Kun én britisk bøssemager lavede en haglbøsse, som kunne måle sig med – og muligvis overgå Thomas Boss & Companys berømte O/U. Her er historien om James Woodward & Sons.
London er med rette berømt for sine mange fornemme bøssemagerfirmaer. Et af de mindre berømte er James Woodward & Sons. På trods af at firmaet har rødder tilbage til år 1800, har det fremstillet under 5.000 våben med navnet James Woodward indgraveret. Til sammenligning har James Purdey & Sons lavet næsten 30.000 våben siden 1814.
I modsætning til mange andre berømte bøssemagere i London, gjorde James Woodward & Sons ikke meget væsen af sig. Men firmaet fremstillede våben af allerhøjeste kvalitet og var ganske innovativt. Faktisk satte James Woodward & Sons et markant præg på britisk bøssemagerkunst igennem mere end et århundrede.
Woodwardbøsser er lette at kende med deres buer på stødbundene og den specielt formede sikring.
I starten af 1840’erne overtager Moores søn William og James Woodward junior firmaet Charles Moore i fællesskab, hvorfor det skifter navn til Moore & Woodward. Tyve år senere gik William Moore ud af partnerskabet, hvorfor firmaet nu udelukkende hed James Woodward, mens firmaet i 1873 første gang i en annonce navnet omtaler sig selv som James Woodward & Sons”, idet James’ to sønner James junior og Charles nu blev medejere.
Woodward & Sons fremstillede alle typer af våben – her en hanedobbeltriffel fra 1880’erne.
Sønnernes ejerskab blev ikke langt. Allerede i 1895 døde Charles, hvorved hans far, James Senior overlevede ham med fire år. James Junior døde allerede seksten måneder senere. For at sikre firmaets fortsatte eksistens havde James Senior i sit testamente indsat sin forretningsfører William Potter Evershed som fuldgyldig partner i firmaet sammen med det eneste tilbageværende medlem af familien. I 1901 indgik den afdøde Charles’ søn Charles Littleton Woodward i en alder af kun 23 år nu i partnerskabet bag James Woodward & Sons. Han blev også den sidste Woodward i firmaet.
Våbnene
Firmaets produkter blev anset for at være fuldt på højde med de bedste af konkurrenterne – også med våbnene fra James Purdey & Sons, som dengang var branchens mest prestigefyldte bøssemager. Firmaet fremstillede både bøsser og dobbeltrifler, samt repeterrifler baseret på andre firmaers låse.
Woodward opbyggede et ry for at meget fornem finish på deres bøsser og firmaet lagde særdeles stor vægt på reguleringen af bøssernes løb, så man opnåede et perfekt skudbillede. Der er eksempler på, at pibemagerne efter prøveskydningen af bøssen fik besked på forbedre skudbilledet med så lidt som to eller tre hagl. På trods af produkternes meget høje kvalitet, gjorde Woodward aldrig noget væsen af sig, selvom firmaet udviklede adskillige låsedesigns.
I modsætning til traditionen tillod firmaet ikke bøssemagerne at sætte deres mærke på de enkelte dele, og af samme grund ved man ikke ret meget om hverken hvilke personer der var ansat hos eller leverede dele til produktionen. Højst utraditionelt søgte man heller ikke altid patent på sine konstruktioner, men nøjedes med at indgravere ”Woodward’s Patent” på bøsserne. Et patent var dyrt, og man håbede åbenbart, at den ovennævnte tekst ville afskrække konkurrenter fra at kopiere systemet.
Woodwards første O/U var bygget som en s/s med lukkeknasterne under nederste pibe. Det gav et meget lidt elegant udseende, og man besluttede derfor at lave en helt anden konstruktion.
Mange bøsser til konkurrenceskydning på levende duer havde såkaldte sideclips – to buede fremspring på siden af stødbundene, der modvirkede pibernes sideværts bevægelser. Samme princip blev indirekte overført til den nye model i O/U.
Et eksempel på denne praksis var en låsekonstruktion, som blev kaldt ”Scissor Bolt”. Låsen blev holdt lukket ved at to hængslede låsepale i basculen gled ind i siderne på en lang lukkeknast under piberne. Når underlukket blev presset frem, gled de to låsepale ud til siderne, som bladene på en saks.
Andre konstruktioner udtog Woodward dog patent på. En af de vigtigste opfindelser var en lås, udviklet i 1876, som blev døbt ”The Automatic”. Når man pressede underlukket frem for at åbne bøssen, spændte man samtidig de udvendige haner. Herved var bøssen sikret, og kunne ikke gå af ved et uheld, når skyttens ladere rakte det ladte våben tilbage til skytten. Inden affyringen skulle skytten kun spænde hanerne det sidste lille stykke, hvilket var en let operation at udføre. Ved traditionelle konstruktioner måtte skytten enten selv spænde hanerne hele vejen før affyringen eller leve med risikoen for vådeskud, når laderen rakte ham en bøsse med spændte haner under den hastige ildafgivning på datidens klapjagter. Systemet blev senere overført til hammerlessbøsser, og da hanerne her blev spændt helt op, tilføjede man en automatisk sikring. Mod betaling anvendte en del andre bøssemagere dette system til deres egne bøsser, herunder James Purdey and Sons. Blandt de mange berømte brugere af Woodwards ”Automatic” var Winston Churchill.
Woodward var også tidligt ude med brugen af trangboring, og den første bøsse med choke blev solgt allerede i 1874. På samme vis byggede Woodward både hanebøsser og hammerlessbøsser med ejektor fra 1885. Kort sagt befandt firmaets sig i eliten af London-bøssemagere, både når det gjaldt design og kvaliteten af arbejdet. Man kunne levere præcis det, kunden ønskede.
Tegninger af Woodwards låsemekanisme. De med rødt markerede områder er der, hvor modsvarende fremspring på piberne bidrager til at låsen holdes tæt sammen under affyringen.
Over and Under
Woodwardbøsser er let genkendelige på grund af den karakteristiske udformning af stødbundene og sikringspalen. Ydersiderne af stødbundene havde buede udskæringer, som blev kaldt ”Arcaded Fences”. Hertil kom at sikringspalen på kolbehalsen var flad og bred fortil, så ordet ”SAFE”- indlagt i guld – blev skjult, når man afsikrede bøssen. Sikringsplanes kontur mindede lidt om halen på en fisk, og typen omtaltes derfor som ”Fishtail Safety”.
Omkring forrige århundredskifte var der ikke længere noget nævneværdigt at forbedre på en klassisk jagtbøsse med sideliggende piber. De forudgående 20 år var gået med at øge bøssernes effektivitet – både i form af trangboring, ejektormekanismer og selvåbnere. Selv singletriggere var kommet til, allerede mens bøsserne stadig havde udvendige haner. Nu var tiden kommet til at lave en helt ny type af bøsse. Måske var det på grund af kravet om høj skudhastighed, at man hidtil havde afholdt sig fra at lave bøsser med piberne placeret ovenpå hinanden.
Med en traditionel knæklås kræver det i sagens natur, at bøssens åbningsvinkel skal være meget større for at få adgang til kammeret på den nederste pibe. Der blev dog gjort enkelte forsøg. Både W.W. Greener og John Dickson udtog patenter på O/U-bøsser, men deres knæklåse gik sideværts, hvorfor der reelt var tale om en s/s, hvis lås og piber var roteret 90o i forhold til skæftet.
Problemet var, at hvis man fastholdt traditionelle låseknaster og tværgående hovedbolt under nederste pibe, blev konstruktionen meget høj og bøsse uelegant. De tidlige udgaver af britiske O/U-bøsser mindede faktisk mere om en del af en landbrugsmaskine end om et elegant jagtvåben.
Løsningen på problemet bestod i at erstatte den underliggende hovedbolten med to tappe, og placere dem oppe på hver side af piberne. På samme vis blev låsepalerne placerede i stødbunden i stedet for under nederste pibe. For at hindre gastrykket fra patronens affyring i at presse piber og bascule væk fra hinanden, er bagsiden af den bagerste lukkeknast på en s/s-bøsse udformet som en runding, der passer med en modsvarende runding i bunden af basculen. Denne runding kaldes ”the circle”. Det samme opnåede man på en O/U ved at lave en lukkeknast med buet bagkant på hver side af pibernes kammerende, som passede perfekt sammen med tilsvarende flader i basculen, når låsen blev lukket. Med andre ord: en circle på hver side. Princippet blev udviklet og patenteret i 1909 af John Robertson, der var indehaver af det prestigefyldte bøssemagerfirma Th. Boss & Co.
Efter den første ikke særligt vellykkede O/U, lavede Woodward en ny model, som kun undergik få forandringer. Her er det firmaets første trapbøsse, lavet i 1924.
Woodward var som sædvanlig med på noderne. Da Robertson opnåede sit patent i december 1909, havde James Woodward & Sons faktisk allerede produceret og solgt deres første O/U-bøsse. Det var imidlertid en bøsse med underliggende lukkeknaster, som nødvendiggjorde en meget dyb bascule, der ikke ligefrem var elegant at se på.
Ny model
Af samme grund besluttede Woodward at lave ny og en bedre ”Under & Over”, som firmaet kaldte den nye type bøsse – opkaldt efter den rækkefølge, piberne blev affyret i. Beslutningen indebar to udfordringer. Dels var konkurrencen i branchen som altid benhård. Fra 1909 til 1914 udtog ikke færre end elleve bøssemagere patentansøgninger på i alt 22 designs vedrørende låse til O/U-bøsser. To af disse fra Woodwards. Den anden udfordring bestod i, at det var vanskeligt at lave en ny og elegant låsekonstruktion uden at komme i konflikt med John Robertsons/Boss’ patent fra 1909.
Den eneste bøssemager, som havde held til det, var James Woodward & Sons – eller rettere sagt deres førstemand, Charles Hill, som designede den nye lås. Hill var uddannet ”actioner”, altså den person, som filede bascule og låsedele til og sikrede en perfekt pasning mellem dem. Hill undgik at bryde Boss’ patent ved at lade sig inspirere af snedkernes arbejde, når de sammenføjer to stykker træ.
Kammerenden af piberne på Hill’s konstruktion har – ligesom Boss-låsen – to ”kroge”, som griber og drejer om tappene i basculen, når låsen åbnes. Men bagenden af disse kroge blev af Hill forsynet med en udskæring, som under lukningen af bøssen glider ned i en tilsvarende udskæring i siderne på basculen. På samme måde gav han siderne af kammerenden en fremspringende kant, der fungerede som en fer, der glider ind i en not. Herved hindrede han piberne i at bevæge sig både fremad og sideværts under affyringen af bøssen. I praksis svarede det til at forsyne bøssen med både en tredje lukkeknast og såkaldte ”side clips”, som er to fremspringende, skrå kanter, der hindrer sideværts bevægelser af piberne på en s/s-bøsse.
Woodwards nye model var en meget elegant og stærk bøsse.
I basculen ses de udskæringer, der virker som not og fer, når bøssen lukkes.
I patentansøgningen understregede man, at man ikke hævdede at være først med kurvede kontaktpunkter til at holde bascule og piber sammen, men først til at bruge ”not og fer-princippet” til at styrke låsningen. Herved undgik man at komme i konflikt Thomas Boss & Co., som boede nogle få huse længere nede af St. James’ Street. Patentet blev som følge heraf tildelt Woodward i juli måned 1913.
Charles Woodward var så sikker på at opnå sit patent, at de første to bøsser med den nye lås blev solgt allerede den 7. august samme år.
Det første ejektorsystem med skruefjedre blev udskiftet med et design, som brugte bladfjedre for at opnå større funktionssikkerhed.
Udbruddet af 1. verdenskrig året efter bevirkede dog, at Woodward til og med 1918 kun fremstillede og solgte 20 O/U-bøsser. I 1921 var antallet nået op på i alt 27. På basis af de opnåede erfaringer med disse våben, besluttede Woodward at ændre ejektorkonstruktionen fra at være drevet af spiralfjedre til et nyt design baseret på bladfjedre. I modsætning til forgængerne beholder bladfjedrene deres styrke, og giver derved sikrere udkastninger også når fjederen bliver varm.
Mellemkrigsårene
Efter 1. verdenskrig var hjemmemarkedet som altid meget traditionsbundet og Woodward solgte her primært s/s-bøsser. I alt tegnede Storbritannien i perioden mellem de to verdenskrige sig kun for 19 O/U-bøsser, mens USA aftog hele 124. Forskellige kunder på kontinentet aftog også en del O/U-bøsser, ligesom der var kunder så langt væk som i Japan. I denne periode kom der også ordrer in på bøsser end de traditionelle i kaliber 12 eller 16. Specielt populære blev bøsser i kaliber 20, men der blev også lavet bøsser i kaliber 28, 24 og .410.
Da depressionen begyndte at indtræffe fra 1930, blev det hårde tider for branchen, og Woodward indførte forskellige grader af s/s-bøsser for at øge salget. Samtidig lavede man også opgaver eller færdige våben for andre bøssemagere, herunder så kendte navne som Grant, Evans, Jeffery og Greener. Dette forhold siger meget om kvaliteten af det arbejde, som Woodward var i stand til at levere.
Woodwards skæfter med pistolgreb minder om et såkaldt Prince of Wales-skæfte, men med en karakteristisk udformning, hvor undersiden af pistolgrebet er flad.
Tiderne gjorde, at man til sidst måtte sænke priserne i et forsøg på at opretholde et salg. I Woodwards katalog fra 1925 var prisen på en s/s i bedste udførelse 126 £ og en O/U 150 £. I 1936 var disse priser sænket til hhv. 120 og 140 £ på trods af både inflation og omkostningsstigninger generelt. Efter at have drevet forretning fra 64 St. James’ Street i over 100 år, flyttede James Woodward & Sons til 29 Bury Street i 1937 – formentlig for at reducere omkostningerne til husleje. Da 2. verdenskrig brød ud 2 år senere, gik mange bøssemagerfirmaer over til at udføre opgaver for krigsindustrien, men Woodward klarede sig igennem krigen ved at færdiggøre og levere førkrigsordrer, samt sælge brugte våben og ammunition (rationeret). Kun to ordrer på O/U-bøsser kom ind og blev færdiggjort under krigen.
Små tal
I starten fremstillede Woodward primært sine O/U-bøsser til jagtbrug, men et mindre antal blev bygget med henblik på konkurrenceskydning til levende duer – også kaldet Monte Carloskydning. I starten af 1900-tallet førte den høje pris på levende fugle og politisk pres fra modstandere af konkurrenceformen dog gradvist til en udvikling, hvor lerduer erstattede de levende. I 1920 var trapskydning allerede meget populært i USA, men ikke særlig udbredt i Europa. Selvom der er en del ligheder mellem bøsser til Monte Carloskydning og trapbøsser, så var det først i disse år, at de britiske bøssemagere begyndte at udvikle bøsser specielt til trapskydning.
I takt med at Woodwardbøsserne blev solgt til nogle af verdens mest prominente skytter, steg efterspørgslen, selvom produktionen stadig var yderst begrænset i absolutte tal. I alt fremstillede Woodward i firmaets levetid kun 233 O/U-bøsser, hvoraf de 132 gik til USA. Storbritannien tegnede sig for i alt 46, mens de øvrige fordelte sig på en række lande i Europa, samt til Canada, Indien og Japan.
Sverige var det eneste land i Norden, hvor Woodward fandt kunder til 7 af sine O/U-bøsser. Den første kunde fra Sverige var C.E. Lagerkrantz, som købte først en jagtbøsse i marts 1926 og siden yderligere en i maj 1927. De næste to bøsser blev i henholdsvis 1927 og 1928 købt af Johan Carl Kempe, som var VD for Mo och Domsjö og som tillige havde vundet en sølvmedalje ved de olympiske lege. Næste kunde var Torsten Kreuger, bror til den mere kendte Ivar Kreuger. De sidste to svenske kunder var Richard Dymling, som fik sin bøsse leveret i 1933 og Gösta Dalman, hvis bøsse ankom i 1934. Det ville være interessant at vide, hvad der senere hændte med disse bøsser og om de stadig er i Sverige.
Woodwardbøsserne er kendetegnede ved den ekstremt høje kvalitet af arbejdet som her tilpasningen mellem træet og metalrammen om den såkaldte “Anson forend push-rod”.
I toplukkenøglen er den første ejers initialer indlagt i guld. Bemærk løbsvælgeren, der har forhindret Woodward i at anvende deres traditionelle ”fiskehalesikring”.
På trods af mange højtprofilerede kunder i Storbritannien, lykkedes det aldrig Woodward at blive leverandør til et kongeligt hof. Der var dog to kongelige blandt firmaets kunder. Den rumænske konge, Carol II, var en ivrig jæger, og købte sin første Woodward O/U i 1934. Han var så begejstret for sin bøsse, at han i løbet af de følgende fem år købte yderligere 9 bøsser. To af disse var et par, som han forærede sin søn, Prins Michael, til dennes 16-års fødselsdag i 1937.
En af Woodwards mest kendte hjemlige kunder var Sir Joseph Nickerson (1914-1990). Han var en fænomenal skytte og anså produkterne fra Woodwards for at være de bedste O/U-bøsser. Han skriver i sin bog, at han sled piberne på to af bøsserne i en trio op, og fik derpå lavet nyt sæt til dem hos James Purdey & Sons. Bøsserne var så pålidelige, at han i årene fra 1946 til 1972 kun ganske få gange havde brug for den tredje bøsse. Nickerson nedlagde store mængder fuglevildt, og som pioner for modernisering af landbrugsdrift indrettede han dyrkningen af sit gods Rothwell, så det både gav en stor høst og var optimalt for agerhønsene. Det gav ham den 3. oktober 1952 rekordudbyttet for en jagt på vilde agerhøns, idet kun seks skytter her nedlagde 2119 fugle.
Purdey
Årene efter 2. verdenskrig blev endnu hårdere for branchen, idet der både var mangel på materialer og faglært bøssemagere, ligesom luksusvarer blev belagt med høje afgifter. Woodward opnåede således kun ordrer på i alt 12 bøsser i årene 1945-1948.
Forholdene blev ikke bedre, og i 1948 var der tre faktorer, som fik Charles Woodward til at beslutte sig for at forsøge at finde en køber til den virksomhed, han havde drevet i 47 år. Først og fremmest var han nu over 70 år, ugift og barnløs. Hertil kom, at Woodwards bøssemagere var i pensionsalderen og at det efter krigen var vanskeligt at skaffe højtuddannet arbejdskraft til fremstilling af bøsserne. Endelig ville firmaets lejemål for lokaler på Bury Street udløbe samme år.
Charles Woodward henvendte sig derfor til James Purdey & Sons. Efter en del forhandlinger enedes man om, at han skulle havde 300 £ for firmaets navn og kundeliste, samt små 145 £ for værktøj og indkøbte materialer til bøsseproduktionen. Hertil kom 10 % kommission på Purdeys kommende salg til de 532 kunder, som var opført i Woodwards liste. Sidstnævnte gjaldt i en 5-årig periode fra aftalens indgåelse, og indbragte i alt lidt over 1000 £ indtil hans død i januar 1951.
Fra 1925 og indtil aftalens ikrafttræden 1. januar 1949, havde Purdey fremstillet i alt 27 O/U-bøsser med låse i flere forskellige varianter – en af dem med seks lukkeknaster! De var imidlertid alle tunge og havde høje basculer i lighed med de øvrige O/U’ere, som blev fremstillet af andre bøssemagere end Woodward og Th. Boss & Co.
Det viste sig at Purdey havde foretaget en heldig disposition med købet af Woodward og dermed rettighederne til at producere firmaets O/U-bøsser under eget navn. I de følgende 10 år solgte Purdey ikke færre end 31 O/U-bøsser – på trods tidernes ugunst med enorme skattestigninger i hjemlandet og store importafgifter på varer til hovedmarkedet, USA. Purdey kunne nu imødekomme kundernes efterspørgsel på elegant O/U-bøsser – selvom prisen var 12 gange så høj som for den relativt kostbare Browning A1.
I praksis
I lyset af ovenstående følte jeg mig ganske privilegeret ved at have haft lejlighed til at afprøve en Woodward O/U, som min gode ven købte i England.
Den viste sig at være den første af Woodwards i alt kun 11 trapbøsser. Ud over de karakteristiske buer på stødbundene blev bøssens ophav afsløret af skæftets specielle ”halve” pistolgreb, hvis underside er flad og næsten parallelt med skæfteryggen. Denne udgave af skæfter kaldes ofte ”Woodward style”. Når man åbner bøssen, ses det tydeligt, at Charles Hill placerede lukkeknasterne højere oppe i stødbunden end konkurrenten Boss valgte at gøre, hvilket styrker konstruktionen. Det er også åbenbart, hvor krævende et arbejde det har været at tilpasse de mange flader i basculen og på piberne med den grad af præcision, som gjorde Woodward berømt.
Woodwards første trapbøsse i funktion – måske den eneste Woodward O/U i Danmark nogensinde.
De fleste kunder foretrak dengang stadig to aftrækkere, men trapbøssen her har ikke bare single trigger, men tillige løbsvælger som den eneste fra Woodwards hånd. Det tyder på, at løbsvælgeren enten ikke altid fungerede pålideligt, eller at denne detalje bare ikke var efterspurgt. Løbsvælgeren var under alle omstændigheder en dyr detalje, da det kostede 15 £ ekstra på en bøsse, hvis listepris var 155 £.
Den første ejer var var amerikaneren W.H Fawcett, som tillige fik sine initialer indlagt i guld i toplukkenøglen. Det kostede dog ”kun” 1£ og 5 shilling. Sammen med diverse udstyr som fx ekstra slagfjedre og en fuldt udrustet kuffert af læder og egetræ, løb den samlede regning op i lidt mere end 201 £ – den dyreste bøsse Woodward fremstillede i mellemkrigsårene.
Jeg havde desværre ikke lejlighed til at lave en egentlig prøveskydning for at se træfbillederne, men jeg lånte bøssen under et par runder på skydebanen. Den skuffede bestemt ikke. På trods af sin vægt er bøssen overraskende let at håndtere og svinge, hvilket naturligvis skyldes den omhyggelige balancering fra producentens side.
Efter de første træffere prøvede jeg for sjov skyld bevidst skiftevis at ”sigte” (læs: fokusere stift) på siden af duerne i både bag- og skrå sideskud. Når det lykkedes, flækkede duerne stadig fint og blev skubbet den modsatte vej af den side, jeg traf dem i. Ved direkte træffere knustes duerne helt. Langtfra en videnskabelig test, men dog tydelige tegn på jævne skudbilleder. Spidsduerne på jagtbanen kneb det med at ramme – bøssens vægt og haglsværmen fra den hårde trangboring var ikke stor nok til at kompensere for mine manglende evner.
