Joseph Langs Imponator

Selvom alle de gængse og klassiske engelske storvildtpatroner i praksis har samme ydeevne og kuglediameter, skal man ikke underkende den psykologiske effekt af, at hylsteret er stort og imponerende.


Tekst og foto af Jens E. Perto

For at man skal opnå et effektivt drab gælder det populært sagt ikke om, hvad patronen hedder, men hvor kuglen sidder. Det ved enhver, som har beskæftiget sig bare lidt med jagt og riffelskydning. Men nu forholder det sig dog som bekendt sådan, at jægere og skytter ikke alene foretager rationelle valg. Heldigvis, for så var der ikke særligt mange bøsser og kalibre at vælge imellem (eller skrive om!). Bøssemagerne kender alt til kundernes forfængelighed, og handler derefter. Når det gælder valg af kaliber til især farligt storvildt, så er der ofte et særdeles subjektivt fænomen, som får en dominerende betydning: Ikke bare kaliberen, men hele patronens størrelse. For nemheds skyld har jeg valgt at kalde fænomenet for imponatoreffekten, og den illustreres på glimrende vis af en riffel, som jeg for nyligt i hænderne. Det var en klassisk engelsk dobbeltriffel fra Joseph Lang i den usædvanlige kaliber .475 Nitro Express No. 2. Baggrunden for denne patrons tilblivelse skal søges i en kombination af våbenlovgivning og markedsføring.

Lang var firmaet bag verdens mest succesfulde storvildtpatron til dobbeltrifler – .470 Nitro Express. Det siger meget om konkurrencen blandt datidens bøssemagere, at kaliber .450 blev forbudt i september 1906, og at Langs nye patron blev testet i tidsskriftet ”The Field” allerede i marts 1907. Bemærk også at de syv skud i gruppen kun har en spredning på ca. 3×4 cm.

Forbud

At regeringer strammer våbenlovgivningen, uden dette nogensinde fører til det ønskede resultat, er bestemt ikke noget nyt. Allerede i september 1906 blev den britiske våbenlov for Indien og Sudan skærpet, så det blev forbudt at indføre rifler i ”.450 and .303 bores” – uanset størrelsen af riflernes kammer. Baggrunden var, at der med årene var faldet mange militære våben i hænderne på oprørere rundt omkring i landets kolonier. Både .303 og .450 var britiske militærkalibre i Indien og Afrika.Lovgiverne forestillede sig, at man hermed kunne hindre oprøreres adgang til ammunition til erobrede våben. Hærens antikverede Martini-Henryrifler i kaliber .577/.450 var imidlertid sortkrudtsvåben, og patronerne var ladet med papiromviklede blykugler. Frem for at bruge kappeklædte jagtprojektiler var det derfor meget lettere for oprørere med erobrede Martinirifler selv at støbe projektiler til dem.Som så mange andre efterfølgende tiltag nåede den nye våbenlovgivning derfor ikke sit mål. I dag, mere end 100 år senere, udgør ”befriede” Enfieldrifler i kaliber .303 stadig en væsentlig del af bevæbningen i Afghanistans, Pakistans og Nordindiens urolige grænseområder. Men forbuddet fik en helt anden effekt – til både glæde og sorg for jagtvåbenbranchen og dens kunder. Det vender vi tilbage til, men først lidt historisk baggrund.

Storvildtstandard

I juli 1898 introducerede bøssemageren John Rigby & Co. den moderne storvildtpatron med røgsvagt krudt. Kaliberen var .450 Nitro Express 3¼”. Som altid havde firmaet gjort sin grundige research, og det lykkedes dem fra starten at finde den rette balance mellem kuglevægt, hastighed, våbenvægt og tålelig rekyl. Hertil kom de altafgørende fordel ved fuldkappede kugler, som havde en langt større gennemtrængningsevne end selv de groveste sortkrudtspatroner. Loven, som i 1906 med et slag forbød både import af rifler og ammunition i kaliber .450”, tvang de engelske bøssemagere til at fremstille lovlige alternativer, som havde de samme fremragende egenskaber som Rigbys patrondesign. Eftersom Rigby fra starten havde fundet noget nære idealet for en storvildtpatron i ren jagtlig henseende, er det ikke overraskende, at de andre bøssemagere meget hurtigt udviklede en lang række patrondesigns, som havde samme egenskaber med hensyn til kuglevægt og anslagsenergi, men ikke anvendte den forbudte kuglediameter. Af den årsag har næsten alle engelske storvildtpatroner lige siden haft nogenlunde de samme ballistiske egenskaber som Rigbys .450 NE. De anvender alle sammen projektiler, der vejer 480-520 grains, og har en (angivet, men næppe reel) udgangshastighed på ca. 2100-2200 fod per sekund. Kravet om anslagsenergi for en storvildtpatron til de allerstørste arter blev følgelig ca. 5.000 ft/lbs – eller små 7000 Joule. Jeg ser her helt bort fra de i virkeligheden meget lidt anvendte kalibre .577 NE og .600 NE, og fra datidens allroundpatroner i ”medium bore” (især i kaliber .450/.400), der var meget populære, men ikke betragtedes som ”rigtige” storvildtpatroner. Eneste nævneværdige undtagelse i mellemgruppen var derfor kaliber .500 NE, som brugte 570 grains kugler med samme udgangshastighed som sine lidt mindre fætre.

Producenten

Firmaet Joseph Lang blev grundlagt allerede i 1821 som en våbenhandel, senere med eget indendørs skydegalleri i butikken, efterfulgt af en af de første Shooting Schools i Londons udkant. Da Londons ubestridt førende bøssemager, Joseph Manton, i 1826 gik fallit, var Joseph Lang heldig (og likvid nok) til at erhverve sig hele navnebroderens varelager, hvilket gav lang et stort forspring i forhold til datidens konkurrenter.

Lang solgte tillige indhandlede våben for James Purdey, og samarbejdet var så godt, at han i 1828 giftede sig med James Purdeys datter. Våbenteknisk var Lang meget udviklingsorienteret, og han anses som en af hovedkræfterne bag introduktionen af bagladevåben i Storbritannien. Hans søn og efterfølger, som også hed Joseph, blev udlært hos James Purdey i 1845, og bidrog aktiv til virksomhedens succes. Han introducerede en letvægtsbøsse kaldet Vena Contracta. Den anvendte patroner i kaliber 12 i piber, som blev indsnævret til kaliber 20 i den første tredjedel af pibelængden. Bøssen blev aldrig nogen succes på grund af den forøgede rekyl og manglen på skydemæssige fordele, men illustrerer firmaets stadige orientering mod udvikling – ligesom lanceringen af en O/U-bøsse i 1913.

Efter en række omskiftelige år med forskellige samarbejdspartnere bliver Joseph Lang & Son Ltd. i 1925 lagt sammen med Stephen Grant & Sons. Arkivmaterialet viser, at firmaet otte år senere havde en kundekreds bestående af otte hertuger, 254 adelsmænd, 206 adelige kvinder, 73 officerer og 6.322 briter i øvrigt, samt 151 udenlandske kunder. I årene efter 2. verdenskrig indgik en stadig større kreds af berømte bøssemagerfirmaer i en samlet virksomhed, der i dag eksisterer under navnet Atkin, Grant & Lang.

Klassiske engelske storvildtpatroner: Fra venstre en .500/.450 NE, som det i 1906 blev forbudt at indføre i Indien og Sudan, efterfulgt af en .470 NE – vinderen af konkurrencen om den mest populære kaliber til farligt storvildt. Herefter ”Imponatoren” .475 NE No. 2 – og til sammenligning en .30-06.

Riflen blev leveret i en smuk oak & leather kuffert. I låget ses en .475 Nitro Express No.2. Den store randpatron får .404’eren ved siden af til at ligne en .308’er.

Riflen

Blandt firmaets mange fremragende produkter er den dobbeltriffel, som jeg for nyligt fik lov at låne. Der er tale om en meget brugsorienteret udgave, fremstillet ca. 1914. På trods af, at der er tale om en sidelåsriffel, så er den kun dekoreret med sin flammehærdning og ”border engraving” – altså med tynde graverede slyngninger langs låsens kanter og omkring skruehovederne. Mens omfattende graveringer som bekendt ikke har nogen større brugsmæssig værdi, er der ikke sparet på de funktionelle detaljer. Sidelåsene har indvendig fangsikring og piberne naturligvis ejektor. Purdeylukket er forstærket med både doll’s head og en ekstra lukkeknast, som låses af toplukkenøglen. Alt sammen for at give maksimal lukkekraft selv under de store påvirkninger af de sommetider meget høje gastryk, som datidens krudtsort (Cordite) ofte udviklede i tropevarmen. Også skæftet er forstærket mod den kraftige rekyl via en forlængelse – en såkaldt extended tang – der løber ned over skæftets svageste del, pistolgrebet og er fastgjort i den forreste del af skæfteryggen. På tilsvarende vis løber aftrækkerbøjlen helt ned til pistolgrebsrosetten. Selve metalrosetten har et hængslet låg, som giver adgang til et lille rum, hvori der har været ekstra sigtemidler indpakket i oliepapir – i tilfælde af et uheld i bushen. Sikringen er af den traditionelle type, men forsynet med en låsepal – en såkaldt bolt – som i aktiveret position forhindrer afsikring. Denne detalje skyldes, at disse store ”livforsikringer” i ladt tilstand blev medbragt i bushen af indfødte bøssebærere. Sikringsspærrens formål var at undgå vådeskud som følge af ukyndiges pilfingre – hvorfor den i kolonitiden ofte blev omtalt som en ”native safety”. Piberne er 65 cm lange, og forsynet med en traditionel, åben V-kærv og forrest med et spinkelt perlekorn. Foran det faste sigtekorn kan man til brug i dårligt lys vippe et kraftigt, rundt elfenbenskort op – et såkaldt Moon Sight. Hele herligheden vejer 4,8 kg – eller ca. 10½ engelske pund – og ligger i sin oak and leather-kuffert.

 

 

Et billede fra Langs værksted i 1908. Det er imponerende, hvor fine produkter, der kom ud af de relativt primitive værksted.

Låsen er en usædvanlig stærk konstruktion med både Purdelukke, dolls head og den ekstra lukkeknast, som fastholdes, når toplukkenøglen glider på plads. Da gastrykket i en riffel er større end i en haglbøsse, er slagstifterne adskilt fra haneren og indlejrede i de såkaldte ”striker discs”.

Riflen adskilt i hoveddele. Det lille rum i pistolgrebet har indeholdt ekstra sigtekorn i tilfælde af at man ved et uheld slog det originale af i bushen.

Riflen har særdeles smukke linjer i henhold til de bedste britiske traditioner. 

De åbne sigtemidler er grove, og designede bevægelige mål og korte skudhold. Det grove moon sight af elfenben kan fældes op til skydning i dårligt lys.

.450 Nr. 2

Om end riflen er skøn og har en balance af den anden verden, så har jeg ikke lige de 15.000 £, som den er sat til salg for. Det gør nu umiddelbart ikke så meget, for jeg har desværre heller ikke noget objektivt behov for en dobbeltriffel til storvildtjagt. For mig er dobbeltriflens kaliber derfor af langt større interesse. Ingen ved med sikkerhed, hvem der udviklede kaliber .475 Nitro Express No. 2 – i øvrigt ligesom man heller ikke kender ophavsmanden til den oprindelige .475 Nitro Express. Men eftersom det tilsyneladende var patronfabrikken Eley, som i 1903 konstruerede lillebroderen .450 Nitro Express No. 2, er det en rimelig antagelse, at da det ovenfor omtalte forbud mod at importere rifler og ammunition i kaliber .450 trådte i kraft i 1906, så løste fabrikken problemet på simpelt vis. De opkalibrerde deres kun 3 år gamle patronkonstruktion fra kaliber .450 til .475, og tilbød den nye patron til de bøssemagere, som stor for at skulle lægge produktionen om til lovlige kalibre.

.450 Nitro Express No. 2 havde et hylster, der var både længere og havde større diameter end den oprindelige .450 Nitro Express fra John Rigby. Fordelen ved et meget større hylstervolumen var, at man herved kunne reducere gastrykket fra 17 til kun 13 tons per kvadrattomme, uden at give køb på udgangshastigheden. Det var en vigtig fordel ved brug i troperne, da datidens krudt var meget temperaturfølsomt. I tropevarmen kunne det resultere i så høje gastryk, at riflen ikke kunne åbnes – hvilket naturligvis var en alvorlig fejl, når man jagede farligt storvildt. Set fra en forhandlers side, havde .450 No. 2 også en anden fordel. Det 3½ tomme (89 mm) lange og 14,7 mm tykke hylster var markant større end både Rigbys .450 NE og Holland og Hollands .500/.450 NE. Da de færreste af kunderne interesserede sig for ballistik og de fleste aldrig før havde stået over for farligt storvildt, havde den større patron en ikke ubetydelig psykologisk effekt. Bigger is better var antagelsen – også selvom dens ydeevne reelt var præcis den samme som de øvrige patroners.

Distanceblænder

Den samme imponatoreffekt gjaldt i endnu højere grad for storebroderen til .450 No. 2’ – kaliber .475 No. 2 – selvom begge patronerne anvendte 480 grains kugler med næsten samme udgangshastighed.Ønsket om at lancere store og imponerende patroner var så stort, at firmaet W.J. Jeffery & Co. fik specialladet .475 Nr. 2 med 500 grains kugle til dette firmas dobbeltrifler. Af ydre var de to patroner ens og kunne affyres i alle våben til dette kaliber, men piberne samskød naturligvis ikke med mindre ladningen var den korrekte.

For mig er beviset på imponatoreffektens betydning det faktum, at riflen er lavet af netop Joseph Lang. For det var netop Lang som omkring årsskiftet 1906-07 konstruerede kaliber .470 Nitro Express, som med god grund næsten lige siden har været det mest populære kalibervalg i engelske dobbeltrifler decideret til farligt vildt. Den har samme kuglevægt, men en 0,02 mm mindre kuglediameter. I praksis har de to patroner de samme ballistiske egenskaber, men paradoksalt nok har .475 Nitro Express No. 2 et gastryk på 15,5 tons mod .470’erens 14. Alligevel var der en kunde, som insisterede på at få bygget en riffel i kaliber .475 NE No.2. Lang vidste åbenbart godt, at en mands vilje er en mands himmerige og efterkom ordren om at bygge en riffel til den imponerede patron – på trods af det irrationelle i ønsket. Konklusionen er derfor, at jeg desværre må revidere min holdning. Størrelsen har en betydning. Det positive er, at det tilsyneladende kun er når man skal imponere de uindviede.

 

Engelske dobbeltrifler opnår deres fine balance ved at vægten koncentreres mellem skyttens hænder. Af samme grund er godstykkelsen i piberne ikke særlig stor ved mundingen.