Historien om hvorfor James Purdey & Sons blev kongernes bøssemager og bøssemagernes konge.
Blandt jægere er navnet Purdey lige så velkendt som navnet Ferrari er blandt bilister. De to virksomheder har det til fælles, at deres berømmelse skyldes deres ekstraordinære produkter. Forskellen er, at Ferrari har lavet biler siden afslutningen af 2. verdenskrig, mens James Purdey har fremstillet ”Best Guns” siden afslutningen af Napoleonskrigene!
En yderligere årsag til firmaets verdensberømmelse er, at James Purdey & Sons produkter er af en så fornem kvalitet, at firmaet blev leverandør til ikke bare hele den britiske kongefamilie, men praktisk taget alle Europas kongehuse.
Der er næsten 100 år mellem disse to billeder blev taget, men de fleste af produktionsteknikkerne ved fremstillingen af en Purdeybøsse er fuldstændig de samme.
James den ældre
Det verdensberømte bøssemagerfirma blev grundlagt i 1814 af James Purdey (1784-1863). Hans ældre søster havde giftet sig med en bøssemager ved navn Thomas Keck Hutchinson, som i 1798 tog svogeren i lære.
Da James blev udlært i 1805, opnåede han ansættelse hos Joseph Manton, der var datidens mest berømte bøssemager og stamfaderen til moderne engelsk jagtvåbenkunst.
I de følgende tre år demonstrerede James Purdey sine evner i en grad, så han blev udnævnt til leder af skæfteværkstedet, inden han fik arbejde som værkstedsleder hos en anden af datidens kendte bøssemagere, Alexander Forsyth.
I 1816 besluttede den efterhånden meget erfarne James Purdey at starte sin egen virksomhed med adressen 4 Princess St., London.
Ti år tidligere havde James giftet sig, men først i 1828 fik han en søn, som han i overensstemmelse med traditionen også døbte James. Da sønnen gik i faderens fodspor og gik i lære som bøssemager i 1843, kaldte man af praktiske årsager fader og søn for henholdsvis James den Ældre og James den Yngre.
I årene efter firmaets etablering kom den rent tekniske overgang fra flinte- til perkussionslås, og derefter til de tidlige bagladere. I dette turbulente marked lykkedes det James Purdey den Ældre at skabe sig et godt navn i branchen, med en årlig produktion af mellem 100 og 150 håndlavede våben årligt. Dengang lavede firmaet mange rifler, i modsætning til i sidste halvdel af 1800-tallet og i hele det 20. århundrede, hvor haglbøsserne dominerede produktionen.
Sammen med sønnen udviklede James Purdey i 1851 en ny type riffel med kun to riffelgange, som var meget hurtigere at lade og mere præcis end de hidtil anvendte. Riflerne blev kaldt ”Express” – en let genkendelig henvisning til datidens transportmæssige landvindinger med de såkaldte eksprestog. Siden blev udtrykket ”Express” synonymt med høj udgangshastighed og flad kuglebane – omtrent som ordet ”magnum” er det i dag. Typiske eksempler herpå er de mange storvildtkalibre, som fremkom omkring forrige århundredskifte – de blev næsten alle sammen døbt ”Nitro Express” til ”efternavn”. I 1858 overtog James den Yngre virksomheden, mens faderen trak sig tilbage og nød de resterende fem år af sit liv.
Selvom konkurrenten Holland & Holland sad på størstedelen markedet for dobbeltrifler, har Purdey også tradition for at fremstille dem. Her er det en side-by-sideriffel i kaliber .470 N.E.
James den Yngre
Med James den Yngre blomstrer virksomheden for alvor, og det var ham som gjorde navnet Purdey kendt blandt jægere verden over. Årsagerne var (foruden hårdt arbejde) en kombination af faglig dygtighed, teknisk snilde og stor forretningssans.James den Yngre var leder af virksomheden under den mest hektiske periode indenfor jagtvåbnenes udviklingshistorie – den sidste halvdel af 1800-tallet. I årene fra ca. 1860 til 1900 gik udviklingen med stor hast fra forladere med perkussionslås til moderne bagladevåben med indvendige haner, ejektorer og singletrigger.
Allerede i 1857 fremstillede Purdey således den første bagladebøsse, og derefter fulgte en kort overgang med våben til stiftpatroner. Fra midt i 1860’erne vandt centraltændte patroner frem med stor hast overalt på grund af systemets indlysende fordele, og allerede i 1865 lavede Purdey sin første bøsse med dette system.
Af langt større betydning var dog en opfindelse, som James Purdey den Yngre gjorde i 1863. Han udtog patent på en låsemekanisme, som siden skulle blive implementeret i størstedelen af alle europæiske jagtvåben til dato. Det såkaldte Purdeylukke består i al sin enkelhed af en lukkepal, som glider frem og tilbage i en udfræsning i basculen. Når bøssen lukkes, glider den fjederbelastede pal ind i modsvarende udskæringer på lukkeknasterne under piben, så de to dele låses sammen. Når låsepalen atter trækkes tilbage, kan man presse forenden af piberne ned, så kamrene bliver tilgængelige samtidig med, at slagfjedrene spændes. Da låsepalen er fjederbelastet, er der tale om et såkaldt ”snaplukke”, da låsningen sker automatisk, når bøssen lukkes.
To år senere opfandt William M. Scott toplukkenøglen. I 1868 indgik Purdey og Scott en samarbejdsaftale om at kombinere de to patenter. Aftalen gik ud på at andre bøssemagere skulle betale et engelsk pund i royalty for hvert våben, de anvendte patenterne på. Scott måtte handle med bøssemagerne i Birmingham, mens Purdey solgte til bøssemagerne i London. Kombinationen af purdeylukke og toplukkenøgle var så indlysende en forbedring, at det allerede fra starten blev en succes, som snart skulle blive en næsten enerådende standard for markedet. Af samme grund tjente begge firmaer store penge på aftalen.
Beesley
Det næste store udviklingsspring for Purdey kom via en henvendelse fra en tidligere ansat, Frederick Beesley. Efter bagladere med centraltændte patroner blev standard fra sidst i 1860’erne, var næste trin i udviklingen låse med indvendige haner. Gennembruddet for denne låsetype kom allerede i 1875 med Anson og Deeleys udvikling af kasselåsen. I 1880 fik Beesley patent på en ny ”hammerless” låsekonstruktion, og henvendte sig umiddelbart efter til James Purdey og tilbød ham at købe patentet. Purdey så straks konstruktionens mange fordele, og en aftale blev indgået. I alt fik Beesley udbetalt £55 for sit patent. Det kan umiddelbart lyde af meget lidt, men £55 svarede til 85% af prisen for en best gun fra Purdey. I dag koster den omkring en million kroner – plus moms.
Beesleys låsekonstruktion er blevet anvendt i uændret form siden patentet blev købt af James Purdey i 1880.
Mange af Purdeys kunder bestiller deres våben med ekstra udsmykning i form af guldindlæg som her. Man kan synes om det eller ej – det er kunden, som bestemmer alle detaljer, blot de ikke forringer bøssens funktion eller holdbarhed.
Beesleys patent var en meget avanceret konstruktion. Der var ikke bare tale om en lås med indvendige haner, men en moderne ejektorbøsse med selvåbner.
I modsætning til de fleste andre låse bliver slagfjedrene først spændt, når bøssen lukkes – via to stænger gennem basculen. Det enestående ved Beesleys konstruktion var imidlertid, at han lod de V-formede slagfjedre udføre hele tre funktioner.
På grund af et mellemled i form af vippepaler til spændestængerne, kan slagfjedrenes øverste arm både opspænde hanen og bruge sin kraft til at lette åbningen af bøssen. Den nederste arm af fjederen slår hanen frem under affyringen. Allerede samme år som patentet blev købt, blev der færdiggjort både haglbøsser og dobbeltrifler med dette system, og Purdey har i praktisk taget uændret form baseret produktionen af s/s-bøsser på dette system lige siden.
Kongelig bevågenhed
I de udviklingsmæssigt hektiske år lykkedes det tillige James Purdey at fange elitens opmærksomhed med sine elegante våben af allerhøjeste kvalitet. Den danske prinsesse Alexandra, der var gift med prinsen af Wales, fik bygget en haglbøsse til sin mands 26 års fødselsdag med følgende inskription i skæftets indlagte guldskjold: Albert Edward, Nov. 9th 1867. Prinsen var så begejstret for dette våben, at hans venlige frue supplerede den med yderligere et par, så prinsen nu kunne skyde med en trio. (Bare man selv var lige så godt gift!)
Året efter blev James Purdey officielt udnævnt til leverandør til Prinsen af Wales’ hof. Siden blev det til en lang række par og trioer, til både Edward og hans efterkommere. Også Dronning Victoria fik bygget et antal våben hos Purdeys. Det første var en dobbeltløbet pistol i 1838, fulgt af bl.a. en dobbeltriffel.
I 1878 opnåede Purdey den eftertragtede titel af Kongelig Hofleverandør til Dronningen – fulgt af samme privilegium fra landets øvrige kronede hoveder i årene, der fulgte. Næsten alle Europas kongehuse fulgte efter, inklusive de tre skandinaviske. Eksempelvis blev Purdey officielt udnævnt til kongelig svensk hofleverandør af Kong Gustav V i 1910, efter firmaet året før havde leveret et par haglbøsser med 29” piber til majestæten. Den spanske konge var en af firmaets allerbedste kunder, som fik bygget et anseeligt antal våben – i lighed med en række indiske fyrster.
Ni europæiske fyrster, fotograferet efter begravelsen af Edward VII i 1910. Fra venstre er det Kong Håkon VII af Norge, Kong Ferdinand af Bulgarien, Kong Manuel II af Portugal, Kejser Willhelm II af Tyskland, Kong Georg I af Grækenland og Kong Albert af Belgien. Siddende: Kong Alfonso XIII af Spanien, Kong Georg V af England og Kong Frederik VIII af Danmark. Purdey havde bygget våben til dem alle.
Kongelig bevågenhed
I de udviklingsmæssigt hektiske år lykkedes det tillige James Purdey at fange elitens opmærksomhed med sine elegante våben af allerhøjeste kvalitet. Den danske prinsesse Alexandra, der var gift med prinsen af Wales, fik bygget en haglbøsse til sin mands 26 års fødselsdag med følgende inskription i skæftets indlagte guldskjold: Albert Edward, Nov. 9th 1867. Prinsen var så begejstret for dette våben, at hans venlige frue supplerede den med yderligere et par, så prinsen nu kunne skyde med en trio. (Bare man selv var lige så godt gift!)
Året efter blev James Purdey officielt udnævnt til leverandør til Prinsen af Wales’ hof. Siden blev det til en lang række par og trioer, til både Edward og hans efterkommere. Også Dronning Victoria fik bygget et antal våben hos Purdeys. Det første var en dobbeltløbet pistol i 1838, fulgt af bl.a. en dobbeltriffel.
I 1878 opnåede Purdey den eftertragtede titel af Kongelig Hofleverandør til Dronningen – fulgt af samme privilegium fra landets øvrige kronede hoveder i årene, der fulgte. Næsten alle Europas kongehuse fulgte efter, inklusive de tre skandinaviske. Eksempelvis blev Purdey officielt udnævnt til kongelig svensk hofleverandør af Kong Gustav V i 1910, efter firmaet året før havde leveret et par haglbøsser med 29” piber til majestæten. Den spanske konge var en af firmaets allerbedste kunder, som fik bygget et anseeligt antal våben – i lighed med en række indiske fyrster.
Billede fra Purdey’s berømt Long Room, hvor kunderne rådgives med hensyn til detaljerne ved det våben, de bestiller. Portrættet er af James Purdey den Yngre, som gjorde firmaet verdensberømt.
Tredje generation
Tre af James Purdey den Yngres sønner, James III (1854-90), Athol (1858-1939) og til dels Cecil (1865-1943), gik gradvist ind i virksomheden. Dette blev officielt markeret ved, at firmaet i 1877 ændrede navn til James Purdey & Sons. Et skelsættende år er 1883, hvor virksomheden flytter ind i den berømte bygning på St. Audley Street i London, som James Purdey havde ladet opføre til formålet – og hvor firmaet har ligget lige siden.
For overhovedet at kunne dække kundernes behov, indførte man sidst i 1870’erne forskellige kvaliteter af virksomhedens produkter – fra A til E. Kun våben af Grade A blev fremstillet af Purdey fra start til slut, mens de øvrige grader blev købt ind som halvfabrikata og fik gravering og finish udført af Purdey’s ansatte. Selvom man tydeligt mærkede våbnene med den pågældende kvalitet og salget genererede gode indtægter, følte man med årene, at denne praksis var uheldig for virksomhedens omdømme. I 1890’erne blev stadig færre solgt og efter 1918 fremstillede man igen kun ”Best Guns”.
Desværre døde James III af tuberkulose i 1890, hvorfor primært Athol og i mindre grad Cecil blev yderligere involveret i driften. I denne periode nåede virksomheden et historisk højdepunkt. Op til omkring 350 våben blev bygget årligt, og af James’ testamente fremgik det, at virksomheden var vurderet til 90.000 £. Eftersom en faglært og betroet medarbejder dengang typisk fik £ 2 om ugen i løn, var der tale om en ganske betragtelig sum. Den store efterspørgsel ved slutningen af 1800-tallet medførte, at virksomheden i 1902 beskæftigede ikke færre end 108 bøssemagere. Mange var beslægtede og specielt Lawrence-familien spillede en stor rolle som ledende medarbejdere i produktionen. Fra 1880’erne og 100 år frem var Lawrence familiemedlemmer ansat i 242 år tilsammen!
James Purdey den Yngre døde i 1909, og efterlod sig en svimlende formue på 200.289 £. Athol arvede 2/3 af virksomheden, og drev den succesfuldt videre. Han skulle imidlertid opleve langt vanskeligere tider end sin far, der stort set kun oplevede fremgang. Den 1. verdenskrig indebar så store omvæltninger ude i verden, at virksomheden aldrig igen opnåede en størrelse og omsætning, som før 1914.
Berømte brugere
Eftersom næsten alle kongehuse i Europa var kunder hos Purdey, er det helt uoverkommeligt at nævne mere end nogle få berømte brugere af de fornemme våben. En af årsagerne til at Purdey fik så mange royale klienter var utvivlsomt, at Dronning Victorias søn, den senere Edward VII (1841-1910), i sin tid som prins af Wales var en meget ivrig klapjagtskytte. Han købte godset Sandringham og forvandlede det til et af landets førende jagtgodser. Her inviterede han en lang række royale slægtninge og jagtlige notabiliteter og gjorde klapjagten ekstremt populær.
Under klapjagternes højdepunkt i årene op til 1. verdenskrig talte man om de ”Fire Store” skytter i England: Lord de Grey, Lord Walsingham, Lord Huntingfield og Prince Duleep Singh. De anvendte alle parbøsser eller trioer af bøsser fra Purdey, hvilket ikke ligefrem skadede firmaets omdømme. Den mest passionerede klapjagtsskytte nogen sinde – eller besatte, om man vil – var utvivlsomt ovennævnte Lord de Grey, den senere The Marquess of Ripon (1852-1923). I alt nedlagde han i sin jagtlige karriere 556.813 stykker vildt, inden han faldt død om på en grousejagt. Han brugte udelukkende våben fra Purdey, og holdt fast i hanebøsser længe efter hammerlessbøsser var blevet standard. Han skød enten med et par eller en trio af bøsser, hvilket er med til at forklare hans massive udbytte. Han hævdes en gang at have skudt 28 fasaner på under ét minut.
Lord Ripon i aktion med sine to ladere. Han nedlagde igennem sin karriere omkring forrige århundredskifte mere end ½ million stykker vildt med sine mange bøsser fra Purdey.
Lord Walsingham
Hans nærmeste konkurrent var Lord Walsingham, som bogstaveligt talt skød sig fra hus og hjem, ved at formøble to godser og resten af den rørlige familieformue.
I samme periode var Monte Carloskydning – trapskydning til levende duer – overordentligt populær blandt samfundets økonomiske og sociale elite, og Purdey designede og leverede de specielle bøsser, som meget ofte gjorde indehaverne til vindere af store pengepræmier i konkurrencerne.
Mange af Purdeys kunder var aktive højt op i årene. Deltagerne i dette lille selskab var i alt 396 år, da de under en jagt i 1933 nedlagde 114 fasaner, 9 harer, 1 krikand, 1 bekkasin, 3 agerhøns og 36 kaniner!
O/U
Under verdenskrigen blev der stort set ikke lavet våben hos Purdey, og det meste af produktionen blev lagt om til krigsmateriel. Da verden langsomt begyndte at blive normaliseret igen efter verdenskrigen, stod Purdey overfor ganske anderledes forretningsmæssige udfordringer end tidligere. Eftersom USA var gået nogenlunde uberørt igennem krigen, drog Athol Purdey derover, og det lykkedes ham gradvist at opbygge et marked, så produktionen i midten af 1920’erne igen nåede op omkring 200 våben årligt.
Athol bemærkede, hvor stor succes Woodward og Boss havde med deres O/U-bøsser, og han besluttede sig for at Purdey også skulle bevæge sig ind på dette marked. I 1923 forelå resultatet, som dog ikke blev nogen succes. Eftersom Athol havde insisteret på, at bøsserne skulle have underliggende lukkeknaster, var bøssen tung og klumpet i forhold til de ovennævnte konkurrenters strømlinjede produkter. I alt blev der derfor kun fremstillet 27 O/U-bøsser indtil 1939.
Som en gave til Kong George V på hans 25-årsjubilæumdag som regent, byggede lederen af Purdey’s fabrik, Harry Lawrence i 1935 et par fuldt funktionsdygtige miniaturebøsser. De blev overrakt i en “kuffert” af sølv med alt tilbehør, samt specielt fremstillede patroner fra Eley. En enestående bedrift, som skulle cementere firmaets omdømme som verdens førende bøssemager.
En Purdey sportingbøsse i kaliber 20
I 1925 omdannede man virksomheden til et aktieselskab for at skaffe ekstra kapital til nødvendige investeringer, hvilket blev det første skridt til at kontrollen gled familien af hænde. I 1928 nåede fremstillingen af våben op på 300 per år, og en del af overskuddet på 10.000 £ gik til at firmaet kunne åbne sin egen skydebane.
Året efter – umiddelbart før den store depression – trak Athol sig tilbage, og overlod ledelsen af virksomheden til sine to sønner, James IV (1891-1963) og Thomas (1897-1957). De fik den utaknemmelige opgave at bringe firmaet helskindet igennem ikke bare depressionsårene, men også de vanskelige år efter 2. verdenskrig, som blev dødsstødet for et stort antal af de berømte engelske våbenfirmaer.
Størrelsesordenen af de problemer, Purdey stod overfor på grund af depressionen illustreres bedst af, at der i hele 1934 kun blev bestilt seks våben til det amerikanske marked og den samlede årlige produktion faldt til ca. 100.
I anden halvdel af 1930’erne gik det lidt fremad igen, men med udbruddet af 2. verdenskrig blev man reelt forhindret i at lave jagt- og konkurrencevåben og måtte i stedet igen ændre produktionen til krigsmateriel.
Efterkrigstid
Desværre for branchen vendte de gode tider ikke tilbage som efter 1. verdenskrig. Storbritannien var næsten blevet ruineret af krigen, og Purdeys velhavende kunder blev nu så hårdt beskattede, at mange ordrer afgivet før og under krigen blev afbestilt. Samtidig steg omkostningerne til produktionen så hastigt, at en haglbøsse, der kostede i 1945 koste 230 £, steg til 280 £ i midten af 1946. Resultatet blev, at Purdey måtte fortsætte sin værktøjsproduktion fra krigsårene sideløbende med fremstillingen af våben, der i denne periode kun bestod af ca. 70 styk årligt.
I 1949 bukkede det velkendte bøssemagerfirma Woodward under for tidernes ugunst, og indehaveren tilbød Purdey at overtage alle rettigheder og patenter for 300 £ plus værdien af varelageret, opgjort til 144 £. Herved kunne Purdey efter forskellige små ændringer omsider lancere en konkurrencedygtig O/U til det amerikanske marked, hvilket i høj grad var medvirkende til at bringe virksomheden på ret køl igen med en årlig produktion på 60-70 våben.
Årene efter den 2. verdenskrig var vanskelige for branchen, og aktiemajoriteten blev solgt til brødrene Hugh and Victor Seely, mens Tom Purdey fortsatte med at lede virksomheden indtil 1955. Seeley-brødrene overdrog virksomheden til deres nevø, Richard Beaumont, som drev Purdey’s frem til 1994.
Mens resten af verden oplevede en stor velstandsstigning fra 1960’erne og frem, indebar dette paradoksalt nok vanskeligere tider for producenterne af fornemme våben. Lønningerne steg, og medførte en afvandring af faglærte bøssemagere til andre virksomheder, der kunne betale højere lønninger.
Dette forlængede produktionstiden på en bøsse helt op til fire år fra bestilling til levering. Samtidig var der i 1970’erne en årlig inflation på 25 %, hvorfor en bøsse til 1.500 £, der var bestilt og delvist betalt i 1969, reelt havde kostet 2.500 £ at producere. Der var ingen vej uden om at indføre et prissystem, hvor kunden forpligtede sig til at betale den pris, bøssen kostede på leveringstidspunktet.
Hanebøsser har fået en lille renæssance de senere år, og Purdey har udviklet en moderniseret udgave med sikring og ejektor til entusiasterne.
Richemont
I 1980’erne kom det gradvist til et nyt vendepunkt. Mange af de ansatte lod sig pensionere – selvom der ikke ligefrem var tale om efterlønnere. Daglig leder af fabrikken, Chris Gadsby, gik på pension i 1985 efter 56 år hos Purdey. Eugene Warner trak sig tilbage i 1989 – i en alder af 93 år – efter 72 års ansættelse i firmaet. Samtidig skete der en hastig teknologisk udvikling med numerisk styrede bearbejdningsmaskiner, som i høj grad kunne lette produktionen af dele af våbnene. Desværre krævede dette en del kapital, hvilket virksomheden ikke var i besiddelse af. Derfor blev den i 1994 solgt til det franske virksomhedskonsortium Richemont Group, som var dannet i 1993. Konsortiet ejer en række virksomheder der producerer lukusvarer såsom Cartier, Dunhill, Karl Lagerfeld, Panerai og Montblanc.
Resultatet blev, at Purdey blev tilført midler og i dag råder over moderne maskineri, som sætter virksomheden i stand til trods alt at holde omkostningerne nede – på trods af de hundredvis af mandetimer, der stadig kræves for at lave en ”Best Gun”.
I dag har det hæderkronede firma derfor igen en bæredygtig økonomi baseret på en årlig produktion på 75-100 våben – afhængigt af tidernes gunst. Selvom Purdeys våben aldrig har været eller nogensinde bliver billige, har de nu i mere end 200 år repræsenteret toppen af engelsk kunsthåndværk indenfor våben.
Det siger meget om våbnenes kvalitet og englændernes konservatisme, at man har lavet den samme side-by-sidebøsse i uændret form siden 1880 – og at et stort antal af disse bøsser stadig er i praktisk brug – om end knapt så hyppigt i royale hænder som før.
I dag har O/U-bøsser også indtaget førerpositionen på jagtterrænerne, og Purdey har udviklet deres egen O/U med sidelåse som et moderne svar på deres klassiske S/S-bøsse.
Den stigende interesse for O/U over hele verden har medført, at Purdey har udvidet deres sortiment med en sportingudgave til en lidt mindre eksorbitant pris end de øvrige modeller.Hvis man som almindelig dødelig vil have fornøjelsen af jage med en bøsse fra Purdey, er de fleste henvist til at købe et brugt S/S. Dem er der mange af på markedet – især i Storbritannien – men det er vigtigt at man finder en i god stand, da bøsserne er dyre at reparere.
Få eventuelt hjælp fra en sagkyndig før du køber. En brugt Purdeybøsse i s/s-udgave, er typisk er omkring 100 år gammel. Er bøssen velholdt og derfor i fuldt funktionsdygtig stand med mange yderligere års holdbarhed koster typisk et sted mellem 75.000 og 150.000 kr. afhængigt af stand og årgang. Personligt synes jeg, at de er pengene værd, selvom trenden i disse år klart går mod O/U-bøsser. Køber man en (brugt) Purdeybøsse, handler det bestemt ikke om snobberi, men i langt højere grad om glæden ved at eje og anvende et eksempel på toppen af bøssemagerkunst. Kun de færreste af de overlevende kongehuse i Europa har da også fundet anledning til at skifte leverandør af haglbøsser.
