En tidssvarende veteran
For mere end 30 år siden fremstillede Browning en haglbøsse, der selv i dag opfylder de fleste af nutidens krav til en moderne jagtbøsse. Vi har testet en brugt Browning B25 model B2G.
John Moses Browning er formentlig den mest succesfulde og flittige våbendesigner, som verden hidtil har set. Men næsten alle hans designs bestod af automatiske, halvautomatiske eller manuelt repeterende våben. Det er derfor lidt paradoksalt, at hans sidste – og i Europa langt mest populære design var en knæklåsbøsse med to løb placeret ovenpå hinanden.
Selvom man allerede i 1600-tallet fremstillede bøsser med piberne liggende ovenpå hinanden, var det så meget lettere at konstruere bøsser med piberne liggende ved siden af hinanden, at denne type snart blev fuldstændig altdominerende de næste par hundrede år. En O/U var i mellemkrigsårene en sjælden luksus, der var forbeholdt de ganske få og entusiastiske skytter, som havde råd til at få bygget en bespoke gun i London fra firmaer som Boss & Co eller James Woodward.
John Moses Browning døde under færdiggørelsen af sin O/U, der i USA kom til at hedde model Superposed og i Europa model B25.
Først midt i 1920’erne begyndte man på kontinentet at fremstille O/U-bøsser i noget, som mindede om serieproduktion, idet Merkel lancerede sin model 303 i 1924. Men også denne bøsse var kostbar – faktisk var den dyrere end en familiebil fra Opel.
/U, som gjorde det lettere at seriefremstille bøssen og dermed reducere prisen radikalt – og det lykkedes. Selvom den nye Superposed var mere end dobbelt så dyr som en Auto 5, var prisen langt mere overkommelig end nogen anden på markedet.
Browning lod sig dog ikke afskrække af de høje omkostninger ved at lave en O/U. Hans første patent på bøssen blev udtaget i oktober 1923. Men ulykkeligvis så John Moses Browning aldrig resultatet af sine anstrengelser, idet han pludseligt dør i november 1926 under arbejdet med fremstillingen af den første prototype. Hans søn, Val Browning, måtte overtage projektet og resultatet blev, at Fabrique Nationale i Belgien først i 1927 påbegyndte produktionen. Året efter kunne man levere nogle få styk af Brownings model Superposed, som den blev kaldt i USA, mens den i Europa blev døbt model B25. Først i 1931 blev bøsserne for alvor introduceret på det amerikanske marked.
Browning havde bestræbt sig på at designe en helt ny konstruktion af en O/U, som gjorde det lettere at seriefremstille bøssen og dermed reducere prisen radikalt – og det lykkedes. Selvom den nye Superposed var mere end dobbelt så dyr som en Auto 5, var prisen langt mere overkommelig end nogen anden på markedet.
Kompleks fremstilling
Inden introduktionen af model B25, var der på verdensplan formentlig ikke fremstillet mere end nogle få hundrede moderne O/U-bøsser i alt – primært i Storbritannien. Men fra introduktionen af B25’eren og frem til 1938, fremstillede F.N. i den belgiske by Herstal hele 17.000 eksemplarer, der hovedsagelig blev solgt på det store amerikanske marked på trods af depression og trange år for de fleste producenter af jagtvåben.
Udbruddet af 2. verdenskrig satte naturligvis en stopper for Fabrique Nationales produktion af haglbøsser til Browning, og man blev først i stand til langsomt at genoptage produktionen af B25’ere i 1948. Årene efter krigen var stadig præget af mangel på råvarer, og situationen blev først helt normaliseret i løbet af 1950’erne.
B25’eren har en gennemgående hovedbolt og massive underliggende knaster, som medvirker til at gøre konstruktionen en af de stærkeste og mest langtidsholdbare nogensinde.
Råvaresituationen var langt bedre i USA, og ingen produktionsfaciliteter var blevet ødelagt af krigshandlinger – tværtimod var kapaciteten blevet mangedoblet. Alligevel valgte Browning at afvente retableringen af Fabrique Nationale i stedet for at overføre produktionen til USA. Man var helt bevidst om, at en B25’er ikke var hverken nem eller billig at fremstille, og krævede folk med mange års erfaring i fremstilling af jagtvåben i høj kvalitet.
Bøssen indeholdt fra starten hele 22 forskellige typer stål. 84 af bøssens dele gennemgik i alt 794 bearbejdningsprocesser, og 67 af delene skulle hærdes på forskellig vis afhængigt af deres formål. Produktionen krævede ikke mindre end 1.490 forskellige måleværktøjer og andre instrumenter, som blev anvendt til 2.310 forskellige tests af dimensioner og hårdhed af delene. Herefter fulgte 155 arbejdsgange for at færdiggøre bøssen, inden dens samling og finish blev udført i hånden af de belgiske bøssemagere.
Alligevel lykkedes det for Browning at lancere en velfungerende O/U, som ganske vist var kostbar, men alligevel indenfor økonomisk rækkevidde af langt de fleste entusiastiske skytter. Hertil kom, at den introducerede automatiske ejektorer, en ventileret sigteskinne og en singletrigger med pibevælger – detaljer, som i dag er standard, men som var avancerede i 1950’erne.
Låsen på en B25 er en kompliceret konstruktion med mange bevægelige flader, der skal passe nøje sammen, og som derfor kræver mange timers kostbart håndarbejde.
Når låsepalen til forskæftet aktiveres, kan skæftet glide frem og frigøres fra basculen, men det kan ikke fjernes fra piberne uden brug af værktøj.
I dag er Browning alvorligt udfordret af de mange konkurrenter, som efterhånden fulgte i succesens kølvand. Indenfor konkurrenceskydning gør de sig i dag mest gældende indenfor sporting-disciplinen, mens firmaer som Perazzi og Beretta i høj grad har erobret markedet for skeet- og trapbøsser. Det hører dog med til historien, at topskytternes ”foretrukne” valg af haglbøsse i høj grad knytter sig til, hvilke producenter, der yder de største sponsorkontrakter. Man kan derfor ikke nødvendigvis konkludere, at de senere tilkomne konkurrenter laver bedre bøsser, blot fordi de nu er fremherskende blandt topskytterne.
Som ovenfor beskrevet, er en B25’er ikke en let produceret bøsse, og prisen på at fremstille den blev i løbet af 1960’erne så høj, at Browning så sig nødsaget til at introducere billigere modeller. Først kom model Citori i 1973, og siden fulgte B125, B325 og så videre. Disse bøsser er helt eller delvist lavet i Japan, og mange entusiaster anser dem derfor ikke for en ”rigtig” Browning – her tæller kun en B25. Det er efter min mening blot snobberi – naturligvis er der kvalitets- og finishmæssig forskel på bøsser af forskellige modeller, hvor topmodellen koster mange gange mere end den billigste model.
B25’eren og fabrikkens de efterfølgende modeller på samme låseprincip har været en enestående succes. I 2008 kom man op over en million producerede eksemplarer. Til dato er der hos Fabrique Nationale fremstillet over 250.000 bøsser i model B25, og den fremstilles stadig i Belgien – om end i langt mindre tal end tidligere. Modellen har overlevet alle nyskabelserne på markedet – såsom kunststofskæfter og aftagelige aftrækkerhuse. Brownings model B25 har indtil videre været produceret i mere end 90 år, og intet tyder på, at den vil blive udfaset i overskuelig fremtid.
En B25 i kaliber 20 fremtræder langt mere slank og elegant end den samme bøsse i kaliber 12.
Kaliber 20
På grund af de mange håndarbejdstimer, der medgår til at lave en ny B25’er i Brownings ”custom shop”, er prisen en ny B25’er stigende og vil vedblive at være det. Men for de ”purister”, der kun anerkender en B25 som en rigtig Browning, er den gode nyhed, at den intense konkurrence mellem producenterne af haglbøsser har fået brugte B25’ere til at falde noget i pris. Det samme gælder i det hele taget for brugte våben. En brugt B25 er dog stadig en ganske kostbar bøsse, men man får som ovenfor beskrevet meget for pengene, da modellen er tæt på uopslidelig.
I min ungdom var en B25 den haglbøsse alle jægere drømte om. Men jeg må tilstå, at jeg blev skuffet, da første gang jeg prøvede en bøsse i basisudgaven kaldet A1. Bøssen var i kaliber 12 og havde 70 cm piber, og vejede omkring 3 500 gram. På grund af sine underliggende lukkekaster er låsekassen ganske dyb og jeg fandt bøssen lidt tung og stor, selvom den var ganske velbalanceret. Det skal dog retfærdigvis siges, at Browning også fremstiller såkaldte Game Guns i kaliber 12, med engelsk skæfte eller i swan-neck-udgave, som kun vejer ca. 3 100 gram.
B2G’eren ankom i en original kuffert fra Browning, hvis design afslører bøssens alder.
Siden dengang for alt for mange år siden er trenden konstant gået mod lettere bøsser og længere piber. Det moderne ideal for en bøsse til allroundbrug og især til klapjagt, er en bøsse med 76 cm piber og en moderat vægt. Af samme grund ser man stadig flere O/U-bøsser i kaliber 20 på efterårets jagter, og her kommer B25’eren igen til sin fulde ret.
Kort efter re-introduktionen af B25’eren efter 2. verdenskrig, påbegyndte Val Browning at designe en udgave af B25’eren i kaliber 20, og den kom på markedet i 1949. Både låsekassens bredde og dybde er i sagens natur mindre, og bøssen kan gøres over et halvt kilogram lettere end en tilsvarende bøsse i kaliber 12.
Da jeg i forbindelse med et andet våbenkøb i England kunne opnå en pæn rabat ved at købe for mere end en vis sum, valgte jeg derfor at lade en B25 i model B2G indgå i handelen. Bøssen var nemlig en 20’er med 76 cm lange piber. Nu skulle jeg for en gangs skyld prøve at være moderne, selvom der var tale om en ganske gammel bøsse.
B2G-graveringen består af vildtscener omgivet af scroll-mønstre. Den er udført og signerede af gravøren Sophie Purgal.
Fordele og ulemper
B2G’erens største fordele er naturligvis den høje kvalitet, den fornemme førbarhed og den næsten uopslidelige konstruktion. Bøssen har naturligvis også ulemper, men de afhænger i høj grad af anvendelsesområder og øjnene, som ser den.
Kamrene på B2G’eren er ikke den i dag fremherskende magnumlængde på 76 mm, men de traditionelle 70 mm. Det er efter min mening en fordel, hvis man vil bruge stålhaglpatroner, som vi nok må erkende, bliver fremtidens eneste valgmulighed – i hvert tilfælde på skydebanerne. Hvis kammeret er længere end det, patronen er designet til, er haglskålen tilbøjelig til at påbegynde åbningen allerede i kammeret, for derefter at skulle presses sammen igen ved overgangskonussen 6 mm længere fremme i løbet. Det giver nemt dårligere skudbilleder og øger belastningen af piberne på deres svageste punkt.
Til gengæld mangler bøssen udskiftelige chokes. Fordelen er, at piberne kan holdes tyndere og mindre snudetunge, når der ikke skal være materiale nok til gevind. Trangboringen i det øverste løb på min B2G’er er for snæver til, at man bør bruge stålhagl i den. Men eftersom stålhaglpatroner – specielt i kaliber 20 – i forvejen giver snævrere skudbilleder end blypatroner, spiller det en lille praktisk rolle, hvis man reducerer dem. Selv vil jeg bore bøssen op til forbedret cylinder og ¼ choke. Jeg har udskiftelige chokes i en af mine andre bøsser, men jeg skifter dem stort set aldrig. De åbne chokes giver næsten altid de bedste skudbilleder – og mine evner som skytte er ikke gode nok til at udnytte den potentielt større rækkevidde, et mere samlet skudbillede giver. Jeg kan ikke systematisk ramme lerduer, som er meget mere end 25 meter væk. Kan du?
Det ligger i B25’erens design, at forskæftet ikke kan fjernes fra piberne uden brug af værktøj. Når man åbner låsepalen, kan forskæftet glide frem, så piber og forskæfte kan fjernes fra basculen. Lukkemekanismen er kompliceret og dyr at fremstille, men John Moses var af den opfattelse, at det var vigtigere, at forskæftet ikke kunne blive væk, når man opbevarede bøssen i adskilt tilstand.
Man skulle tro, at der ville samle sig skidt og vand/rust under forskæftet, når man ikke kan fjerne det med henblik på rengøring. Jeg spurgte min gode ven, som er en af landets førende bøssemagere, om det var tilfældet, men han har aldrig konstateret problemer i denne henseende på trods af, at han har adskilt mange hundreder af B25’ere igennem årene.
Bogstavkoden PN midt i serienummeret angiver, at bøssen er fremstillet i 1989. Hvilken pibe singletriggeren skal affyre først, afhænger af hvilken side man presser sikringspalen mod. Sikringen sker ikke automatisk ved åbning af bøssen, men skal manuelt aktiveres – i lighed med det, man ser på de fleste konkurrencebøsser.
Min eneste reelle anke over B25’erens konstruktion er sikringen/pibevælgeren. På en jagtbøsse vil jeg have en sikringspal, som automatisk skubbes tilbage i sikret position, når bøssen åbnes – præcis som på klassiske jagtbøsser. B2G’eren har ikke automatisk sikring – i lighed med mange andre fabrikater af O/U-bøsser. Efter min mening har indflydelsen fra flugtskydningsbanerne været dårlig på dette punkt.
Hertil kommer, at sikringens position til venstre eller højre afgør, hvilken pibe, der affyres først. Hvis man i sidste øjeblik vil skifte til en af siderne, kan man risikere at skubbe sikringen frem midt imellem de to positioner, hvilket umuliggør affyringen. Erfarne Browningbrugere oplever aldrig problemet, men som ny bruger, kræver det lige lidt tilvænning.
Den største ulempe ved bøssen er faktisk prisen – men her må man trøste sig med, at man får en bøsse, som i praktisk henseende er som ny, men som ville koste det tredobbelte, hvis den kom fra lige fra Fabrique Nationale.
I praksis
Jeg testede B2G’eren på både skydebanen og under praktisk jagt. Jeg fik først skæftet bukket, så det passer til mine mål, men levede med, at det var en halv centimeter længere end normalt.
Jeg skød godt med bøssen, selvom den er noget livlig, når man svinger den. For at få et tydeligt indtryk af forskellen på førbarhed mellem en kort- og langløbet bøsse, skød jeg på skift et antal runder på jagtbanen med B2G’eren og min Pathos, som også er i kaliber 20 – men med 70 cm piber. B2G’eren vandt – men ikke med nogen stor margin. Ikke overraskende var det på de lange bagskud, at forskellen i træfprocent var mest tydelig, ligesom sideduerne på lange hold var lidt lettere at pille ned med B2G’eren. Den førte dog kun med relativt få procent, målt i træffere.
Stjernerne og stregerne på bagenden af piberne angiver, at bøssens trangboring er henholdsvis Improved og Improved modified choke – svarende til ca. ¼ og ¾ boring med europæiske/britiske betegnelser.
For sjov skyld skød jeg også nogle runder med min Browning Double Auto, som har en meget lang pibe, men som tillige er noget af det mest snudetunge haglvåben, man kan forestille sig. Her gik det helt fint med både bag- og sideduerne, mens den kom ynkeligt til kort overfor spidsduerne, hvor jeg ikke fik en eneste double trods snesevis af forsøg.
På mange af de terræner, jeg kommer på jagt, er det et krav at man skal bruge nedbrydelige forladninger, og da jeg har arvet et stort antal bismutpatroner med filtprop, var det oplagt at prøve disse af i B2G’eren på årets første andejagter. Browning fremstiller deres kamre med en relativt kort overgangskonus, og det er i denne henseende en fordel. En lang overgangskonus kan give problemer med at opbygge gastrykket ideelt, når patronen har en let/moderat haglladning og en filtprop som forladning. Hverken patroner eller bøssen svigtede mig dog.
Ved ilddåben kom bøssens førbarhed for alvor til sin ret, da der var tale om mange meget forskellige typer af skudvinkler, ligesom afstandene varierede fra 15 til mere end 30 meter. Her var det en næsten berusende følelse, de gange jeg oplevede at B2G’eren nærmest af sig selv og uanset afstand gled tilstrækkeligt frem foran anden og fik den til at pakke stendød sammen i knaldet.
Min konklusion er, at bøssen med sin moderate vægt og lange piber er tæt på et ideelt valg til jagtmarkerne, og tillige et højst brugbart valg til træning og amatørkonkurrencer på lerduebanerne.
