Alle kombinationsvåben består af et kompromis mellem det mulige og ideelle. Men nogle kompromisser er lettere at leve med end andre.
Af Jens Perto
Indtil en gang i midten af 1800-tallet var alle jagtvåben glatløbede. Afhængigt af den vildtart, man var på jagt efter, ladede man bøssen med hagl eller en rundkugle. Men i løbet af en kort årrække dukkede både riflede løb og enhedspatroner op. Kuglegeværerne blev mere præcise, og kunne nu anvendes på meget længere hold end før. Haglbøsserne blev lettere og bedre balancerede, så de var langt mere velegnede til at skyde på vildt i hurtig bevægelse. Begge typer våben blev udviklet til i stigende grad at være bedre til deres specielle formål.
Både og…
På en del former for jagt vidste man imidlertid ikke på forhånd, hvilke vildtarter, man kunne nedlægge. Af samme grund gik man i nogle situationer glip af skudchancer fordi man stod med den forkerte type åben. Derfor ville opfindsomme bøssemagere gerne fremstille våben, som kombinerede egenskaberne for en haglbøsse og en riffel – et kombinationsvåben.
Specielt på kontinentet udviklede bøssemagerne alle tænkelige konstruktioner af kombinationsvåben op til fire piber i forskellige kombinationer af type og kaliber. Men designet af haglbøsser og rifler havde af gode grunde udviklet sig i hver sin retning med hensyn til bl.a. lås, balance, vægt og skæftning. Derfor ligger det i sagens natur, at konstruktionen af et kombivåben nødvendigvis må blive et kompromis mellem funktion, vægt og skydeegenskaber. For eksempel kan en drilling ikke laves med samme lave vægt, balance og gode skydeegenskaber som en almindelig haglbøsse med to piber. Reducerer man vægten ved at lave en büchsflinte, mangler man muligheden for et opfølgende haglskud. Det samme er tilfældet med kugleskud for begge typer af kombivåben – medmindre man har en drilling med to riffelpiber. Den mangler så til gengæld muligheden for et opfølgende haglskud.
Potentielt marked
Når de kontinentale bøssemagere blev førende indenfor kombinationsvåben skyldtes det især de jagtlige muligheder i Centraleuropas store skovdækkede områder. Ud over det vanlige småvildt var der i skovene en række klovbærende arter, som var jagtbare – som f.eks. råvildt, kronvildt og vildsvin. Da man på kontinentet sjældent skød store mængder småvildt på en jagt, men ofte lagde hovedvægten på at nedlægge de større arter, blev kombinationsvåben populære. Man accepterede et kombinationsvåbens ulemper for til gengæld at opnå maksimal fleksibilitet i jagtlig henseende.
I Storbritannien var småvildtet derimod altdominerende. Klovbærende vildt var noget, man næsten udelukkende skød i Skotlands åbne højland. Det var her utænkeligt at kombinere denne jagt med at skyde fuglevildt som ryper eller grouse. Men selvom der ikke var noget hjemmemarked, kunne de britiske bøssemagere alligevel se et stort markedspotentiale for et jagtvåben, som kunne bruges til både flyvende og klovbærende vildt. I kolonierne var der et stort antal briter, som havde samme varierede jagtmuligheder som i Centraleuropa – blot med helt andre vildtarter end de europæiske. Når man som de fleste britiske kolonister primært skød til gryden, var det en klar fordel kun at behøve ét våben – både i jagtmæssig og økonomisk henseende.
Den nærliggende løsning for de britiske bøssemagere var derfor at lave et våben, der ligesom i gamle dage kunne anvende både hagl og kugle. Eller mere præcist: en haglbøsse, som på jagtligt relevante skudhold også kunne yde en brugbar præcision med en kuglepatron. Problemet var bare, at man med en haglbøsse ikke kunne opnå tilfredsstillende præcision med rundkugler. Talrige bøssemagere eksperimenterede med alle tænkelige kombinationer med forskellige former for rifling af haglløb, men resultatet blev uvægerligt, at man enten ikke fik en brugbar præcision med kuglerne, eller fuldstændig ødelagde skudbillederne med hagl.
Men det ændrede sig med ét slag i 1885. Her fremstillede Holland & Holland deres første bøsse, baseret på et helt nyt patent.
På moderate skudhold er Paradoxriflen særdeles effektiv til jagt på antiloper som denne kudu.
Fosbery lavede piberne med grove riffelgange i de sidste 5-6 cm af løbene. Herved kan projektilerne skyde præcist samtidig med, at haglenes skudbillede svarer til forbedret cylinderboring.
For både at forbedre projektilernes ballistiske egenskaber og mindske friktionen under passagen af riffelgangene, blev de gjort aflange ved hjælp af en dyb rille for neden og en konisk næse. Vægten er 48 gram.
Paradox
Opfinderen bag patent nr. 7568 var den britiske oberst George Vincent Fosbery (1832-1907). Han stod ikke bare bag en række våbendesigns, men var tillige i 1863 blevet tildelt Victoriakorset for at lede et heltemodigt angreb på en bjergtop under den såkaldte Ambela Campaign i grænseområdet mellem det nuværende Afghanistan og Pakistan.
Efter omfattende eksperimenter, der blandt andet indebar affyring af mere end 7000 patroner, mente Fosbery sig klar til at få sin patenterede ”Improvement in Gun Barrels” sat i produktion. Han henvendte sig til Holland & Holland, og her var man så tilfreds med Fosberys enkeltløbede testbøsse, at man indgik en aftale om at firmaet kunne udnytte Fosberys patent mod en royalty på 1 Guinea (1,1£) for hver pibe, man fremstillede til sine våben.
Fosberys patent dækkede over den nyskabelse, at den ellers glatløbede bøsse var forsynet med grove riffelgange på de yderste ca. 5 cm af løbet op til mundingen. Riffelgangenes form med ulige sidelængder mindede om ”tænderne” på det hjul, der er i en legetøjsskralde, og blev derfor ofte kaldt ratchet rifling. Samtidig havde han designet en form på kuglen, der maksimerede dens ballistiske egenskaber. Ved at lave en dyb rille midt på projektilet blev dette aflangt uden at blive så tungt, at rekylen ville være ubærlig.
I modsætning til alle de tidligere forsøg på at kombinere skydning med både kugle og hagl fra samme pibe, var det nu lykkedes Fosbery at lave en pibe, som både kunne præstere en relativt god præcision med en kuglepatron og tillige et jævnt skudbillede med en almindelig haglpatron.
Holland & Holland døbte med vanlig god sans for markedsføring deres ny kombinationsvåben The Paradox. Et paradoks defineres i ordbogen som: ”En modstrid mellem det, en teori tilsiger og hvad man med sund fornuft må forvente”.
En moderne Holland & Holland Paradox model Round Action.
Ud over designet af de specielle riffelgange var en del af forklaringen på Fosberys succesfulde design, at han udviklede et specielt formet projektil, som bidrog til våbenets ballistiske egenskaber.
Henry Holland så helt rigtigt, da han sikrede sig rettighederne til Fosberys patent. Fra 1886 til starten af 1930’erne fremstillede H&H i alt næsten 1.500 Paradoxbøsser i en bred vifte af modeller og kalibre fra 8 til 28. Det blev en stor succes for H&H, og så snart patentet udløb, kopierede en lang række andre britiske og nogle få belgiske bøssemagere systemet. For eksempel lancerede Lancaster deres udgave under navnet Colindian, mens Westley Richards døbte deres modeller Explora og Fauneta afhængigt af, om bøssen var en kaliber 12 eller 20.
Historien om udviklingen af Paradoxbøssen har jeg beskrevet i artiklen Et våben til al jagt, hvorfor jeg ikke vil gå i yderligere i detaljer med den her. Anledningen til den artikel var, at Holland & Holland i 2004 relancerede deres Paradoxbøsser – specielt med henblik på det amerikanske marked. Desværre er prisniveauet for disse våben så højt, at kun meget få vil blive produceret. I dag koster en H&H Model Royal i paradox-udgave 150.000 £, mens man kan spare omkring 25.000 £, hvis man kan nøjes med den mere ydmyge model Round Action.
Ikke en Brenneke
Umiddelbart er der nok nogen, som spekulerer hvad forskellen er på Fosberys kuglepatron til en Paradoxriffel og den kuglepatron til en glatløbet haglbøsse, som Wilhelm Brenneke lancerede i 1898. Det korte svar er højere anslagsenergi, større gennemtrængningsevne og frem for alt højere grad af præcision.
Projektilet til en Paradoxpatron vejer typisk omkring 48 gram, mens en Brennekekugle vejer omkring 31,5 gram. Som det fremgår af tabellen, er Brennekekuglens udgangshastighed væsentlig højere end Paradoxpatronens, men forskellen udlignes hurtigt på grund af Brennekekuglens dårligere ballistiske egenskaber. På 100 meters afstand har Paradoxkuglen overhalet Brennkes patron. Da Brennekekuglen tillige kun vejer 2/3 af Paradoxprojektilet, opnår sidstnævnte både en større anslagsenergi og gennemtrængningsevne.
Men den vigtigste forskel på de to kombinationer af våben og ammunition er, at en glatløbet haglbøsse ikke kan forventes at give samme præcision som en Pardoxbøsse. Heller ikke på en haglbøsse med sigtemidler.
Berlins prøveanstalt lagde i 1960’erne en norm for præcision af 6-skudsgrupper med Brennekekugler, affyret på 50 meters afstand. Skudgrupper med en diameter under 10 cm var fremragende, 13 cm var temmelig godt, mens en skudgruppe stadig ansås for at være god, indtil diameteren overskred 16 cm. Disse skudgrupper blev alle affyret fra samme pibe, hvorfor samskydningen for bøssens to piber ikke indgik i testerne.
Til sammenligning var det ikke usædvanligt for Paradoxbøsser at lave en 10-skudsgruppe – affyret skiftevis med højre og venstre pibe – som var omkring eller under 10 cm i diameter. Her var skudafstanden dog ikke 50 meter, men 100 yards (91,5 m). Dette faktum udgør hele forskellen i de to våbentypers anvendelighed.
Paradoxriflen opnåede hurtigt en stor popularitet overalt i det britiske imperium, hvor man ofte kunne støde på både små og mellemstore vildtarter på samme jagtdag. Skytten behøvede blot at skifte patroner for at være klar til det hele.
Selvom Paradoxriflen er lidt snudetung, er den glimrende som haglbøsse til fuglejagt.
Paradoxriflen så velbalanceret, at man med haglpatroner kan nedlægge fuglevildt på samme hold som med en traditionel haglbøsse.
Cape Bushbuck nedlagt med Paradoxriflen på ca. 30 meters afstand.
En haneholland
Selv gamle Paradoxbøsser i den klassiske model Royal med sidelåse stadig er så efterspurgte, at de formentlig ville være udenfor min økonomiske rækkevidde. Langt de fleste Paradoxbøsser er fremstillet af H&H, men af økonomiske årsager ledte jeg efter en, der var fremstillet af en mindre berømt producent.
Jeg havde næsten opgivet håbet, men i 2022 fandt jeg omsider et meget fint eksemplar til en pris, jeg kunne betale – en Paradox med haner, fremstillet for H&H i 1889. Bøssen har enten stort set ikke har været anvendt, eller er mere sandsynligt tillige blevet nænsomt renoveret til næsten nystand. Af alle steder i verden, fandt jeg den i Sverige, hvilket gjorde eks- og importproblemerne meget mindre, end hvis bøssen havde befundet sig Storbritannien, hvor de fleste eksemplarer kommer i handelen.
Desværre er der ikke bevaret data om bøssen i H&H’s arkiver. Bøssen er givetvis fremstillet af såkaldte outworkers – formentlig i Birmingham – eftersom H&H først begyndte selv at fremstille sine våben i 1893, hvor man byggede sin egen fabrik i London.
Bøssen har toplukke og er bygget på en såkaldt ”back action” lås, hvor slagfjedrene er placeret bagerst på sidelåsene. Fordelen ved denne låsetype er, at der ikke skal laves plads til slagfjedrene forrest i basculen, hvis bund derfor kan afrundes og dermed veje mindre uden tab af styrke.
Der er tale om en ”Best Grade”, der var topmodellen indenfor hanebøsser. Disse bøsser havde en bedre finish og en rigere gravering end en B-Grade, mens en C-grade kun havde firmaets navn graveret på sidelåsene og en ganske tynd bort langs nogle af metalfladerne.
Skæftet er lavet af pænt åretegnet fransk valnød og er af klassisk engelsk type uden hverken pistolgreb eller kindpude.
Piberne er af stål og 71 cm lange – som var standard for alle paradoxbøsser. Datidens norm for haglbøsser var 76 cm piber, men da godstykkelsen i en paradoxpibe nødvendigvis må være lidt større end på en traditionel engelsk haglbøsse, var det en måde at holde paradoxbøssens vægt nede og førbarheden oppe. Bøssen vejer 3.300 gram – altså midt mellem vægten af en Beretta Silver Pigeon og en Browning B25. Balancen er dog stadig glimrende, og de lidt snudetunge piber reducerer tilbøjeligheden til at stoppe i svinget, når en fugl passerer.
Ammunition
Allerede mens jeg ventede på importtilladelsen til mit nye fund, begyndte jeg at lede efter ammunition til den gamle bøsse. Haglpatroner var ukomplicerede, da jeg havde masser af 65 mm bismuthpatroner på lager. Det forholdt sig noget anderledes med kuglepatroner til en paradoxbøsse. Som forventeligt var de ikke hyldevarer i nogen jagtbutik, men jeg blev lidt overrasket over, at der heller ikke var nogen på lager i England. Og selvom Hull Cartridge Co. laver ammunition på bestilling til H&H, havde firmaet ingen patroner til salg.
Ved et mærkeligt lykketræf fortalte jeg i en helt anden anledning en bekendt om min nygamle bøsse. Han fortalte mig ganske nonchalant, at han et eller andet sted havde en karton paradoxpatroner, som han havde købt, da han erhvervede sig en af H&H’s nye paradoxbøsser med round action. Siden lykkedes det at skaffe det nødvendige udstyr til selv at lade patroner, og i dag er jeg den lykkelige indehaver af rigeligt med kuglepatroner til den gamle riffel – og til de næste par ejere med, for den sags skyld.
En af de mere farverige brugere var Prinsessen af Orleans (1848-1919), som trods sin elegante fremtoning var berømt for sine maskuline interesser. Hun var ivrig lystfisker, deltog ofte i klapjagter på fuglevildt og blev især berømt for sine evner til at skyde drevne vildsvin med sine paradoxbøsser i kaliber 16 – samt ikke mindst for at ryge store cigarer.
Kombivåben
Det er nok temmelig nørdet, men jeg er fascineret af tanken om en bøsse, som skyder med almindelige haglpatroner og som tillige er træfsikker med kugler ud til 100 meters afstand. Med andre ord en bøsse, som med rigtigt valg af patron kan anvendes til alle former for vildt fra rype til elg.
Jeg har været på talrige jagter verden over, og er for længst nået til det punkt, hvor det er vigtigt at nedlægge nye vildtarter eller få flere og større trofæer med hjem. I stedet har jeg fundet nye jagtlige udfordringer.
Allerede da jeg for mange år siden skulle skyde et betydeligt antal stykker råvildt hvert år i Småland, benyttede jeg en gammel Mannlicher Schönauer i 6,5×54 for at få den ekstra udfordring ved at skulle tæt nok på vildtet til at kunne nedlægge det med korn og kærv.
Men desværre har jeg ikke mulighed for at komme på elgjagt, hvor man tillige må nedlægge fuglevildt, så da jeg fik mit nygamle vidunder i hånden, besluttede jeg straks at bøssen (igen?) skulle på jagt i den del af verden, som den var designet til. Valget faldt på Sydafrika. Her er det relativt ukompliceret at finde jagtrevirer, hvor man på samme jagtrejse kan nedlægge både fuglevildt og antiloper.
I jagtlitteraturen fra forrige århundredskifte finder man mange anprisninger af Paradoxbøsserne som ideelle kombinationsvåben. Fridtjof Nansen brugte dem på sine ekspeditioner, og Frederick Wulsin anvendte sin paradox på så usandsynlig en vildtart som et Argalifår, der lever blandt tinderne i det vestlige Kina.
Se mere om Pardoxvåbnenes historie i artikel: Et våben til al slags jagt.
I felten
Det var derfor med spændte forventning, at jeg drog sydpå med den gamle hanebøsse. Den viste sig at leve op til alle mine forventninger til en haglbøsse – både under trækjagt efter de hurtige Kapduer, og ”walking up” på de vævre francoliner og de meget skudstærke perlehøns. På de større vildtarter var skudvirkningen som forventet – ikke altid knald og fald selv ved gode træffere, men altid masser af schweiss og en kort flugtstrækning på 20-50 meter.
Af særlig interesse for mig, var en passage i ”My Somali Book” af kaptajn A.H.E. Mosse. Han beskriver, hvordan han på to dage skød fem løver, og tilføjede, at ”det gav en speciel tilfredsstillelse at lave en double på løver med det våben, som jeg havde gjort det samme med på agerhøns få dage forinden”.
I mindre skala lykkedes det mig at opnå samme tilfredsstillelse under min jagt med min Paradox i Sydafrika – blot var der tale om knapt så glamourøse to doubleer på henholdsvis vortesvin og francoliner – men til gengæld på samme dag. Det var faktisk ikke min plan at doublere vortesvin. Da jeg skød det første, rejste der sig en støvsky i det høje græs, og ud af den kom der (endnu) et vortesvin. Jeg troede, der var tale om en anskydning, og trak instinktivt igennem det flygtende dyr for at afgive andet skud – præcis som jeg ville gøre med en haglbøsse. Det var meget tilfredsstillende at se grisen rulle som en hare – død i knaldet. Først bagefter gik det op for mig, at der var tale om ikke et, men to vortesvin.
Siden anvendte jeg min Paradoxriffel på flere andre vildtarter, på afstande op til 96 meter – og i hvert tilfælde var virkningen yderst tilfredsstillende. Kort sagt viste paradoxen sig at være en langt bedre haglbøsse end nogen af de drillinger, jeg har anvendt, og en glimrende dobbeltriffel til drivjagt med moderate skudhold. Eller med andre ord: Det optimale kompromis.
