle disse enkeltskudsrifler finder man langt den største variation af låse indenfor faldbloktypen. Mange låse baserer sig på det system, som blev opfundet af skotten John Farquharson i 1875. Her er hævearmen til låseblokken placeret rundt om aftrækkerbøjlen som et underlukke på en haglbøsse.

En meget lang række af berømte producenter har fremstillet varianter af Farquharsons lås. Listen er for lang til at remses op her, men blandt de mest kendte navne finder man Browning, Alexander Henry, Holland & Holland, Webley, Winchester og Westley Richards. De har alle fremstillet deres egne rifler med varianter af faldbloklåse, hvilket siger meget om denne våbentypes popularitet i slutningen af 1800-tallet.

Rifler med faldbloklås fik tillige en lille renæssance, da Bill Ruger i 1966 introducerede sin version, kaldet Ruger No. 1. Som de fleste af de øvrige rifler læner designet af No. 1 sig meget op ad Farquharsons oprindelige udgave.

Men én type faldbloklås skiller sig markant ud fra alle de andre. Den blev patenteret i 1880 af en tysk ingeniør med det imponerende navn Christian Arturo Juan Antonio de Heeren y Massa.

Greven

Christian Heeren (1844-1920) var en meget kosmopolitisk herre, som blev født ind i en velhavende familie i Hamborg. Hans far var forretningsmand og moderen en spansk adelsdame.

Der er ikke bevaret meget om hans sikkert spændende liv, men vi ved, at han gik i en engelsk skole, og var officer i den daværende tyske stat Baden. Han blev i 1868 gift i Paris med Virginia Gonzales de Candamo. Efternavnet Massa stammede var fra hans moders side af familien, idet hun var datter af en italiensk markise.

Formentlig som følge af sine meget internationale familieforhold, boede Christian Heeren en årrække i Paris og tog ophold mange andre steder i Europa.

Den teknisk interesserede Heeren blev ven med den spanske kong Alfonso XIII, og skal have designet og bygget en yacht, som han donerede til majestæten. Måske var det derfor, at Alfonso XIII i 1895 tildelte Christian Heeren en adelstitel som greve.

Heeren betegnede sig selv som ingeniør og designede talrige opfindelser – ofte med hjælp fra sin ved Beck, der ligeledes var ingeniør. Det resulterede blandt andet i den riffellås, som Heeren udtog patent på den 11. juli 1880. Samme år blev den patenteret i England og året efter i USA.

Patentet blev af Heeren overdraget til det kendte firma Nagel & Menz, der var hofleverandør og havde adresse i Baden-Baden og Strassburg. Nagel & Menz var dog en ren handelsvirksomhed, hvorfor man fik Heeren-riflerne fremstillet af Stephan Heym i Suhl. Han var en af byens ikke mindre end 17 bøssemagere ved navn Heym, og er ikke forbundet med den våbenproducent, som vi i dag forbinder med navnet.

Stephan Heyms søn, Max Heym, overtog forretningen, og opnåede varemærkebeskyttelse af låsene. I 1938 solgte han forretningen til Ernst Kerner, og af denne grund ser man ofte Navnet Ernst Kerner ovenpå de forskellige varianter af rifler bygget på Heeren-låse.

Heeren udtog patent på sin lås i 1880 i både Europa og England, og året efter i USA.

 

Firmaet Nagel & Menz var en af de mest betydelige producenter af enkeltskudsrifler baseret på Heerens system. Annoncen er fra tiden omkring forrige århundredskifte.

Heeren-låsen åbnes med palen i aftrækkerbøjlen. Slagfjederen spændes op ved at presse den bagerste ”aftrækker” frem.

Når man frigør slagmekanismen og vipper den ud, sænkes faldblokken og hylsteret/patronen trækkes ud af kammeret.

System Heeren

Da varemærkebeskyttelsen ophørt og den kontinentale jagtvåbenindustri fik genrejst sig efter 2. verdenskrig, var der adskillige producenter, som fremstillede enkeltskudsrifler med dette låsesystem.

Et par eksempler er Furtschegger fra Kuftstein i Østrig, Outschar i Ferlach, Omega i Schweitz samt Hartmann & Weiss i Hamborg. Selv John Wilkes og Thomas Bland i London har i en fjern fortid lavet enkelte rifler baseret på Heeren-låse.

Det er der gode grunde til, hvis man vil lave en handy pürschriffel. At bygge en riffel på basis af en vertikal faldbloklås giver en række fordele. Låsen er meget lille og kompakt, og gør det muligt at lave en kort og meget let riffel. Samtidig er faldbloklåsen en meget stærk konstruktion, som tåler høje gastryk. Endelig er den rent bearbejdningsmæssigt set relativt ukompliceret at fremstille.

Oveni disse fordele udmærker Heerens faldbloklås sig ved, at man uden risiko kan gå rundt med en patron i kammeret. I modsætning til andre faldbloklåse er Heeren-låsen designet som en selvspænder, hvor slagfjederen først spændes op umiddelbart før skuddet skal afgives. Præcis som det er den herskende mode på kontinentet i dag – både når det gælder repeter- og knæklåsrifler.

For at åbne en Heeren-lås skal man aktivere palen forrest i aftrækkerbøjlen. Derefter trækker man nedad i aftrækkebøjlen, og vipper slagmekanismen ud, idet den er hængslet bagerst i låsekassen. Faldblokken er forbundet med slagmekanismen, og når denne vippes ud, sænkes blokken og giver adgang til kammeret, så patroner kan tages ud eller føres ind.

Når riflen er ladt, presser man slagmekanismen på plads, og hæver faldblokken. For at afgive skud, skal man derefter spænde slagfjederen ved at presse palen bag aftrækkeren fremad, så den fastlåses af aftrækket.

Generelt indtryk

Jeg har haft adgang til at håndtere et antal forskellige rifler med Heeren-lås, alle lavet i Østrig. Senest var det en riffel lavet af firmaet Furtschegger i Kufstein. Som alle sine brødre er den et kompakt våben, skabt til pürschjagt i Alperne.

Når man tager riflen i hænderne, fornemmer man straks, at der er tale om et ædelt våben, med god balance. Totallængden er kun 103 cm, på trods af en 65 cm lang pibe og et skæfte, som måler 38 cm fra bagkappe til aftrækker. Vægten uden kikkert er kun 2.750 gram.

De fleste Heeren-rifler, jeg har set, har som Furtscheggeren klassiske bayersk skæfte med svineryg, netskæringer formet som fiskeskæl og kindpude med trinvis affasning for neden. Endvidere er hornpladen nederst på pistolgrebet forstørret, så den giver ekstra støtte for hånden under affyringen.

Et sådant pistolgreb kaldes et ”Kaisergriff” – angiveligt fordi det i sin tid blev udviklet til den tyske Kaiser Wilhelm II, hvis venstre arm var misdannet, så han alene kunne bruge højre hånd til at skyde med. Furtschegger-riflen er rigt graverede med dyrescener og acantusmotiver, og forsynet med sigtekikkerter i einhackmontager. At kikkerten er en en Swarovski med 6X fast forstørrelse, siger både noget om riflens alder og om at den er et rendyrket pürschvåben til skud på halvlange hold.

I kraft af sit design med separat opspænding af slagfjederen fandt Heeren ingen anledning til at have en sikring på riflen. Riflen er designet til pürschjagt, og her er der god tid til først at spænde slagfjederen umiddelbart før skuddet. Det er samme princip, man ser på mange moderne repeterrifler.

Til drivjagt er det mere hensigtsmæssigt at have spændte slagfjederen op på forhånd, så man straks er klar til at skyde, men det er naturligvis ikke uden risiko for, at man kommer til at afgive (våde-)skud i utide. Derfor har nogle producenter tilpasset Heerens oprindelige design og klogt nok tilføjet en sidesikring samt i nogle tilfælde erstattet bladfjedre med skruefjedre.

Klassisk tyrolsk skæfte med netskæring udformet som fiskeskæl, svineryg, bayersk kindpude og et pistolgreb med håndrodsstøtte – et såkaldt Kaisergriff.

Heeren-riflerne er kompakte våben bygget til pürschjagt i bjerge. 

De tidlige Heeren-rifler havde ingen sikring. Riflen her er formentlig fremstillet af Stephan eller Max Heym for firmaet Nagel & Menz i Baden-Baden.

Fordele og ulemper

Det er vanskeligt ikke at beundre de fine bjergjagtrifler, som er bygget på Heeren-låse. Som det gælder for alle højt specialiserede jagtvåben, ligger der mange overvejelser, erfaringer og arbejdstimer bag både design og udformning.

Der er ingen tvivl om, at en faldbloklås kan modstå langt større gastryk end en almindelig kipplauf-riffel med purdeylukke. Af samme grund er enkeltskudsrifler med knæklås til patroner med højt gastryk ofte lavet med et såkaldt Kersten-lukke, der lettest kan beskrives som en bascule med dobbelt greenerlukke for oven.

Normalt ser man Heeren-rifler i klassiske patroner, der er velegnede til bjergjagt – såsom 6,5x57R .270 Win., 7x57R, 8x57R, 7x65R og .30-06. Bruger man patroner med højere gastryk, kan Heeren-låsen imidlertid være vanskelig at åbne. Årsagen er, at i modsætning til de fleste øvrige faldbloklåse mangler systemet en lang hævearm til at fungere som vægtstang under den primære udtrækning af det afskudte hylster fra kammeret.

 

Heeren-riflerne ses af og til også i fuldskæftede udgaver. Her er det en Furtschegger i kaliber 6,5x65R

For at løse dette problem har nogle producenter (som f.eks. Outschar) valgt at skråtstille låseblokken 3 grader fremad, så faldblokken ikke skal trækkes helt vinkelret nedad, men en anelse skråt.

Traditionelle faldbloklåse har så lang en vandring, at man kan opnå en ejektorfunktion ved at betjene faldblokkens hævearm hurtigt. Vandringen i Heeren-låsen er derimod så kort, og den kraftarm, som aftrækkerbøjlen udgør under udtrækningen, er så lille, at man vanskeligt kan opnå en sådan ejektorfunktion. Nu kan man godt drøfte, om en ejektor er relevant på et enkeltskudsvåben.

Hvis man ønsker høj skudkadence, er enkeltskudsrifler i sagens natur et forkert udgangspunkt. Men hvis det første skud ikke har givet det ønskede resultat, og man må afgive et fangstskud, er det ubestrideligt en fordel at kunne genlade riflen hurtigt. Bruger man en knæklåsriffel uden ejektor, kan man hurtigt vende riflen ”på ryggen” og åbne låsen. Herved vil udtrækkeren få det tomme patronhylster til at falde ud på jorden, og dermed gøre det muligt at genlade riflen næsten lige så hurtigt, som hvis den havde haft en ejektor.

Med Heeren-låsen kan man tømme riflen hurtigt ved med en hånd at holde den i forskæftet med piben opad. Men når man efterfølgende skal genlade kammeret, kræver dette system lidt mere tid til håndtering.

Ringe udbredelse

Selv ville jeg hjertens gerne bruge en Heeren-riffel på jagt i Alperne. Men man kommer ikke udenom, at der er tale om et meget specielt våben til en meget speciel form for jagt.

Det er nok den primære årsag til, at der ikke er produceret ret mange rifler med denne låsetype, og at den heller ikke er blevet særlig udbredt. Formentlig er det også derfor, at det heller ikke lykkedes mig at finde mange berømte bruger omtalt i den omfattende tysksprogede jagtlitteratur.

Ganske vist byggede Nagel og Menz en Heeren-riffel, som de donerede til Kejser Wilhelm, men den blev næppe nogensinde anvendt af ham. Heeren gav en riffel til sin ven kong Alfonso af Spanien, men den blev heller ikke brugt flittigt. Kongen af Nepal fik bygget to Heeren-rifler, men om de blev brugt, er uvist, og det samme gælder for den Heeren-riffel fra firmaet Ernst Kerner, som Hermann Göring forærede sin hustru, Emmy. Heeren-riflerne har kort sagt haft en stille eksistens.

Som nævnt er fordelene ved en Heeren-riffel, at den er kort, let og kan modstå et høj gastryk. Men hvis jeg sammenligner med min egen kipplaufriffel, der også er i kaliber 7x57R, er forskellene ikke store. Hvad længden angår, har min kipplaufriffel kun 60 cm pibe og 36 cm skæftelængde, men hvis den havde samme skæft- og pibelængde som Furtscheggeren, ville totallængden være 107 cm – altså 4 cm længere.

Vægten af Furtschegger-riflen er lav, men ikke specielt lav. Min Army & Navy (læs: Webley) kipplaufriffel i samme kaliber som Furtscheggeren vejer således kun 2.750 gram inklusive en Leupoldkikkert. Med tanke på, at den østrigske riffel har en ottekantet pibe, som oveni i købet er længere end standard for kaliber 7x57R, er grunden formentlig, at Furtschegger bevidst har ønsket holdt vægten på deres riffel oppe i et niveau, som ikke vanskeliggør skydning. Alt for lette rifler kan erfaringsmæssigt være svære at holde i ro under skudafgivelsen.

Kun når det gælder håndtering af højhastighedspatroner med tilsvarende høje gastryk, er Heeren-låsen en klar vinder over kipplaufriflen – men altså kun i den moderne udgave med let skråtstillet faldblok. Det er derfor ikke overraskende, at de fleste bjergjægere, som bruger enkeltskudsrifler, foretrækker den familiære kipplauf-udgave. Det kan enten være med Kerstenlukke eller det endnu stærkere kippblok-system, som blev patenteret af bøssemager Franz Jäger i 1906.Det kombinerer fordelene ved faldblok- og kipplaufsystemerne. Hertil kommer, at uanset hvilken type kipplaufriffel man vælger, opnår man tillige den fordel, at man let kan skille dem ad med henblik på transport – i modsætning til Heeren-riflerne.

I 1960’erne lancerede Bill Ruger Model No. 1, og det gav rifler med faldbloklås en lille renæssance. 

Mens Heeren-systemet kan modstå store gastryk, kan den ikke ligesom en klassisk kipplaufriffel nemt skilles ad for transport. 

Det såkaldte kippblok-system blev opfundet af den tyske bøssemager Franz Jäger i 1906, og bruges på grund af sin store styrke i dag af mange producenter såsom Merkel og Blaser. Systemet har i vid udstrækning erstattet Heeren-systemet til riffelpatroner med højt gastryk.