Man skal aldrig underkende glæden ved at finde og anskaffe sig en ny bøsse. Men spørgsmålet er, om det nye fund er noget bedre eller bare noget nyt?
Hvis jeg ser tilbage på mit forhold til fine gamle bøsser, så må jeg konstatere, at der efterhånden har tegnet sig et mønster. Når jeg har haft en bøsse i et stykke tid, kommer der ofte en anden liebhaver, og jeg lader mig lokke til at bytte mit fund med ussel mammon – også selvom jeg skød godt med bøssen.
Formålet med at gå på jagt er for mig ikke primært for at få vildt med hjem, selvom det naturligvis ikke skader med et udbytte. Men den egentlige grund til at jeg drager i felten med min bøsse er selve jagten og glæden over det gode skud. Det har jeg erkendt for mange år siden. Men først i en høj alder er det gået op for mig, at det samme i høj grad også er tilfældet, når jeg går på jagt efter fine gamle bøsser.
Fortrydelse
I en årrække skød jeg med en fin gammel Theophilus Murcott i kaliber 20. Men med årene blev graden af forelskelse mindre og mindre, og en dag solgte jeg den, så jeg kunne finansiere et nyt fund.
Men som så mangen en ægtemand, der er stukket af med nabokonen, så fandt jeg hurtigt ud af, at det var en fejl. Ved at skifte noget gammelkendt ud, får man nemlig sjældent præcist det, man ønskede, men som regel bare noget andet i stedet for noget bedre. Jeg kom da også hurtigt til at begræde tabet af min Murcott. Skæbnen ville nemlig, at jeg kort efter salget arvede flere tusinde bismuthpatroner fra en god ven, som desværre gik bort alt for tidligt.
Patronerne er i kaliber 20, med 67mm lakeret paphylster, filtprop og 25 gram bismuthagl. Jeg er ivrigt medlem af en lille nørd-klub, som går på små rough-shootingjagter rundt om i landet. Vi anvender udelukkende engelske hanebøsser på grund af deres udsøgte kvalitet og fine skydeegenskaber. Og de fine 20’erpatroner er med deres korte hylster og moderate ladning perfekte til denne jagtform. Men nu havde jeg ikke længere min Murcott, og engelske hanebøsser i kaliber 20 er næsten lige så almindelige som hår på en frø. Derfor måtte jeg i de følgende par sæsoner bruge forskellige hanebøsser i kaliber 12, mens mine patroner i kaliber 20 samlede støv. Med andre ord en misere, som var en Bergman-film værdig.
Det blev der rådet bod på i den forgangne sæson. Mit nye(ste) fund var omsider kommet til landet, og jeg indviede på passende vis bøssen under sæsonens sidste jagtdag.
Adams & Co.
Min nye kærlighed bærer navnet Adams & Co. Firmaet er ikke ret kendt, og der er da heller ikke bevaret ret mange data om firmaets produkter. Der var tale om et selskab i London, som blev etableret i 1870. Det fremgår af firmaets tidligste etiketter, at man producerede og solgte ammunition og militære skydevåben – men kun solgte en gros. Firmaet stod ikke selv for fremstillingen af sine varer, men indkøbte dem andre steder i henhold til virksomhedens specifikationer. Adressen var 9 Finsbury Place i det sydlige London. Senere hævdede man i annoncer, at man var ”producenter til industrien”, men inden længe droppede man alt det, og overgik til salg af jagtvåben. Man kan finde mange typer jagtvåben med firmaets navn på – fra dobbeltrifler til storvildt til små ”rook-rifles” over haglbøsser bygget på meget forskellige låsesystemer.
I en årrække anvendte jeg på mange jagter en bøsse i kaliber 20 fra den britiske bøssemager Theophilus Murcott. Gamle hanebøsser i kaliber 20 er ganske sjældne, da man dengang anså bøsser i mindre kaliber end 12 for at være våben til kvinder eller børn, der skulle lære at skyde.
I 1881 flyttede Adams & Co. kontor og udstillingslokale rundt om hjørnet til 32 Finsbury Pavement, hvor man beskrev sin virksomhed som detailhandel og eksport. I 1894 blev firmaet Adams & Co. lagt sammen med bøssemagerfirmaet Thomas Perkes, og flyttede derfor året efter til Perkes adresse på 15 Swallow Street.
Perkes lå i en langvarig retssag med Westley Richards om patentrettigheder, og selvom Perkes vandt til sidst, gik han i 1898 konkurs på grund af omkostningerne til at føre sagen. De to firmaer blev derfor delt op, og Adams & Co. flyttede til 22 Denmark Street. Herefter blev virksomheden Adams & Co. solgt til en af firmaets medarbejdere gennem 13 år, Charles E. Andrews. Han fortsatte handelsvirksomheden under eget navn i Perkes’ gamle lokaler på 15 Swallow Street. Desværre for Andrews måtte han lukke virksomheden i 1904.
Bøssen har ikke en underliggende purdeybolt, men er konstrueret efter et patent af John Thomas, der var bøssemager i Birmingham.
Bøssen har kun én lukkeknast, som glider ind imellem basculens stødbunde. Nederst på venstre side er knasten filet skrå, så den presser lukkebolten til side, når man hæver piberne og lukker bøssen.
Bolten, som fastlåser lukkeknasten under skuddet, er placeret på højkant inde i basculen. Når piberne får kontakt med stødbundene, glider bolten hen over lukkeknasten og låser den fast under affyringen.
Specielt lukke
Mit nye fund så ved første øjekast ud som så mange andre gamle britiske hanebøsser, men udmærkede sig i særlig grad ved, at den originale kuffert var bevaret, hvilket er relativt sjældent for hanebøsser. Det viser også, at indholdet har haft en ganske høj kvalitet og pris, idet en kuffert i sig selv var ganske kostbar.
Ved åbningen af bøssen ser man straks, at der er tale om en anden låsetype end den traditionelle med Purdeybolt. Selvom låsen i lighed med de fleste s/s-haglbøsser har to underliggende knaster, så foregår låsningen via en forlængelse af den bagerste knast, som ved lukning af låsen glider ned i en udskæring mellem stødbundene. Når låsen er lukket, glider en pal bag stødbundene ind over toppen af forlængelsen, så denne bliver låst fast.
Forlængelsen af den bagerste knast er filet lidt skrå for neden, så den fjederbelastede låsepal presses til side under lukning af bøssen, indtil palen glider på plads hen over forlængelsen. Bøssen har med andre ord et snaplukke. Systemet blev allerede i 1870 patenteret af John Thomas, der var bøssemager i Birmingham.
Man kunne måske frygte for styrken af lukket, men her skal man huske, at den lange afstand fra hovedbolt til lukkeanordning gør lukkepalens opgave langt mindre krævende end ved et purdeylukke. Den lange momentarm reducerer belastningen af lukket. Westley Richards lavede derfor mange haglbøsser med et doll’s head som eneste låseanordning.
Adams-bøssen har da også bestået ikke bare trykprøvning til sortkrudtspatroner da den blev fremstillet, men i 1966 også trykprøvning til patroner med røgsvagt krudt. Begge gange til 2½”/65 mm patroner
John Thomas’ låsekonstruktion har også den fordel, at patronudtrækkeren sidder over lukket. I modsætning til bøsser med fx en Greenerbolt eller et doll’s head er der ikke noget i vejen, når man skal genlade bøssen i en fart. Hertil kommer, at det usædvanlige lukkesystem rummer en ekstra fordel. På grund af den smalle bascule på en hanebøsse i de mindre kalibre, er det med en traditionel Purdeybolt og Scott-toplukkenøgle ofte ikke muligt at åbne låsen, når højre hane er spændt. Toplukkenøglens vandring før bøssen kan åbnes, er for stor. Man må først lægge hanen ned, hvilket rummer en vis risiko for vådeskud. Den korte vandring på Thomas-lukket løser derimod dette problem fuldt ud.
I kraft af lukkets konstruktion, er toplukkenøglens vandring er så lille, at designeren har kunne tillade sig at bruge en bred toplukkenøgle selv til den ganske smalle bascule på en bøsse i kaliber 20.
Alder
Når man viser interesserede en gammel bøsse, bliver man uvægerligt spurgt, hvornår den er lavet. Da der desværre ikke er bevaret arkiver fra Adams & Co., kender man ikke hverken antallet af firmaets ”producerede” (læs: solgte) våben eller deres nummerering. Det ville ellers være en god kilde til at finde bøssens fremstillingsår.
Men man kan komme tæt på fremstillingsåret ad omveje. Eftersom alle bøsser i England skulle trykprøves for lovligt at kunne sælges, og da nogle af stemplerne fra afprøvningen kun har været anvendt i en bestemt periode, kan man her indsnævre det tidsrum, som bøssen kan have været produceret i. Adams-bøssens er ved fremstillingen blevet trykprøvet på London Proofhouse med stempler, som blev anvendt fra 1875 og til 1887.
En anden kilde til information er, at bøssens bascule har et stempel med nummeret på John Thomas’ patent – No. 324 af 1870. Denne stempling var et krav fra patentindehaveren, som også forlangte en royalty for retten til at bruge patentet. Hvor stor denne royalty var i dette tilfælde, er ikke kendt, men for de mest benyttede patenter var der tale om ganske store beløb.
Så længe patenterne løb, forlangte både James Purdey og W.M. Scott således hver £1 i royalty for at lade andre producenter bruge deres design af henholdsvis underlukke og toplukkenøgle. Holland & Holland måtte betale én Guinea (£1,1 shilling) for retten til at producere Paradox-bøsser efter Oberst Fosberys patent. At det var et betydeligt beløb, illustreres måske bedst af, at £1 dengang nogenlunde svarede til en tømreres månedsløn. Her har vi også forklaringen på, hvorfor der findes så mange patenter på design af våbendele. Alene i perioden fra 1875, hvor kasselåsbøssen blev patenteret og til 1890, blev der i England udtaget hele 136 patenter på bøsser med indvendige haner. Mange af dem var ikke særligt gode og de fleste forsvandt meget hurtigt fra markedet igen, hvis de overhovedet blev udnyttede i en egentlig produktion.
Men tilbage til dateringen af bøssen. Patenterne løb dengang i 14 år, hvorfor man ud fra patentstemplet fra 1870 kan konkludere, at bøssen er lavet inden udløbet i 1884.
Adressen indgraveret på sigteskinnen er ”32 Finsbury Pavement”, og vi ved, at firmaet havde til huse her i perioden 1881-1894. Vi kan derfor konkludere, at bøssen sandsynligvis er fremstillet på et tidspunkt mellem 1881 og 1884 – og dermed er over 140 år gammel.
Prøve- og patentstempler på bøssen gør det sammen med firmaadressen på sigteskinnen muligt at fastslå bøssen fremstillingstidspunkt indenfor få år.
London
Selvom Adams & Co. var hjemmehørende i London, blev deres produkter givetvis fremstillet i Birmingham. Der var et udbredt snobberi omkring ”Londonbøsser”, som angiveligt skulle være bedre end bøsser produceret andre steder i Storbritannien. Begrundelsen var, at de bedste håndværkere søgte til hovedstaden, hvor lønningerne var højere, og at man derfor fremstillede de bedste bøsser. At leveomkostningerne givetvis også var højere i London end andre steder, gik man let hen over.
Sandheden er, at alle de berømte London-huse købte hele eller dele af deres produkter fra såkaldte outworkers – der oftest var bosat i de større provinsbyer, primært Birmingham. Londonbøssemagerne stillede naturligvis strenge kvalitetskrav til deres leverandører, så der skulle mindst muligt arbejde til at færdiggøre slutproduktet. For at kunne profitere af denne snobeffekt havde mange mindre våbenproducenter en ren salgsadresse i London, ligesom deres våben blev trykprøvet på London Proofhouse – selvom de slet ikke havde nogen produktion i byen. Da Adams & Co. på intet tidspunkt selv havde produktionsfaciliteter, er der ingen tvivl om, at alle firmaets varer, blev fremstillet af andre virksomheder.
Skæftet er lavet af fransk valnød med rige åretegninger, og bagtil er det forstærket med stålplader på hæl og tå – et levn fra forladernes tid, hvor man støttede skæftet mod jorden, når bøssen skulle lades.
Vi ved fra blandt andet våben, som dukker op hos auktionshusene, at Adams & Co. solgte varer i forskellige prisklasser, så man kunne dække hele markedet. Adams & Co. havde eneret på fremstillingen af småkalibrede Martini-Zellerrifler, der på grund af omkostningsniveauet under ingen omstændigheder blev fremstillet af leverandører i London, men givetvis i Birmingham eller på ”kontinentet” (læs: Belgien).
Fra 1880’erne og frem blev firmaet kendt for sin hammerlessbøsse med sidelåse, bygget på låse efter Thomas Perkes patent. Modellen hed Reliance, og nød en vis popularitet at dømme efter det antal bøsser, som er bevarede. Men jægerne er jo som bekendt et konservativt folkefærd. Der var for eksempel i samtiden en årelang diskussion om, hvorvidt røgsvagt krudt nu også var lige så godt som det gammelkendte sortkrudt. Så selvom hammerlessbøsserne begyndte at vinde frem, var hanebøsserne stadig populære. Som følge af den intense konkurrence siden 1850’erne havde de britiske bøssemagere udviklet hanebøsser med noget nær perfekte skydeegenskaber med hensyn til både vægt og førbarhed. Det er mit nygamle fund et godt eksempel på.
Bøssen er næsten udelukkende fremstillet med håndarbejde, af en kvalitet, som i dag vil være næsten ubetalelig for andre end meget velhavende mennesker.
Høj kvalitet
Der er ingen tvivl om, at den lille 20’er har været en temmelig kostbar sag, da den var ny. Bøssen er meget fint forarbejdet, og diskret graveret med den for datiden fremherskende ”fine scroll”. Efter datidens mode er basculen kun delvist graveret, mens de øvrige dele som haner og låseblik er fuldt graverede.
Kvaliteten understreges også af, at de 75 cm lange håndsmedede piber er lavet af såkaldt ”three iron damascus”, som var den bedste og derfor dyreste kvalitet på markedet. Damascuspiberne blev fremstillet ved at man vred kvadratiske jernstænger om deres egen akse, inden man smedede dem sammen rundt om en dorn. Materialerne og processen bevirker, at der aftegner sig små spiraler af materialet i de tre jernstænger. Efter bruneringen fremtræder de enkelte dele af spiralerne i forskellige nuancer af brunt, hvilket tilsammen udgør et meget smukt mønster.
Piberne er stemplet ”Not For Ball”, idet de er trangborede og derfor ikke egnede til at bruge med rundkugler. I moderne termer er piberne dog kun trangboret til det, som svarer til forbedret cylinder.
Låsene er af den såkaldte back action-type, hvor slagfjedrene ikke er placeret inde i basculen under pibernes kammerende, men i stedet er placeret på låseblik, som er placeret bagud langs kolbehalsen. Konstruktionen gør det muligt at undvære en del materiale fra undersiden af basculen, som derfor ved denne låsetype er afrundet. Derved gør man både bøssen lettere og efter min mening mere elegant end med en traditionel sidelås – en såkaldt ”bar action”.
Den meget lette gamle hanebøsse er en fornøjelse at bære under en hel dags jagt – men er på trods af dens fine balance mere krævende at skyde med en mere moderne bøsse.
Begge systemer rummer skæftemæssige svagheder. På en bøsse med traditionelle sidelåse er det svage punkt de fire ”horn” som omgiver låsene, og går fra kolbehalsen op til bagsiden af stødbundene. Back action-låse lægges ind den forreste del af kolbehalsen, hvorved der må fjernes materiale fra skæftets tyndest sted. Men på bøsser med back-actionlåse går der en forlængelse af basculen bagud (der hvor sikringen på en moderne bøsse sidder). Den skrues sammen med aftrækkerbøjlen på undersiden, og det sammen sker med låseblikket på hver side af bøssen. På den måde er kolbehalsen ”metalforstærket” hele vejen rundt, og det beskytter den slanke kolbehals. Begge systemer har vist, at de – korrekt udført – holder til mere end 150 års brug, så noget reelt problem er der ikke tale om.
Skæftet er af klassisk engelsk type og fremstillet i rigt åretegnet fransk valnød. Som et levn fra forladernes tid, hvor man støttede skæftet på jorden, når den skulle lades, er der indlagt metalforstærkninger på skæftets hæl og tå. Forskæftet er slankt, elegant og fastlåses med en såkaldt Anson push-rod. På grund af bøssens alder er der på indersiden stemplet ”W. Anson Patent”, samt med håndkraft ihugget nummeret 9919. Patent nr. 3791 blev udtaget af Anson i 1872, og man kan let få den tanke, at metaldelen til forskæftet blev købt direkte fra Westley Richards, hvor Willam Anson var værkfører, og at 9919 er serienummeret på denne leverance.
I brug
Jeg modtog først min Adams-bøsse aftenen før den sidste dag i jagtsæsonen, så der var ingen mulighed for at afprøve den på skydebanen. Da jeg fik den i hænderne var jeg straks klar over, at den ikke ville være helt ligetil at skyde med på grund af sin lave vægt. Med patroner i kamrene vejer bøssen kun 2650 gram. Det indebærer en tilsvarende lav inerti, hvorfor sving og foranhold fuldt ud skal kontrolleres med bevægelsen af skyttens forreste arm. Det er med andre ord noget af det fjerneste, man kan komme fra at skyde med en Browning A1 i kaliber 12, som næsten af sig selv svinger foran, når først man har igangsat svinget. Men Browningen er næsten et helt kilogram tungere end Adams-bøssen, og derfor knapt så morsom at bære på en hel dags walking-upjagt.
I løbet af den sæsonens sidste jagtdag skød jeg syv fasaner og en enkelt sneppe. De fine patroner med deres moderate ladning var en fornøjelse at skyde med, og jeg blev min bondeanger kvit allerede efter få skud. Sneppen faldt heldigvis dødskudt til jorden, men et par af fasanerne måtte jeg sende hunden efter, da de tydeligvis ikke var kerneskudte. Det skyldtes givetvis min manglende fortrolighed med at bruge den lette bøsse, og det hjalp lerduerne mig med at rette op på inden den følgende sæson.
Debuten med mit nye fund gik ikke dårligt. Syv fasaner og en sneppe.
At jeg ikke er den eneste nørd i dette jagtselskab blev bekræftet af, at naboskytten efter en af såterne kom over til mig og fortalte, at han nød duften af krudtrøgen fra de små pappatroner. – Det er faktisk en slags aromaterapi, erklærede han med et smil på læben. Efter denne lovende start på min nye forelskelse, gjaldt det så bare om at gøre sig dygtigere til at håndtere den lette bøsse, så mit forhold til den ikke forvitrer som det er sket så mange andre før. Men måske er der andre forhold man skal huske på.
Da en af mine mere klartseende jagtkammerater så mig med den nye bøsse, stillede han mig et spørgsmål, som hverken var ligetil eller behageligt at svare på: – Hvordan kan man vide, om glæden ved en ny bøsse ikke reelt skyldes spændingen ved at erhverve den? Og det er måske her man skal finde årsagen til at forelskelsen i en ny bøsse ofte blegner efter et stykke tid. I så fald er det nok ikke sidste gang, jeg har svært ved at leve uden en ny, men gammel haglbøsse – men jeg håber meget, at det først sker, når jeg har brugt hele min arv af patroner.
