De haglbøsser, som Englands mest berømte jægere anvendte til at nedlægge historiens største udbytter med, var meget enkle, men højt forædlede konstruktioner.
Et hvilket som helst jagtvåben bør naturligvis være i stand til at nedlægge byttet effektivt. Men når det gælder haglbøsser til jagtbrug, er der reelt ikke sket nævneværdige forbedringer de sidste 150 år.
James Purdey opfandt sit lukkesystem med en underliggende bolt allerede i 1863, og to år senere kom Scott’s toplukkenøgle til. Sammen blev de to opfindelser standard for knæklåsvåben verden over.
I løbet af de følgende år udviklede de engelske bøssemagere verdens dengang bedst balancerede, elegante og mest velskydende haglbøsser. Drivkraften bag denne udvikling var, at det blandt eliten blev moderne at etablere store jagtvæsener med opdræt af fugle til drivjagter, hvor udbytterne blev helt enorme (og ganske uacceptable efter nutidens standard).
For at kunne nedlægge flere fugle på samme jagt, brugte deltagerne to og sommetider tre bøsser, som en eller to hjælpere ladede med friske patroner, så skytten blot skulle række ud efter et skudklart våben.
Kong George V mente ikke at hanebøssernes skydeegenskaber blev overgået af de mere moderne hammerlessbøsser, og han var i høj grad en trendsætter for datidens elite af jagtskytter.
En af Lord Ripons talrige hanebøsser med Island Locks fra James Purdey & Sons. Bemærk de manglende netskæringer.
På grund af de absurde krav til øget skudkadence skete næsten alle efterfølgende forbedringer af haglbøsser i form af detaljer, som yderligere kunne reducere tidsrummet mellem de afgivne skud. I den intense konkurrence om kundernes gunst, udviklede bøssemagerne hammerlessbøsser, hvis haner automatisk spændtes, når man åbnede bøssen for at genlade den. Ejektorer vandt også hurtigt indpas, og det samme gjaldt i mindre grad låse med selvåbner.
Skydeegenskaber
Men høj skudkadence var selvsagt ikke nok. Bøssernes skydeegenskaber skulle også optimeres. For at opnå den højeste mulige grad af førbarhed og balance, reducerede bøssemagerne gradvist bøssernes vægt ved at udvikle slanke skæfter – og ikke mindst ved at reducere basculens vægt og file piberne ned til en lav godstykkelse.
En såkaldt ”bespoke gun” er en bøsse, som er bygget op fra grunden af og fremstillet i henhold til en kundes individuelle ønsker og fysik. Ingen anstrengelser blev sparet – hverken med hensyn til design eller finish – og heller ikke når det gjaldt funktionen i praksis.
Bespoke guns blev prøveskudt med forskellige krudt- og haglladninger, og om nødvendigt blev løbene justerede, så de gav de ønskede skudbilleder. Når først den bedste kombination af krudttype og haglmængde var fundet, blev ladningen noteret på et mærkat i geværkufferten.
Helt op til 2. verdenskrig var det helt normalt at få håndladet patroner på bestilling hos sin bøssemager, og mærkatet i kufferten sikrede, at kunden fik patroner med den korrekte ladning. Med denne ekstreme grad af individuel tilpasning optimerede man bøssernes skydeegenskaber, og denne praksis blev båret med fra hanebøsserne over til de moderne hammerlessbøsser. Allerede i slutningen af 1880’erne blev der af de kendte bøssemagere bygget flere hammerlessbøsser end hanebøsser, og få år senere var en nybygget hanebøsse ved at være en sjældenhed.
Set i dette lys er det interessant, at mange af datidens mest succesfulde skytter helt bevidst fravalgte at deltage i dette ”våbenkapløb”, men fastholdt brugen af haglbøsser med udvendige haner årtier efter hammerless-bøsser var blevet standard. De fastholdt, at skydeegenskaberne for en best grade hanebøsse ikke blev overgået af senere konstruktioner. Det vender vi tilbage til. Bespoke guns blev prøveskudt med forskellige krudt- og haglladninger, og om nødvendigt blev løbene justerede, så de gav de ønskede skudbilleder. Når først den bedste kombination af krudttype og haglmængde var fundet, blev ladningen noteret på et mærkat i geværkufferten.
Den velbalancerede bøsse er ikke bare ideel til jagt på drevne fugle, men også god at bruge på et aftentræk efter ænder, hvor skuddene oftest er hurtige og instinktive.
Island Locks
Størstedelen af Englands mest berømte jægere fik deres haglbøsser bygget hos James Purdey & Sons i London, som i årene op til århundredskiftet var landets absolut førende bøssemager og leverandør til kongehuse i hele Europa.
Den klassiske sidelås fra forladernes tid havde slagfjederen placeret foran. Da knæklåsen vandt frem, udviklede man et sideblik, hvor slagfjederen bar placeret bagtil – en såkaldt ”back action”. Fordelen er, at basculen kan gøres mindre og slankere, uden at den bliver svagere. De fleste af disse konstruktioner var låseblikket fastgjort til bagenden af basculen. Purdey fremstillede imidlertid bøsser, hvor låsene er indfældet i skæftet uden at have anden kontakt til basculen end via aftræksstængerne. Da låsen herved blev en ø omgivet af træ, blev disse låse i daglig tale kaldt ”Island Locks”.
Det siger næsten sig selv, at det var en meget krævende opgave at lave et skæfte til denne type låse, hvorfor de oftest blev anvendt på best guns. Selvom Purdey ikke var den eneste producent, som lavede bøsser med denne type lås, så fremstillede man så mange, at de i hanebøssernes glansperiode nærmest blev et kendetegn for Purdey. Måske også fordi firmaet som et af ganske få også solgte bøsser med Island Locks i lavere kvaliteter end best guns.
I overensstemmelse med kravene fra datidens ekstremt konkurrenceprægede marked, lavede Purdey naturligvis også bøsse med de traditionelle bar action-låse, hvor gravøren havde større flader at boltre sig på.Tiden har vist, at der ikke er styrkemæssige forskelle på de to typer af låse. Hver har sine ulemper. Traditionelle sidelåse kræver fire tynde ”horn”, der støder op mod basculen, og er ganske sarte. Back action-låse er indlagt i kolbehalsen, og det gør alt andet lige skæftet svagere i dette kritiske område- men det samme kan man sige om sikringen på en hammerlessbøsse. Det mest afgørende for valget af låsetype har formentlig været den æstetiske appel, som bøsserne har haft for den pågældende kunde.
De forskellige kvalitetsgrader af våben fra Purdey blev præget på basculen. Her er det en Grade C.
Udtrækkerens funktion styres af to rundinger i brønden til den forreste lukkeknast.
C Grade
På grund af de mange berømte jægeres lovprisning af Purdeys hanebøsser, blev jeg derfor meget begejstret da en god ven tilbød mig at låne sin Purdey med Island Locks.
Så snart jeg fik Purdey’en i hænderne, fornemmede jeg dens balancemæssige kvaliteter. Bøssen har 76 cm damascerede piber, og vejer 3.015 gram. Den er fremstillet i 1883, og er ikke en best gun, men en bøsse af det, Purdey kaldte Grade C. Sidst i 1870’erne og indtil 1. verdenskrig var efterspørgslen på bøsser så stor, at Purdey besluttede at lancere våben i 5 forskellige kvaliteter, benævnt A-E. Grade A var traditionelle best guns med den fornemste kvalitet og finish, mens Grade E typisk var en kasselåsbøsse eller hanelåsbøsse med ingen eller meget lidt gravering. Mens en Grade A-bøsse kostede 60£, kostede en i grade E kun en tredjedel.
En hanebøsse i grade C kostede godt 32 £. Kun bøsser i Grade A blev bygget af Purdeys egne medarbejdere – de øvrige blev købt ind fra Birmingham. Afhængigt af disses bøssers kvalitet, blev graveringer og endelig finish dog stadig udført hos Purdey.
For at der ikke skulle være tvivl om, hvilken grade af bøsse, man havde for sig, blev den præget i basculen ved siden af trykprøvningsstemplerne.
I overensstemmelse med kvalitetskategorien, er Purdeyen kun delvist scroll-graveret og mangler dermed firmaets karakteristiske motiver med rosenbuketter. Skæftetræet er derimod ikke en indikator for kvaliteten, idet man dengang gik mere op i styrken af træet end af åretegningen. For uindviede kan det faktisk være svært at se forskel på forskellige kvalitetsgrader af datidens bøsser, da man ofte må skille dem ad for at se graden de enkelte deles finish og tilpasning, ligesom man må være i stand til at skelne mellem kvaliteten af graveringsarbejdets udførelse.
Design
Med tanke på bøssens fremstillingsår, er min vens Purdey ikke overraskende bygget med toplukkenøgle (med ordet ”Patent” indgraveret!) – og naturligvis et Purdeylukke. Da basculen på en back action ikke skal rumme låsedele som en kasselås eller en traditionel sidelås (bar action), kan dens dimensioner reduceres ganske betydeligt, hvilket er sket ved at runde bunden af. Reduktion af vægt var vigtigt for britiske bøssemagere, og af samme grund er et engelsk skæfte uden hverken kindpude eller pistolgreb.
Patronudtrækkeren er anderledes end på de mere moderne bøsser, da den er monteret med et u-formet hængsel på siderne af den forreste lukkeknast. Ved åbning af bøssen aktiveres udtrækkeren af to excentriske rundinger i siderne af den åbning, som forreste lukkeknast glider op og ned i. Det har været bekosteligt at lave disse detaljer, men systemet er stærkt og uden tvivl designet med henblik på datidens meget svingende patronkvalitet.
Piberne er damascerede, hvilket ikke er karakteristisk for Purdey. Lige fra introduktionen af Sir Withworths fluid compressed steel, som gjorde det muligt at lave piber af ét stykke stål, anvendte Purdey dette materiale til sine bøsser – medmindre kunden ønskede noget andet. Et sæt piber i stål var imidlertid 2£ 10s. dyrere end damascuspiber, hvorfor de sidstnævnte formentlig har været standard for firmaets C Grade-bøsser. I dag er dette forhold vendt på hovedet, da mange hanebøsseentusiaster foretrækker damascerede piber. I overensstemmelse med tidsånden, da bøssen blev lavet, har løbene ingen trangboring. Det rummer i dag den fordel, at man uden problemer kan anvende stålhaglpatroner med moderat ladning og herved opnå et skudbillede, der med blyhagl omtrent svarer til ¼ trangboring, hvilket er ideelt til allroundbrug.
Hanebøssernes meget enkle konstruktion sikrede dem en maksimal driftssikkerhed, og det er en del af forklaringen på, hvorfor der stadig er mange i brug 125 år efter deres æra var slut. Allerede i 1885-kataloget gjorde Purdey selv opmærksom på, at hammerlessbøsser nødvendigvis var ”more delicate” end hanebøsserne, hvorfor man anbefalede de sidstnævnte til brug i Indien. Purdeys hammerlessbøsse var (og er) en kompliceret affære at fremstille, og det kræver stor erfaring og ekspertise at reparere dem – kvalifikationer, som man ikke kunne forvente at finde hos en bøssemager i Indien eller Storbritanniens øvrige kolonier.
Tidens tand
Om min vens bøsse har været en tur i kolonierne, er uvist, men ikke overraskende har 140 års brug sat sine spor. Graveringerne er slidt lidt ned, hvor bøssen berører hænder eller jakke under brug, og skæftets tilpasning til låsene er ikke så tæt, som da bøssen var ny. Løbene er blanke, men med talrige pletter – som det er tilfældet for næsten alle andre bøsser af samme alder. Årsagen er, at man først i 1920’erne opfandt fænghætter, som ikke indeholdt kaliumklorat. Denne type saltforbindelse kunne ikke fjernes blot ved rengøring med geværolie, men måtte først opløses ved at man hældte kogende vand gennem løbene. I sagens natur skete det ikke altid efter brug, og derfor er det uhyre sjældent at finde gamle bøsser, som har helt rene løb – medmindre de er blevet honet op i forbindelse med en renovering og godstykkelsen herved gjort mindre end da bøssen var ny. Pletterne er så små, at de ingen praktisk betydning har, hverken når det gælder sikkerhed eller i rengøringsmæssig henseende.
Låsene på en model Island Lock er indfældet i skæftet og har kun kontakt med basculen via aftræksstængerne.
Når låsene blev taget ud, kunne man også se en begyndende revne i kolbehalsen. Den begyndende skade er standset ved at olien indvendig i skæftet er blevet renset ud med et kraftigt opløsningsmiddel, hvorefter træet igen er limet sammen. Korrekt udført bliver skæftet lige så stærkt i den begyndende brudzone som da det var nyt. I øvrigt er bøssen nogenlunde nænsomt restaureret, med ny brunering og netskæring af skæftet. Bascule og låseblik også poleret op, ligesom hanerne er sortbrunerede. Her havde jeg foretrukket den oprindelige patina, men det er jo en smagssag.
Alt dette er imidlertid spørgsmål af æstetisk karakter. Det vigtigste er, at bøssen i 1991 blev reproofed til brug med røgsvage patroner hos prøveskydningsanstalten i London. Før bøssen kan gå igennem denne tryktest, skal den opfylde en række objektive krav – bl.a. at lukke tæt. Det korte af det lange er, at bøssen er langt mere end fuldt brugbar til allroundbrug. Den har stadig fremragende skydegenskaber.
Lord Ripon (1852-1923) var den mest succesfulde fugleskytte nogensinde. Her ses han i aktion med to ladere og en af sine trioer af Purdeybøsser med Island Locks.
Den britske kong George V (1865-1936) var en af sin tids dygtigste og mest passionerede skytter, og nedlagde enorme mængder af drevne agerhøns, fasaner og grouse.
Berømte brugere
Selvom problemet med manglende adgang til kvalificerede bøssemagere ikke var til stede i England, var der alligevel et antal eliteskytter, som stædigt holdt ved hanebøsser gennem hele livet, Nogle af de mest berømte var Lord Ripon, Lord Walsingham, og kong George V. Sidstnævnte hævdede endda, at ”en bøsse uden haner var som en spaniel uden ører”.
Om der var tale om konservatisme hos skytterne eller reelle fordele ved at anvende disse bøsser, er naturligvis vanskeligt at afgøre i dag. Det står fast, at de tre herrer alle var meget eksperimenterende og prøvede masser af nye bøsser af i løbet af deres jagtlige karriere, som delvist faldt sammen med den rivende udvikling indenfor jagtvåben, som fandt sted sidst i 1800-tallet.Dog var de ikke frie for at være lidt excentriske, og derfor kan man ikke helt udelukke, at de var underlagt modeluner i deres valg.
I dag ville man nok kalde Lord Walsingham for en nørd. Da han hørte at kong Edward den 7. havde takket nej til en grousejagt hos ham på grund af den forventede vildtmængde på hans gods, besluttede Walsingham at arrangere en klapjagt, hvor han selv var eneste skytte. På sit timeglasformede terræn, Blubberhouse Moor, skød han den 30. august 1888 hele 1070 grouse i 1.540 skud. Han var også af den opfattelse, at lyden fra skud afgivet med stålpiber var mere ”ringende” og blev hurtigere varme, hvorfor han valgte at erstatte stålpiberne på sine nyindkøbte bøsser med tilsvarende damascuspiber.
Også Lord Ripon havde sine særheder. Han bestilte således sine bøsser uden netskæringer. Mere bemærkelsesværdigt ville han have sine Purdeybøsser uden såkaldte rebounding locks, som får hanerne til at gå lidt tilbage efter at have ramt slagstiften. Det gør det ellers lettere at genlade bøsserne, og sikrer tillige mod at et skud går af i tilfælde af at hanen udløses uden tryk på aftrækkeren – fx hvis man tabte en bøsse.
Uanset særhederne, så holdt alle de nævnte skytter dog stædigt fast ved deres slanke hanebøsser med Island Locks, hvorfor der er meget som taler for, at de havde en pointe. Deres jagtlige erfaringsgrundlag var trods alt ganske betydeligt. De nedlagde alle tre flere hundrede tusinde stykker vildt på talløse klapjagter, hvor det ikke var usædvanligt med daglige udbytter på mere end tusinde stykker vildt – fordelt på 8 skytter.
Ripon fik således fremstillet adskillige sæt parbøsser og trioer hos Purdey. Det kan forekomme ekstravagant, men er måske ikke så overraskende når man tænker på, at han i alt nedlagde mere end 556.000 stykker vildt. Han faldt faktisk død om med en af sine Purdey’er med Island Locks under en grousejagt i 1923.
I praksis
Selvom min vens Purdey ikke blev fremstillet af firmaets egne ansatte i London, må man ikke glemme, at firmaet også stillede nøje krav til sine leverandører – naturligvis i henhold til kvalitetskategorien af det endelige produkt. James Purdey & Sons lod trods alt deres navn indgravere på skinnen mellem piberne, og risikerede dermed firmaets omdømme. Uanset hvor bøssen er lavet, er der tale om et våben af meget høj kvalitet.
Gennem en lang årrække har jeg anvendt mange forskellige engelske hanebøsser på praktisk jagt, og har derfor et – om end beskedent – praktisk grundlag for at foretage en sammenligning mellem både gamle og mere moderne side-by-sidebøsser. Om det er mine manglende evner eller fordi man skulle være en exceptionel god skytte for at opdage forskelle, skal jeg ikke kunne sige. Men ved praktisk brug kunne jeg ingen registrere nogen som helst forskel mellem min vens C grade-bøsse og de best guns – med eller uden haner – jeg gennem årene har anvendt.
Jeg har den fordel at være af samme højde som datidens gennemsnit, hvorfor skæfterne på datidens bøsser som regel passer mig ganske godt. Og Purdey’en skuffede da heller ikke i felten. Dens balancepunkt ligger præcis under hovedbolten, og den slanke og lette låsekonstruktion giver en vægtfordeling, langtfra er tilfældig. Den er tvært imod omhyggeligt fordelt og den deraf følgende balance gør bøssen legende let at pege og svinge med – godt hjulpet af dens moderate totalvægt.
Nyt kontra gammelt
Ud over gode skydeegenskaber er driftssikkerheden af et jagtvåben en afgørende kvalitet. Og al erfaring viser, at simple konstruktioner næsten altid er de mest driftssikre. I dag er der en tendens til, at jagtvåben og udstyr bliver stadig mere avancerede, og dermed typisk ganske komplicerede konstruktioner. Som en efterhånden aldrende jæger (læs: sur gammel mand), har jeg dog ofte svært ved at se de reelle fremskridt ved de nye konstruktioner. For eksempel skal en jagtriffel i dag nærmest absolut være en rettrækker. Det virker som om problemet med kuglejagt var at kunne afgive flere skud i en fart – frem for at placere den første kugle korrekt. Også sigtekikkerter bliver stadig mere avancerede med ballistiske kompensatorer, apps og så videre – selvom det er et forsvindende lille antal jægere, som har et reelt jagtligt behov for at skyde på de afstande, hvor disse muligheder rummer en reel fordel.
Lord Ripons jagtjournaler fyldte hele 53 bind og rummer over en halv million stykker vildt – de fleste nedlagt med Island Lock Purdey-bøsser.
Udviklingen går som på så mange andre områder ofte ud på at gøre jagtvåben og udstyr mere effektivt. I min verden skal jagt imidlertid per definition ikke være effektiv. Jagt adskiller sig netop fra fangst ved at jægeren pålægger sig selv en række begrænsninger, der gør det vanskeligere end nødvendigt at nedlægge byttet.
I dag er det for eksempel næsten umuligt at sælge en haglbøsse uden ejektor. Jeg kan imidlertid på baggrund af talrige personlige erfaringer fastslå, at selv på de største og mest fuglerige klapjagter er man ikke nævneværdigt handicappet ved at bruge en hanebøsse – der jo normalt mangler både ejektor og selvspændende haner.
Jeg kan derfor med stor overbevisning hævde, at selvom min vens Purdeybøsse er en klapjagtskonge designet til jagt på drevne fugle, ville jeg med fornøjelse bruge den en hel dag til jagt på ryper i fjeldet – og som allroundbøsse til stort set al anden jagt med hagl. Høj kvalitet er som bekendt en stor glæde længe efter prisen er glemt.
