Briterne udviklede den klassiske s/s-bøsse til perfektion, men også på kontinentet blev der fremstillet udsøgte våben, som ikke på nogen måde står tilbage for deres engelske fætre.
Düsel-bøssen er meget velbalanceret, og med lukkede øjne ville jeg ikke kunne mærke forskel på, om jeg brugte den eller en af mine engelske fuglejagtbøsser.
Jeg må hellere erkende det straks. Jeg er håbløst anglofil. Næsten alle min jagtvåben er af engelsk oprindelse, jeg går på jagt i tweedtøj, jeg drikker the om morgenen, ser helst engelske film og tv-serier, min motorcykel var en Norton Commando, og min cykel er en Raleigh.
Men selvom briterne efter min mening udviklede den perfekte s/s-bøsse til fuglejagt, så skal man jo ikke være blind for kvaliteterne ved andre løsninger
Formål og udformning
Udviklingen af de klassiske europæiske jagtvåben er naturligvis sket med øje for hovedformålet med deres anvendelse. I takt med fremkomsten af de store jagter på fuglevildt, som blev drevet hen over skytterne, designede briterne de lette og perfekt balancerede bøsser, som gjorde dem verdensberømte.
Et godt eksempel er O/U-bøsserne, som blev udviklet og produceret af især tyskerne før 2. verdenskrig og italienerne i årene efter, hvor lerdueskydning blev populært næsten overalt i Europa. Det viste sig hurtigt, at O/U-bøsser var overlegne til dette formål, og i dag ser man ved konkurrencerne ikke andre typer våben. Markedet domineres i dag af italiensk fremstillede haglbøsser, som har erobret den position, som Browning havde i mange år efter sin succesrige introduktion af model B25 i utallige afskygninger.
De kontinentale jagtvåbens karakteristika skyldes på samme måde, at jagtraditionerne her er meget anderledes end de britiske. Klapjagter på opdrættet fuglevildt var (og er) ikke særligt udbredte, og drivjagter gjaldt primært hårvildt og i mindre grad fugle. Da der på denne type jagt ofte tillige forekom større hjortevildt, blev det en kontinental specialitet at fremstille kombinationsvåben, så man var dækket ind til flest mulige af de skudchancer, der måtte opstå.
Var der tale om ren haglbøssejagt, gik man i højere grad på jagt med hovedvægten lagt på mark- og skovfugle, lidt andefugle og i høj grad hårvildt som hare, ræv og råvildt. Af samme grund brugte man ofte tungere haglladninger og højere grad af trangboring, idet skudafstandene ofte var længere end ved klapjagt. Det indebærer, at kontinentale haglbøsser ofte har større godstykkelse i piberne og er tungere end tilsvarende britiske haglbøsser.
Nede på kontinentet var skæftningen også anderledes, idet pistolgreb og kindpuder her var standard, selvom man naturligvis kan finde undtagelser. Årsagen var formentlig, at man på kontinentet ikke var helt så optaget af at reducere vægten – med tanke på de tungere haglladninger, der ofte blev brugt til jagten på hårvildt. Summen af kardemommen er, at jagtvåben fra de forskellige dele af verden derfor ofte har en række kendetegn, som sjældent gør det vanskeligt at fastslå deres oprindelse ud fra et enkelt blik på bøssen. Men nu der er som bekendt ingen regel uden undtagelser.
I forbindelse med en nær vens død, hjalp jeg enken med afviklingen hans omfattende våbensamling. Her faldt jeg over et fremragende eksempel på et kontinentalt våben af allerhøjeste kvalitet – men som overraskende nok havde en række karakteristika, der ellers primært kendetegner engelske bøsser. Bøssen var tydeligvis fremstillet på kontinentet, og af løbene fremgik det da også, at den var fremstillet i den lille østrigske landsby Ferlach.
Ferlach
Overalt i Europa var der fra 1600-tallet centre for våbenproduktion, og Ferlach var et af dem – præcis som Birmingham, Suhl og Liege – blot i langt mindre målestok, da der var tale om håndarbejde. Men tiden var efterhånden løbet fra denne form for produktion. I 1870’erne producerede byens ca. 150 bøssemagermestre på denne måde ca. 7.000 våben om året – primært til militære formål. Til sammenligning producerede våbenfabrikken i Steyr 1.300 våben – om dagen!
Af denne grund gik man i Ferlach gradvist over til primært at producere jagtvåben af høj kvalitet. I andre lande som England og Belgien blev produktionen af de bedre jagtvåben rationaliseret ved at producenterne overlod det til selvstændig ”outworkers” at specialisere sig i at fremstille de fleste dele. Den virksomhed, hvis navn stod på bøssen, stod ofte kun for den endelige finish – og som garant for den ønskede kvalitet. I Ferlach gik man en anden vej. For at rationalisere produktionen, gik en stor del af byens bøssemagerfirmaer i 1885 samme i et Genossenschaft der Büchsenmacher in Ferlach. Dette kooperativ havde til formål at etablere et fælles maskinværksted. Her skulle man udføre den maskinelle bearbejdning af medlemmernes produkter, mens den enkelte bøssemager selv stod for alt arbejde, der skulle udføres i hånden. Herved undgik hvert enkelt firma at skulle investere i dyre maskiner og i specielt uddannede medarbejdere, blot for at bruge det en begrænset del af arbejdstiden. Samtidig etablerede man med myndighedernes godkendelse en prøveanstalt, så produkterne nemt kunne trykprøves uden tidkrævende og kostbar transport.
I løbet af få år var der beskæftiget ikke mindre end 90 ansatte i maskinhusene, og i 1892 var der i Ferlach bosat hele 163 mestre inden for alle kategorier af bøssemageri såsom skæfte-, pibe og låsemagere, samt gravører. Hertil kom 238 svende og 109 lærlinge. Det var næsten 20% af den mandlige befolkning i Ferlach, som dengang havde 5797 indbyggere. Året efter ophørte de sidste leverancer til Steyr, og byen overgik dermed til alene at producere jagtvåben.
Billede fra det indre af maskinhuset i Ferlach år 1900. Ved at gå sammen om at indkøbe maskiner, sparede bøssemagerne i byen både tid og penge til den indledende bearbejdning af våbnenes dele.
Bøssen har en ekstra lukkekast placeret mellem piberne, som fastholdes af toplukkenøglen, når denne er lukket. Bemærk, hvordan toplukkenøglen er gennemstukket, så den omslutter et egern.
Storhed og fald
Produktion af luksusartikler er i særlig grad underlagt modens krav, og når der tillige er tale om kostbare våben, får både konjunkturer og politik en ekstra stor betydning. 1. verdenskrig betød enden på det Østrig-ungarske Kejserrige, og indebar svære tider for byen Ferlach, da en stor del af kundeunderlaget forsvandt af samme årsag. Eksempelvis blev der i 1909 trykprøvet 17.551 våben i Ferlach, mens tallet i 1926 var faldet til en tredjedel. Under den verdensomspændende depression i 1930’erne faldt tallet i 1933 til kun 2.008 geværer, og i 1934 til 1.589. Efter sammenlægningen af Østrig med Tyskland (Anschluss) i 1938, afgav de tyske militærmyndigheder en række ordrer på dele til hærens våben såsom sigter, rembøjler og bajonetter og lignende – alt sammen i et forsøg på at fastholde beskæftigelsen. Desuden bestilte man 5-600 jagtvåben, som skulle sælges til en overkommelig pris i det, man kaldte Altreich. Alligevel var antallet af bøssemagere i Ferlach ved 2. verdenskrigs udbrud faldet til 29 – mindre end en femtedel af antallet ved kooperativets grundlæggelse.
Efter krigen besatte de fire stormagter hver sin del af Østrig. Ferlach kom her til at ligge i den britiske zone. Det var dog først i 1948, at bøssemagerne frit kunne gå tilbage til deres oprindelige erhverv. Indtil da, kunne de resterende bøssemagere kun fremstille våben mod individuel tilladelse fra den britiske kommandant over byen.
Fra 1948 begyndte produktionen langsomt at komme i gang, og næsten udelukkende til eksport. I 1948 eksporterede i alt 64 våben – et tal der i 1951 var steget til 428 – hvoraf de 6 gik til Sverige. Allerede året efter var dette tal steget til 81 våben. Den samlede produktion af jagtvåben i Ferlach steg gradvist til omkring 2.000 per år indtil 1980’erne, hvor efterspørgslen faldt voldsomt. I 1998 var produktionen faldet til kun 200 våben, fordelt på de 13 tilbageværende medlemmer af kooperativet. I 2004 gav man op, og erklærede Genossenschaftet konkurs. I dag er der kun en håndfuld bøssemagere tilbage i Ferlach og omegn – bl.a. Ludwig Borovnik, Johann Fanzoj, Herbert Scheiring og Peter Hofer. Ganske få, men dog faktisk forholdsvis flere end i andre centre for våbenfremstilling – såsom Liege og Birmingham.
Bøssen er dekoreret med reliefgraveringer. Fagfolk kan straks genkende arbejdet som udført af mesteren Obiltschnig.
Kvaliteten af skæftetræet står heller ikke tilbage for bøssens øvrige dele.
Stefan Düsel
Den haglbøsse, som fangede mit øje blandt samlingens hundredvis af våben, var en side-by-side i kaliber 12 med dybe graveringer af vildtmotiver i klassisk kontinental stil. Det, som straks fangede mit øje var, at bøssen tydeligvis var tilpasset britiske standard. Skæftet var klassisk engelsk med ret ryg og slank kolbehals. Det samme gjaldt fraværet af kindpude og rembøjler, samt de graverede stålforstærkninger af både hæl og tå på bagskæftet – hvoraf de sidstnævnte dog ikke er helt ualmindelige på kontinentale våben af høj kvalitet.
Da jeg åbnede låsen, kunne jeg desuden se, at bøssen ud over det vanlige purdeylukke er forsynet med det, som briterne kalder concealed third bite i stedet for det Greenerlukke, som er altdominerende blandt kontinentale bøsser. Den skjulte, ekstra lukkeknast stikker en smule frem mellem piberne, og glider ind i en udfræsning i basculen, hvorefter et fremspring på toplukkenøglens aksel låser knasten fast.
At der var noget britisk involveret i bøssens fremstilling, fremgik tillige af de indgraverede navne på oversiden af piberne. Producentens navn er Stefan Düsel, som naturligvis hedder det samme på alle sprog, men firmaets hjemsted var indgraveret på engelsk: Ferlach, Austria – ikke Österreich– og heller ikke bare Ferlach, som ellers er normen.
Stefan Düsel blev født i 1879, og etablerede sig efter endt uddannelse som selvstændig bøssemager i Ferlach. Ud over at være en af datidens førende riffelskytter blev han medlem af genossenschaftet i 1903, og var med i ledelsen i 1920’erne i flere perioder. Han var dermed anerkendt som en af Ferlachs førende bøssemagere, og det var dengang helt naturligt, at sønnen Josef Düsel gik i faderens fodspor og ligeledes blev bøssemager. Efter sammenlægningen af Østrig med Tyskland (Anschluss) i 1938 drog sønnen sammen med 73 andre bøssemagere fra Ferlach til Altreich for at få arbejde. Ved faderens død i 1954 vendte Josef Düsel tilbage til Østrig og fortsatte virksomheden. Da han ikke havde børn, var der igen til at fortsætte driften, og firmaet blev i 1960’erne overtaget af Helmut Scheiring og senere dennes søn Helmuth, som i dag er en af de få overlevende bøssemagervirksomheder i Ferlach.
Obiltschnig
Mens producenten af bøssen ikke er særligt kendt, så forholder det sig markant anderledes med Düsels – eller måske hans kundes valg af gravør.
Bøssen er dekoreret af Albin Obiltschnig, som var en af sin tids mest kendte gravører, og grundlægger af den såkaldt plastiske gravering med næsten tredimensionelle reliefbilleder af vildt- og jagtscener. Han var født i 1894, og blev som 12-årig optaget som bøssemagerelev på den kejserlige og kongelige østrigske fagskole for håndvåben. Obiltschnig forlod skolen med udmærkelse i 1911, og hans talent var så stort, at selv hans elevarbejder blev udstillet efter at have fået en præmie fra Kulturministeriet. Heldigvis kom han helskindet gennem sin værnepligt under den 1. verdenskrig, og blev i 1922 ansat som lærer på fagskolen for gravører i Ferlach, hvor han underviste indtil 1933. Obiltschnigs gravørarbejde dannede skole i de følgende år, og han havde over industrifyrster, diplomater og militærfolk fra hele verden som kunder – også i USA. Ved siden af sit arbejde som gravør var Albin Obiltschnig en flittig illustrator, som tegnede for adskillige jagttidskrifter. Albin døde i 1975, og blev efterfulgt af sin ligeledes talentfulde søn, Hans Obiltschnig. Som det fremgår af billederne, er bøssen rigt dekoreret med vildtscener og arter, der lever i producentens hjemland. På klassisk kontinental vis, er områderne omkring vildtscenerne ikke dækket af scrollmønstre, men af egeløv i dyb reliefgravering. Kammerenden af piberne er desuden forsynede med tynde linjer indlagt i guld. En i mine øjne herlig detalje er et hjerte af guld, gennemboret af en pil, og indlagt i toplukkenøglen, som er gennemstukket i form af et egern.
Albin Obiltschnig fotograferet sammen med sønnen Hans i 1946 – samme år, som Düsel-bøssen blev trykprøvet.
Bøssen er rigt dekoreret med blandt andet denne detalje i toplukkenøglen. De flade bagsider af stødbundene er usædvanlige, og muligvis inspirerede af Simsons ”Taubenflinte” model Monte Carlo.
Konstruktion
På trods af den omfattende udsmykning, er der ikke tale om en sidelåsbøsse, men en kasselåsbøsse med sideplader. Teknisk og styrkemæssigt set er en sidelåsbøsse ikke en kasselåsbøsse overlegen – bortset fra det større areal til udsmykning, som sidelåsene udgør. Faktisk er en kasselås med sine færre dele og enklere konstruktion billigere at fremstille – og enten stærkere eller lettere end en sidelås – alt andet lige. Blandt bøssemagere på kontinentet har det derfor været en udbredt praksis at opnå det, man her opfattede som den bedste af alle verdener ved at forsyne kasselåse med sideplader. Puritanere som undertegnede synes, at man må vælge, men som tidligere nævnt skal man ikke lade sine egne præferencer overskygge andres smag og behag.
Så snart man får bøssen i hænderne, bliver man klar over, at der ikke er tale om en klassisk kontinental bøsse. Med 71,5 cm lange piber vejer den kun 2.900 gram, og har sit balancepunkt ganske tæt på hovedbolten – som på en klassisk Holland & Holland-bøsse. Det gør Düsel-bøssen ganske livlig at svinge og meget velegnet til at afgive snapskud – som f.eks. til en hurtigt opdukkende skovsneppe.
Klassiske bøsser fra kontinentet har ofte tungere piber og et balancepunkt længere fremme, hvilket gør det lidt lettere at fastholde et langt sving, som er en fordel ved skud på lidt længere afstande.
Basculens stødbunde er flade bagtil og ikke afrundede, som på de fleste andre bøsser. Måske har forbilledet været den tyske producent Simsons luksusbøsser i model Monte Carlo, der netop har denne detalje som et kendetegn.
Jeg havde lejlighed til at prøve bøssen på en enkelt fasanjagt. I dag er der blandt nogle klapjagtskytter et næsten religiøst krav om bøsser med piber på mindst 76 cm/30” og gerne længere. Når man hører på de mest fanatiske af slagsen, får man nærmest indtryk af, at det er bedre at kaste sten efter fasanerne end at bruge en bøsse med 28” piber.
Düsel-bøssen beviste det modsatte. De 71,5 cm lange piber forringede på ingen måde min træfsikkerhed – hverken på korte eller lidt længere skudhold. Jeg ville uden problemer anvende den som eneste bøsse til alle jagtformer – hvis den altså havde været min.
Nummerkoderne på basculen afslører bøssens producent og alder, ligesom det fremgår af piberne, at bøssen er blevet reprooved i London i år 2000 (LP/MM).
Mystik
Desværre er der ikke bevaret nogen form for data, som dokumenterer baggrunden for bøssens tilblivelse med klare træk fra både engelsk og kontinentalt bøssemageri. Der er dog nogle få indikationer, som udgør grundlaget for min teori.
Blandt de få konkrete informationer er bøssens prøvestempler. I basculen er der i tillæg til trykprøvemærkerne stemplet to sæt numre ind. Det første er 20.42. Her er tallet 20 det nummer, som Stefan Düsel blev tildelt af trykprøveanstalten, og 42 bøssens serienummer. Det andet sæt numre er D767.46, som angiver, at bøssen er våben nummer 767, der er blevet trykprøvet i 1946.
Det er også en kendsgerning, at bøssen har mange ”engelske” træk såsom skæfteform, lav vægt, balancering og concealed third bite – samt det engelske navn Austria for oprindelseslandet. Düsel-bøssens kamrene er tillige kun 65 mm lange, hvilket stadig var standard i Storbritannien i mange år efter 2. verdenskrig, mens 70 mm kamre allerede efter 1. verdenskrig blev normen på kontinentet. Ingen af disse træk var sædvanlige på bøsser fremstillet i Ferlach. Hertil kommer, at piberne er blevet ”reprooved” hos London Proof House i år 2000 – kort før bøssen blev solgt til min våbensamlende ven på en auktion samme sted.
Efter krigen var det briterne, som var myndighederne i Ferlach. Når jeg sammenholder fremstillingstidspunktet, bøssens engelske præg samt det faktum, at bøssen blev solgt i London mange år efter, gætter jeg på, at Düsel-bøssen blev fremstillet eller færdiggjort til en britisk officer. Måske er den blevet solgt af arvingerne efter hans død – hvem ved?Uanset, er der tale om en bøsse af en kvalitet, som i dag ville være særdeles kostbar, hvis man ville have en fremstillet i dag.
Tilbage står det største mysterium: Hvorfor blev toplukkenøglen dekoreret med et hjerte, gennemboret af en pil? Var ejeren ulykkelig forelsket i en af de lokale østrigske kvinder – eller blot en romantisk type, som syntes om denne dekoration? Det finder vi næppe nogensinde ud af.
