Grantbøssen blev testet og udmærkede sig på en simuleret klapjagt på lerduer.
Verden er som bekendt uretfærdig. Produkterne fra mange af de mindre kendte London-bøssemagere, får langt fra den opmærksomhed eller anerkendelse, de egentlig fortjener.
Som indenfor mange andre områder opstod der sidst i 1800-tallet et veludviklet snobberi indenfor britiske jagtvåben. De dyreste og mest ansete produkter var bøsser fremstillet af bøssemagerfirmaer i London. Herefter kom bøsser lavet af kendte firmaer beliggende i Birmingham eller Skotland, mens den nederste rangklasse bestod af mindre kendte ”provincial makers”. Bøsser fremstillet i det barbariske udland indgik slet ikke i hierarkiet.
Rangorden
Snobberiet var baseret på uvidenhed. London-bøssemageren hævdede, at de i kraft af byens højere lønniveau kunne tiltrække de dygtigste håndværkere. Derfor kunne de fremstille de bedste produkter, hvilket sammen med den høje husleje og øvrige høje omkostninger i London retfærdiggjorde langt højere priser end for tilsvarende produkter fremstillet i andre dele af landet. Faktum er imidlertid, at de fleste såkaldte London-bøssemagere af økonomiske årsager fik nogle eller i visse tilfælde alle dele af deres produkter fremstillet af små firmaer i Birmingham – ligesom de fleste ”producenter” i provinsen.
Alligevel opstod der en slags tredelt rangorden. De såkaldt ”Tre Store” var James Purdey & Sons, Boss & Co. samt Holland & Holland (selvom sidstnævnte først havde egen produktion af våben i London fra 1893).
I andet geled kom en lang række mindre London-producenter som lavede våben af samme uovertrufne kvalitet, som de tre store. Det var for eksempel James Woodward, Frederick Beesley, E.J. Churchill. Henry Atkin og mange andre. Men især et firma skilte sig ud, og fik international anerkendelse som leverandør til talrige kronede hoveder – Stephen Grant & Sons. Jeg var derfor begejstret, da jeg på en tur til Sverige med en ven fandt en gammel Grant til salg hos en våbenhandler. Min ven købte den efter nogen forhandling om prisen, og jeg afkrævede ham straks retten til at låne den med henblik på denne artikel.
Fra bund til top
Stephen Grant blev født i 1821. Han var søn af en irsk købmand, og kom i lære som bøssemager hos firmaet William Kavanagh i Dublin. I 1843 var han udlært, og tog straks det dristige skridt at flytte til London, hvor irere mildest talt ikke var respekterede. Men Grant fik arbejde hos Charles Lancaster, der dengang var kendt for at være den førende producent af bøssepiber. Allerede i 1847 døde Lancaster imidlertid helt uventet, og firmaet blev overtaget af hans to sønner. I 1850 valgte Stephen Grant at lade sig ansætte hos Thomas Boss, og ansættelse i begge disse firmaer var et godt bevis på, at Grant var i stand til at udføre arbejde af allerhøjeste kvalitet. Ti år senere døde også Thomas Boss, og Grant indgik et partnerskab med enken, hvorved han blev daglig leder af firmaet. Partnerskabet holdt i ti år, indtil enken besluttede, at hendes nevøer skulle indgå i og siden overtage firmaet. Denne udvikling fik Stephen Grant til at starte sin egen bøssemagervirksomhed, kun få huse længere nede af St. James’ Street.
I kraft af egne håndværksmæssige kvalifikationer og sit mangeårige samarbejde med dygtige underleverandører, kom Stephen Grant godt fra start. Inden længe lavede Grant bøsser til et stort antal betitlede kunder, og med den slags referencer kom flere til. I 1870 købte dronning Victoria et sæt parbøsser i kaliber 16 til sin søn, kronprinsen – hvor han fik den ene til sin fødselsdag og den anden i julegave. (Hvorfor fik min mor aldrig den ide?)
I kraft af kvaliteten af firmaets produkter, lykkedes det Stephen Grant i løbet af sin levetid at blive udnævnt som hofleverandør til Prinsen af Wales, Hertugen af Edinburgh, Kongen af Spanien, den russiske zar og sultanen af Tyrkiet.
Stephen Grant i sine velmagtsdage. Den lidt skæve fotovinkel skyldes angiveligt, at han havde et misdannet ansigt som følge af en ulykke.
Et moderne sæt Grant-bøsser i kaliber 20 med sidelukke. Fremstillet i 1994 i henhold til kundens specifikationer. Prisen i dag ville være over 250.000 £.
Bøsserne
Selvom Grant sammen med kollegaen Edwin Hodges i 1871 udtog patent på et lukkesystem, som mindede temmelig meget om en Purdeybolt, lå Grants styrke ikke i nye opfindelser, men i forfinelse af den håndværksmæssige kvalitet.
Da Purdeys patent udløb, gik Grant straks over til at lave sine bøsser med denne noget enklere og langt mere populære konstruktion. Firmaet eksperimenterede også med andre låsekonstruktioner – blandt andet en tidlig variant af blitzsystemet med haner og slagfjedre monteret på aftrækkerblikket. Den afgørende forskel var, at denne lås ikke havde bladfjedre med de langt billigere og ofte mere driftssikre skruefjedre. Mens Grant i sine tidlige år som selvstændig bøssemager eksperimenterede med forskellige lukkemekanismer, var han konservativ, når det gjaldt placeringen af lukkenøglen.
Præcis som da han havde været formand hos Thomas Boss, fastholdt Grant sin forkærlighed for sidelukket. Helt til i dag er Stephen Grant & Sons kendt for sine våben med sidelukke i stedet for toplukket. Efter nogle aficionados opfattelse, opnår man med sidelukket en mere elegant bøsse, og mange kendere betragter Grant’s hanebøsser med sidelukke som virkeliggjort perfektion.
Det ser man nok tydeligst i en af de bedste bøger om britiske haglbøsser på markedet: Lock, Stock & Barrel af Cyril Adams og Robert Braden. I bogen konstaterer den nu desværre afdøde Cyril Adams med et blik i øjet, at ”Når alt kommer til alt, så er det jo et velkendt faktum, at Gud skyder med en Grant hanebøsse med sidelukke og 30 tommer damascuspiber, lavet omkring 1890.” Tydeligere kan man vel næppe sige det.
Faktisk var Cyril Adams så glad for Stephen Grants gamle hanebøsser, at han en overgang i 1980’erne købte rettighederne til navnet Atkin, Grant & Lang og drev firmaet videre i lille skala. Det blev dog siden videresolgt til det, der i dag hedder Atkin, Grant & Lang i Hertfordshire, England. Man kan derfor stadig på bestilling købe nye Grant-bøsser – med enten top- eller sidelukke. En vigtig gren af virksomheden består tillige i at renoverer gamle Grantbøsser fra A-Z.
Bøsserne fra Grant kan som oftest kendes på den karakteristiske bladformede overgang fra basculen til stødbundenes bagside – såkaldte “leaf fences”.
Signatur
Jeg skal ikke gøre mig til dommer over de æstetiske betragtninger vedrørende udseendet af en bøsse med sidelukke. Men der efter min mening et pudsigt fænomen forbundet med dem. Lukkenøglen på praktisk taget alle bøsser med sidelukke sidder praktisk taget altid på højre side af bøssen – og dermed på den modsatte side af den tommelfinger, som man skal betjene den med. Faktisk på samme måde, som mange sikringer på repeterrifler.
Er man linksskytte, sidder lukkenøglen på højre side perfekt placeret – lige ved den tommelfinger, man åbner låsen med – men som bekendt skyder langt de fleste brugere fra højre skulder. Hertil kommer, at man i sidelukkets barndom kritiserede sidelukket for at lukkenøglens placering gjorde det vanskeligere at spænde den udvendige venstre hane på bøssen.
Stephen Grant & Sons var kendt for sine bøsser med sidelukke og fremstillede forholdsvist flere end nogen anden britisk bøssemager.
Det forekommer mig at være en simpel løsning blot at spejlvendte lukkenøglen, så den hverken var i vejen eller krævede, at man flytter højrehånden for at betjene den. Men måske skyldes placeringen, at lukkenøglen skulle bevæges så langt for at åbne låsen, at det ville være vanskeligt at betjene den, når den sad på samme side af tommelfingeren? Ikke desto mindre fremstillede andre bøssemagere som fx John Rigby mange bøsser med sidelever på venstre side, og havde åbenbart ikke nogen betænkeligheder ved denne løsning.
Min vens Grant er lavet i 1905, og selvom ejektorer her ikke var nogen nyhed, så var det dengang vigtigt at have ordet ”Patent” på sine bøsser, da det signalerede, at firmaet var innovativt og ikke blot kopierede andres design.
Eftersom de fleste Grant-bøsser blev bygget efter kundens ønske og specifikationer, er der naturligvis fremstille mange, som ikke har sidelukke – specielt i de sidste årtier af firmaets eksistens. Derimod er det svært at finde en hammerlessbøsse fra Grant, som ikke bærer firmaets signatur i form af et skulpteret blad, der løber op langs bagsiden af stødbundene.
Mens bøsserne stadig havde udvendige haner, var bagsiden af stødbunden en snegleformet fordybning, hvor slagstifterne var fastgjort i bunden. Men med fremkomsten af bøsser med indvendige haner, var der på hver side nu en rund halvkugle, som stak ud bag låsekassen. For at give en smukkere overgang, har de fleste britiske bøsser et såkaldt ”beaded fence”. Det består af en tynd, rund og hævet ”streng”, hvor låsekassen og bagsiden af stødbundene mødes. Der var imidlertid en række producenter, som valgte andre løsninger for at give deres bøsser et kendetegn – en signatur, om man vil. Woodward lavede karakteristiske buer på stødbundene (arcaded eller umbrella fences), mens Greener lavede buer og/eller muslinger på sine dyre modeller. På luksusbøsser lavede andre producenter franske liljer (fleur-de-lis) eller ligefrem vindrueklaser med ranker af blade.
Grant valgte mere diskret at skulptere et aflangt blad som afslutning på stødbundens bagside. Næsten alle sidelåsbøsserne fra Grant har leafed fences ud over forskellige grader af gravering. Kun hvis kunden bestilte en anden form for udsmykning blev stødbundene forsynet med andre motiver.
En nyligt fremstillet Grant-bøsse med de karakteristiske leaf fences og sidelever. En moderne klassiker.
De fleste kunder foretrækker i dag bøsser med toplukke, som de allerede er fortrolige med at anvende.
Svære tider
Storhedstiden for fremstillingen af best guns i Storbritannien var fra 1890’erne og frem til udbruddet af 1. verdenskrig. Årsagen var primært fremkomsten af store klapjagter og den hastige ekspansion af det britiske imperium, hvor tusindvis af officerer blev udsendt og ikke havde mange andre adspredelser end at gå på jagt.
Ulykkeligvis var en af Grants sønner pludseligt død af meningitis i 1889, og den dengang 67-årige ejer besluttede derfor at optage sine øvrige tre sønner i firmaet, som derfor skiftede navn til Stephen Grant & Sons. Grundlæggeren døde i januar 1898, og det siger meget om Grants evner som bøssemager, at boet blev vurderet til en værdi af 22.413 £ – i en tid, hvor en god årsløn for en faglært arbejder var omkring 50 £.
Efter Stephen Grants død, blev bøssemagerfirmaet drevet videre af de to sønner, Stephen og Herbert Edward, der fik forretningen til yderligere at blomstre. Men hele branchen gik meget vanskelige tider i møde ved udbruddet af 1. verdenskrig. I årene efter krigen nåede omsætningen aldrig op på et rigtigt lønsomt niveau, og firmaet blev solgt. Køberen var en skotsk forretningsmand, som allerede tre år senere smeltede firmaet sammen med Joseph Lang & Son. Men tiderne blev ikke meget bedre i mellemkrigstiden, og det blev endnu værre i årene efter 2. verdenskrig. En lang række andre kendte bøssemagerfirmaer blev efterhånden absorberet af firmaet, blandt andet Lancaster, Beesley, Watson og til sidst firmaet Henry Atkin i 1960. Intet hjalp dog på lønsomheden, og i 1980 ophørte gruppen af firmaer med aktiv drift. Rettighederne til de gamle firmaers navn blev senere solgt individuelt, og derfor kan man som ovenfor nævnt stadig få bygget en ny haglbøsse efter Stephen Grants design og med hans navn på.
Økonomi
Konkurrencen mellem de mange britiske producenter af bøsser i alle kvaliteter var benhård, så man kunne ikke bare sætte priserne op for at fastholde sin nettoavance.
Når man tager højde for produktionsomkostningerne, så var en best gun faktisk ikke særligt dyr – selvom den i sagens natur kostede et meget stort beløb, som var udenfor langt de fleste menneskers økonomiske rækkevidde.
Det er altid vanskeligt at foretage en sammenligning med historiske priser, eftersom inflation, arbejdslønninger og materialeomkostninger har varieret voldsomt gennem tiderne. Men det er interessant at se, hvor finansielt krævende det var at være producent af en ”London Best Gun” i 1890’erne. Prisen for en sådan herlighed lå dengang omkring 50 Guineas – svarende til ca. 55 £.
Produktionsomkostningerne var i alt ca. 37 £, og ejeren måtte afregne med håndværkerne så snart hver enkelt del eller fase af fremstillingen var udført. Leverandører af råmaterialer blev også afregnet længe før bøssen blev betalt af kunden. Hertil kom, at datidens kunder fik langvarig kredit, idet man dengang først betalte en faktura ved afslutningen af hvert kvartal – eller endnu senere.
Firmaet havde altså en bruttoavance på ca. 30%, der skulle dække husleje, lønninger til butiksansatte, renteomkostninger, markedsføring og så videre – før der blev noget til ejeren.
Som det er karakteristisk for engelske haglbøsser af høj kvalitet, så gør Grantbøssens fine balance og gode førbarhed den særligt velegnet til skud, hvor målet hurtigt skifter retning – som det ofte er tilfældet ofte under krikandejagt.
Dette system fungerede dog fint, så længe der var stor efterspørgsel, som tilfældet var i årene op til 1914, hvor stort set al civil våbenproduktion ophørte i løbet af kort tid. Men som historien viste, så var det ikke et system, som var tilstrækkeligt robust overfor de massive ændringer, verden undergik i løbet af 1900-tallet. Omkostningerne ved de gammeldags produktionsmetoder steg drastisk – og dermed priserne. I 1927 var prisen for en sidelåsbøsse fra Stephen Grant & Sons fordoblet i forhold til 30 år tidligere, og kostede nu 110 £. 50 år senere kostede den samme bøsse mere end 15 gange så meget: 1.725 £. I dag er prisen formentlig omkring 125.000 £.
Man kan beklage disse kendsgerninger, men for os almindeligt dødelige rummer udviklingen en stor fordel. Ingen kender endnu levealderen for en best gun. Med fornuftig vedligeholdelse har masser af eksemplarer holdt i mere end 150 år, så de mange yngre udgaver holder nok lang tid endnu. Og i dag kan man købe velholdte, brugte eksemplarer til en meget lille brøkdel af nyprisen – og samtidig få den fornemme kvaliteter, en best gun besidder. Faktisk kan næsten alle interesserede skytter i dag være med – rent økonomisk set. Og det var præcis det faktum, min ven benyttede sig af, da han købte sin sidelåsbøsse fra Stephen Grant.
Grantbøssen har en tilhørende “oak-and-leather”-kuffert, som præsenterer våbenet på fornemste vis – selvom disse kufferter i dag har begrænset værdi til anden transport ned med bil, da de er ganske tunge og ikke konstruerede til flytransport.
Toplukke
Min vens nygamle bøsse har desværre ikke sidelukke som en klassisk Grant, men er forsynet med den toplukkenøgle der blev opfundet af W.M. Scott i 1865 og som siden er blevet en næsten universel standard på alle moderne dobbeltløbede haglbøsser. Min ven er linksskytte, og havde bøssen haft et sidelukke, ville han derfor i praksis kunne have afprøvet fordele og ulemper ved lukkenøglens placering.
Bøssen er fremstillet i 1905, og har 76 cm lange damascerede piber med 2½” eller 65 mm lange kamre, med henholdsvis ¼ og ¾ trangboring. Skæftet er lavet af rigt åretegnet valnød og var oprindeligt 37,5 cm langt, men er af en senere ejer blevet forlænget med ca. 1 cm. Vægten er en anelse over 3 kg. Da bøssen blev fremstillet, kørte man med tog til den nærmeste stationsby ved det gods, jagten foregik på, og derfor er det ikke overraskende, at bøssen blev leveret i en specielt fremstillet geværkuffert af egetræ og læder med tilhørende rensegrej. Kort sagt: en britisk bøsse, når den er bedst.
Grantbøssen har diskrete scroll-graveringer og firmaets signatur i form af ”leaf fences”.
Læderkufferten er forsynet med to af de tidligere ejeres initialer. Formodentlig var den første ejer en svensk adelsmand – måske står initialerne “G. v. B.” for Gustav von Blixen?
Bøssen har et vist brugspræg, hvilket ikke er overraskende, når man tager alderen i betragtning. Hertil kommer, at bøssen på et tidspunkt blevet ”forsvensket”, idet der har været monteret rembøjler under piberne og på skæftet. Det ville være helt utænkeligt i Storbritannien, hvor man mellem såterne traditionelt transporterer sin bøsse i et foderal med skulderrem. Heldigvis er begge rembøjlerne på den gamle Grant blevet fjernet igen.
I dag er der mange, som lader sig afskrække fra at købe en bøsse med damascerede piber. Disse håndsmedede piber er dog fuldt ud lige så stærke som samtidige piber af stål. Det eneste krav for begge typer af gamle piber – ud over at de naturligvis skal være trykprøvede til røgsvagt krudt – er at man anvender patroner med en længde og et gastryk, som de er designede til. Og al erfaring viser, at stålhaglpatroner med moderat ladningsvægt og udgangshastighed er glimrende til alle gængse former for jagt.
Heldigvis kommer der i disse år på markedet et stadigt større udbud af 65 mm patroner med både stålhagl og bionedbrydelig forladning – i takt med at briterne går bort fra blyhagl ligesom de fleste andre lande.
I en periode har bøssen været “forsvensket” ved at blive forsynet med rembøjler, men disse er heldigvis fjernet igen og hullerne lukket, så bøssen fremtræder i original stand.
Praktisk brug
Straks man får Grantbøssen i hænderne fornemmer man dens moderate vægt og gode førbarhed – det, som briterne kalder ”pointability”. Bøssen passer perfekt til mig, men min venstrehåndede ven vil få bukket skæftet fra at have cast off til at have lidt cast on, så den falder rigtigt, når man skyder fra venstre skulder. Med det slanke engelske skæfte er ændringen af cast en relativt simpel operation, når opgaven udføres korrekt, hvilket vil sige trinvist og med tålmodighed. Inden det kom så vidt, lånte jeg heldigvis bøssen for fotografering og afprøvning. På skydebanen afslørede bøssen ikke overraskende nogle klassiske kendetegn for en britisk best gun. Ved formgivningen af sine bøsser havde Grant samme filosofi som mange andre samtidige producenter. Han tilstræbte et vægtforhold mellem piber og skæfte, så bøssens balancepunkt lå tæt på hovedboltens centrum. På grund af de relativt lette piber og det spinkle engelske skæfte bliver størstedelen af bøssens vægt herved koncentreret mellem skyttens hænder under praktisk brug. Det gør bøssen lidt mere livlig og derfor lidt lettere at afgive snapskud med. Den gode førbarhed og gør det nemt at justere svinget efter mål, som hurtigt kan skifte flugtretning. Andre producenter valgte at flytte tyngdepunktet lidt frem, så bøssen blev en anelse snudetung. Herved er det lettere at lave et jævnt sving under skuddet, hvilket er særligt vigtigt ved lange skudhold.
Grantbøssen er fremstillet, så balancepunkt ligger ca. en centimeter foran hovedbolten for at maksimere dens førbarhed/skydeegenskaber.
Bøssen blev indviet på en simuleret klapjagt, hvor skjulte maskiner uden varsel sender lerduer hen over skytterne i mange forskellige vinkler. Efter en kort tilvænning var der ingen problemer med nogenlunde systematisk at træffe hverken de meget høje “sneppeduer” eller de traditionelle lerduer i lange sideskud. Alt sammen egenskaber, der i sin tid gjorde engelske haglbøsser til de fornemste i verden.
Det eneste problem var, at bøssens relativt tynde piber hurtigt blev varme i det strålende solskin – men den pris betaler man gerne for at opnå den gode førbarhed. Varme piber er (desværre) sjældent et problem på praktisk jagt. Summen af kardemommen er, at Grant-bøssen trods sine mere end 120 år opfylder alle krav til en allround jagtbøsse – og det til 2/3 af prisen på en ny O/U af bare nogenlunde høj kvalitet.
