Ardennerriflen
En let dobbeltriffel er det ideelle våben til jagt på klovbærende vildt i skovklædt terræn. Og med lidt baggrundsviden kan man nemt finde sig en klassisk dobbeltriffel for overkommelige penge.
Af Jens E. Perto
Da patroner med røgsvagt krudt tog over i årene op til forrige århundredskifte, dukkede der efterhånden små og elegante dobbeltrifler op til brug på de store drivjagter, som var og er populære i hele Centraleuropa. I Storbritannien har man ikke tradition for drivjagt på klovbærende vildt, og produktionen af dobbeltrifler blev derfor især rettet mod brug i kolonierne, når jagten gjaldt større vildtarter. Derfor ser man relativt få britiske dobbeltrifler i de mellemkalibre, som er mest velegnede til drivjagt.
Det er relativt ukompliceret at arrangere drivjagter i det centraleuropæiske lavland, hvor løvtræer er dominerende. Bevoksningen består her oftest af lysåbne løvskove, hvor der er god sigtbarhed, og terrænet godt nok er kuperet, men ikke særligt vanskeligt at bevæge sig i.
Drivjagt i bjerge
I Tysklands Eiffelbjerge og Belgiens Ardennerbjerge var det tidligere en krævende affære at gå på drivjagt. Her er terrænet ofte ganske stejl og vegetationen er så tæt, at der med en repeterriffel sjældent er tid til at afgive to skud til samme dyr. Hertil kom, at der i starten af forrige århundrede var meget få veje i disse bjergegne, og man måtte til fods bevæge sig frem til de forskellige poster. Jægerne havde derfor deres riffel i hånden eller på skulderen 8-10 timer på en jagtdag. Det er derfor ikke overraskende, at bøssemagerne i både Suhl og Liege bestræbte sig på at lave slanke, relativt lette og meget elegante dobbeltrifler til denne form for drivjagt – de såkaldte Ardennerrifler. De var relativt populære og blev fremstillet indtil udbruddet af 2.verdenskrig, hvor produktionen i de to våbencentre blev ændret til militære formål.
Ardennerrifler er let genkendelige på deres brede og hævede sigteskinne, som skal lette afgivelsen af skud til bevægelige mål.
Ardennerriflerne er let genkendelige på deres slanke linjer og især på deres forhøjede og gennemgående skinne, som dog findes i forskellige udgaver med og uden knæk midtpå.
Skinnen skal understøtte skudafgivelsen til vildt i bevægelse – det eneste formål, som denne type rifler er udviklet til. I modsætning til Robert Churchills berømte og ofte kopierede design på hans haglbøsse model XXV, har Ardennerriflernes skinne fuld bredde hele vejen ud til mundingen.
Jagten i bjergene gjaldt dengang som nu primært kronhjort og vildsvin, og næsten alle Ardennerrifler blev derfor fremstillet til randpatroner mellemklassen, især i kalibrene 8x60R, 9x57R, og .35 Winchester, da disse patroner har et moderat arbejdstryk på 2500 – 3000 bar. I starten af forrige århundrede var disse kalibre relativt populære, men i dag er de næsten glemte. Fælles for patronerne er, at de har en relativt tung kugle med moderat hastighed. Datidens kugler var af den traditionelle blødnæsede type, der giver god opsvampning selv ved lave hastigheder. Skudholdene på disse drivjagter var ikke lange, hvorfor kuglebanen ikke var særligt betydningsfuld. Til gengæld ønskede man en tung kugle af nogenlunde grov kaliber, der som regel gav gennemskud og samtidig gav rigelig schweiss, hvis dyret ikke faldt på skudstedet – og denne opskrift er stadig et godt valg.
Produktionen af jagtvåben i Belgien beroede i høj grad på bøssemagere, som på bestilling fremstillede enkeltdele, der blev samlet til færdige våben af forhandleren. Oftest foregik fremstillingen under primitive forhold i håndværkernes hjem.
Belgisk våbenhistorie
For et par år siden fik jeg atter et anfald af den velkendte sygdom Armas numeralitis – bedre kendt som våbenhavesyge. Jeg faldt over en af de ovennævnte Ardennerrifler og fik den for en meget overkommelig pris.
Belgierne havde en omfattende produktion af jagtvåben indtil 2. verdenskrig. De fleste våben blev fremstillet af det, man i Storbritannien kalder outworkers. Det var selvstændige håndværkere, som med en høj grad af håndarbejde fremstillede dele af våben – oftest under primitive forhold i deres eget hjem. Derfor kan man med god ret kalde dem hjemmearbejdere, og i Liege-området var der i 1896 over 8.000 hjemmearbejdere beskæftigede med produktion af våbendele.
Byen Liege har siden 1300-tallet været centrum for belgisk våbenindustri, og ikke bare de store producenter som Fabrique Nationale, der primært fremstillede våben til militært brug. I 1909 var der i alt 195 våbenfabrikker i Liege – foruden 13 skæftefabrikker. Og produktionen var enorm. Alene i 1907 blev 1.549.479 våben underlagt den lovpligtige trykprøvning i Liege.
Størstedelen af produktionen bestod af prisbillige våben af lav kvalitet og ringe grad af finish. Men der blev også fremstillet et stort antal våben af høj kvalitet på grund af den lette adgang til højt kvalificeret (og billig) arbejdskraft.
Nogle få firmaer som Francotte, Dumoulin og Lebeau-Courally fremstillede næsten alle dele af deres våben selv. Langt de fleste belgiske ”producenter” af jagtvåben var dog reelt våbenhandlere, som lod deres varer fremstille af et antal underleverandører i henhold til de ønskede specifikationer og kvaliteter.
Riflen
Mit nye fund er en typisk Ardennerriffel med 65 cm lange, slanke piber og den karakteristiske hævede sigteskinne. Sigtemidlerne består af en fast kærv med et meget åbent ”V” og en usædvanlig bred fældbar kærv til skydning på lidt længere hold (100 m?).
Det er ganske sigende for riflens kvalitet, at den har en høj grad af finish, ejektor og er helt dækket af graveringer i klassisk rose and scroll-mønster. Basculen er ganske smal for at holde vægten nede. For ikke at gå på kompromis med styrken, er der tale om en ”bolstered action”, som er forstærket i vinklen, hvor bascule og piberne mødes. For yderlige at øge styrken, har låsen ud over de to underliggende lukkeknaster en tredje, skjult lukkeknast foran toplukkenøglen. Knasten virker på samme måde som en greenerbolt, men er langt mindre, så den ikke er i vejen for en hurtig genladning af riflen.
Aftrækket er ofte det svage punkt ved en kasselås. I kraft af låsens design kan aftrækkerstangen på en kasselås ikke hængsles særligt langt tilbage, og der kræves derfor større kraft for at udløse hanen. Ved at moderere styrken af slagfjederen, holde indgrebsvinklen mellem aftrækkerstang og hane på præcis 90 grader samt mindske friktionen ved at polere alle dele, kan man dog lave et glimrende aftræk. Alle dele er dog fordyrende for produktionen, og derfor er et godt aftræk på en kasselåsriffel et sikkert tegn på høj kvalitet. Og aftrækket på Lebegueriflen er så godt, som man kan ønske sig af en drivjagtriffel. Om ikke sprødt, så dog direkte og med en passende vægt på skønsmæssigt 1-1,5 kg. Helt i samme ånd er forreste aftrækker hængslet, så man undgår at slå sin pegefinger, når andet skud affyres.
Riflens åbne sigtemidler består af et perlekorn, samt både en meget åben fast og en usædvanlig bred, fældbar kærv.
Riflen er fuldt graveret med rose and scroll-mønstre, samt forsynet med både ejektor og hængslet forreste aftrækker. Bemærk forstærkningen af basculen og det slanke pistolgreb, som bidrager til riflens slanke linjer.
Forreste aftrækker er hængslet, så skytten ikke slår sin pegefinger under rekylen.
Skæftet er af ganske mørkt, åretegnet valnød og forsynet med kindpude. På venstre side er der af ukendte årsager indridset en bogstavkode og tre tal. Heldigvis er bogstaver og tal ikke dybere, end at de vil forsvinde ved en renovering af skæftet. Det meget slanke pistolgreb er afsluttet med en roset af horn. Det slanke greb er designet, så kam ikke kæntrer riflen i anslaget, men En senere ejer har tilføjet en Decelerator-bagkappe fra den amerikanske producent Pachmayr. Hele herligheden vejer 3,4 kg, og når piberne bliver ombrunerede og skæftet pudset op, fremstår riflen som ny.
Stempler
Min nye drivjagtriffel har inskriptionen: A. Lebegue, Armurier, Bruxelles. Der er ikke bevaret mange data om Lebegue, men firmaet eksisterede indtil midt i 1950’erne på adressen 74 Chaussé de Charleroi. I en annonce tilbyder Lebegue ”førsteklasses våben fremstillet efter skyttens mål” – altså det, briterne kalder ”bespoke guns”. I overensstemmelse med den ovennævnte tradition, er riflen i bedste fald kun delvist fremstillet af M. Lebegue, og formentlig har han blot solgt og leveret den til den første ejer. Antagelsen bekræftes af våbenets mange stempler, som dokumenterer en del af riflens historie.
Ud over de lovpligtige stempler, som dokumenterer, at riflen er trykprøvet i Liege i takt med fremstillingen af de enkelte dele, så udgør de resterende stempler faktisk et helt lille dataarkiv. Det fremgår således, at piberne er fremstillet af højtryksstål fra det belgiske firma John Cockerill. Bogstaverne ”JF” med en krone over er stemplet afslører, at piberne er fremstillet af Jean Falla, der var pibemager i Liege indtil 1953. Det fremgår også, at de to sammenloddede piber vejer 1.774 gram. Vægten af piberne påføres, så man kan kontrollere, om de er ændrede efter trykprøvningen.
En lille rombe, der indfatter et ”D” viser, at basculen er lavet af firmaet H. Dumoulin & Wire, en velkendt bøssemager i Liege. Et ”O” med en stjerne over viser, at piberne (?) er godkendt af Charles Watrin, der var inspektør på trykprøveanstalten i Liege i årene 1927-58. Et tilsvarende ”P” med en stjerne over på basculen viser, at riflen (den færdige?) er godkendt af en anden inspektør ved navn Adolphe Delcommune, som var ansat fra 1928-65.
Når et klassisk jagtvåben finder en ny ejer, er der mange, som gerne vil kende produktionsåret. Og det fremgår på belgiske våben i form af en bogstavkode. Min riffel er forsynet med et h, som blev anvendt i 1929.
Den vigtigste information er dog pibernes kaliberoplysninger. Diameter er angivet som 10.1 mm, og derfor angivet mellem felterne. Kammerstørrelsen er også anført i form af inskriptionen: .405 Winchester – eller med europæiske betegnelser: 10,5 x 65R.
Selvom riflen bærer navne A. Lebegue, har denne bøssemager næppe fremstillet meget af den selv – om noget overhovedet. Formentlig har han ladet den bygge på mål for en kunde. Delene er fremstillet af en række andre firmaer i Liege-området.
De mange stempler på belgiske rifler udgør et lille dataarkiv med mange oplysninger – bl.a. produktionsåret.
Medicine gun
Det var ingen ringere end den amerikanske præsident Theodore Roosevelt, som gjorde .405 Winchester populær. Patronen blev udviklet af Winchester til deres model 1895, og gjorde denne riffel til den kraftigste bøjlespænder, der nogen sinde var fremstillet.
I stedet for at stille op til et sikkert genvalg som præsident i USA, besluttede Roosevelt sig for i stedet at tage på safari i Afrika i 1909. Safarien blev løbende omtalt i alle datidens aviser, og da Roosevelt ofte anvendte sin Model 1895 i kaliber .405 Winchester, var Winchester ikke sene til at udnytte dette i deres markedsføring. Roosevelts øgenavn til sin riffel: ”Medicine Gun”, blev kendt af jægere verden over.
Model 1895 Winchester udgik af fabrikkens sortiment i 1936 og deres produktion af ammunition ophørte i 1950’erne, men begge dele blev genoplivet i forbindelse med 100-årsjubilæet for Theodore Roosevelts tiltrædelse som præsident i USA.
Sandheden er dog, at .405 Win. er et dårligt valg til jagt i Afrika. Fabriksammunitionen var ladet med en kugle på 300 grains (19,5 gram), som havde en udgangshastighed på 2200 fps (670 m). På trods af et arbejdstryk på kun 2200 bar, kar patronen en anslagsenergi ved mundingen på næste 4.400 J. Men en kugle på 19,5 gram og en diameter på .412” har en tværsnitsbelastning på kun .252, hvilket er langt under den værdi på .300, som erfaringsmæssigt anses for nødvendig for at opnå tilstrækkelig gennemtrængningsevne ved jagt på storvildt.
Det blev på tragisk vis dokumenteret af den berømte amerikanske professionelle jæger i Afrika, Charles Cottar. Selvom han tidligere foran et rullende kamera havde dræbt et angribende næsehorn med en kun 7,5 gram tung kugle fra en .250 Savage, så blev han i 1939 dræbt, da han prøvede at gentage præstationen med sin .405 Win.
Charles Cottars beslutning om at bruge sin .405 Winchester til at nedlægge et angribende næsehorn fik skæbnesvangre følger.
I forbindelse med 100-årsjubilæet for Theodore Roosevelts præsidentperiode genoptog Winchester produktionen af både rifler og ammunition i kaliber .405 Win.
Amerikanske Hornady laver både fabriksammunition, hylstre til hjemmeladning og to forskellige 300-grainskugler til .405 Win. Britiske Kynoch fremstiller sin ammunition med specielt designede kugler fra australske Woodleigh.
Til gengæld er patronen et glimrende valg til jagt på europæisk klovvildt. Da en kugle under ekspansionen i vildtkroppen øger arealet af skudkanalen med kvadratet på kaliberen, giver .405 Win en særdeles stor sårkanal og dermed masser af schweiss. Den moderate udgangshastighed gør, at rekylen ikke er overvældende – men svarer nogenlunde til at affyre en let haglbøsse i kaliber 12 med en tung haglladning. Af disse årsager nød kaliber .405 Win en vis popularitet i Europa indtil 2. verdenskrig.
Når riflerne i kaliber .405 Win. næsten forsvandt fra markedet i en lang årrække skyldtes det i høj grad manglen på ammunition. Winchester stoppede produktionen af .405-ammunition i 1950’erne, mens Kynoch fortsatte et stykke ind i 1960’erne. Det gjorde det naturligvis svært at sælge rifler i denne kaliber – specielt fordi der ikke var andre patroner med samme basismål, som kan anvendes til omkalibrering.
I 2001 lancerede Winchester imidlertid igen rifler og ammunition i kaliber .405 Win., og Hornady fulgte snart efter. Men eftersom der ikke har været fremstillet dobbeltrifler i denne kaliber siden 1939, er patronen i dag stort set ukendt i Europa. Og det påvirker prisen.
Eftersom både Hornady og Woodleigh laver kugler til .405 Winchester, og adgangen til hylstre ikke længere er et problem, vil de fleste ejere nok vælge at bruge håndladet ammunition. Det giver mulighed for at justere udgangshastigheden, så man kan optimere samskydningen. Med håndladning kan man med kappeklædte pistolkugler i kaliber .41. tillige lave træningsammunition, som har meget lav rekyl. Kaliber .405 Win. bliver næppe nogen sinde særlig populær, men det skal ikke være kaliberen, som afholder en entusiastisk drivjæger fra at anskaffe sig en klassisk Ardennerriffel til små penge.
I praksis
Da min Lebegue ankom, og jeg fik den i hænderne, blev jeg glædelig overrasket. Lebegue’en er en klassisk Ardennerriffel med meget slanke linjer. Det blev også åbenlyst, hvorfor dens vægt er meget moderat. Set oppefra har riflen både hofter og talje – præcis som den skal have. Piberne er slanke og måler kun en anelse over 14 mm vedmundingen – trods kaliberen. Basculen er smal, slank og der er kun efterladt ekstra materiale, hvor man ønsker at forøge styrken. Pistolgrebets omkreds er kun 10 cm – på min Watson-dobbeltriffel er den 13 cm. Resultatet er, at balancen er glimrende – med tyngdepunktet placeret præcis de 7,5 cm fra kammerbunden, som man anse for ideelt for balancen i en haglbøsse.
Præcisionen med de første håndladede patroner var acceptabel, men ikke specielt imponerende. Skudgrupperne med hver pibe var små, men det tog lidt tid at finde frem til en ladning, som gav en samskydning indenfor 5-6 cm.
Da piberne udgør lange vægtstænger, kan man på en knæklåsriffel opspænde meget kraftige slagfjedre. De V-formede fjedre presses kun 3-4 mm sammen, og de overfører deres kraft meget tæt på hanernes omdrejningspunkt. Det resulterer i en meget kort slaglængde – og rifler med kasselås har dermed en meget lille tændingsforsinkelse på kun ca. 2,8 – 3 ms.
Til sammenligning giver skruefjederen i en Mauser 98 typisk en tændingsforsinkelse på 6,3 ms.Selvom man ikke skal overdrive betydningen af tændingstiden ved skud til mål i bevægelse, hvor man alligevel skal holde foran, så er det afgjort ingen ulempe, at skuddet falder kortest mulig tid efter skytten trykker på aftrækkeren.
På praktisk jagt er Lebegue’n en fornøjelse at bruge og anvende. Lav vægt, perfekt balance og en særdeles moderat rekyl på trods af den grove kuglediameter. En af de andre deltagere på jagten kaldte riflen for en buskrydder, men alle kugler skifter bane, hvis de møder forhindringer på vej mod målet -uanset diameter.
Riflen har slanke linjer og dens høje kvalitet viser sig i mange detaljer – bemærk f.eks. hvordan basculens bredde er reduceret ned mod piberne, og hvordan den bagtil har udfræste riller, som skæftets front lægges ind i for at modvirke potentielle revnedannelser.
