Enkeltskudsriflen

Historien om, hvordan en dobbeltriffel blev forvandlet til en enkeltskudsriffel ved pludselig at få en meget åben boring…

Dobbeltrifler er nogle af de mest specialiserede jagtvåben, vi har. Som bekendt udmærker de sig alene ved at kunne afgive to skud meget hurtigt efter hinanden på samme måde som med en haglbøsse. Men riflerne har også en række ulemper såsom en høj pris, høj vægt, dårligere aftræk og ved at være vanskelige og dyre at montere en sigtekikkert på. Dobbeltrifler er hverken velegnede til allroundjagt, skud på lange hold eller træningsskydning i nævneværdigt omfang. Alligevel er de meget tiltrækkende for mange jægere.

Denne type rifler er en slags drømmegeneratorer, som uvilkårligt sætter gang i fantasien, når man tager dem ud af våbenskabet. De billeder, som man får inde i hovedet, skyldes nok jagtlitteraturens mange drabelige beretninger om, hvordan storvildtjægeren i Afrika med sin dobbeltløbede livsforsikring afværger den visse død med to hurtige skud i panden på en angribende kafferbøffel. Eller fortællinger om, hvordan jægeren dublerede keilere eller store elgtyre på det smalle skovspor. Det spiller tilsyneladende ingen rolle for fantasien, hvor sjældent den slags situationer end måtte forekomme i virkeligheden. Drømmen lever.

Kaliber .450 Nitro Express var den første storvildtpatron ladet med røgsvagt krudt. Den blev i 1896 designet af John Rigby som en røgsvag udgave af den eksisterende sortkrudtpatron, kaliber .450 Black Powder Express, forsynet med en fuldkappet kugle. Hastigheden kunne herved komme op på svimlende 650 m/s og gennemtrængningsevnen blev mangedoblet i forhold til de gamle projektiler af rent bly. Patronen og den næsten identiske efterfølgere revolutionerede storvildtjagten, og gjorde det muligt at bygge storvildtrifler, som var langt mere håndterlige end de gamle storvildtrifler i kaliber 4 eller større.  

Høj kvalitet

Kasselåsen er af den type, som briterne kalder ”fancy back”. Her i en typisk belgisk udgave med tre buer, hvor skæftet er sammenføjet med låsen. Ligeledes typisk for belgiske våben er låsen forstærket med sideclips på stødbundene, samt et Greenerlukke. Som standarden var omkring forrige århundredeskifte, er sikringen ikke automatisk. I samme tidsånd har den forreste aftrækker en indbygget stiksnelle til mere præcis afgivelse af skud på lidt længere hold. Hvorfor og i hvilke situationer det var relevant at kunne bruge en grovkalibret riffel til præcisionsskydning på lidt længere hold, har jeg aldrig set beskrevet i litteraturen, og min fantasi rækker heller ikke til at forklare det. Måske har riflen stiksnelle, fordi aftræk og låse blev lavet, så de kunne anvendes til en bred vifte af riffelkalibre. Snellen er jo ikke så tosset, hvis kaliberen i stedet hedder 8x57R eller 7x65R. 

Bascule, toplukkenøgle og aftrækkerbøjle er helgraverede med klassisk rose & scroll efter britisk forbillede. I det hele taget er belgiske dobbeltrifler ofte lette og elegante udgaver af deres britiske kolleger. Briterne lavede tunge dobbeltrifler for blandt andet at holde rekylen nede og træfsikkerheden oppe. Vægten var for briterne et mindre problem, idet man i kolonierne dengang altid havde en bøssebærer med på storvildtjagt. Belgierne havde ligesom tyskerne tradition for at bruge dobbeltrifler til drivjagt, hvor jægerne selv bare våbnene, og det smittede i nogen grad af på storvildtriflerne fra de to landes producenter.  

Skæftet er lavet af en god, åretegnet kvalitet af fransk valnød. Det er uden kindpude, slankt og med et langt pistolgreb, der afsluttes med en roset af horn. Netskæringen er meget fin med 24 linjer per tomme og afsluttet bagtil og forneden med tre og fire parallelle og ubrudte linjer. Alt sammen krævende arbejde, som er vel udført. En tidligere ejer har forsynet skæftet med en tynd gummibagkappe fra Pachmayr af typen Old English.

Riflen giver generelt et indtryk af høj kvalitet og smukke linjer. En indikator er, at piberne er af den såkaldte chopperlump-type, hvor lukkeknaster og pibe er fremstillet ud af ét stykke sænksmedet stål. Riflen har generelt en høj grad af finish, og er dekoreret med fine blomstergraveringer suppleret med scroll- og acanthusfigurer. Tilpasningen mellem træ og metal er af meget høj klasse. En tidligere ejers initialer af guld er indlagt i forskæftet. Dette stykke arbejde er perfekt udført, selvom det er en meget krævende opgave, som kræver mangeårig ekspertise at udskære de fine trapezformede furer til den indlagte guldtråd. En yderligere kvalitetsindikator er, at kærven på de i alt fire skruer i bascule og aftrækkerbøjle er linet op, så de er helt parallelle med våbenets længderetning. Herved kan man straks kan se, om en af dem skulle være ved at arbejde sig løs. En anden er, at skruen, som fastholder toplukkenøglen, tillige har en låseskrue, der næsten er skjult af graveringerne. Også disse to skruers kærv er helt parallelle med riflens længdeakse.

Kort sagt, så var beslutningen om at købe riflen reelt allerede taget, så snart jeg fik den i hænderne. Prisen var endda ganske overkommelig. Hvor svært kan det være?

Storvildtriflen med de ekstra piber i 9,3x74R og sigtekikkerten monteret.

Trykprøvninger og årgang

Både bascule og de originale piber er traditionen tro forsynede med et antal belgiske inspektions- og prøvemærker fra den belgiske trykprøveanstalt i Liege. Disse mærker kan normalt hjælpe med at fastslå byggeår og ofte tillige fortælle, hvem der har lavet riflens hoveddele. Flere af dem har dog desværre været i brug siden 1853, og giver derfor ikke megen hjælp. Hvis riflen er bygget senere end 1922, er der en bogstavkode, som viser det præcise byggeåret. Desværre er riflen fra Donckier uden et sådant mærke, hvorfor den er bygget før 1922.

Under kammerenden af piberne angives kaliberen til .450 Express. Et R med en kongekrone over står for en riflet pibe, og dette mærke blev indført for alle rifler over 8 mm i 1897, hvorfor riflen er fremstillet i eller efter dette år. En stiliseret løve, som står på bagbenene over bogstaverne P.V. viser, at riflen er trykprøvet til at anvendes med røgsvagt krudt. Fra 1910 begyndte man på piber af større kaliber end .22” at mærke dem med enten B. Blindée eller B. Plomb afhængigt af, om de var beregnede til at affyre kappeklædte projektiler eller blykugler. Desværre blev dette først obligatorisk fra 1924, hvorfor denne inskription ikke er anvendelig til datering, før denne praksis blev obligatorisk. Mærkningen blev oprindeligt indført for at undgå forvirring i overgangsperioden fra sortkrudt til røgsvagt krudt. Dette var naturligvis kun relevant for rifler i kalibre, som fandtes til begge typer af krudt. Da der på riflen hverken står B. Blindée eller B. Plomb er riflen derfor sandsynligvis lavet før 1910.

Overraskende nok er pibernes vægt er ikke anført, selvom det var et krav allerede fra 1892. Normalt anføre vægten i kilogram, med et K indsat mellem kilo og gram. Lovkravet beskrev imidlertid ikke, hvordan vægten skulle anføres, hvorfor et af de andre mærker/stempler kan dække over dette. Piberne er stemplede med varemærket ”J.T.”, hvilket indikerer, at dele af riflen er fremstillede af den belgiske producent Jules Thonon, som blev grundlagt i 1908. Pibesættet er også mærket med ”S&D”, som står for Scholberg & Delheid, der producerede piber, og virkede i Liege fra 1906 til 1914. Sammen med riflens byggestil, finish og gravering tyder alt derfor på, at riflen er lavet i 1909-1910, men nogen sikker datering kan man ikke foretage.

Låsestolen har ikke overraskende også prøvestempler for røgsvagt krudt ligesom piberne. Da riflen blev forsynet med et ekstra pibesæt, måtte riflen igen trykprøves. De østrigske prøvestempler indeholder tillige en bogstavkode. Bogstaverne BTY viser, at det østrigske pibesæt i 9,3x74R er trykprøvede i april 1987.

Desuden kom man ikke udenom, at riflen rent faktisk er trykprøvet til røgsvagt krudt ikke bare en, men to gange. Det maksimale arbejdstryk for kaliber .450 3 ¼” er 2700 bar, mens det for 9,3x74R ligger på hele 3.000 bar. At riflen kunne modstå gastrykket fra en røgsvag patron, var udenfor diskussion.

For en sikkerheds skyld rådspurgte jeg mig hos verdens førende kender af belgiske våben, Alain Dubresse i Liege. Han var enig i, at riflen var designet til den røgsvage patron, og ikke forundret over den lave vægt af piber og dermed hele riflen, eftersom han også havde en Donckier-dobbeltriffel. Jeg troede et kort øjeblik, at hans riffel kunne hjælpe med dateringen af min, eftersom den havde et ”d” i bascule, som er kode for 1925. Jeg antog så straks, at man så kunne sammenholde de to riflers serienumre, og få i det mindste en indikation af min riffels alder. Men desværre kunne Dubresse oplyse mig om, at der sjældent var en sammenhæng, idet våbnenes ”serienumre” reelt var nummeret på den faktura, som kunden havde fået for det indbetalte depositum.

Det lykkedes mig også at finde flere andre eksempler på belgiske dobbeltrifler i samme kaliber, som havde omtrent samme vægt som min. Den spanske forfatter Saul Braceras skriver også i sin bog om dobbeltrifler, at hans haneriffel fra E.M. Reilly i kaliber .450 3¼” N.E. kun vejer 3 kg.

Spørgsmålet var derfor kun, om rekylen fra storvildtpatronen var til at håndtere i den 3.266 gram tunge riffel. Fra talrige safarier vidste jeg kun alt for godt, at man bærer riflen meget mere end man skyder med den. Kan man hver gang man træner lave bare nogle få velplacerede skud på skiven på trods af den større rekyl, er den lette riffel langt at foretrække til storvildtjagt, da man kun afgiver ganske få skud under denne type jagt. Uanset vægten, er dobbeltrifler til storvildtjagt de hverken særligt velegnede eller behagelige at bruge til at afgive mange skud på en skive eller i skydebiografen.

Denne praksis gavner ikke præcisionen, men har ingen betydning på de afstande, hvor man normalt anvender grovkalibrede dobbeltrifler. Men de gamle projektiler fra Kynoch gav faktisk ofte en erratisk ekspansion, ligesom deres fuldkappede projektiler hyppigt blev bananformede ved mødet med kraftige knogler.

For at give en mere kontrolleret ekspansion eller mindske risikoen for deformation af de fuldkappede kugler, har moderne projektiler en lang føringsdel, og ofte en meget større kappetykkelse end de traditionelle projektiler, som Kynoch og andre ammunitionsproducenter tidligere anvendte. Kappen er endda ofte af kobberbeklædt stål. Derfor skal man være opmærksom på ikke at overbelaste gamle rifler ved at bruge hårde projektiler. Især de homogene kugler er hårde, da de ikke har en blykerne, som kan komprimeres let under passagen af løbet.

For god ordens skyld tog jeg en afstøbning af både kammer og løb på begge piber. Deres dimensioner og felternes mål var forbilledlige – præcis de mål, som senere blev standardiserede. Jeg havde planer om at tage min nye storvildtriffel med på en jagt efter en problemelefant i Namibia, og var derfor nysgerrig efter at finde ud af, hvor godt jeg var i stand til at håndtere rekylen fra den lette riffel. For ikke at stresse piberne unødigt, ville jeg afprøve riflen med en blødnæset kugle. Da Hornadys fabriksammunition tillige er hyldevarer selv i denne kaliber, var valget let. Hvis riflen kunne lave gode skudgrupper med de blødnæsede kugler, ville det samme formentlig være tilfældet med de fuldkappede.

Efterfølgende forsøgte jeg at finde ud af, hvorfor riflen sprængtes. Der var tydeligvis ikke tale om et for stort gastryk, Sammenføjningen mellem bascule og piber var helt uændret, og låsen kunne uden hindringer åbnes og lukkes. Fænghætten på den afskudte patron var da også langtfra fladtrykt, men havde pæne runde kanter. Det ville også være meget usandsynligt, at patronerne var problemet, når man tænker på de amerikanske erstatningsregler, som sikrer en minutiøs kvalitetskontrol. Min afstøbning viste også, at både bredde og dybde af riffelgangene var helt normale – ligesom løbsdiameteren.

Stor trøst

På denne triste måde blev min dobbeltriffel forvandlet til en enkeltskudsriffel i bogstavelig forstand. Jeg havde af indlysende årsager ikke stor lyst til at prøve endnu et skud med det andet løb. Men midt i al ulykken var der en stor trøst. Der var jo det ekstra sæt af piber til min fine lille belgier, og det endda i det meget mere alsidige kaliber 9,3x74R.

Det ekstra pibesæt er fremstillet af Josef Just, der er det ældste bøssemagerfirma i Ferlach. Som de fleste andre bøssemagere i Ferlach eksisterer Jose Just ikke længere, men dengang havde firmaet mere end 200 års erfaring i at fremstille dobbeltrifler med god balance og fornem samskydning.

Det sprængte pibesæt er fuldt brugbart i kammerenden, hvorfor man faktisk sagtens kunne skære det over og indsætte et nyt sæt riffelpiber i en anden kaliber – f.eks. 6,5x57R. Men 9,3x74R er efter min mening så alsidig en patron, at det ikke ville give meget mening. Det ville utvivlsomt også være meget dyrt. 

Pibesætte fra Josef Just er endda forsynet med en lille Kahles 1,5-4,5×24 sigtekikkert i einhackmontage, som passer godt til riflen. Kikkerten er fremstillet af stålrør, hvorfor den kan loddes sammen med einhackmontagens halve ringe. En let og elegant løsning, som kun vejer små 400 gram inklusive montagekløer.