Den engelske 6,5’er

Den engelsktalende del af verden så aldrig rigtigt storheden ved kaliber 6,5 mm. Kombinationen af kuglediameterens fremragende ballistiske egenskaber, patronernes milde rekyl og de lange projektilers fremragende gennemtrængningsevne, synes ikke at have gjort varigt indtryk på hverken de britiske officerer eller jægere. Mens militæret i så forskellige lande som Holland, Østrig, Portugal, Japan, Italien, Norge og Sverige alle valgte en standardpatron i kaliber 6,5 mm, valgte briterne som bekendt kaliber .303.

6,5-patroner
I årene op til og omkring forrige århundredskifte nød kaliber 6,5×54 Mannlicher ganske vist en stor udbredelse i Storbritannien og især i landets afrikanske kolonier, formentlig fordi Mannlicherriflerne var de første, som kom i ”civile” udgaver, ombygget til jagtbrug. Men populariteten af .256 Mannlicher, som briterne kaldte den, skyldtes primært, at riflerne var små og lette i forhold til de tunge (dobbelt)rifler til sortkrudtpatroner, som man hidtil havde brugt til jagt. Mange af tidens jægere eksperimenterede meget med den lille 6,5 Mannlicher, og anvendte den med fuldkappede kugler til selv de allerstørste vildtarter. Men dens energi var ikke stor og dens kuglebane kun flad i forhold til de sortkrudtrifler, som den afløste.
Med den rundnæsede standardkugle på 160 grains, var udgangshastigheden kun 670 m/s, og skød man riflen ind på 100 meter, så var kuglen faldet hele 86 cm, når den nåede ud på 300 meters afstand. Den anæmiske .256 Mannlicher gled derfor snart i baggrunden til fordel for mere livlige småkalibrede patroner som .275 Rigby, .303 og .318 WR.

Jeg har altid været meget begejstret for at skyde med kaliber 6,5 mm – og har haft talrige rifler i kaliber 6,5×55, 6,5×54 samt i 6,5-284. Samtidig synes jeg også godt om briternes måde at designe jagtrifler, og har haft adskillige Rigbyrifler i kaliber .275 – eller 7×57, om man vil.
Disse rifler er imidlertid alle blevet narret fra mig af skruppelløse venner, som lokkede min svage sjæl med ussel mammon. Jeg var derfor på udkig efter endnu en repeterriffel af britisk tilsnit, da jeg sidste år faldt over en Gibbs i kaliber .256 Magnum, der var til salg. Jeg havde for år tilbage studeret kaliberen lidt, da jeg så en anden Gibbs-riffel på en britisk Game Fair, men den var i så dårlig stand, at jeg afholdt mig fra at købe den. Men allerede dengang gik det op for mig, at .256 Gibbs Magnum egentlig blot er en engelsk udgave af 6,5×55. Selvom patronerne ikke har præcis samme dimensioner, er voluminet af de to hylstre praktisk taget  identiske, og det samme gælder derfor deres ydeevne.
Kort fortalt, så blev jeg igen den lykkelige ejer af en britisk repeterriffel. Men det tager naturligvis et stykke tid at importere en riffel fra England. Den søde ventetid blev fordrevet med nøjere studier af firmaets historie og mulighederne for at lade ammunition til min riffel, eftersom der ikke har været fabriksfremstillet patroner i kaliber .256 Gibbs siden 1960’erne.

George Gibbs Ltd.

Firmaet blev i 1830 grundlagt af George Gibbs (1812-1884) i den sydengelske by Bristol og eksisterer stadig, men nu i Wiltshire. I sin storhedstid var George Gibbs en af de få producenter udenfor London og Birmingham, som havde egen fabrik og producerede våben fra A-Z og i store tal.

Grundlæggeren var som så mange af sine kolleger en ivrig konkurrenceskytte, og via kontakter han opnåede gennem denne hobby, lykkedes det ham gradvist at udvikle sit bøssemagerværksted til en betydelig virksomhed. George Gibbs var en kendt personlighed og oberst i de frivillige styrker. Under en valgkampagne hængte nogle unge spøgefugle en dukke af en politisk modkandidat op under den hængebro, som er Bristols vartegn. Det faldt George for brystet, at man kastede skam over en mand ved symbolsk at hænge ham, og Gibbs skød derfor på stor afstand resolut rebet over, så dukken faldt i floden Avon dybt under broen.

Firmaet har altid været kendt for sine rifler til både jagt og konkurrencebrug. Gennem et samarbejde med William Metford, der opfandt riflingen af samme navn, og med anvendelsen af John Farquharsons faldbloklåse, konstruerede Gibbs konkurrencerifler, der i høj grad dominerede langdistanceskydningen på Wimbledon i 1870’erne og 80’erne. Men det var paradoksalt nok produktionen af haglbøsser, som satte Gibbs i stand til at bygge sin egen våbenfabrik, som havde 90 ansatte. I 1873 havde Gibbs sammen med kollegaen Thomas Pitt patenteret den første kommercielt succesfulde knæklåsbøsse. I løbet af de følgende 15 år fremstillede Gibbs og andre bøssemagere under licens over 10.000 haglbøsser af denne konstruktion. I fabrikken var der dog stadig plads til produktion af forskellige jagt- og konkurrencerifler, og mere end 300 blev fremstillet årligt, hovedsagelig på håndværksbasis. Produktionen voksede støt, ikke mindst af de håndbyggede våben, og før udbruddet af 1. verdenskrig havde man fremstillet over 20.000 våben, inklusive et stort antal våben af lavere kvalitetsgrader.

Som den sidste generation i familien overtog sønnen George Percy den tekniske side af produktionen efter George Charles død i 1918. Det blev dog vanskelige tider for våbenbranchen efter krigen, og igennem sin historie flyttede firmaet så ofte, at man kan finde mindst 9 forskellige adresser indgraveret på våben fra Gibbs. Blandt årsagerne til de mange flytninger var, at firmaet gik fallit i 1930 på grund af depressionen, og gled ud af familiens eje. Virksomheden blev dog rekonstrueret, men allerede i 1940 blev fabrikken totalt udbombet ved et tysk luftangreb. Under resten af krigen foregik produktionen i et skur lavet af buede metalplader.

Efter krigen flyttede man til nye lokaler, men virksomheden nåede aldrig tilbage til fordums storhed. I 1960’erne købte en bøssemager fra nabobyen Bath, I.M. Crudginton, resterne af Gibbs Ltd. og førte navnet videre indtil 2007, hvor hans Rigby-uddannede søn Mark overtog forretningen.

Inden sin død i 1918 nåede George Charles Gibbs dog at designe to patroner til jagtbrug. Især den ene gjorde hans navn udødeligt blandt storvildtjægere. Det var .505 Gibbs fra 1910, som blev verdenskendt på trods af at firmaet producerede mindre end 100 rifler i denne kaliber, hovedsagelig fra 1924 til 1940. Tidligere var det i bøssemagernes kataloger almindeligt med testimonials fra tilfredse kunder, som udtrykte deres begejstring for producentens våben. Sådan en var der også om .505 Gibbs i firmaets katalog fra 1927. Her beskriver en kunde fra det daværende Tanganyika, som netop havde modtaget sin nye .505 Gibbs, hvordan han en morgen blev tilkaldt af en indfødt, fordi en flok elefanter var ved at ødelægge hans afgrøder. Som kunden lakonisk skrev, så var 7 elefanter inden morgenmaden ”den fineste dåb, som nogen riffel kunne få”. Man må nok sige, at tiderne skifter.

Den lille Gibbs
Den anden patron, som George Charles designede, var .256 Gibbs Magnum fra 1913, Den var uden tvivl inspireret af Rigbys store succes med sin .275 High Velocity fra 1907. Som en af landets førende langdistanceskytter var George Charles Gibbs naturligvis klar over, at med en passende tung riffel ville man kunne opnå en særdeles mild rekyl og en meget flad kuglebane med kugler i kaliber 6,5 mm.
Mens Rigby blot fik fremstillet en anden ladning til den eksisterende kaliber 7×57 og gav patronen et mere britisk klingende navn, så valgte Gibbs at designe sin helt egen patron. Måske skyldtes det, at briterne havde tradition for såkaldte proprietary cartridges, som blev fremstillet til og kun solgt af den riffelproducent, som designede den. Altså patroner, designeren havde patent på, men ikke blev frigivet til the trade, som det hed med en let nedsættende betegnelse. Eksempler på proprietary cartridges er .350 Rigby, .333 Jeffery og .476 Westley Richards. Da ingen af disse producenter fremstillede mange rifler, nød disse og mange andre proprietary cartridges meget begrænset udbredelse, i modsætning til de populære britiske patroner som .303 British, .318 WR, .404 Jeffery og .470 NE. Nogle proprietary cartridges, som f.eks. .416 Rigby, blev senere også fremstillet af andre riffel- og ammunitionsproducenter, og opnåede stor popularitet, hvilket viser svagheden ved det britiske system. Man havde ganske vist eneret på rifler og salg af patroner i den pågældende kaliber, men det begrænsede udbredelsen og dermed indtjeningsmulighederne.
Uanset bevæggrundene bag patronens tilblivelse, var .256 Gibbs producentens eget design. Nogen stor nyskabelse var det ikke. Bortset fra bittesmå forskelle i mål og skuldervinkel, er en .256 Gibbs Magnum reelt den samme patron som Mausers 6,5×57. Den eneste forskel er, at .256’eren har 2 mm kortere hylsterhals. Der er ingen ballistisk gevinst ved at afkorte hylsterhalsen, så en sandsynlig forklaring på ændringen er, at Gibbs ønskede at lave sin egen proprietary cartridge uden at bruge tid og ressourcer på produktudvikling.
Resultatet af Gibbs design blev altså en 6,5×55, men uden den svenske udgaves tykkere bunddiameter, der er ca. 25/100 mm større end en standardpatrons. Fabriksammunition i kaliber .256 Gibbs Magnum blev fremstillet af Kynoch og King’s Norton Metal Co. Udgangshastigheden for en 145 grains kugle blev opgivet til 2600 fod/sekund eller små 800 m/s. Det svarer godt til datidens patroner i kaliber 6,5×55 og 6,5×57. Begge patroner har da også næsten nøjagtigt samme hylstervolumen som Gibbspatronen.

Riflen

Efter et par måneder kunne jeg omsider åbne kufferten og tage riflen i nærmere øjesyn, og jeg blev bestemt ikke skuffet, da jeg fik Gibbs’en i hænderne. Selvom der er tale om en jagtriffel, så er det tydeligt, at dens design har træk fra konkurrencevåben. Uden at riflen bliver alt for tung, gør den lange og kraftige pibe på klassisk britisk vis riflen lidt snudetung, og dermed let at holde rolig ved fritstående skydning. Balance og ”pointability” passede mig perfekt.

Den 65 cm lange pibe er 16,5 mm ved mundingen, og diameteren stiger jævnt til hele 26 mm kort før kammerstykket, som er 29 mm i diameter. Piben er forsynet med et perlekorn med fældbar beskyttelseshætte, og tre fældbare kærve til henholdsvis 100, 300 og 500 yards. Hertil kommer et fældbart dioptersigte, der er indlagt i kolbehalsen på skæftet. Også dioptersigtet har positioner for skydning på henholdsvis 100, 300 og 500 yards.

 

Dioptersigtet er indfældet i kolbehalsen, og kan justeres til 100, 300 og 500 yards afstand. Sigtet er fjederbelastet, så det glider ind under bundstykket under repeteringen og går tilbage i korrekt position, når bundstykket igen føres frem.

Skæftet er i traditionel britisk stil temmelig kort fortil, men med en længde på næsten 37 cm fra aftrækkeren til bagkappen. Skæftetræet er af lidt åretegnet valnød, og af en kvalitet, som står mål med riflens udførelse i øvrigt. Selvom riflen og arbejdets udførelse er af høj kvalitet, så er den ikke tænkt som et luksusvåben for en rigmand, men designet til hård og langvarig brug i det barske skotske klima. Bagkappen er af riflet stål, og har indbygget et hængslet dæksel. Når det åbnes, kommer 7 huller til syne, som indeholder en 6-delt rensestok og en tilhørende børste.

Låsen er en traditionel Mauser med Gew. 98 stemplet med gotisk skrift. Trykpunktsaftrækket var det oprindelige, designet til Mausers militærrifler.  I kraft af piben størrelse er riflen ingen letvægter. 3627 gram plus 170 gram rensegrej.

Af hensyn til markedsføringen er der i piben indgraveret George Gibbs, Bristol & 35 Savile Row, London West. Våben fra London har altid været anset for at være de fornemste, og Gibbs havde derfor som mange producenter fra Birmingham en forretning i hovedstaden, så man berettiget kunne tilføje det eftertragtede bynavn på våbnene. 

Fabrikkens system for tildeling af serienumre afslører alderen på våben fra Gibbs. Serienumre med præfikset ”B” blev tildelt våben, som helt eller delvist blev fremstillet af andre producenter for George Gibbs. Med serienummer B6749 er riflen fremstillet i 1924, og Gibbs har formentlig lavet piben og eventuelt skæftet, mens resten er kommet udefra. Kuffertens lædermærkat angiver adressen 39 Corn St., hvilket var firmaets adresse fra 1930 til 1942. Måske er kufferten tilkøbt senere eller fornyet.

Gibbs-riflen var ikke billig. Af firmaets katalog fra 1927 fremgår det, at riflen kostede 30 Guineas – hvilket svarede til 31 pund og 10 shilling. Til sammenligning kostede en .275 Rigby dengang 26 pund og 5 shilling, mens en Holland & Holland repeterriffel i kaliber kostede ca. 35 pund.

Selv efter den moderate modernisering har Gibbs-riflen masser af klassiske britiske træk: lang og kraftig pibe, kort forskæfte, samt både diopter og 3 fældbare kærve på en rampe ligesom perlekornet.

Brugerne

Fra midten af 1800-tallet var Gibbs et velkendt og respekteret navn blandt storvildtjægere, og berømte jægere som Samuel Baker, Frederick Selous og selv W.D.M. Bell, brugte firmaets rifler. Og selvom .256 Gibbs Magnum fik en relativt begrænset udbredelse, var der måske derfor alligevel en række af datidens velkendte jægere, som både anvendte og roste den småkalibrede riffel. Blandt de varmeste fortalere var Clement St. George Littledale, som bl.a. jagede bjergvildt i Centralasien og Dennis Lyell, som var en kendt forfatter til adskillige bøger om jagt og våben til brug i bl.a. Afrika.

I de småkalibrede patroners barndom var der mange jægere, som brugte dem på vildtarter, der  var helt ude af proportion. En af Gibbs kunder i Malaysia beskriver i 1927-kataloget, hvordan hans .256 Gibbs har vist sig meget effektiv på ”vildsvin, hjorte og andre mindre arter”. Riflen blev tillige beskrevet som værende lige så let håndterlig og næsten lige så rekylfri som en rook-rifle. Han fandt den også brugbar til større arter, eftersom han på 250 yards afstand (ca. 225 m) nedlagde en vandbøffel med en bladkugle fra sin .256 Gibbs Magnum. Tyren løb kun 10 yards før den lagde sig og ”var for syg til at bevæge sig, da han nærmede sig og fangede den af med en kugle gennem øret.” Kundens ven lånte senere riflen, og nedlagde en tiger på 80 yards med et enkelt skud på bladet. Ovennævnte Dennis Lyell brugte endog riflen til at nedlægge elefanter med. ”Intet kan slå en lille kaliber såsom en .256 til hjernekugler”.

Den første ejer af min Gibbs-riffel var Major George Davey, som i sin tid var en velkendt konkurrenceskytte og jæger og ven med flere berømtheder, herunder Sir Gerald Burrard, forfatteren til klassikerne The Modern Shotgun og Notes on Sporting Rifles. Davey boede skiftevis på sine godser Kinnersey Castle og Lyston Court i Herefordshire. Han var opvokset i Bristol, hvor hans familie ejede en tobaksfabrik nær Gibbs-fabrikken, hvilket utvivlsomt forklarer hans præferencer for jagtvåben. Majoren var i aktiv tjeneste i begge verdenskrige, og beskrives som en typisk edwardiansk gentleman, som holdt af alt friluftsliv, især hvis det involverede ”a loud bang!” Når konen tog til Sydfrankrig om efteråret drog majoren på jagt i Skotland. Major Davey døde i 1954, men riflen blev i familiens eje, indtil jeg købte den.

Da jeg har tænkt mig at bruge riflen aktivt til både træning og jagt, måtte jeg foretage nogle ændringer. Eftersom skæftet er designet til at bruge åbne sigtemidler, gjaldt det om at få sigtekikkerten monteret så lavt som muligt, så man ikke skal strække hals under skydningen. Vingesikringen bagpå måtte udskiftes til en mere moderne trepunktssikring.

Mens jeg var i gang, monterede jeg også et Timneyaftræk. Med tanke på både montagehøjde og den samlede vægt af riflen, fandt jeg en gammel 3-9X40 Leupoldkikkert frem fra mine gemmer. Til den valgte jeg at bruge en Weavermontage, da dens baser er ”hule” midtpå, og derfor stadig tillader brugen af begge riflen typer af åbne sigtemidler. Selvom en Weavermontage er ved at være umoderne, så synes jeg, at den passer godt til en gammel riffel. Hvad vigtigere er, så ved jeg af erfaring, at Weavermontagen fungerer glimrende som aftagelig montage. Når man løsner skruerne på siden og fjerner montageringe og kikkert, så har jeg aldrig oplevet større afvigelse af træfpunktet end en enkelt centimeter, efter jeg igen monterede kikkerten på riflen. Resultatet blev en riffel med en acceptabel vægt lige over 4 kg og minimal rekyl.

 

Efter disse nødvendige ændringer, fik jeg to glædelige overraskelser. Selvom der fulgte lidt original ammunition med riflen, ville det i længden ikke være holdbart at bruge de gamle berdanhylstre til genladning. Fra mine studier vidste jeg, at hylstre i kaliber 6,5×57 er så tæt på at være identiske med dem til en .256 Gibbs Magnum, at man blot skulle reducere halslængden med to millimeter for at få brugbare erstatninger.

For god ordens skyld fjernede jeg dog først slagstiften fra bundstykket og prøvede at kamre en patron i kaliber 6,5×57. Den gik glat i bund, og bundstykket kunne lukkes uden at klemme. Jeg lavede derfor en afstøbning af kammeret, og det viste sig, at riflen reelt er kamret til en 6,5×57 med lidt plads til overs i længderetningen! En 6,5×55 kunne derimod ikke gå i kammeret.

En af mine venner producerer rifler, og tilbød mig venligt at låne sin skydebane til en afprøvning af riflen. Forinden stak han dog et såkaldt borescope ind i piben og besigtigede løb og riffelgangene. Dommen var hård: ”Den pibe ser ud til at være færdig. Du skal være heldig, hvis den kan ramme et A4-ark på 100 meter”.

Med bange anelser gik jeg med ud på skydebanen, men her kom den anden glædelige overraskelse. Jeg havde medbragt fabriksammunition fra både RWS og østrigske Hirtenberg. Ammunitionen havde forskellige kuglevægte fra 6 til 8,2 gram. Desuden havde jeg håndladet nogle RWS-hylstre med 10,4 grams Hornadykugler. Uanset hvad jeg skød med, var skudgrupperne små. Oftest en tomme og sjældent over 3 cm på 100 meter. Jeg kunne heller ikke dy mig for at prøve Gibbs originalammunition (fremstillet af Kynoch), som ifølge de påstemplede koder var fremstillet i oktober 1963. Resultatet blev skudgrupper i samme størrelse som de andre, på trods af at halsen på de gamle hylstre begyndte at revne under affyringen.

Min plan er nu, at min Gibbs snarest muligt skal gense det skotske højland. Her håber jeg at kunne leve op til Sir Edmund Loders ideal om at pürsche mig ind på et krondyr fra 200 til 100 yards – og tilmed nedlægge det med brug af riflens glimrende diopter.