Der er ingen jagtvåben i verden, der er så prismæssigt underkendte som gamle kasselåsbøsser af høj kvalitet.
Da jeg for år tilbage arbejdede i auktionsbranchen, lærte jeg hurtigt tre ting. Det første var, at en vare ikke nødvendigvis er værdifuld, blot fordi den er blevet gammel. For det andet kunne man godt gå ud fra, at hvis varen ikke var kostbar, da den var ny, vil den heller ikke være det, når den bliver gammel.
For det tredje lærte jeg, at det omvendte forhold ikke gær sig gældende. Altså: Fordi en vare kostede mange penge, da den var ny, behøver den ikke at være særlig kostbar, når den bliver gammel. Den væsentligste årsag til dette fænomen kan beskrives med et enkelt ord: mode. Moden er i sin natur ikke rationel. Et af de mange besynderlige udslag af mode er for eksempel, at mange mennesker er villige til at betale meget større beløb for en genstand, hvis den er moderne og/eller af et bestemt brand. Også selvom både pasform og slidstyrke er den samme – eller endog bedre hos det ukendte eller umoderne brand.
Modens luner hersker i høj grad også indenfor våbenbranchen. Som de fleste jægere har bemærket, så har O/U’ere siden 1970’erne næsten totalt erobret markedet for både jagt- og konkurrencebøsser. Selvom jeg personligt har svært ved at tro, at den herskende mode med O/U-bøsser er andet end en forbigående dille, så har udviklingen i mine øjne også haft en meget positiv sideeffekt. Fornemme gamle side-by-sidebøsser kan i dag fås til en brøkdel af den pris, som deres høje kvalitet og produktionsomkostninger ville indebære, hvis moden i øjeblikket var anderledes. Og allermest kvalitet og værdi for pengene får man uden tvivl ved at købe sig en best boxlock.
Anson og Deeleys låsekonstruktion er genial med sine få komponenter og et design, som er meget velegnet til maskinel og dermed billigere bearbejdning.
Kasselåsen
Den uden sammenligning mest populære låsekonstruktion til haglbøsser nogensinde blev udviklet af d’herrer William Anson og John Deeley, som begge arbejde for firmaet Westley Richards i Birmingham. I århundreder havde en geværlås været en sidelås, men de to opfindere formåede i 1875 at skabe en helt ny konstruktion, som ikke bare havde indvendige haner – de blev også spændt automatisk, når man åbnede bøssen efter affyring. Konstruktion var tillige meget enkel med i alt 15 færre komponenter end datidens typiske sidelåse, og egnede sig godt til maskinel bearbejdning. Det gjorde bøsserne meget billigere at producere, og bøsser med denne låsetype blev hurtigt fremstillet verden over.
Bøssemagerne i London havde ikke udstyr til masseproduktion, og holdt ved deres traditionelle produktion af sidelåsbøsser, der dengang i endnu højere grad var baseret på håndarbejde. Her gjorde man ofte en dyd af nødvendigheden, og hvis en kunde ønskede en kasselåsbøsse, nedlod mange af dem sig højst til at færdiggøre et eksemplar fremstillet i Birmingham.
Mange skribenter har lovprist, at det er en enkel sag at fjerne låsene på en sidelåsbøsse for rengøring og vedligehold, mens det er en langt vanskeligere proces på en boxlock. Det vil jeg lidt polemisk tillade mig at formulere på en anden måde: Sidelåse gør det lettere at udføre den service, som ikke er nødvendig ved boxlåsen.
I ældre litteratur om jagtvåben møder man ofte også en påstand om, at basculen på en sidelås er stærkere end på en kasselås. Det er ikke korrekt. I kraft af de enorme produktionstal og ofte lavere materiale- og bearbejdningskvalitet kunne man naturligvis inde mange flere eksempler på kasselåse, hvis bascule var revnet, end tilfældet var for sidelåsbøsser. Dette er ikke overraskende, da der i de dyrere sidelåsbøsser var plads til bedre materialevalg, mere forarbejdning og bedre hærdning i den pris, man kunne forlange for det færdige produkt. Dernæst spillede det givetvis ind, at det ikke ville være ønskværdigt, at fashionable og dyre sidelåsbøsser fra de mest berømte producenter ikke var de bedste og stærkeste af alle.Sandheden er imidlertid, at vægt for vægt kan en boxlås gøres lettere end en sidelås, da den ikke behøver de to relativt tykke plader (kaldet låseblik) til at fastholde låsedelene, og i øvrigt har færre dele. En kasselås af høj kvalitet er derfor enten lettere eller stærkere end en sidelås. Det var ikke tilfældigt, at da Jefferys bøssemagere i Birmingham udviklede verdens dengang kraftigste jagtriffel i kaliber .600 Nitro Express, valgte man at lave den med en kasselås. Nogen praktisk betydning i styrkeforskelle er der ikke i praksis. Begge låsesystemer har igennem 150 år vist sig at være mere end tilstrækkeligt stærke til deres formål.
En kasselås stærkere end en sidelås med samme vægt, og der er ingen påviselige fordele ved at bruge en sidelåsbøsse til jagtbrug. Bøssens balance og førbarhed afhænger udelukkende af kvaliteten i udførelsen.
Kvalitet og oprindelse
Generelt er alle britisk fremstillede boxlåsbøsser af en god kvalitet – lavprismarkedet med de mere tvivlsomme kvaliteter blev især erobret af belgierne, som også kunne fremstille bøssepiber med meget små omkostninger. Men mange andre europæiske producenter fremstillede boxlocks af god kvalitet – ikke mindst i Tyskland. Ingen ved blot tilnærmelsesvis hvor mange kasselåsbøsser, der verden over er fremstillet siden 1875, men det er et stort milliontal.
I takt med at der blev fremstillet svimlende mængder kasselåsbøsser til stadig lavere priser, blev det desværre en almindelig opfattelse, at den dyrere sidelåsbøsse altid var et våben af højere kvalitet. Men det var og er ikke nødvendigvis tilfældet.
En forholdsvis billig spansk kopi af en Holland & Holland Royal er en udmærket og funktionel bøsse, men bestemt ikke det samme produkt som en best gun lavet i Storbritannien. På samme måde er der stor forskel på en prisbillig kasselåsbøsse og en best boxlock – uanset hvem producenten er.
Foruden Westley Richards var W.W. Greener den største producent af best boxlocks, fulgt af William Powell, men også skotterne lagde navn til mange best boxlocks – ofte i letvægtsudgave som denne her fra Joseph Harkom & Sons.
Uafhængigt af, om man vælger at lave en bøsse med kasse- eller sidelås, så er det kvaliteten af materialer samt graden af forarbejdning og raffinering af våbenet, der kvalificerer den til betegnelsen ”best gun”. Det var primært britiske producenter, som lavede best boxlocks, fordi man her havde et marked, som stillede krav til høj kvalitet og gode skydegenskaber – og som ville betale prisen for det. Selvom man godt kan støde på best boxlocks fra andre lande, er størstedelen af de stadig eksisterende best boxlocks lavet i Birmingham og eventuelt færdiggjorte andre steder i Storbritannien.
I dag er en nyfremstillet best boxlock en stor sjældenhed, selvom der bla. i Italien stadig laves nogle få stykker. Sådan var det ikke omkring forrige århundredskifte og i årene frem til 2. verdenskrig. De fleste af de kendte britiske firmaer solgte best boxlocks – omend selv en så kendt producent James Purdey & Sons fik dem fremstillet i Birmingham og ”blot” færdiggjorde dem i London. Selv Boss & Co. leverede best boxlocks, selvom de roste sig af kun at have lavet best sidelocks i hele virksomhedens historie. Best boxlocks fra Boss blev alene markedsført med indehaveren John Robertsons navn indgraveret.
Andre var mere faste i troen på kasselåsens overlegenhed. En af datidens største producenter af jagtvåben i verden, W.W. Greener, producerede i 1903 primært kasselåsbøsser i et utal af kvaliteter, og skrev frejdigt i sine annoncer: ”Best ejector guns baseret på sidelåssystemet fortrækkes af visse amatører…”
Som det fremgår af Westley Richards katalog fra 1912, var det ikke kvaliteten af det færdige produkt, som gjorde kasselåsbøssen billigere end sidelåsbøssen – det var de lavere omkostninger ved fremstillingen af kasselåsen.
Best boxlocks
Blandt de mange bøsser, som tidligere blev fremstillet i Storbritannien, udgør modellerne i de allerbedste kvaliteter naturligvis ikke nogen stor andel på grund af den enorme produktion, men de er til gengæld ikke svære at identificere. Klassiske kendetegn er, at de er fuldt graverede med arbejde af høj kvalitet. De har altid en høj grad af finish, og de har oftest rigt åretegnede skæfter ligesom en udsøgt tilpasning mellem træ og metal. Mange af dem har tillige en såkaldt ”fancy back”, hvor bagenden af basculen ikke udgør en ret linje, men er figurskåret for at lave en mere harmonisk overgang til skæftet. Nogle har tillige ud- og netskæringer på siderne af kolbehalsen – såkaldte ”church windows”, opkaldt efter deres lighed med vinduerne i en gotisk katedral.
Det vigtigste ved en best gun – uanset låsetype – kan dog ikke umiddelbart ses – det skal fornemmes. De største omkostninger ved at lave en bøsse af høj kvalitet ligger især i fremstillingen af låsen og piberne. Britiske bøssemagere forædlede deres produkter ved at gøre dem både lette og velbalancerede sammenlignet med traditionerne på kontinentet. Det opnåede man ved at tilpasse den enkelte pibe med filearbejde udført i hånden, så den ikke bare opnåede den ønskede godstykkelse og balance, men tillige fik en perfekt finish på overfladen.
Førte gang, man får en best boxlock i hånden, er det slående, hvor meget anderledes let og elegant den er end de gængse kasselåsbøsser, som producenten ikke har brugt megen tid på at raffinere.
Jeg har et par gange prøvet at bede erfarne kendere af engelske bøsser foretage en sammenlignende blindtest for at se, om de kunne fastslå låsetypen på de bøsser af høj kvalitet, som de fik i hænderne. Ingen har endnu haft held til at få alle rigtige ud af fem forsøg.
Alligevel er det stadig muligt at købe en best boxlock fra en britisk producent for en tredjedel eller endnu mindre af prisen på en best sidelock gun lavet i London. Best boxlocks er nok den sidste kategori af bøsse, hvor man kan få mere, end man betaler for. Som alle forhandlere kan fortælle, er det vanskeligt at overtale en kunde til at købe en bøsse blot på basis af dens høje kvalitet. Derimod er der altid et marked for selv de mest udslidte udgaver en gammel ”name gun” fra Purdey eller Holland & Holland – uanset hvilken låsetype den har.
Westley Richards perfektionerede kasselåsbøssen med udviklingen af ”detachable locks” i 1897 – et design, som fabrikken stadig baserer både haglbøsser og dobbeltrifler på.
Pris og kvalitet
I årene op til 1. verdenskrig var kasselåsbøsserne endnu ikke gennem snobberi og modeluner reduceret til en andenplads i hierarkiet af jagtvåben. At det forholder sig sådan, fremgår nok mest tydeligt, hvis man sammenligner nogle af de kendte producenters priser på de forskellige typer bøsser, da de var nye.
Den velkendte producent J. Needham i Birmingham tilbød i 1891 sin bedste boxlock for 48£, mens firmaets bedste hammer gun kostede 42£. To år senere tilbød William Evans i London deres bedste haglbøsser til 47£ og 5 s. – uanset om den havde sidelåse eller en kasselås. På samme måde lavede W.W. Greener i 1903 både best grade boxlocks og sidelåsbøsser – begge til samme pris på hele 73£ og 10 shilling – mere end en Holland & Holland sidelåsbøsse model Royal, som kostede 68 £.
Westley Richards, der stod bag opfindelsen af boxlåsen, lavede en bred vifte af modeller, ligesom man introducerede en version, hvor man kan tage låsene ud af ”kassen”. Den nye version blev nærmest til ved en tilfældighed. En kunde ønskede sig en bøsse med kasselås, men uden synlige skruer og stifter – en såkaldt ”pinless action” – og resultatet blev de såkaldte detachable locks. Ved at fjerne forskæftet kunne man åbne kasselåsens bundplade og uden brug af værktøj tage låsene ud. Firmaets dyreste haglbøsse var Modéle De Grande Luxe, der havde detachable locks og helgraveringer med både scroll og vildtscener. Den kunne man afhængigt af kundes ønsker til dekoration og guldindlæg i 1912 få for 110 – 220£. Det skal man holde op mod, at en sidelåsbøsse fra Purdey dengang kostede 89 £!
Det er naturligvis ikke overraskende at kvaliteten af best boxlocks blev afspejlet i den pris, de kostede fra nye. Det overraskede er, at deres kvalitet nu om dage kun påskønnes af en lille skare af kendere. Best boxlocks opnår forholdsmæssigt slet ikke samme priser som best sidelocks fra samme periode – hverken i butikkerne eller på våbenauktionerne.
Da best boxlocks aldrig blev fremstillet i særlig mange eksemplarer, og da de efterhånden gik af mode efter 1. verdenskrig til fordel for sidelåsbøsser, er det ikke altid let at finde en best boxlock. Men lykkes det, kan man erhverve sig en bøsse af ekstremt høj kvalitet af både materialer, forarbejdning og skydeegenskaber til en langt lavere pris, end en tilsvarende sidelåsbøsse.
Hvis man køber en bøsse for at bruge den, skal man naturligvis gå efter høj kvalitet til prisen. Og her har jeg svært ved at se det rationelle i at betale mere for en andenklasses sidelåsbøsse, som kostede mindre end en kasselåsbøsse, da de begge var nye. Vil man have mest mulig kvalitet for pengene, kræver det kun, at man sætter sig ud over modens diktat – og derefter bruger den nødvendige tid på at opspore et eksemplar. Selvom der kan være langt mellem snapsene, så er det en god ide at lede efter bøsser af høj kvalitet fra producenter udenfor London eller Birmingham, de fleste købere som nævnt går efter kendte navne.
Westley Richards perfektionerede kasselåsbøssen med udviklingen af ”detachable locks” i 1897 – et design, som fabrikken stadig baserer både haglbøsser og dobbeltrifler på.
Perfect Patent
Det er nok her på sin plads med en indrømmelse af, at jeg selv i nogen grad stadig er underlagt moden og snobberiets krav, da jeg er den lykkelige indehaver af indtil flere britiske sidelåsbøsser. Dog har jeg gennem årene benyttet to forskellige britiske boxlocks på praktisk jagt. Den ene var en John Moreton, som givetvis har ladet bøssen fremstille i Birmingham omkring forrige sekelskifte. Den anden er en Westley Richards model Gold Name, som har detachable locks. Modelbetegnelsen skyldes, at bøssen er helt uden dekorationer og alene har producentens navn indlagt i guld på begge sider af basculen. Den har i mere end 25 år været min standardbøsse til al slags jagt i både ind- og udland; især hvor der var tale om krævende miljøer, som der våde skotske højland, strandjagt nær saltvand og sågar jagt i den centralafrikanske regnskov. Den sidstnævnte jagt er notorisk hård både ved metal og skæfte, når man trænger sig igennem den tætte og altid våde bevoksning. Ingen af de to bøsser har dog med rimelighed kunnet kategoriseres som ”best boxlocks”.
Sidst i 2020 lykkedes det mig dog omsider at få fingre i en sand best boxlock til brug for denne artikel. Jeg ville ved selvsyn konstatere, om en sådan bøsse vitterligt har lige så fornemme skydeegenskaber, som jeg kender fra de engelske sidelåsbøsser. Producenten var ikke i tvivl om kvaliteten af sine produkter. I et katalog fra 1912 omtales modellen som “The Westley Richards Perfect Patent Double Hammerless Ejector Gun”.
Låsen er lavet efter Westley Richards patenterede design. Den har derfor både underliggende purdeylukke og et ”dolls head” med en tredje lukkeknast til sikring af, at pibernes kammerende yderligere fastholdes mod basculen under affyringen. Systemet består af en pal, som aktiveret af toplukkenøglen glider ud og ind i en modsvarende udfræsning i den forlængelse af sigteskinnen, som ender i et såkaldt dukkehoved. Det er en uhyre stærk, men meget krævende konstruktion at fremstille, da den kræver sammenføjning af runde dele i flere vinkler mellem talrige flader. Ikke desto mindre hævder WR i deres katalog fra 1912, at der var over 200.000 bøsser med denne konstruktion i brug.
Rødhåret
Det var kærlighed ved første blik, da jeg fik bøssen i hænderne. Jeg har en stor forkærlighed for både smukt forarbejdede damascerede piber og rigt åretegnet fransk valnød, og bøssen har begge dele i rigt mål.
En traditionel kasselås har fået sit navn fra den meget rektangulære form, der skyldes de to indbyggede spændstænger, som spænder haner og slagfjedre, når låsen åbnes og piberne fældes forover. I årene efter opfindelsen af kasselåsen i 1875 blev der lavet talrige varianter, hvor man forsøgte at gøre låsene lidt mindre kasseformede.
Mit nye fund har været nummer tre i en trio af bøsser. Den er fremstillet i 1906, hvor håndsmedede damascerede piber var ved at forsvinde til fordel for piber af sænksmedet stål.
Damascerede piber blev fremstillet af stænger af stål og jern, som blev vredet om deres egen akse og siden om hinandens. Derefter blev de som et bånd håndsmedet sammen omkring en dorn af den ønskede kaliber.
Min nye WR har tydeligt mere afrundede og strømlinede former end traditionelle kasselåsbøsser, hvilket bidrager stærkt til bøssens æstetiske indtryk. For at kunne gøre låsekassens hjørner mere runde og smalle, har WR benyttet et patent af Birmingham-bøssemageren Henry Smith fra 1887. Han erstattede de to spændstænger i siderne med en enkelt T-formet stang, der fra sin position i midten af låsestolen spænder begge haner, når bøssen knækkes. Låsestolen er helt dækket med fine scroll-graveringer, samt producentens navn i et banner. Stødbundenes bagside er ”flutede” og fuldgraverede for at lave en blød overgang til selve låsekassen, som tillige meget karakteristisk for en WR-bøsse har en bølget afslutning mod skæftet (ofte kaldet ”fancy back”).
Bøssen har 76 cm lange piber af ”Best English Damascus” – den fornemste kvalitet på markedet og derfor et naturligt valg til en best gun. Ved håndsmedningen af piberne opstår der smukke runde figurer, som understreges af den klassiske brunering, der netop er rødbrun og ikke sort som på moderne bøsser.
I modsætning til gængs opfattelse er damascerede piber af god kvalitet fuldt anvendelige med moderne patroner – inklusive moderat ladede stålhaglpatroner. Det kræver blot, at bøssen har åbne trangboringer, er trykprøvet til røgsvagt krudt og at patronerne har korrekt længde til kammeret. Stålhaglpatroner kan tilmed fås med både hylster og haglskål af pap. (Se evt. VT 8/2020).
Med sin gamle Patstone hanebøsse, der har damascerede piber, har en af mine venner således igennem en menneskealder nedlagt næsten 10.000 fugle – heraf langt de fleste med stålhagl. At bøssen fremstår som ”rødhåret” med mange små krøller, gør den derfor i mine øjne ekstra attraktiv.
Mere Deeley
Skæftet er af klassisk engelsk form uden pistolgreb, og lavet af rigt åretegnet fransk valnød. Længden fra forreste aftrækker til bagenden er 36 cm, hvilket var normalt for datidens bøsser. Det passer mig perfekt, da jeg er en lille mand. Det ville jeg ikke have været, da bøssen blev lavet – her var gennemsnitshøjden af soldaterne i den britiske hær hele 11 cm lavere end i dag. Af samme grund må mange jægere have skæftet forlænget, hvis de køber en klassisk engelsk bøsse.
Bagpå er skæftet netskåret og forsynet med indlagte og graverede metalplader til beskyttelse af både hæl og tå.
Bøssens ejektorer er bygget på Deeley & Edges patent, hvis design nærmest er en miniudgave af indholdet af deres kasselåssen.
Forskæftet har et smukt udført og fuldt graveret fæste af Deeley&Edge-typen med undersænket pal. Afslutningen af forskæftet mod mundingen består af et indlæg af horn. Alt sammen udført med den bedste tænkelige kvalitet af arbejde – præcis som resten af bøssen.
Selvom nogle producenter i de tidlige år byggede kasselåsbøsser med fangsikring, har WR skønnet, at dette var unødvendigt. Årsagen er, at både hanen og aftrækkerstangen er dobbelt så brede som på en sidelåsbøsse, ligesom spændroen (the bent) er dybere. Det bevirker i praksis, at det er næsten fysisk umuligt at udløse hanen ved et stød eller en anden fysisk påvirkning end via aftrækker og aftrækkerstang – selv når bøssen er afsikret.
Ejektorerne er også af John Deeleys patent, der ikke særlig beskedent omtales som ”The Westley Richards Celebrated Grand Prix Ejector Mechanism”. Der er reelt tale om to adskilte låsesystemer placeret ved siden af hinanden i forskæftet. Via en vippearm udløses ejektorerne, når kasselåsens slagfjeder har skiftet position under affyringen. Konstruktionen har den fordel, at mens slagfjedrene spændes, når bøssen knækkes, spændes ejektorfjedrene, når bøssen lukkes. Gennem denne fordeling af arbejdet bliver bøssen let både at åbne før og lukke efter genladningen.
Bøssen er fremstillet i 1906, og var ifølge 1912-kataloget firmaets dyreste udgave med fixed locks. Prisen var 60 Guineas (63£) – hvilket dengang svarede til 70 % af prisen på en Purdey sidelåsbøsse.
I både sigteskinne og toplukkenøgle, samt på indersiden af forskæftet har bøssen indgraveret tallet ”3”. Det indikerer, at bøssen oprindeligt blev lavet som en del af en trio, hvilket kan være med til at forklare både dens høje kvalitet og stand som var den næsten ny, for i årene efter 1. verdenskrig var de meget få jagter, hvor man havde behov for ikke bare én, men to ladere. Mere vigtigt i denne sammenhæng er nok, at det lille 3-tal også fortælle, at selv de relativt få ”storskytter”, som før 1. verdenskrig havde brug for en trio af bøsser, ikke rynkede på næsen af best guns med kasselås.
Kvaliteten af arbejdet er i top. Bemærk firmaets karakteristiske toplukkenøgle og den perfekte sammenføjning mellem træ og metal, samt låsekassen og pibernes doll’s head.
I felten
Efter det meget positive førstehåndsindtryk var jeg naturligvis spændt på, om bøssen også kunne levere det væsentligste – skydeegenskaber, som står mål med resten af bøssen kvalitet. Når man tager en hvilken som helst bøsse i hånden, fornemmer man straks dens balance og førbarhed, men man kan naturligvis ikke vide, hvor jævne skudbilleder, bøssen kan lave, hvor deres centrum er i forhold til sigtelinjen og i forhold til hinanden.
Disse forhold påvirkes i høj grad af, hvor mange ressourcer, der er ofret på bearbejdningen og ikke mindst reguleringen af piberne – præcis som tilfældet er for en dobbeltriffel. Ved testskydningen bestod den gamle WR med glans. Selvom det kan være svært præcist at fastslå et skudbilledes centrum, så var det tydeligt, at med både bismuth- og stålpatroner traf begge bøssens piber i det samme niveau over sigtepunktet, og at deres centrum kun lå nogle få centimeter fra hinanden.
WR-bøssen er tydeligvis ikke bygget til at skyde en kanin i køkkenhaven eller en lejlighedsvis and på aftentræk. Den er designet til jagt på drevne fugle, hvilket understreges af, at den har været en del af en trio. Den vejer 3.060 gram, og er oprindelig reguleret med en ladning på 30 gram blyhagl, hvorfor den ligger indenfor Greeners anbefaling af, at en bøsse bør veje et sted mellem 96 og 104 gange den ladning, som man bruger i den.
Med et balancepunkt placeret ca. en tomme foran hovedbolten, er bøssen en antydning snudetung, hvilket hjælper skytten med at fastholde et jævnt sving helt op til og lidt efter affyringen. Det er en stor fordel, både når man skal skyde fasaner, der kommer højt over skyttens hoved eller der er tale om lange sideskud til agerhøns eller grouse…
Jeg nåede akkurat at få bøssen med på de sidste af årets små jagter, og her blev jeg heller ikke skuffet. De lave sideskud, som jeg normalt er dygtig til at bomme på, lykkedes næsten hver gang, og selv de få fasaner, som kom oppe mellem bøgetræernes grene, skulle jeg bare trækker igennem, så faldt de stendøde til jorden. Det skyldtes naturligvis, at skæftet passer mig glimrende, men også de skydeegenskaber, som de britiske bøssemagere igennem generationer har lært at bygge ind i deres bedste produkter. Jeg oplevede ingen som helst forskel fra de britiske bøsser med sidelåse, som jeg har brugt igennem årene – snarere tvært imod. Jeg fik virkelig mest mulig smæk for skillingen.
Selvom pibernes er damascerede, gør deres høje kvalitet dem rigeligt stærke til at modstå selv nutidens trykprøvningskrav. Man kan sagtens anvende bøssen med moderat ladede 65-mm stålhaglpatroner, da begge løb har mindre end ½ trangboring.
Bøssen er en anelse snudetunge, og de lange piber gør den ideel til en bred vifte af jagtformer i både skov og åbent land.
