Er det lykken at få en riffel, som er fremstillet helt i henhold til egne specifikationer? Her følger erfaringerne fra en dedikeret våbenentusiast.
I forgangne jagtsæson sad vi en aften før en rogh-shoot, og spørgsmålet om, hvilken riffel man monstro ville vælge, hvis man ikke var underlagt kedelige kendsgerninger som størrelsen af ens økonomi og objektive behov for endnu et våben? Hvad nu, hvis man helt frit kunne vælge den perfekte riffel? Hvad ville der ske, hvis det var begrundelse nok, at den nye riffel ville være god at have, hvis det bliver en rigtig kold vinter?
Nu er mine drømme næppe så interessante, da de desværre i høj grad forbliver drømme. Ganske vist har jeg haft et stort antal våben, som i høj grad opfyldte mine ønsker og krav, men jeg har aldrig fået bygget et jagtvåben fra grunden, så det på alle punkter passede mig – både rent fysisk, såvel som teknisk og designmæssigt.
Jeg kan derfor desværre ikke videregive egne oplevelser her. Men erfaren mand er god at gæste, og jeg har faktisk en god ven, som er en så dedikeret jæger og våbenentusiast, at han har en omfattende indsigt i design og produktion af fornemme jagtvåben. Hertil kommer, at han har været i besiddelse af økonomisk formåen og offervilje til at få bygget jagtvåben, som helt og fuldt opfylder hans krav. Han har venligt givet mig lov til at tage sin drømmeriffel i nærmere øjesyn.
Moderne Mauser
Det ligger i sagens natur, at man inden bestillingen af en ”skræddersyet” riffel skal tage stilling til langt flere detaljer ved våbenets udformning end de gængse valg vedkøb af færdiglavede rifler: låsetype, skæftemateriale og kaliber. Det sker naturligvis i samråd med producenten, så kunden ikke ender op med en riffel, som har en dårlig balance eller en uhensigtsmæssig vægt i forhold til kalibervalget. Men langt de fleste valg er alene op til kunden, og beror alene på kundens smag og den eller de former for jagt, riflen tænkes anvendt til.
Da min ven hentede sin nyeste riffel i våbenskabet, kunne blev det allerede på afstand tydeligt, at ejeren er traditionalist om en hals. Riflens klassiske britiske linjer og specielle design gør det tydeligt, at ejeren har fået sin drømmeriffel bygget i England – eller mere præcist: på bestilling hos Westley Richards Ltd. i Birmingham.
Riflen er helt uden nymodens dikkedarer som rettrækkerlås, løst magasin, skæfte af kunststof eller lyddæmper. Låsen er en moderne udgave af Mausers originale (magnum)låse, der blev specielt fremstillet til jagtbrug.
Drømmeriflen er bygget på en moderne mauserlås fremstillet af amerikanske Granite Mountain Arms
Square Bridge-låsen har integrerede baser med en elegant løsning på at gøre en kikkertmontage aftagelig.
Det kom ikke bag på mig, for jeg kender hans syn på fordelene ved og vigtigheden af mauserlåsens kontrollerede patronfødning. Selvom denne egenskab nok må siges at have begrænset betydning for rifler, der ikke anvendes til jagt på farligt vildt, så er en af de mange fordele ved at få en riffel bygget jo, at man kan få det præcist som man vil – uanset objektive behov.
På den oprindelige Mauserfabrik i Oberndorf lavede man låsestole, hvor en eller begge låsestolens ”ringe” blev udformet med en flad og firkantet rampe på låsestolens overside. Formålet med ramperne var – dengang som nu – at have materiale nok i låsestolen til at muliggøre en integreret base for montering af aftagelige sigtekikkerter. Originale Mauserlåse med såkaldt ”double square bridge” er i meget høj kurs, og handles til store summer. Priserne bliver helt eksorbitante, hvis der er tale om en af de endnu sjældnere magnumudgaver, som blev specielt fremstillet af Mauser til firmaet John Rigby & Co. i London indtil 1. verdenskrig.
Elegant kikkertmontage
På grund af disse låses popularitet blandt samlere, er der i dag et antal firmaer, som fremstiller ”Mauserlåse”, der i størrelse og design minder om originalerne. De moderne udgaver har imidlertid trepunktssikring og en hævearm på bundstykket, der tillader anvendelsen af en lavt monteret sigtekikkert.
Drømmeriflen her er bygget over en lås, som er fremstillet af Granite Mountain Arms i Arizona. Firmaets produkter har en overordentlig høj kvalitet, både når det gælder pasninger og finish.
Min ven skyder fra venstre skulder, og har derfor et langt mere begrænset udvalg af standardrifler end højrehåndede skytter. Det har naturligvis været medvirkende til hans beslutning om at lade drømmeriflen bygge.
De fleste kunder, som får specialbygget rifler i England, vælger klassiske britiske eller til nød amerikanske kalibre som denne WR-riffel i kaliber .318 NE. Men drømmeriflen i denne artikel er helt utraditionel bygget i kaliber 7×64 efter kundens ønske.
Her udmærker låsene fra Granite Arms sig ved at kunne fås i linksudgave, men låsestolens udforming med ”double square bridge” rummer tillige mulighed for usædvanlig, men særdeles elegant montering af en aftagelig sigtekikkert.
Systemet er udviklet af den amerikanske bøssemager Joseph Smithson, der er bosat i Utah. Det består af to montageringe, hvis ramper udgør en svalehale, som bagfra kan skydes ind i riflens to ”square bridges”. Montagen fastholdes her af to kugler, som er indlagt i montagens underside, og som under fjedertryk holdes presset ned i to modsvarende halvkugleformede huller i låsestolen. For at fjerne sigtekikkerten, presser man en pal på siden af montagen ind. En hulning på palens underside tillader herved, at kuglen kan glide op i montagen, som derefter kan trækkes ud af svalehalen. En simpel, stærk og elegant løsning.
Kalibervalg
Medmindre man får bygget sin drømmeriffel til et meget specifikt formål som eksempelvis storvildtjagt eller ekstremt lange skudhold, så vil de fleste nok vælge en allroundkaliber, som gør våbenets anvendelsesområde bredest muligt. Det har min ven også gjort, men alligevel har han truffet et ganske utraditionelt valg – i hvert tilfælde når det gælder britisk fremstillede rifler. Her er klassikerne kalibre fra den engelsktalende verden såsom .375 H&H, .275 Rigby, .300 Win Mag – eller til nød en .30-06 som allroundkaliber. Drømmeriflen her er imidlertid bestilt i kaliber 7×64 – og kunden til en ”bespoke” riffel får det naturligvis præcist, som han ønsker.
Min ven har i mange år været meget glad for rifler i kaliber 7×57 ud fra den filosofi, at den var tilstrækkelig kraftig til det meste jagt. Rekylen fra denne kaliber er meget mild (i samme klasse som fra en 6,5×55), og det forholder sig som bekendt sådan, at de fleste jægere skyder bedre med en .222 end med en 9,3×62 – alt andet lige. Når ejeren alligevel har valgt den kraftigere 7×64 til sin drømmeriffel, skyldes det to ting. Dels et ønske om at have så bredt et anvendelsesområde for riflen som muligt. Til lange skud er kuglefaldet for en 7×64 typisk 30% mindre end hos lillebroren 7×57. Ønsket om en mere fladskydende patron kommer i dette tilfælde ikke med den sædvanlige pris i form af en større rekyl, idet take-downriflens større vægt holder rekylen fra 7×64’eren nede på omtrent samme niveau som for en 7×57 i standardudgave.
Riflen kan skilles ad ved at man presser en pal ned og simpelt hen skruer både pibe og forskæfte ud af låsestolen.
Drømmeriflen er en såkaldt full takedown, hvor piben kan afmonteres fra låsestolen, så riflen under transport kan være i en ganske kort kuffert.
Piben fastholdes i korrekt position ved at en fjederbelastet kugle glider ind i et modsvarende leje i stålpladen på bagskæftet. Når palen på forskæftet presses tilbage på plads, glider en stang over kuglen ind i en reces og fastlåser piben til resten af riflen.
Take-down
Da man omkring forrige århundredskifte i stigende grad begyndte at rejse med våben, gik det hurtigt op for kunderne, at lange og uhåndterlige riffelkufferter var meget upraktiske. De britiske officerer rejste dengang med tog og skib, men selvom disse transportmidler er afløst af biler og fly, er problemet med håndtering af rifler i fuld længde det samme som dengang. Min ven rejser en del på jagt, og det var derfor nærliggende at vælge drømmeriflen i en take-downudgave.
I repeterriflernes barndom var der ingen problemer med træfpunktsændringer ved take-downrifler, eftersom de åbne sigtemidler begge var placerede på piben. Da sigtekikkerter blev almindelige, opstod der sommetider problemer, da kikkerten var monteret på låsestolen, hvilket stillede langt større krav til at piben blev monteret, så den hver gang blev præcist linet op med sigtelinjen i kikkerten. Det gav i mange år take-downrifler et mere eller mindre fortjent ry for at være upræcise.
Skæftet er bygget helt efter klassisk britisk tradition med ret skæfteryg og langt pistolgreb.
Skæftets tyrkiske valnød er rigt åretegnet og kindpuden er lavet med en såkaldt ”beaded” overgang til resten af skæftet – en detalje som også kaldes for en skyggelinje.
Pistolgrebets afslutning har et dæksel, som giver adgang til et hulrum, hvor man kan gemme ekstra sigtekorn, en olieklud eller sågar et ekstra batteri til sigtekikkerten.
Derfor lavede mange producenter en model, hvor skæftet uden brug af værktøj kunne fjernes fra riflen. Fordelen ved denne løsning var, at låsestol og sigtemidler ikke adskilles, og at træfpunktet derfor ikke kunne påvirkes ved at man adskiller og samler riflen igen. Men løsningen resulterede desværre i en ikke særlig kort kuffert, da piben og den relativt lange låsestol ikke adskilles.
Min vens drømmeriffel er i stedet en såkaldt full takedown-model. Det indebærer, at piben og forskæftet kan fjernes fra låsestolen uden brug af værktøj. Erfaringen viser, at moderne full-takedownrifler ikke længere har en jagtlig relevant forskel i træfpunkt efter at have været skilt ad, og det er bestemt tilfældet for min vens drømmeriffel. Ved prøveskydningen præsterede den meget små skudgrupper samme sted, selvom piben blev fjernet og monteret igen. Den præsterede i øvrigt også små skudgrupper ved med forskellig ammunition – selvom de to typer ammunition have meget forskellig kuglevægt.
Når man får bygget en riffel på bestilling, er det oplagt at få sit våbenskjold indlagt i skæftet i henhold til traditionen.
Piben har en rampe med to sigtekærve. Den faste er justeret til at træffe på 100 meter, mens den fældbare er til en skudafstand på 200 meter. Især sidstnævnte vil nok sjældent komme i anvendelse.
Sigtekornene er beskyttet af en hængslet metalkappe. Det bagerste perlekorn er et såkaldt ”Moon Sight” med en stor elfenbensskive, der er beregnet til skydning på kort afstand i dårlig belysning.
Take-downsystemet på drømmeriflen er baseret på Westley Richards mere end 100 år gamle design, hvilket understreger riflens klassiske, britiske udseende. Systemet er baseret på et groft gevind med relativt lav stigning, hvormed piben skrues ind låsestolen, og derefter fastholdes ved at man drejer en pal på siden af riflen.
Drømmeriflen fastholder ikke bare samme træfpunkt efter piben har været af- og påmonteret, den præsterer også 12 mm skudgrupper med vidt forskellige kuglevægte.
Forskæftet er sammenbygget med piben, og er ligesom bagskæftet afsluttet med en facetslebet stålplade. Montering af en pibe sker ved at den skrues ind i låsestolen, hvor en fjederbelastet kuglelås sikrer korrekt slutplacering. Når man derefter drejer palen på siden af forskæftet med uret, glider en stålstang ind i en tilsvarende reces i bagskæftet, hvorved piben bliver fastlåst.
Løsningens funktionalitet er ubestridelig og årsagen til systemets lange levetid. Ulemperne er større produktionsomkostninger og en lidt højere vægt af den færdige riffel.
Skæfte og detaljer
Ud over at få lige præcis de tekniske og designmæssige detaljer, man ønsker, er en vigtig fordel ved en ”bespoke gun”, at skæftet bliver fremstillet i henhold til køberens fysiognomi. Præcis som det gælder for en haglbøsse, bidrager et individuelt fremstillet riffelskæfte til, at skytten kan skyde både hurtigere og mere præcist.
Riflens skæfte er fremstillet af tyrkisk valnød, som min ven valgte selv ud fra billeder af råemner, som viste farve og åretegning. Herefter blev skæftet fremstillet på mål med ”cast on” i henhold til min vens mål, så sigtekorset nærmest automatisk ender ud for øjet, når han bringer riflen i anslag.
Skæftet er fremstillet i klassisk engelsk stil med ret skæfteryg og relativt langt og ret pistolgreb. Kindpuden er ligeledes udformet på klassisk britisk vis med såkaldt skyggelinje på undersiden. Netskæringen er af allerhøjeste kvalitet med 24 linjer per tomme.
Forenden er afsluttet med bøffelhorn og gummibagkappen er massiv i farven ”London Orange” – alt samme som traditionen byder.
Producentens navn i guld er indlagt i piben.
Riflen er kun i meget begrænset omfang dekoreret med graveringer ud over ”border engraving” i form af tynde linjer langs kanten af fremspringende metaldele.
Ejeren har også valgt mekaniske sigtemidler efter engelsk forbillede. Kornet er monteret på en rampe og beskyttet af en tunnel, som kan foldes bagud i tilfælde af dårligt lys. En yderligere hjælp i den henseende er det såkaldte ”Moon Sight” som består af et ekstra stort, hvidemaljeret korn, der kan foldes op til brug ved skydning på korte afstande i halvmørke. På samme måde er kærvene udformet som et åben ”V” og monteret på en rampe. Den ene kærv er fast og justeret til skydning på 100 meter, mens den anden er fældbar og justeret til 200 meter. Enkelt, smukt og tillige meget funktionelt – altså det, som godt design handler om. På samme klassiske vis er der i pistolgrebets afsluttende roset indbygget et hængslet låg, så man i hullet neden under kan medbringe et ekstra korn, et batteri til en sigtekikkert og/eller en olieklud. Alt sammen noget, som bør findes på en klassisk (safari)riffel – selvom det i praksis efterhånden er meget få jægere, som mestrer kunsten at skyde med korn og kærv på større afstande end 100 meter.
Rembøjlerne er aftagelige og udformet i henhold til ejerens ønske, hvor den forreste er monteret som en ring om piben i stedet for i forskæftet, så man ikke risikere et den slå fingeren under affyringen. Endelig er der på undersiden af bagskæftet indsat en oval med ejerens våbenskjold i emalje.
Ejeren af drømmeriflen har en enestående erfaring med at få bygget klassiske jagtvåben. Ud over den (seneste?) drømmeriffel har han blandt mange andre våben fået bygget hele tre repeterrifler fra Westley Richards & Co. i forskellige kalibre.
Råd
Det giver naturligvis ingen mening at vurdere eller kritisere sammensætningen af det færdige produkt af min vens forskellige ønsker og krav til en riffel – den er jo, som han har ønsket den. Men hvordan vælger man den producent, som skal lave din drømmeriffel?
For min ven var det ikke svært. Han synes, at Westley Richards repræsenterer toppen af britisk bøssemagerkunst, og laver efter hans mening en højere kvalitet end nogen anden producent på markedet – især når det gælder repeterrifler. Af samme grund har han i forvejen fået lavet tre rifler og to haglbøsser af denne producent – før drømmeriflen.
Han er heller ikke helt uden et vist erfaringsgrundlag for sin vurdering af kvalitetsforskellene blandt de forskellige producenter. I alt har han gennem årene fået bygget ikke mindre end 14 våben hos kendte London-bøssemagere.
En riffel, som er bygget i henhold til ejerens fysiske mål og har en god balance, gør det lettere at skyde godt til både faste mål og vildt i bevægelse – selvom man naturligvis ikke kan købe sig til at blive en dygtig skytte.
Den grad af erfaring er så sjælden, at jeg ikke kunne nære mig for at spørge min ven, hvad det har lært ham:
– Jeg har især lært to vigtige ting. Den ene er betydningen af, at en velbalanceret riffel med de rigtige indbyrdes proportioner er meget lettere at skyde godt med. Den anden er, at man skal passe på, hvad man ønsker sig. Når man får bygget det optimale jagtvåben i henhold til ens egen smag og ideer, bliver man overordentlig tilfreds ved at være med i tilblivelsesprocessen og derefter se og bruge det færdige resultat af bøssemagerens anstrengelser. Men ofte går der ikke så lang tid, før man får andre ideer og præferencer. Det er hovedårsagen til, at jeg nu har fået bygget min fjerde riffel hos Westley Richards – selvom kalibervalg og brugsområde også har spillet ind.
Nu er det jo ikke mange af os, som har den slags problemer med at få bygget jagtvåben på bestilling. Men min vens råd gælder også for dem, som får bygget rifler med dele, som er mere eller mindre standardvarer. Erfaringen viser, at customrifler i alle prisklasser ved et senere salg ofte ikke kan indbringe så meget som halvdelen af den pris, det kostede at opfylde sin ønskedrøm.
Hører man til den store gruppe af skytter, som må nøjes med at lede efter det, der passer os bedst blandt de seriefremstillede våben, kan man så trøste sig med, at selv det bedste ikke i længden gør en fuldkommen tilfreds med sine våben.
