Den italienske producent FAMARS har leveret bøsser af topkvalitet uden nogensinde at opnå berømmelse.
Italienske våbenproducenter er verdens førende indenfor fremstillingen af alle typer O/U-haglbøsser til konkurrencesport. Selvom Browning en gang var en stor spiller indenfor international konkurrenceskydning, har markedet for trap- og sportingbøsser i de seneste 30-40 år været helt domineret af våben fremstillet i Italien – om end Krieghoff og Blaser nu også er ved at gøre sig gældende. Og når man opnår bedre resultater med en bestemt type af bøsser på lerduebanen, bliver de som bekendt efter et stykke tid også normen på jagtterrænerne.
FAMARS O/U’ere er designede til jagt og har slanke linjer uanset valg af låsesystem.
Italienerne hersker
Indtil midt i 1950 var der reelt kun én producent af O/U-bøsser. Allerede i 1925 havde Browning designet den første serieproducerede O/U, og produktionen kom først rigtigt i gang i årene efter 2. verdenskrig. Indtil da var der kun tale om ganske få og meget kostbare bøsser, som blev produceret af Gebr. Merkel eller på bestilling hos engelske bøssemagere.
Men midt i 1950’erne begyndte Beretta at lave O/U-modeller, og i dag Beretta’erne de blandt de mest solgte i verden – i alle grader fra den velkendte model Silver Pigeon til overdådige luksusudgaver.
Men en producent af O/U-bøsser kom til at overskygge alle andre indenfor konkurrenceskydningen. Daniele Perazzi grundlagde i 1957 sin egen virksomhed, og sammen med den italienske topskytte Ennio Mattarelli, udviklede han en bøsse, som Mattarelli brugte til at vinde guld med i olympisk trap i 1964. Perazzi fulgte succesen op med at udvikle en ny model til de olympiske lege i 1968. For topskytter er det ofte bittesmå detaljer, som kan være afgørende for deres resultater, eftersom konkurrencerne afgøres på små marginaler. For at forbedre kvaliteten af aftrækket udviklede Perazzi en låsemekanisme med bladfjedre i stedet for de traditionelle skruefjedre.
Skruefjedre er billige at fremstille og meget driftssikre. Hvis man anbringer dem omkring en styrestang, virker de i næsten samme grad selvom fjedertråden skulle knække. Men en bladfjeder kan overføre større kraft med mindre bevægelse, hvorfor aftrækket kræver mindre bevægelse. Ulempen ved bladfjedre er, at de med tiden slides, og kan knække uden varsel. Mattarelli og Perazzis løsning på dette problem var at lave en konstruktion, hvor låsemekanismen kunne fjernes fra bøssen uden brug af værktøj. Herved kunne bladfjedrene nemt udskiftes, hvis skytten følte et behov for det. Modellen blev døbt MX8. Sammen med bl.a. skrå haner, som reducerede antallet af klikkere, sikrede det Perazzi guldet også i 1968. Siden blev firmaet altdominerende indenfor konkurrenceskydning med haglbøsse.
Til brug for almindeligt dødelige skytter, som kunne nøjes med mindre end det allerbedste, opstod der et stort antal O/U-bøsser fra andre og mindre producenter, som ofte var beliggende i eller omkring byen Brescia. Disse bøsser var typisk bygget omkring en mere moderne udgave af Brownings lås med underliggende lukkeknaster. Den er billig at producere og har for længst bevist, at den er uhyre driftssikker. Blandt våbenkendere bliver låsen ofte betegnet som en ”Brescia Special”.
I lighed med en række andre låsesystemer fremstiller FAMARS bøsser, hvis slagmekanisme kan fjernes fra bøssen uden brug af værktøj, hvilket gør både rengøring og en eventuel reparation langt mere simpel. Ulempen er, at designet kræver stor præcision i både forarbejdning og positionering af de enkelte dele, så højest mulig driftssikkerhed opnås.
FAMARS-bøssernes smalle forskæfte med den indlagte “Deeley-Edge”låsepal bidrager til våbnenes elegante fremtoning.
Funktion og form
Sportsskydning har som nævnt altid haft en stor afsmitning på markedet for jagtbøsser, og op gennem 1960’erne og 1970’erne blev O/U-bøsser gradvist også dominerende på jagtterrænerne.
Denne udvikling skyldtes ikke bare de fornemme resultater på skydebanerne, men i høj grad også at O/U-bøsserne blev lang billigere end før. Her var særligt de italienske producenter dygtige til at anvende moderne produktionsteknikker, og de kunne herved lave prisbillige produkter, som yderligere øgede O/U-bøssernes popularitet. Disse våben var oftest vældigt funktionelle, men ikke nødvendigvis specielt smukke eller elegante.
Indenfor konkurrencesport er funktion naturligvis alt afgørende, mens udseende og vægt indenfor rimelighedens grænser spillede en mindre rolle. Til jagtbrug stilles der derimod andre krav til våbnene, hvor især vægt og førbarhed kan være afgørende. Alt andet lige er jagtbøsser derfor lettere og ofte helt anderledes balancerede end konkurrencevåben.
Hertil kommer den ikke ubetydelige faktor i form af dekoration af våbnene. Dekorationer i form af graveringer eller (guld)indlæg har altid været knyttet til våben af høj kvalitet – og i særdeleshed til jagtvåben.
Sigteskinnerne er tilsyneladende massive, men i virkeligheden hule af vægthensyn. Desuden er de koniske ud mod mundingen for at lette koordinationen mellem hånd og øje under svinget.
Netop fraværet af elegante jagtvåben af meget høj kvalitet og med udsøgte dekorationer var blandt bevæggrundene til, at to unge bøssemagere i 1967 slog sig sammen. De dannede firmaet FAMARS – som var en forkortelse af det ikke særligt mundrette Fabricca Armi di Mario Abbiatico e Remo Salvinelli. Blandt kendere omtales producenten dog oftest slet og ret som Abbiatico og Salvinelli. Begge firmaets partnere var fra Gardone i den kendte Val Trompia, som er Italiens centrum for våbenfremstilling, og deres fædre var begge involverede i denne industri. Pudsigt nok lavede gravøren Mario Abbiatico’s far låse, mens bøssemageren Remo Salvinelli’s far var gravør. Det nye firma skilte sig ud fra mange andre italienske våbenproducenter ved at gør det til et mål at lave våben, som ikke bare var yderst funktionelle til både jagt og konkurrencebrug, men tillige meget smukke og elegante.
Oven i jagtbøssernes designmæssige fokus på slanke og elegante linjer kommer en ikke ubetydelig faktor i form af den langt større traditionen for at dekorere jagtvåben. Dekorationer i form af graveringer eller (guld)indlæg har altid været knyttet til våben af høj kvalitet – og i særdeleshed til jagtvåben.
En FAMARS-side-by-sidebøsse med aftagelige sidelåse. Mario Abbiatico anses for stamfaderen til de såkaldte bulino-graveringer, som består af bittesmå prikker og streger, der tilsammen udgør et meget naturtro billede.
Bulino
De første ti år af virksomhedens historie fremstillede man våben i en bred vifte af kvaliteter – fra ordinære brugsvåben til best guns af allerhøjeste kvalitet, som blev bygget på bestilling. De to partnere var meget innovative, og firmaet udtog adskillige patenter på bl.a. flere typer aftagelige låsemekanismer og en forskæftekonstruktion, som tillader en større åbningsvinkel end normalt. Et af de mere kuriøse patenter dækkede fireløbede bøsser med to udvendige haner og to indvendige, og FAMARS fremstillede faktisk 30 våben af denne type – alle med singletrigger(!).
Mario Abbiatico var en gravør i særklasse, og anses af mange for grundlæggeren af den italienske tradition for såkaldt bulino-gravering. En bulino er et graveringsværktøj, som kan beskrives som en slags syl til at lave graveringer med en speciel teknik. Gravøren bruger ikke hammer og mejsel som ved traditionel gravering, men bruger udelukkende en bulino og håndkraft til at danne et billede ved hjælp af små prikker og streger i metallet. Resultatet er forbløffende, og kan ofte have en næsten fotografisk lighed med modellen, hvis kunden ønsker og har råd til det. Selvom man nemt kunne tro det, så er der ikke tilført nogen farve på metallet – billedet opstår udelukkende ved at lyset absorberes eller reflekteres af overfladen. Teknikken kan dog kombineres med forskellige former for indlæg – alt efter kundens smag og pengepung. Mario Abiattico skrev flere bøger om emnet, og de var stærkt medvirkende til at udbrede ikke bare Bulino-teknikken, men også kendskabet til bøsserne fra Abiattico og Salvinelli.
På amerikanske hænder
Allerede i 1975 var interessen for firmaets bøsser så stor, at man besluttede alene at koncentrere sig om den bedre ende af markedet. Produktionskapaciteten i den lille virksomhed var begrænset, da det tager tid at lave høj kvalitet. I løbet af de første 30 år af firmaets historie, fremstillede man kun ca. 1300 våben. Denne produktion inkluderede endda sidelåsbøsser i model SO9, som man fremstillede på kontrakt for Beretta.
I 1984 blev firmaet ramt af en katastrofe, da Mario Abbiatico døde af cancer som kun 50-årig. Hans 18-årige datter Cristina trådte derfor ind i virksomheden, og blev siden daglig leder af administrationen og til sidst administrerende direktør. Finanskrisen bragte desværre virksomheden i økonomiske problemer, som forledte Cristina til at misbruge firmaets midler, og FAMARS blev tvangslukket i to år. En trofast kunde, Paul Mihailides, hvis lån til virksomheden var blevet misbrugt, valgte til sidst at overtage virksomheden og betale dens gæld, så produktionen kunne genoptages ved hjælp af de tidligere nøglemedarbejdere. I dag består FAMARS stab af 11 medarbejdere, inklusive tre ansatte gravører, som er i stand til at fremstille op til 110 våben om året. Mens man anvender CNC-maskiner og gnistbearbejdning til mange processer, så bliver en lang række dele stadig færdiggjort ved håndarbejde – inklusive tilpasning og formgivning af piber og låse, lodning af piber samt fremstilling af skæfter. Hertil kommer graveringerne, som naturligvis udføres i hånden i henhold til kundens ønsker. Firmaet laver udelukkende våben på bestilling, og da der til fremstillingen af en bøsse medgår omkring 1.000 arbejdstimer eller mere alt efter graveringernes omfang og karakter, er de naturligvis meget kostbare.
På grund af det meget begrænsede antal våben, som firmaet har produceret, og i mange tilfælde tillige prisen, er der ikke mange skytter og jægere i Skandinavien, som er familiære med hverken navnet FAMARS eller Abbiatico & Salvinelli. Hertil kommer, at producenten har fremstillet mere end et dusin modeller og anvendt flere forskellige låsemekanismer/aftrækssystemer. A&S har således lavet våben med sidelukke, hanebøsser med ejektor, almindelige sidelåse, aftagelige sidelåse, sideplader og med aftageligt låsesystem – foruden den ovennævnte model Rombo med fire piber. Det er med andre ord ikke helt nemt at give en større indsigt i firmaets produkter i en enkelt artikel.
FAMARS bygger bøsser på mange forskellige låsesystemer – fx denne her med aftagelig slagmekanisme.
Begge bøssernes lukkesystem har lukkeknaster bagtil og lejetappe, som let kan udskiftes, hvis de bliver slidt. Bemærk støtteklodsen foran den cylindriske lejetap.
Begge FAMARS-bøsserne har skæftetræ af meget høj kvalitet. Typen er nærmest et Prince of Wales-skæfte, med en stor radius på pistolgrebet, der afsluttes med en runding. Det kombinerer det greb hurtige greb hos et engelske skæftes slanke kolbehals med stabiliteten ved et pistolgreb.
Netskæringen er meget fin og blandt de vanskeligste at lave, da den har flade toppe, som af optiske årsager straks afslører en fejl i udførelsen. Til gengæld tager de nestskårne områder ikke så let imod smuds.
Ligheder
Jeg har imidlertid været så heldig, at to af mine venner har lånt mig deres FAMARS-bøsser til denne artikel. Der er tale om en model Excalibur ML og en John MacNab – begge i kaliber 20. Sidstnævnte er ikke en modelbetegnelse, men et brand name opfundet af den skotske våbenhandler Patrick Keene, som fik sine bøsser fremstillet af Abbiatico & Salvinelli og siden af Battista Rizzini. John MacNab var en person i en berømt roman af John Buchan, og har givet navn til udfordringen med at fange en laks samt skyde en hjort og en grouse samme dag.
De to bøsser har en række ligheder, men også store forskelle. Begge bøsser har 73,5 cm lange monobloc-piber. I basculen er monobloc’en hængslet i siderne som på en Boss, og fastlåses af lukkeknaster bagtil, så hele lukketøjet kan gøres meget lavt. Lukkesystemet og ejektordesignet er ikke helt identisk med det, man finder på en Perazzi, men der er store ligheder. Begge bøsser har singletrigger og manuel sikring samt en tilsyneladende massiv, men i virkeligheden hul sigteskinne af hensyn til vægt og balance. Sigteskinnen starter med at være 7,5 mm bred ved kammerenden, og ender med at være 6 mm bred ved mundingen. En lille detalje, skulle man synes, men rent faktisk hjælper skinnens form faktisk koordinationen mellem hånd og øje, når man svinger bøssen. Skæfterne på bøsserne er begge lavet af tyrkisk valnød og af et design, man kunne kalde modereret Prince of Wales. De har et pistolgreb, der er afrundet for enden, men vinklen og længden af selve pistolgrebet er lidt forskellig. MacNab-bøssen har lidt længere greb, hvilket formentlig har været et krav fra Patrick Keene, da han bestilte sine bøsser hos FAMARS. Forskæftet på de to bøsser er identiske – smalle, afrundede fortil og fastholdt til piberne med en fjederbelastet låsepal. Låsemekanismen til forskæftet kombinerer principperne fra den gamle Anson ”push rod” i skæftets afslutning fortil, og Deeley & Edges’ hævearm, som er indlagt i forskæftets underside. Konstruktionen muliggør at anvende en lavere krog til fastgørelse end normalt, hvilket bidrager til at forskæfte ikke bare er smalt, men også har en lav dybde. Dermed ligger bøssepiberne lavere i den forreste hånd, hvilket øger skyttens oplevelse af at kunne kontrollere bøssens kæntring, når dette er nødvendigt for korrekt skudafgivelse.
Forskelle
De mest iøjnefaldende forskel på de to modeller er låsetype og slagmekanisme, samt ikke overraskende deres graveringer.
Model Excalibur ML er en sidelåsbøsse, hvor låsepladerne har ikke kan se de stifter, som låsedele fastgøres til indvendigt. Det giver færrest mulige forstyrrelser i gravørens dekorationer. Sidelåsene har fangsikring og naturligvis bladfjedre af hensyn til aftrækket. Sidelåsene og basculen er graveret med vildtscener i bulinoteknik, kombineret med klassisk ”rose & scroll”.
MacNab-udgaven er en kasselåsbøsse med sideplader og aftagelig slagmekanisme. Mekanismen minder om den, som Perazzi udviklede, men adskiller sig alligevel nok til, at den har kunnet patenteres af FAMARS.
Hvis man ønsker at fjerne slagmekanismen fra bøssens bascule, presser man sikringspalen tilbage, hvorefter mekanismen kan trækkes ud og rengøres eller bare inspiceres. På en Perazzi presser man sikringspalen frem, hvilket i uøvede hænder kan resultere i at låsemekanismen falder ud, selvom det ikke var skyttens hensigt.
Eftersom MacNab-bøssen er fremstillet på kontrakt for en handler, er den graveret noget anderledes en Excalibur-modellen. Sidelåsene har vildtscener, men i stedet for Excalibur-modellens sneppe på undersiden, er kasselåsbøssens brand name ”John MacNab” og producentens navn graveret hhv. under og over graveringen af en ”MacNab” – altså en laks, en kronhjort og en grouse.
Arbejdet er udført af den kendte gravør Diego Bonsi. I lighed med alle andre bøsser fra A&S, er graveringerne signerede – og ofte er der mere end en mester, som har arbejdet på den samme bøsse. Bøsserne er i rigtig god stand på trods af deres alder – MacNab-bøssen er fra år 2000, mens Excalibur-bøssen er to år yngre.
Model McNab har A&S’s patenterede aftagelige slagmekanisme.
Model Excalibur har sidelåse med maksimal plads til graveringerne.
Model Excalibur er på undersiden graveret med klassik rose-and-scrollgraveringer, samt et motiv af en flyvende sneppe
Første indtryk
De to bøsser er elegante og meget harmoniske at se på med gode proportioner mellem piber, lås og skæfter. At piberne hverken er for lange eller korte bidrager sammen med de smalle forskæfter til det elegante førstehåndsindtryk.
Når man tager bøsserne i nærmere øjesyn, bliver den høje kvalitet af både metal- og skæftearbejdet endnu mere tydelig. Alt andet ville også være overraskende – det er ikke alle bøssemagere, som bliver betroet at lave topmodeller for Beretta.
De rigt åretegnede skæfter har en silkeagtig olieboning, og meget fin netskæring med henholdsvis 26 og 28 linjer per tomme. Begge bøssers bulino-graveringer er naturtro, udsøgte og af meget høj kvalitet, men i kraft af modellerne uden den enestående detaljerigdom, som man finder hos de (endnu) mere kostbare udstyrsstykker fra FAMARS.
Jeg kan godt lide sikringsknappen, der lidt stejlere end normalt, og derfor er let at betjene end sikringen på både min Rizzini og min Browning B25.
Piberne har ikke løse chokes, som nok ville være tilfældet i dag. Eftersom patroner til jagtbrug i nær fremtid utvivlsomt vil have hagl af stål eller undtagelsesvis bismut, er trangboring egentlig ikke særlig interessant længere. Stålhaglpatroner giver – især i kaliber 20 – giver et noget mindre skudbillede end en tilsvarende patron med blyhagl, og et godt valg af trangboring i piberne vil derfor være forbedret cylinder og ¼ boring – eller endnu mindre.
I felten
Når man tager bøsserne i hånden, og kaster dem til skulderen, fornemmer man straks, at der er tale om ædle værktøjer, som næsten af sig selv peger derhen, hvor øjet ser. Bøsserne vejer begge omkring 3.050 gram, og det påvirker naturligvis deres førbarhed. Pibernes længde er et godt kompromis, som sammen med kaliberen og bøssernes vægt gør dem velegnede til næsten alle former for jagt. Jeg ville uden betænkning tage en af de to bøsser med, uanset om det gjaldt jagt på skovsnepper, høje ænder på aftentræk eller ryper over stående hund i fjeldet.
Man kan som bekendt vanskeligt bedømme en bøsses egenskaber i praksis, hvis ikke skæftet er helt korrekt tilpasset skyttens fysiognomi. Da jeg er en lille mand, er det sjældent tilfældet for et moderne våben. MacNab-bøssen passede mig bedst, da den har et lidt kortere skæfte end Excalibur-bøssen. Til gengæld ville længde og krumning af pistolgrebet på Excalibur’en have passet mig bedre. Den slags petitesser plager naturligvis ikke en førstegangsejer af en FAMARS-bøsse, da skæfterne fremstiller på mål, men det er som bekendt bedre at nøje end helt at undvære.
På grund af årstiden var det desværre ikke muligt at teste bøsserne på praktisk jagt, men på lerduerne fornemmede jeg tydeligt, hvor velbalanceret MacNab’en er, og i hvor høj grad den med sin lave vægt passer til en hurtig og instinktiv skydestil. De to bøsser er designede til jagtbrug, og ville være meget uheldige valg til sporting- eller trapskydning, hvor større vægt og et deraf følgende mere kontrolleret og trægt sving hjælper skytten med at kunne holde foranholdet på de lange skud.
MacNab-modellens underside er der traditionel scroll-gravering – samt naturligvis en laks, en grouse og en hjort.
FAMARS-bøssernes gode førbarhed er en ekstra fordel, hvis fuglen kommer med solen i ryggen, da det ofte nødvendiggør en hastig korrektion af svinget.
Fordele og ulemper
Den største ulempe ved en bøsse fra Abbiatico & Salvinelli er prisen. Selvom de to modeller, som her er præsenteret, ligger i den lave ende af skalaen for FAMARS-bøsser, så vil hver af bøsserne på brugtmarkedet koste i størrelsesordenen 50-75.000 kr.
En anden ulempe er, at nogle modeller efter lanceringen har haft småproblemer med skruer og stifter, som løsnede sig efter kort tids brug, men disse børnesygdomme er for længst kurerede. Køber man en brugt bøsse, som ikke har skudt noget videre, kan man dog godt rende ind i tilsvarende problemer, men de er som sagt lette at udbedre.
En anden ulempe ved disse bøsser er, at en eventuel reparation kræver en førsteklasses bøssemager. Man kan godt købe reservedele, men mange af disse stumper skal tilpasses i hånden præcis som de dele, der erstattes, og det kan nemt blive en kostbar affære, da der ofte medgår lang tid til en sådan tilpasning. Begge de udlånte bøsser har det, som amerikanerne kalder ”coin finish”, hvilket vil sige ubehandlede overflader af blankt stål. Det kræver vedligehold og omhu med oliekluden, men det vil de fleste ejere nok helt af sig selv udvise på våben i denne prisklasse.
Fordelene ved en bøsse i den kvalitet, som de to A&S-bøsser repræsenterer, er at man kombinerer et smukt og elegant udseende med god funktionalitet. Bøsserne har en ultrahøj grad af bearbejdning og meget naturtro dekorationer. Hertil kommer ikke mindre udsøgte (skyde)tekniske egenskaber. For eksempel trimmer A&S hanernes vægt og slaglængde for at opnå kort slaglængde og sikker funktion. FAMARS har også tradition for individuelt at justere pibernes godstykkelse ud mod mundingen for at opnå den optimale balance i henhold til bøssens anvendelsesområde, kundernes ønske samt skæftetræets længde og vægt. Når skæftetræet så tillige er af en meget høj kvalitet, bliver bøsserne naturligvis meget dyrere end en maskinfremstillet standardbøsse – men smager det, så koster det som bekendt.
Bøsserne fra FAMARS har aldrig nydt den samme berømmelse som topmodellerne fra Beretta eller Perazzi, men man får efter min mening mere for pengene med en tilsvarende bøsse fra Abbiatico & Salvinelli.
