Smæk for skillingen

John Moses Brownings model B25 er en klassisk haglbøsse, som var populær både på skydebanerne og jagtterrænerne landet over. I dag er det nok den bøsse, hvor man på brugtmarkedet får allermest for pengene.  

Da jeg begyndte at gå på jagt i starten af 1970’erne, var en Browning B25 den bøsse, som stod øverst på de fleste jægeres ønskeliste – selvom den var udenfor økonomisk rækkevidde for de fleste. Min første bøsse blev da heller ikke en B25, men var alligevel meget begejstret for den brugte J.P. Sauer side-by-side uden ejektor, som jeg købte på afbetaling hos ejeren. Og det gik jo endda, for siden fulgte den ene bøsse efter den anden i takt med at mine behov og muligheder ændrede sig.

Jeg må beskæmmet indrømme, at grunden til at jeg først i en sen alder blev ejer af den ikoniske B25 var ganske usaglige. Få år efter jeg fik min Sauer, var der en af de ældre jægere, som venligt lånte mig sin B25’er på skydebanen, og den viste sig overraskende nok ikke at være noget tryllemiddel, som fik mig til at ramme alting. Jeg blev urimeligt skuffet, da jeg ikke ramte mange flere duer med den end med min egen bøsse. Jeg så behændigt helt bort fra, at årsagen til min ringe træfprocent reelt var en kombination af min manglende øvelse og det forlængede skæfte – ikke bøssens manglende balance. Sammen med bøssens relativt høje vægt, fik det ringe antal træffere på jagtbanen mig til at rette min drømme andre steder hen, da Saueren skulle udskiftes.

Faktisk gik der næsten 50 år, før jeg fik min første B25. Det var en kaliber 20, som købte brugt, men den kan man læse om i en anden artikel her på hjemmesiden.

I forbindelse med research til den artikel gik det gradvist op for mig, hvor underkendt B25’eren er i dag. Jeg vil uden tøven udråbe en B25 som det bedste køb, man i dag kan gøre på brugtmarkedet. En B25 i model A1 er i bogstaveligste forstand den bøsse, hvor man får mest smæk for skillingen eller ”Bang for the Buck”, som amerikanerne siger.

Fra sin introduktion på det danske marked i 1960’erne og de følgende årtier, var Browning B25 model A1 meget populær, og den er stadig et godt bud på en af de bedste allroundbøsser på markedet.

Ambitiøst mål

Historien om John Moses Brownings talent som våbenkonstruktør er fortalt mange gange før, så den vil jeg gå let henover. Baggrunden for designet af B25 var, at efter 1. verdenskrig måtte de mange våbenproducenter verden over rette opmærksomheden mod det civile marked, og John Moses analyserede sig frem til, at en af de få ledige nicher i markedet var en haglbøsse med piberne placerede ovenpå hinanden.

Der var ganske vist et lille antal producenter, som i årene op til 1. verdenskrig havde fremstillet O/U-bøsser. Blandt de mest kendte var Boss, Dickson og Woodward, men også en række mindre berømte producenter som Edwinson Green og Arthur Ilsley lavede enkelte bockbøsser. Uanset producent, var der tale om bestillingsvarer, og de var af samme grund meget kostbare. Tyskerne havde ganske vist i mange år fremstillet våben med piberne placeret ovenpå hinanden, men primært i form af kombinationsvåben. I 1910 importerede London-bøssemageren Charles Lancaster en tysk O/U, forsynede den med ejektor og solgte den i eget navn. Prisen er ukendt, men billig har den næppe været.

Det var først midt i 1920’erne, at man på kontinentet begyndte at fremstille O/U-bøsser i noget, som mindede om serieproduktion, idet Merkel lancerede sin model 303 i 1924. Men også denne bøsse var kostbar – faktisk var den dyrere end en familiebil fra Opel.

B25’eren adskilt i sine hoveddele. Forskæftet kan først fjernes fra piberne, når en gennemgående skrue er fjernet.

B25’eren har flere dele, som skal tilpasses hinanden, end de fleste andre O/U-bøsser. Bemærk, hvordan både forskæftets låsning, lukkeknasterne og pladen med spændarme skal passe til hinanden og til basculens overflade med små tolerancer.

 

Funktion

I mange henseender er en B25’er en moderne klassiker – specielt, hvis man finder en med 76 cm piber, som er den fremherskende trend i øjeblikket. Men der er nogle punkter, hvor testbøssen ikke er helt på højde med en moderne bøsse – de sidste A1’ere blev trods alt lavet for snart 50 år siden.

Bøssen har ikke automatisk sikring, og kan heller ikke med enkle midler ændres til at få det. Noget stort problem er denne mangel dog ikke, og mange moderne (konkurrence)bøsser er født uden automatisk sikring. Manuel sikring af bøssen kræver blot lidt tilvænning.

En original B25’er har ikke løse chokes. Der er mange meninger om den reelle nytteværdi af løse chokes, eftersom mange skytter sjældent får dem skiftet, og ikke mindst fordi faste chokes ofte giver bedre skudbilleder. Derfor anser jeg ikke denne mangel for at have større betydning.

Det har langt større betydning, at B25’eren ikke er designet er prøveskudt til stålhagl. Hvis man vil bruge stålhagl til især jagtbrug, hvor haglene er større end dem, man bruger til flugtskydning, er det nødvendigt at bore pibernes trangboring op, så der ikke opstår ringbuler ved overgangen til den trangborede del. Eftersom stålhagl typisk giver et tættere skudbillede end blyhagl, er problemet dog overkommeligt. Hvis bøssen har en mere snæver trangboring end ¼ – markeret med **- på piberne – så bør man reducere den, hvis man vil bruge stålhagl. En god kombination til stål er forbedret cylinder og ¼. Se boksen med Brownings trangboringskoder, som er angivet ved pibernes kammerende.

Vedligehold

Selvom en B25’er ikke er egnet til ren maskinel produktion, har historien vist, at den er ekstremt driftssikker og holdbar. Der er sikkert moderne bøsser, som er lige så holdbare, men der er næppe nogen, som holder til flere skud en B25’eren. Diskussionen er måske lidt teoretisk, for der er tale om så mange skud, at kun topskytter kommer til at affyre dem. Ingen ved, hvor mange skud en B25’er holder til, men der er adskillige eksempler på, at man kan afgive langt over 100.000 skud med bøssen uden andet en almindelig vedligeholdelse. Den kan kort sagt dårligt slides op.

Egenskaber

B25 A1 bliver aldrig nogen letvægtsbøsse, men den er ikke tungere end en moderne Beretta Silver Pigeon, og større vægt er næsten et vilkår for en O/U-bøsse i kraft af dens konstruktion. Og ja, en B25’er har en dybere låsekasse end bøsser med lejetapper mellem piberne. Men man må retfærdigvis sige, at John Moses anstrengelser for at reducere størrelsen af på trods af underliggende lukkeknaster næsten lykkedes. Basculen på en B25 er således kun ca. 5 mm dybere end på f.eks. en Beretta 682, og bredden er den samme.

B25’erens singletrigger var oprindeligt rekylomskiftet, men i starten af 1970’erne lavede man en mekanisk omskifter, så man stadig kunne affyre andet skud, hvis det første var en klikker. Ændringens skete angiveligt fordi man ved skeetskydning i USA ofte brugte 28’ere med indstikspiber, og de gav ikke altid rekyl nok til at aftrækket skiftede til det andet løb.

Som antydet ovenfor har jeg personligt meget begrænset erfaring med B25’eren, og da jeg for nylig købte en A1 fra 1967 med 76 cm lange piber, var jeg spændt på at prøve bøssen i praksis. Desværre var det sidst på sæsonen, så det blev kun til nogle runder på skydebanen og et par dage i felten.

B25’eren er ganske tung, men temmelig velbalanceret, og derfor et godt valg for en nybegynder. Den høje vægt reducerer rekylen, og balancen gør det lettere at bevare svinget også efter affyringen.

Som inkarneret bruger af lette engelske s/s-bøsser fandt jeg i starten B25’eren tung, men efter nogle få skud indså jeg, hvor velbalanceret bøssen er. Balancen og den For at man kan skyde godt med en haglbøsse, skal der være en stor grad af harmoni mellem skæfteform- og længde, samt vægt og især vægtens fordeling. Grunden til, at B25’eren blev så populær var utvivlsomt, at man på FN-fabrikken gjorde sig store anstrengelser for at fordele bøssens vægt, så man opnåede en god balance. Pibernes kontur og godstykkelse er individuelt tilpassede for at bidrage til en god balance – en proces, som også kræver håndarbejde. Af samme årsag er piberne tinloddede og ikke slagloddede sammen, som det er tilfældet for mange kontinentale bøsser med kraftige piber.

Med en korrekt fordeling af vægten mellem bøssens dele, bliver den en naturlig forlængelse af den forreste arm og let at svinge frem foran det bevægelige mål – i rigtig højde og med en jævn bevægelse. Hvis man i stedet skal koncentrere sig om at afgive skuddet og tage højde for forskellige faktorer, bliver skydningen anstrengt og sjældent præget udelukkende af træffere.

Med min ringe personlige erfaring, kontaktede jeg nogle meget erfarne skytter og jægere, som har skudt tusindvis af skud med B25’ere. Jeg spurgte dem om, hvad de troede, at årsagen var til Browningbøssernes succes. De svarede alle samstemmende, at Browning efter deres opfattelse og lange erfaring havde formået at skabe en noget nær ideel balance mellem de ovennævnte faktorer. Som en af dem formulerede det: ”B25’eren er en af de letteste bøsser at lære sig at skyde med. Hvis man ikke indenfor kort tid kan lære sig at ramme lerduer med en langløbet B25, skal man finde sig en anden hobby.”

Dyre bøsser

B25’erens kompleksitet gjorde den til en slidstærk, men unødvendig dyr konstruktion, hvilket til sidst blev modellens skæbne.  

På trods af John Moses Brownings mål om at fremstille en O/U i høj kvalitet, som økonomisk set var tilgængelig for en bred skare af jægere, så var B25’eren en dyr bøsse fra starten. Ved lanceringen i 1931 koste den 107$. Samme år kostede en Browning Auto 5, som heller ikke var blandt de billigste af sin slags – kun 49$.

Sidst i 1950’erne og i løbet af 1960’erne, gik B25’eren sin sejrsgang verden over. Den var i mange år dominerende på både skydebaner og jagtterrænerne. Men på grund af de stigende produktionsomkostninger til især lønninger, blev B25’eren gradvist dyrere for hvert år. I starten af 1970’erne begyndte Browning derfor at udvikle nye modeller, som blev helt eller delvist produceret i Japan. Til sidst var det kun B25’eren, som blev lavet fra grunden hos FN i Belgien. At dette var en uundgåelig udvikling, understreges af at prisen på en B25’er i basismodellen A1 – som i forvejen var en dyr bøsse – steg med 300 % fra 1966 til 1976. Året efter meddelte Browning, at man indstillede produktionen af model A1. Omkostningerne til at fremstille bøssen var for høje til at B25’eren prismæssigt kunne klare sig i konkurrencen med de mange italiensk og japansk fremstillede bøsser, som i højere grad var designede til maskinel produktion.

B25 er lavet i et utal af udgaver med forskellige graveringer og anden udsmykning – både med og uden sideplader. Her er det en Model I1 – af amerikanerne ofte kaldet ”Funeral Grade”.

På grund af inflation og den generelle velstandsstigning i samfundet, er det vanskeligt at lave en retvisende sammenligning med priser fra dengang B25’eren kom på markedet her i Danmark. Men man kan sammenligne med datidens priser på andre bøsser, og herved fremgår det tydeligt, at en ny B25’er altid har været et kostbart våben.

Tager man for eksempel en Beretta S56E – forløberen til Berettas Silver Pigeon – så kostede den i 1963 den nette sum af 1.575 kr. Samme år kostede en AyA President 2.275 kr., og en Husquarna Carl Gustaf repeterriffel kostede 575 kr.

Et tysk modstykke til B25’eren var Gebr. Merkels topmodel 203. Den havde sidelåse, ejektor og kerstenlukke, og kostede hele 3.300 kr. – altså næsten det dobbelte af en Beretta S56. Men ville man have en B25 i model A1, måtte man slippe hele 3.495 kr.

Når det gælder B25’er, er det dog kun basisudgaven A1, som Browning ikke laver mere. Model B25 fylder stadig en lille niche i den prismæssige top af markedet. På bestilling kan man stadig få lavet en Presentation Grade med graveringer og guldindlæg efter ønske. Man må dog regne med ca. 36 måneders leveringstid. Prisen starter ved ca. 230.000 kr. og stiger i takt med mængde og type af graveringer og guldindlæg.

Ikke et ondt ord om Berettas Silver Pigeon, som af gode grunde er en af verdens mest populære O/U-bøsser, men rent prismæssigt er en brugt B25 i basismodellen A1 en klar vinder. Kan man leve med de ovennævnte umoderne egenskaber ved en B25’er, så får man for utroligt små penge en bøsse med fremragende skydeegenskaber. Ovenikøbet er bøssen af meget høj kvalitet og nærmest uopslidelig.

Her vil nogen måske indvende, at man kan finde en brugt Miroku til endnu færre penge. Men her må man konstatere, at en Miroku ikke er en B25’er – præcis som en AyA model President ikke er en Holland & Holland model Royal. Begge bøsserne er kopier af deres berømte forbilleder – men slet ikke med de samme skydemæssige egenskaber.

Man vil ofte kunne finde en brugt B25’er på hylderne i landets jagtbutikker, ligesom auktionshusene sælger mange. Priserne varierer naturligvis med bøssen stand og pibelængde, men som testbøssen viser, kan man faktisk godt finde en B25 model A1’ere i jagtudgave med de 76 cm lange piber, som nu om dage er meget eftertragtet.