Britiske bøssemagere har en lang tradition for at fremstille særligt lette og elegante haglbøsser. En af de mest vellykkede konstruktioner var Charles Lancasters model Twelve-Twenty.
Nogle våben opnår en enorm berømmelse, som står i stærk kontrast til deres faktiske udbredelse. Gode eksempler er dobbeltrifler i kaliber .600 NE, som kun blev fremstillet i ca. 75 eksemplarer, og repeterriflerne i kaliber .416, som John Rigby kun byggede i 176 eksemplarer før 2. verdenskrig.
Det samme gælder en haglbøsse, som London-bøssemageren Charles Lancaster introducerede i 1925 – The Twelve Twenty. Selvom der ikke blev fremstillet meget over 100 eksemplarer af disse særdeles elegante bøsser, blev de i jægerkredse berømte verden over.
12-20’erne har tydeligt meget slanke linjer, som ikke mindst er resultatet af ønsket om at spare vægt.
Øget skudkadence
Den moderne side-by-sidebøsse blev (færdig)udviklet af briterne i slutningen af 1800-tallet. Alle de i dag velkendte tekniske funktioner var opfundet. Hammerless-bøssen med indvendige haner. Toplukkenøglen. Purdeylukket. Kasselåsbøssen. Ejektorer. Selvåbnere. Single-triggere. Trangboring – og selv udskiftelige chokes, om end disse først blev moderne hundrede år senere.
Ved århundredskiftet søgte bøssemagerne derfor at gå nye veje og raffinere deres produkter frem for at lede efter nye tekniske landvindinger.
Fra 1880’erne og frem var klapjagter med afskydning af ofte flere tusinde opdrættede fugle per dag blevet almindelige i den britiske overklasse – et fænomen, som franskmændene kaldte ”Den engelske syge”. Den store mængde skud, som man på disse jagter kunne afgive på kort tid, gav anledning til udviklingen af parbøsser (og trioer) og brug af hjælpere, som genladede de afskudte bøsser. Det samme gjaldt andre tekniske udviklinger som ejektorer og selvåbnere – alt gik ud på at øge skudkadencen.
Samtidig blev de britiske bøsser med rette berømte for deres stil og fornemme balance. Disse egenskaber er vigtige for god skydning, og blev gradvist udviklet op igennem sidste halvdel af 1800-tallet. Her endte man med, at en standardbøsse havde 30” (76 cm) piber og vejede et sted mellem 3.000 og 3.200 gram.
Vægt og mode
I takt med, at klapjagter blev mere udbredte, blev bøssens vægt en stadig vigtigere faktor, fordi man skulle afgive mange skud på kort tid. Når der konstant var mange fugle i luften over skytterne, begyndte deres muskler at blive trætte i sidste halvdel af drevet. En tung bøsse blev simpelthen et handicap. Af denne grund blev idealet fra århundredskiftet og i årene derefter i stigende grad letvægtsbøsser.
Alle tænkelige løsninger blev forsøgt, hvor man primært reducerede pibernes og skæfternes vægt. Både James Purdey og Boss & Co. udviklede letvægtsudgaver, hvor bl.a. pibetykkelsen var reduceret. Robert Churchill udviklede sine berømte model XXV – bøsser med 25” (62,5 cm) piber. Holland & Holland lavede deres udgave i form af model Brevis, som havde 26½” piber. Charles Hellis lavede sin model Featherweight med både sidelåse og kasselås – ligesom talrige andre bøssemagere lave specielle letvægtsbøsser også i økonomisk overkommelige udgaver.
Man bliver aldrig for gammel til at glæde sig over en ny bøsse. Min ven var 82, da han omsider fik sig et par Lancaster 12-20’ere.
For at reducere bøssernes vægt, blev det i en årrække i starten af 1900-tallet en overgang også moderne at lave de såkaldte 2”-bøsser, som brugte 50 mm patroner med mere moderate ladninger end i en 2½”-patron (65 mm). Letvægtsidealet smittede hurtigt af på hele markedet, og snart faldt vægten af en Londonbøsse i standardudførelse til at ligge tæt på 3.000 gram.
At alt dette reelt kun er modeluner understreges af, at standarden for vægt i dag igen er tæt på den samme som sidst i 1800-tallet – om end bøssen nu er en O/U. Det samme gælder pibelængden. Mens haglbøsser med korte piber stadig var meget populære helt op i 1960’erne og 1970’erne, er de i dag meget vanskelige at sælge. I dag dikterer moden, at en haglbøsse mindst skal have 28” (71 cm) lange piber, og helst skal de være 30” (76 cm).
William Baker (1858-1934) var en meget produktiv bøssemager og våbendesigner.
12-20
I dag kan man undre sig over, at de vægtfikserede skytter ikke bare gik over til kaliber 16 eller 20 for at få lettere bøsser, men disse kalibre blev aldrig populære på de britiske øer. Det var faktisk en udbredt opfattelse, at en bøsse i kaliber 20 var noget, som man lærte drenge at skyde med – eller som til nød kunne bruges af en kvinde eller en handikappet jæger.
Måske var denne holdning en medvirkende årsag til, at det berømte firma Charles Lancaster i London i 1925 introducerede deres nye letvægtsbøsse. Firmaet beskrev den selv på følgende måde:
”Vores model 12-20 med selvåbner har, i kraft af dens videnskabelige design, den store fordel, at den kombinerer den fulde ladning fra en kaliber tolv med vægten og den lette håndtering af en kaliber 20. Det er bestemt den største præstation indenfor bøssemagerfaget, som den nuværende generation har været vidne til, og med de forbedringer og raffinementer, vi for nyligt har introduceret, placerer den sig nemt i en klasse for sig”.
Store ord, men helt forkert var det næppe, når man betænker den omtale og popularitet, som bøsserne opnåede, selvom de kun blev fremstillet i en ganske kort årrække.
Da min gode ven venligt inviterede mig på jagtweekend det efterår, ankom jeg med en særlig høj grad af spænding. Jeg vidste nemlig, at han havde opfyldt sin gamle drøm og købt sig et par letvægtsbøsser i Lancasters model Twelve-Twenty.
At bøsserne er lette, skyldes ikke bare lette piber og skæfter, men også en helt anden konstruktion af bascule og sidelåsene end standard. Låsen til Lancasters nye bøsser var blevet designet og patenteret i 1906 af den dygtige og meget innovative bøssemager, William Baker i Birmingham, og derefter raffineret i flere omgange. Han var bøssemager i Birmingham, og leverede dele til andre producenter. Men samtidig var han en af branchens flittigste opfindere, med 31 anerkendte patenter og 26 yderligere designs, som han søgte patent på, men ikke fuldendte mønsterbeskyttelsen af.
Bakers låsedesign, som senere blev af flere andre producenter end Lancaster, er meget enkelt – som så mange andre gode opfindelser. Begge slagfjedrene spændes via en enkelt, centralt beliggende spændstang (her vist med rødt). Slagfjedrene er placeret bagerst på sidelåsene i et fjederbelastet og drejeligt ophæng. Ud over at bringe spændstang og haner tilbage i oprindelig position, hjælper denne fjederbelastning med til at åbne bøssen, såfremt begge løb ikke er blevet affyret. Deraf udtrykket ”assisted opening”.
Et smukt par
Allerede da bøsserne lå adskilte i deres kuffert fremgik det tydeligt, at basculerne ikke er af den traditionelle type. Forenden (de såkaldte ”knuckles”) er uden udfræsninger til spændstænger. I stedet foregår opspændingen af slagfjedrene via en fælles spændstang, der er placeret i den udfræsning, hvor pibernes lukkeknaster sænkes ned i, når bøssen lukkes. Selvom jeg gennem årene har set nogle få eksemplarer af Lancasters bøsser i model 12-20 hos britiske bøssemagere og udstillinger, er det slet ikke det samme som at kunne tage en bøsse i nærmere øjesyn. Og mine forventninger blev til fulde indfriet. Bøsserne er en fryd for øjet og fornøjelsen (samt misundelsen) blev bestemt ikke mindre, da jeg fik dem i hænderne. Men først lidt specifikationer.
Bøsserne har 29” piber (73,5 cm), som modsvarer de ganske lange skæfter på 37,5 cm i klassisk engelsk stil uden pistolgreb. Åretegningerne i træet er også af en kvalitet, som man skal lede længe efter i dag – og formentlig ikke kan betale, hvis man finder det.
Piberne er af den såkaldte ”chopperlump”-type, hvor pibe og lukkeknast er fremstillet af ét stykke trykstøbt specialstål. Kamrene er til 2½” (65-mm) patroner, og begge sæt løb har en moderat trangboring svarende til 1/4 i det højre løb og mellem ½ i det venstre. Igen klassiske valg til et sæt klapjagtsbøsser.
Mere britiske, lækre og elegante bøsser skal man lede længe efter.
Desuden har de alt, som hører til en klassisk engelsk sidelåsbøsse i side-by-side. Brede, konkave sigteskinner. Sidelåsene er graverede med traditionelle bouquet & scroll-mønstre, og har cocking-indicators, så man kan se hanernes position udefra. Til sikring af, at kun sammenhørende dele til de to bøsser forsøges samlet, er disse markerede med et ”1” eller ”2” i guld i forskæftet, toplukkenøgler og i bunden af sigteskinnen. På samme vis er producentens navn og modelbetegnelsen indlagt i guld på henholdsvis undersiden af basculen og på sidelåsene. Det samme gælder ”SAFE” over sikringspalerne. Smukt, uden at være prangende.
Selvom jeg på forhånd var klar over, at det ville være elegante bøsser, var det alligevel en overraskelse at opleve, hvor lette de er at bringe i anslag og svinge. Vægten er en anelse under 2.700 gram, men på trods af de lange skæfter har bøsserne en balance, som jeg aldrig har set overgået med andre bøsser.
Når man tager en 12-20 i hænderne, er det tydeligt, at Lancaster havde tænkt sig grundigt om under designet af denne bøsse. Det er også åbenlyst, at der er gjort en stor indsats for at spare vægt uden at ofre andre kvaliteter.
At bøsserne er lette, skyldes således ikke bare lette piber og skæfter, men også en helt anden konstruktion af bascule og sidelåsene end standard. Låsen til Lancasters nye bøsser var blevet designet og patenteret i 1906 af den dygtige og meget innovative bøssemager, William Baker i Birmingham, og derefter raffineret i flere omgange.
Skæftetræ som man ikke kan andet end sukke over. Lancasters bøssemagere har gjort meget ud af skæfternes geometri, så mest mulig rekyl bliver optaget i hænderne under affyringen af bøssen.
Vægt & rekyl
Den ene af de to afgørende forskelle i Bakers konstruktion er, at slagfjedrene er placeret i et drejeligt ophæng bagerst på sidelåsen. Den anden forskel er, at spændstangen til slagfjedrene er placeret i den samme udfræsning i basculen, som pibernes lukkeknaster glider ned i, inden de fastholdes af purdeylukkets rigel.
Med Bakers konstruktion er det ikke længere nødvendigt at lave dybe udfræsninger til slagfjedrene og spændstængerne på hver side af basculens bund. Bakers design indebærer derfor, at man kan opnå samme styrke i en meget spinklere og lettere bascule, hvilket Lancaster havde indset.
Af samme grund var der efterfølgende flere andre producenter, som bl.a. Robert Churchill, der anvendte denne lås til letvægtsmodeller. En god dokumentation for Lancasterbøssernes berømmelse er, at når andre producenter siden anvendte Bakers lås på deres bøsser, blev den meget ofte omtalt som 12/20-låsen.
Når man ser basculen på bøsserne er det tydeligt, at der er tale om en anden type lås end den sædvanlige.
Spændstangen til slagfjedrene er placeret i bunden af udfræsningerne til pibens lukkeknaster, og kan akkurat anes i bunden af låsekassen – under kobberfedtet.
Lette bøsser giver som bekendt større rekyl med en given ladning – alt andet lige. Men alt andet var ikke lige på en 12-20 – og måske er det her, man skal finde årsagen til, at bøsserne blev så berømte, som de er. Når først man har opnået fordelene ved en let og velbalanceret bøsse, bliver det afgørende for skytten naturligvis størrelsen af den rekyl, han oplever under brug af bøssen.
Mens mange andre producenter anvendte kortere piber end normalt på deres letvægtsbøsser, var Lancasters 12-20 design så overlegent, at man lave bøsserne med en standardlængde for piberne på hele 29” (73,5 cm). Baggrunden var, at designerne af bøssen havde forstået, at lange – men stadigvæk lette – piber forøger bøssens førbarhed (pointability) og reducerer mundingshoppet under affyringen.
Andre detaljer var en geometrisk korrekt udformning af både for- og bagskæfte. Effektiviteten af den valgte skæfteudformning er kritisk, fordi hænderne skal optage mere rekyl fra en let bøsse end fra en tilsvarende tung. Det samme gælder udformningen af skæfteryggen og ikke mindst dens vinkel i forhold til pibernes centerlinje. Endelig er udformningen af skæftes bagende vigtig. Disse faktorer er alle af betydning for, at man oplever bøssen som en kaliber 20, selvom den anvender patroner i kaliber 12. Ikke overraskende anbefalede Lancaster, at man i deres 12-20’ere anvendte firmaets moderat ladede patroner af mærket ”Norfolk”, så rekylen som udgangspunkt var overkommelig.
De forreste aftrækkere er ”netskårne”, hvilket ikke er standard for en 12-20, men udført på kundens ordre.
Maharajahens valg
Den første model 12-20 blev færdiggjort i 1925 på bestilling af det kendte bøssemagerfirma Manton & Co. i Indien – formentlig på vegne af en kunde. Charles Lancaster fremstillede omkring 30 eksemplarer af 12-20 fra introduktionen i 1925 og til og med 1928. Produktionen var imidlertid ikke nok til at holde virksomheden flydende. I den sidste halvdel af 1920’erne bestod størstedelen af salget af kasselåsbøsser fra Birmingham, som blev færdiggjort på Lancasters værksted. Børskrakket i 1929 blev firmaet Charles Lancasters banesår. I 1932 gik firmaet i frivillig likvidation og firmaets aktiver blev overtaget af Stephen Grant & Joseph Lang Ltd., som herefter byggede model 12-20 i eget navn. Dog blev et antal bøsser stadig bygget af Grant & Lang med Lancasters navn graveret på piberne. Dette kan skyldes, at man færdiggjorde ufuldendte bøsser fra virksomheden lager, ligesom nogle kunder formentlig ønskede at få bygget de berømte letvægtsbøsser med Lancasters navn på – som følge af den store omtale bøsserne. Den seneste, jeg har kunnet finde, blev færdiggjort i juni 1947!
På trods af den megen omtale af Lancasters model Twelve Twenty er der ikke mange kendte jægere, som har brugt dem. En undtagelse er maharajaen af Jodphur, som fik bygget en Charles Lancaster Twelve Twenty no. 17.052 i november 1932. I marts måned året efter bestilte han et par af samme model med kun 25” piber som en gave til sin ven, maharajaen af Jaipur. (Det var den slags venner, man skulle have!)
Maharaja Umaid Singh fra Jodhpur i Indien var en af de få kendte ejere af Lancasters 12-20 bøsser.
På trods af sine 82 år traf min ven stort set alle lerduerne, da vi testede hans nye Lancaster-bøsser i model 12-20.
Til walking-up-jagt er en letvægtsbøsse med lange piber konge, og jeg ville med glæde tilbringe resten af min jagtlige karriere med en 12-20 – uanset om det var på rypejagt i fjeldet, på efterårets fasanjagter eller på sneppejagt med hund. Oven i købet forholder det sig sådan, at man på grund af snobeffekten får en Lancaster 12-20 til ¾ af prisen på en tilsvarende Holland & Holland – hvis man altså kan finde en af de sjældne letvægtere.
Lancasterbøsserne blev prøvet af på min vens hyggelige jagt i november. I starten af december fik de deres debut på en dansk klapjagt, hvor fuglene fløj højt og hurtigt over de nøgne træer. Det siger noget om Lancasterbøssernes balance og førbarhed, at de her nedlagde 49 fasaner i 89 skud. Men det siger nok endnu mere om min gamle vens evne til at håndtere dem – i hans 66. jagtsæson.
